Hos Mommer

16. juni 2016

Jeg vil leve evigt. Men kun her – ellers er det ligemeget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

I formiddags erklærede jeg højtideligt, at jeg lige havde besluttet mig for at leve evigt. Lige præcis her i den Stråtækte med den vidunderlige have. Og helst også sammen med John. Han kiggede på mig med dyb alvor i blikket og spurgte: “Kan man det? Bare sådan beslutte det?”, og jeg svarede, at det vel kun var et spørgsmål om tilstrækkelig vilje. Så var han med på ideen.
Nu har vi fået 23 mm regn, solen skinner igen og vi har været i haven – ikke kun for at fjerne lidt ukrudt mens jorden er våd og nem at arbejde med, men også for at fotografere det hele igennem, ganske som jeg har gjort før. Så nu er der billedspam!

IMG_5754

IMG_5745IMG_5760

IMG_5748

Jeg ville så gerne vide, hvad det er for roser, jeg har. Både den øverste, som der er syv buske af, og den nederste (de to nederste billeder er af den samme rosenbusk; blomsten ændrer farve, efterhånden som den ‘modnes’), dufter nærmest bedøvende, især nu, hvor de er fugtige.
Jeg har prøvet at billedgoogle, men der er alt for mange, der ligner, så jeg kan umuligt med sikkerhed bestemme dem. Den øverste ligner David Austen-rosen Barbara, især fordi dens knopper er gullige, men …
Nå pyt … jeg kan jo nyde dem, selv om de forbliver anonyme.

IMG_5762IMG_5764

Timian har vi til overflod, og lige nu blomstrer den. Jeg tror i hvert fald, at det er timian – duften ligner, selv om den godt kunne være lidt kraftigere. Er der noget, der ligner timian, men som ikke er det?

IMG_5767

Timian igen – valmuer – æblemynte – katost – et drivhus – en fjord – en bænk, så man kan sidde og falde i staver over livet og hvor skønt det er.

IMG_5768

Spredt over et par timer i løbet af formiddagen kom der et par store skoleklasser gående langs fjorden. På et tidspunkt blev de meget, meget våde meget, meget hurtigt, de stakkels unge mennesker. Det havde ellers holdt tørt siden engang i nat, men de sidste syv mm regn faldt i løbet af ingen tid.
En af smågrupperne havde sørget for at være sikre på ikke at opleve naturskønheden hernede; en ung gut bar på et musikanlæg, der, trods sin ringe størrelse, kunne (og også næsten gjorde) spille en middelstor bypark op. Når musikken er så høj, så skal man også tale virkelig højt for at blive hørt. Det gik de så og øvede sig på.
Jeg er ikke forarget, bare forundret … men de hyggede sig på deres måde, og fred være med det. Jeg foretrækker fuglenes lyde.

41 kommentarer

  1. Jeg ved ikke, hvad dine roser hedder, men hvor er de kønne!

    Kommentar af Randi — 16. juni 2016 @ 17:24

    • Ja, og det er de uanset navn og afstamning .-)

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 18:17

  2. Hvor er din/jeres have dog smuk, stor og skøn. Det er ikke billed-spam men nydelse! Tænk at noget så enkelt som valmuer kan give sådan en glæde.

    Mange mennesker ønsker et evigt liv på jord, men det er vist ikke rigtig lykkedes nogen endnu. Er man troende, tror jeg, man altid tror på et liv i det hinsides. Men den gruppe er du vist ikke omfattet af (så vidt jeg husker)🙂

    Kommentar af Stegemüller — 16. juni 2016 @ 17:24

    • Valmuer er meget smukke i meget kort tid.
      Så må John og jeg jo gøre en indsats for at være de første, og du har helt ret i, at vi begge kun tror på et liv før døden🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 18:19

      • “Vi tror på et liv før døden” er for øvrigt et af FKNs mest markante/kendte slogans, og det er rigtig godt.

        Kommentar af Stegemüller — 16. juni 2016 @ 20:06

        • Det er godt, men uden at turde vædde på det, mener jeg, at det var den legendariske Thyra Franck fra plejehjemmet Lotten, der introducerede udtrykket.

          Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 20:47

  3. Hvor er det dog et skønt sted I har!!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 16. juni 2016 @ 17:25

    • Ja, det er så!

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 18:19

  4. Nysseligt ser det ud. Det er ikke svært at forstå dit ønske, og skulle det være, kan du jo bare ombestemme dig. Om roser ved jeg, at de har torne, så der er jeg ikke til megen hjælp. Timian findes i adskillige sorter, ved jeg dog som køkkenskriver – se fx her: https://www.mountainvalleygrowers.com/Thyme.htm Tager man hele myntefamilien, som timian vist er medlem af, er der vist over 300.

