Hos Mommer

19. juni 2016

Vejrhøj er et godt navn – der var masser af vejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:09
Tags: , , ,

Weekenden er tilbragt i særdeles godt selskab i sommerhus med Ditte og Peter og i går også med Inge og Hasse.
Sommerhuset ligger i et yderst smukt hjørne af Sjælland; helt ude på Ordrup Næs. Jeg har været på Dragsholm før, men Ditte og Peter kunne vise os nye (for os) landskaber og veje, der skar igennem nogle af de skønneste steder, vi har set i Danmark.

P1020581

Bjergene kaldes området, og i et land, der kalder et af sine højeste punkter for Himmelbjerget, er det vel relevant nok … her er vi på vej op til Vejrhøj, som med sine 121 meter rager pænt op i landskabet. I klart vejr skulle man kunne se Roskilde Domkirke, men jeg fandt den nu ikke.

P1020582P1020585

Man kommer ikke udenom den nydelige udsigt, der var deroppefra. Her tænker jeg dog ikke på Peter, selv om han er en nydelig mand … og holddaop, hvor det blæste deroppe.

P1020586

Til lørdag aften var der bestilt bord i Spisehuset på Dragsholm. Der er både á la carte-retter og enten 2-, 3- eller 4-retters menu.
Vi tog ikke den navnkundige gourmetrestaurant, da vi også gerne ville have råd til benzinen hjem, men Spisehuset havde vi bestemt ingen klager over – det er da også samme køkken til begge steder, og man kunne såmænd sagtens have bildt mig ind, at det var gourmetresturanten, vi spiste i – vi slap måske derfor for det skrækkelige spytlignende skum, der åbenbart er blevet et nødvendigt onde på de finere spisesteder.
Dette her var så umanerlig lækkert, at jeg hører englesangen endnu. Vi tog enten to eller tre retter fra menuen; John og jeg sprang desserten over og tog to forretter og hovedretten.

P1020595P1020596

Herover agurkesuppe (kold) og hvide asparges med hummercreme. I michelinklassen.

P1020597P1020598

Herover langtidsstegt kalveculotte med Lammefjordens grønsager, samt desserten, som fire tog: rabarberkage, men vist ikke en helt almindelig rabarberkage.
Hvis forretterne var i michelinklassen, så var hovedretten trestjernet. Den kalveculotte var så mør, saftig, god og lækker, at vi alle seks sad småstønnende i en grad der nærmede sig et leje, der ellers kun hører soveværelset til, med himmelvendte øjne og var, på trods af i forvejen høje forventninger, forbavsede over, at noget kunne være SÅ godt. Og vi er ikke helt nemme at imponere … hvilket ikke er det samme som, at vi ikke er nemme at stille tilfreds, men der skal altså en del til at efterlade seks personer, der alle går en del op i mad, nærmest stumme af beundring.
Det med stumheden varede dog ikke så længe.

P1020599

Mætte og tilfredse både med maden og selskabet red vi hjem i solnedgangen – Inge og Hasse helt til Roskilde, mens vi andre nøjedes med de få kilometer til sommerhuset.
Skulle I få lyst til at forkæle jer selv med et udsøgt måltid, der er til at betale uden at skulle ansøge om et banklån først, kan vi på det kratigste anbefale Spisehuset på Dragsholm slot!
Vi er nu hjemme igen i Den Stråtækte, hvor John tager en lur, mens jeg skriver. De sidste to nætters søvn blev ikke helt så lang som normalt, men det kan vi indhente i nat.

12 kommentarer

  1. Åh det lyder da som den skønneste weekend. Wow. Og sååååååååååå skønt at få kildet smagsløgene og indfriet forventningerne til både mad og slot. Sov godt i nat – og længe.
    ps. var højere oppe end dig i aftes – på toppen af Himmelbjerget😉

    Kommentar af Liv ☆ — 19. juni 2016 @ 17:40

    • Det var ikke så ringe endda – og tak, jeg tror vi sover godt og længe🙂
      Ihhh – det er 100 år siden, jeg var der – det er også et meget smukt hjørne af Danmark.

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 18:34

  2. Vi har også været i området og også på Dragsholm, men har ikke smagt deres mad. Da vi var der var det hele lejet ud til et kæmpe bryllup, så vi måtte nøjes med at se på den mad tjenerne og kokkene bar rundt på.
    Det er nogle skønne billeder af landskabet og maden ser også vældig indbydende ud. Jeg er ikke i tvivl om, det har været hyggeligt
    I dag har vi været på Høje Møn, det var også noget blæsende, når vi ikke lige gik i læ nede i ishullerne.

    Kommentar af Pigen fra landet — 19. juni 2016 @ 21:29

    • Det var da ærgerligt, at I ikke kunne komme til at spise der – I må prøve igen en anden gang – men det er altid tilrådeligt at bestille bord. I aftes var der alt udsolgt.
      Lidt irriterende med den (næsten) evige blæst, men der er nok ikke rigtig noget at gøre ved det. Lyder fint med en tur til Møn – men I mødte nok ikke Klintekongen🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 21:47

  3. Ih, det har da været en skøn weekend🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 20. juni 2016 @ 09:54

    • Så absolut en af de mindeværdige!

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 10:51

  4. Sikken en fin artikel du har skrevet om vores weekend🙂
    Det var umådeligt hyggeligt, at få lov at vise jer rundt i den egn vi selv elsker. Masser af himmel, smukke bakker, lammefjordens flade marker med de lækre grøntsager og vandet der ses alle vegne. Og ovenikøbet få introduceret jer for vores gode ishus og ‘stamrestauranten’😉 Det kan vi nok godt gentage en anden gang.

    Kommentar af fiberfryd — 20. juni 2016 @ 13:19

    • Man kan jo ikke andet🙂
      Vi er så enige i det hele – bestemt også i det sidste🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 13:31

  5. Oddsherred er bare sådan et skøn sted. Vi er der ovre mindst engang om året. Og tænk at på Vejrhøj kan man se 27 kirketårne i klart vejr

    Kommentar af Merete — 20. juni 2016 @ 13:23

    • Det er et helt vidunderligt sted!
      Ja, det kan man – men jeg tror man skal vide præcist, hvor man skal kigge, for jeg kunne ikke se så mange … har du set alle 27?

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 13:32

  6. Det er nogle skønne billeder! Jeg har været på Dragsholm med firmaet engang for længe siden og husker det ikke så godt, jeg læste om tiden som fængsel og forestillede mig hvordan det må have været. Men der var smukt. Vejrhøj kender jeg fra andre ture – Nordvestsjælland er et smukt, tyndt befolket område i dag.

    Kommentar af Donald — 20. juni 2016 @ 19:31

    • Det var jo ikke fængsel som sådan; den stakkels Jarl af Bothwell sad godt nok i fangekælderen i 11 år, men alle slotte havde en sådan fangekælder.
      Men ja, Nordvestsjælland er et skønt område.

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 22:06


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.