Hos Mommer

6. juni 2016

Vi må selv lave regnen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:59
Tags: , ,

imageDer er pakket, der er vandet, der er fundet mere bomuldsgarn til karklude, for nu er Miss Grace færdig – min udgave er dog i lidt mere dæmpede blå farver, for jeg ligner et lig i røde. Intet foto endnu, det skal spændes ud først, og det har jeg remedierne til i Sverige.
Pakket … kun lidt tøj – igen – for vi skal bare nogle få dage til Samsø på det for længe siden omtalte Ballen Badehotel. Derfor også bomuldsgarnet – bilhåndarbejde kan ikke undværes.
Vi får formentlig ikke et tilsvarende uvejr, som vi havde, da vi var på Schloss Tremsbüttel. Vi kunne ellers i høj grad godt bruge noget vand efterhånden; måske ikke i de mængder eller den voldsomhedsgrad, vi oplevede i Tyskland, men vand trænger vi til.
Græsplænen er helt gul, men den må klare sig selv, hvilket meget andet i haven ikke kan. Mine dahlier fra England, fx – de gror så flot og hurtigt, men de bliver også passet og plejet og vandet efter alle kunstens regler. Til gengæld er der kun kommet ni op af de 25 montbretia, jeg satte … ikke helt tilfredsstillende efter min mening.

P1020417P1020418

Til alle de klude må der prøves noget nyt, så jeg har lige lært tunesisk hækling, eller hakning, som min mor kaldte det, for da jeg så mønstret, kunne jeg genkende det, hun lærte mig, da jeg var barn, men som jeg ikke har brugt siden.
Det er et flot mønster, men bliver dog lidt for tæt til en klud, så jeg må tage en større nål til det næste, og så vil jeg prøve tunesisk hækling, metode 2, som Drops har en video med. De stikker ned et andet sted til opsamlingsrækken, hvillket betyder, at mønstret bliver helt anderledes, sammenlignet med dette.
Jeg har både en strikket og en hæklet karklud i brug og kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt den ene er bedre end den anden. Det er helt fint, for det gør fremstillingsmetoderne så meget mere varierede.
Next stop Samsø. Har kigget på Visitsamsoe, og mon ikke vi skal forsøge at se falkecentret? Det finder vi ud af, når vi kommer derover.

22 kommentarer

  1. Jeg har nok ikke fulgt godt nok med, for jeg synes ikke, jeg er stødt på Miss Grace før. Den røde og grønne udgave, der er vist, er skøn – lige mine farver. Det er formpdentlig et sjal, ikke en poncho?

    Tunesisk hækling genkendte jeg straks – jeg! Engang i tidernes morgen kastede jeg mig over en stor bog om håndarbejde, som stod næsten urørt i mine forældres reol, og jeg faldt straks for den tunesiske hækling – så meget, at jeg gav mig til at lære det, men jeg har selvfølgelig også glemt det igen, for hvad skulle jeg egentlig bruge det til?

    Kommentar af Rasmine — 6. juni 2016 @ 23:53

    • Jeg har ikke skrevet om Miss Grace tidligere, men ja, det er et sjal🙂
      Næh, hvad skal man bruge det til? Mor brugte det til køkkenhåndklæder og karklude, men ellers kan jeg ikke se de store anvendelsesmuligheder, fordi man kun kan lave forholdsvis smalle stykker ad gangen, også selv om man køber en rigtig hakkenål, som er lidt længere end en alm. hæklenål.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 06:12

      • Knitpro har hakkenåle, der kan kombineres med valgfri længde wire, så du kan hakke, så bredt du vil. Prøv at billedegoogle “Stine Hoelgaard tunesisk hækling”, hvis du har brug for inspiration.
        God fornøjelse

        Kommentar af Kristine — 7. juni 2016 @ 17:28

        • Se, det var jo smart! Tak.

          Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 18:06

  2. Ej, Ellen, bare det var mig, der kunne trylle med hænderne!…. Suk. Nå, jeg håber det bliver fantastisk med Samsø, skal I så sejle med færgen med det frække navn? 😝

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 7. juni 2016 @ 07:19

    • Alt kan læres, Kære Liv, men noget siger mig, at det varer lidt, inden du får tid nok😉
      Hehe, næh, vi tog bilfærgen fra Sjælland😀

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:26

  3. Rigtig god tur til Samsø, der har jeg ikke været i årevis.. faktisk ikke siden min sejlertid, hvor vi kom der hvert eneste år..🙂

    Kommentar af Inge — 7. juni 2016 @ 08:32

    • Tak – det er første gang, vi besøger øen, men foreløbig ser det lovende ud🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:27

  4. Rigtig, rigtig god tur. Lidt regn om natten vil være godt for planter og støv og alt sådan noget, men ih hvor vi nyder at kunne futte udenfor i bare tæer, spise morgenmad, frokost og aftensmad på terrassen. Ja endda tage en g’nat drink på manden mins så fint byggede solnedgangsterrasse. Og jeg som helst lever livet på livets skyggeside … jeg elsker at det er lunt😉 Og jeg er vild med dine klude. Det der tunesiske noget, ser ret svært ud. Måske en gang, når jeg har tålmodighed til at sætte mig ind i det.
    Nyd øen og alle dens muligheder for slappen-af-og-nyde-livet-daskeri. Kh. Liv