    Kommentar af Eric — 16. juni 2016 @ 17:29

    • Tak for et godt link! Jeg tror det kunne være mint thyme, men derfor nok ikke en timian, jeg skal bruge i madlavningen – så vidt jeg kan konkludere ud fra at have skimmet teksterne. Der skal læses mere …

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 18:22

  5. Jeg forstår dig til fulde med sådan et sted. Hvor bor I bare smukt, så hold I fast i den beslutning🙂

    Kommentar af Lene — 16. juni 2016 @ 18:12

    • Jamen det gør vi så🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 18:23

  6. God fornøjelse med beslutningen. Det er jo, som Eric skriver, dig der har den.
    Fine havebilleder. Prøv om det skulle være citrontimian.
    Her fik vi en smule regn i går og måske en sjat til morgen, men ikke noget af betydning.

    Kommentar af Jørgen — 16. juni 2016 @ 20:05

    • Hehe, jo tak …
      Det er ikke citrontimian, for sådan en har jeg i krydderurtebedet, og den er mere gul på bladene.
      Stakkels jer. Vi har fået nok vand for en tid nu, så tag I bare, hvis der kommer mere …

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 20:50

  7. åh det er bare creme de la creme for synssansen – jeg var i Næstved forleden dag, og jeg tænkte lidt på, at køre til Præstø for et lille kik, men endte med bare at få en lille frokost på villa Galina og lidt sightseeing omkring Gisselfeld – vi er da priviligerede med smukke sager her i Dk.Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 16. juni 2016 @ 20:35

    • “Bare” … det er da to skønne steder, du nævner der – og ja, sådanne har vi en god del af🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juni 2016 @ 20:51

  8. Skønne billeder og vidunderlige blomster. Jeg kan god forstå, du vil blive der til evig tid.😉

    Kommentar af betty — 16. juni 2016 @ 22:47

    • Ja, ikke? Det kunne være skønt🙂

      Kommentar af Ellen — 17. juni 2016 @ 09:18

  9. Jeg har et problem med evigheden, for solen har kun brændstof til 4 millarder år mere.

    Det jeg egentlig vil sige er, at jeg godt kan forstå at du synes din have er smuk! Og det er en fornøjelse at se på billederne, pæon og rose er smukke blomster. Jeg foretrækker torneløse roser🙂

    Kommentar af Donald — 17. juni 2016 @ 03:52

    • Det kan også godt være, jeg i virkeligheden kan nøjes med et par millioner år …😉
      Og det sidste findes vist ikke🙂

      Kommentar af Ellen — 17. juni 2016 @ 09:18

      • Hvis man nu skulle leve et par millioner år tli som ungdommeligt gående menneske, ville der være nok at gøre!

        Undskyld mig denne lange kommentar – jeg har aldrig set en torneløs rose – jo én fra blomsterhandleren, hvor nogen havde skåret tornene af! Men jeg måtte vide mere!

        http://www.heirloomroses.com/info/care/roses/thornless-roses/

        Fortunately, nature provides exceptions to the “every rose has a thorn” rule. While there are not many, some truly thornless roses do exist. A number of “nearly thornless” roses are available, which have scattered thorns along the stem. Certain roses, such as Polyanthas, tend to have fewer thorns as a class. Here’s a list of thornless and nearly thornless roses: Heritage (English, David Austin) is a nearly thornless shrub rose. Roses classified as “nearly thornless” tend to have thorns on lower/older wood, with unarmed new growth perfect for cutting.

        Thornless Roses*

        Bleu Magenta (Hybrid Multiflora, mauve)
        Chloris (Alba, light pink, very fragrant)
        Goldfinch (Hybrid Multiflora, light yellow/white, fragrant)
        Hippolyte (Gallica, mauve/red blend)
        Kathleen Harrop (Bourbon, light pink, fragrant)
        Lady Banks Rose (Species, white or yellow)
        Lykkefund (Large-flowered Climber, white/light yellow)
        Mme. Legras de St. Germain (Alba, white, fragrant)
        Mme. Plantier (Alba, white, fragrant)
        Tausendschön (Hybrid Multiflora, pink blend)
        Veilchenblau (Hybrid Multiflora, mauve, fragrant)
        Zéphirine Drouhin (Bourbon, medium pink, fragrant)

        Kommentar af Donald — 17. juni 2016 @ 11:32

  10. Pyt med rosens navn, når blot den er en nydelse for sanserne.
    Herlig have. Hvor var det dog godt, at huset valgte Jer som ejere. .

    Kommentar af Farmer — 17. juni 2016 @ 05:18

    • Hehe, det var nemlig det, den gjorde: Huset og haven stod og kaldte på os, opdagede vi lige pludselig🙂
      Men den er svær at dyrke kartofler i …

      Kommentar af Ellen — 17. juni 2016 @ 09:19

  11. Åh, bare den bænk, på det sted, med den udsigt er jo alle pengene værd. Kan godt forstå, I stornyder🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 17. juni 2016 @ 09:05

    • Ja, det er en ret god plads, den der🙂
      Er I aldrig på disse kanter, så I kan kigge ind?