    Kommentar af Liv ☆ — 7. juni 2016 @ 08:53

    • Det er rigtigt, og vi skal heller ikke klage over vejret – det er bare som om det har været enten for lidt eller for meget lige siden marts. Jeg har det også bedst i skyggen, og tunesisk hækling har du lært på to minutter – det er overhovedet ikke svært!
      Vi vil nyde, tak🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:29

  5. Asparges! Sørg for at smage de fantastiske hvide Samsøasparges. Og køb endelig med hjem – de er billige. Rigtig god tur

    Kommentar af Fru Z — 7. juni 2016 @ 08:57

    • Okay?! Vidste ikke de var bedre end alle andre hvide asparges, men vi vil se, om vi kan få fat i dem … og tak🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:30

  6. Det er altså dejligt – optimistisk-inspirerende – at høre hvordan i tager rundt i landet. Ja haverne må så somme tider klare sig selv, men det er også OK. Jeg håber I får en god tur til Samsø!

    Den tunesiske hækling kunne minde om vaffelvævning og er sikkert suverænt til en karklud. Jeg sætter stor pris på bomuldskarklude, fordi de suger – de moderne kunsstoffer kan slet ikke suge på samme måde, jo, måske de dér microfiber når de er gjort våde og vredet godt op, så går det lige, men så efterlader de jo en svagt fugtig overflade, hvilket ikke duer på fx. en guitar.🙂 (Som også skal støves af😀 )

    Kommentar af Donald — 7. juni 2016 @ 11:04

    • Det er ikke okay, hvis planterne dør af tørst, mens vi er væk, men det tror jeg nu heller ikke for de tre-fire dage, og er det længere tid, har vi en reservegartner😉
      Bomuldskarkludene er kun til køkkenet. Til sarte flader i stuerne (og til en guitar) bruger jeg en mikrofiberklud, der ikke skal vrides op. Den er specielt beregnet til formålet, tages på som en vante og er suveræn til at suge alt støv til sig

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:34

  7. God tur til Samsø. Der er smukt og meget varieret natur. Jeg var med til Strikkecamp og nød opholdet derovre.
    Tunesisk hækling er det nye sort. Og du kan skam hakke rundt og lave mange ting med teknikken. Sys Fredens, Pernille Cordes og Daisy Tyron har udgivet bøger/hæfter om emnet. Har været til workshop og prøvet lidt… fik den gang at vide at man skulle vælge en hakkenål op til 2 numre tykkere end man ville strikke med.
    Jeg er så heller ikke kommet viere med at hakke. Kan godt lide strukturen i det, men kan bedre lide at strikke frem for at hækle.
    Glæder mig til at se din blå udgave af Miss Grace. Deter et flot mønster.

    Kommentar af Anne Holtegård — 7. juni 2016 @ 11:22

    • De har strikkecamp om 1½ uge, tror jeg?
      Er det pludselig ligefrem blevet moderne? Så har jeg jo en trendy karklud! Det er dér, fejlen ligger: Jeg brugte hæklenål 3½ – jeg skulle åbenbart have brugt 4½. Det bliver næste gang. Jeg gider ikke hækle større arbejder, men karklude er okay🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:36

  8. 9 af 25 er da meget bedre end mit cannae-projekt, hvor succes-raten var 0%. Okay, jeg købte kun 2 knolde, men alligevel. Den ene var smat, før den overhovedet kom ud af posen. Den anden gad bare ikke komme op. Til gengæld gror alt andet – krudt som ukrudt – bare derudaf. Med lidt vandingshjælp dog. God tur til Samsø🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 7. juni 2016 @ 12:18

    • Jeg kan godt se, at min succesrate er noget bedre, men er nu alligevel utilfreds … må så bare glæde mig så meget mere over de frodige dahliaer – planterne elsker denne varme, når bare de har vand nok, så det sørger vi for, at de har.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:39

  9. Det lyder som et spændende sjal. Jeg må google, indtil du viser.
    Tunesisk hækling har jeg ladet vente – nok mest fordi jeg bedst kan lide at strikke og ikke helt kan se ideen med at strikke med en hæklenål.
    Men karklude har jeg strikket til den unge moder, for hun gik meget op i ikke at bidrage med mere plast til denne verden. På et tidspunkt vil jeg også prøve til mig selv.

    Kommentar af conny — 7. juni 2016 @ 14:41

    • Jeg købte mønstret på Ravelry🙂
      Jeg kommer aldrig til at lave ret meget i tunesisk hækling, for jeg har det lige som dig – til en lille karklud er det dog okay, og det er et pænt mønster.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:44

  10. Det er jo lidt sent at ønske god tur til Samsø, når jeg nu ved I er kommet hjem en dag før tid plaget af alvorlige helbredsproblemer. Det er bedre at ønske god bedring.

    Kommentar af Jørgen — 10. juni 2016 @ 20:47

    • Ja … irriterende, men tak for gode ønsker.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2016 @ 21:04


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.