      Kommentar af Ellen — 17. juni 2016 @ 09:20

      • Det er vi desværre ikke umiddelbart. Kommer vi øst for Storebælt, er det næsten altid en galoptur til Kbh. eller Nordsjælland. Men skulle vi komme på andre/bedre tanker, så vil jeg meget gerne beundre jeres udsigt – med mere🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 17. juni 2016 @ 10:12

        • Nåmen så synes jeg, I skulle komme på bedre tanker en gang ved lejlighed – evt. forlænge turen med et døgns tid🙂

          Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:39

  12. Dejlige have billeder, det er så smukt og frodigt i denne tid.🙂
    Jeg har også tænkt mig at leve evigt.. eller i hvert fald så længe jeg har det godt og kan klare mig selv.🙂

    Kommentar af Inge — 17. juni 2016 @ 12:49

    • Det sidste er en vigtig del af aftalen!

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:27

  13. Tak for billedspam – skønne fotos og meget lokkende. (Ligesom dine skuffedimser). Det med musikanlægget ligger uden for min forståelse. Altså bare at jeg ikke forstår pointen, men også lidt irriterede hvis de forstyrrer mig. Nu er jeg også lidt lydfølsom, og så følger mit temperament med😉

    Kommentar af Liv ☆ — 17. juni 2016 @ 15:37

    • Enig. Hvis det var naboens søn/datter, der støjforurenede på den måde, ville jeg have påpeget over for vedkommende, at jeg vil have fred udenfor, men her var det jo bare nogle forbipasserende unge🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:29

  14. I bor et meget smukt sted med mange herlighedsværdier. Det er meget værdifuldt at kunne sige ‘Her hører jeg til!’ Sådan har jeg nu boet i 23 år og har holdt mig til, at at ønske, at jeg kan få lov til at komme ud ad døren med fødderne først. Jeg besluttede for mange år siden, at jeg aldrig måtte blive så glad for at bo i mit hus, at jeg ikke kunne skille mig af med det, hvis det var tid. Det er mig, der ejer huset – ikke omvendt, men det vil ikke blive en glædens dag …

    Kommentar af Elsebeth — 17. juni 2016 @ 16:08

    • Det er da skønt at have sådan et sted … jeg forstår nok ikke helt, at man kan/har lyst til at at tage en beslutning om, at man ikke må blive for glad for sit hus.

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:30

  15. Jeg ved ikke rigtigt med at leve evigt… tænkte på Piet Hein; I evighedens perspektiv er øjeblikket som et liv. At nyde øjeblikket er vel også en slags evighedsoplevelse. Mindfulness, livsnydelse…
    Lad mig føje liv til årene, snarere end år til livet.
    Og du har da det smukkeste omgivelser til det projekt!

    Kommentar af Anne Holtegård — 19. juni 2016 @ 11:45

    • Du har selvfølgelig ret, men det hører jo naturligvis med til konceptet, at jeg skal være evigt frisk og rørig og ikke sidde som en mumie🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:32

  16. Men er det ikke det jeg siger, en have er bare en velsignelse. Og tænk at der findes nogen der fjerner alt grønt fra deres matrikel og lever i et sten/grus helvede. De aner ikke hvad de går glip af.🙂

    Kommentar af havehyrden — 19. juni 2016 @ 14:25

    • Jo, det har du altid sagt, men det er først med Den Stråtækte, at jeg er blevet enig med dig😀
      En stenhave har jeg dog heller aldrig kunnet se en mening med.

      Kommentar af Ellen — 19. juni 2016 @ 14:32

  17. “… at jeg ikke kunne skille mig af med det, HVIS det var tid.” Mit hus er i to etager og på 290 m2 + kælder, og haven er på 2500 m2. Et hjem må ikke blive en stor belastning. Så det er vist meget godt, at jeg har taget realitetssansen med som en afgørende faktor for, hvornår det er tid til at sige ‘Tak for opholdet!’

    Kommentar af Elsebeth — 20. juni 2016 @ 12:41

    • Vi er jo i bund og grund enige, men for mig er det to forskellige ting, hvor realitetssansen vedrørende hvornår tiden er inde til at sige farvel, ikke har noget at gøre med, om man er sindssygt glad for sit hus … det skulle man gerne være/have været, uanset om det blev til et eller 50 år🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 13:29

  18. Du forstår åbenbart ikke, hvad jeg skriver. Måske kunne du, hvis jeg boede på fjerde sal uden elevator og ikke selv var i stand til at komme ned på gaden.

    Kommentar af Elsebeth — 20. juni 2016 @ 15:35

    • Jeg tror fint jeg forstår – jeg synes bare, det er forskellige ting, vi taler om …🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juni 2016 @ 15:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.