Hos Mommer

5. juni 2016

Jamen, I er jo lige kommet!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:10
Tags: ,

Før Charlotte fik børn, kunne hun godt finde på at komme hjem for bare en tredages weekend, lige som jeg kunne finde på det samme den anden vej. Hun arbejdede og havde ikke særlig meget ferie; jeg arbejdede naturligvis også og begyndte først at betale mig fra 14 dages ekstra ferie efter børnebørnenes ankomst. Sådan var det bare, og det tænkte vi nok ikke så meget over.
Nu er fire dage alt, alt for kort tid … jeg tog derover fra mandag til fredag i starten af maj, og nu var Charlotte og børnene her fra tirsdag (aften!) og de fløj hjem kl. 20 i aftes. Selvfølgelig savnede de Tim, men egentlig havde ingen af dem lyst til at tage hjem allerede, og jeg havde ikke lyst til at slippe dem igen – de var jo lige kommet! Jeg havde husket, at de skulle hjem søndag – og havde glemt, at der ikke havde været flere ‘gode’ tider tilbage, så de i stedet tog en af aftenafgangene lørdag, hvorved vi i det mindste nåede at have hele dagen sammen.

Roserne trives

Det havde vi så ikke alligevel – de var på stranden i næsten tre timer i går, og lige netop det klarer jeg ikke. Det er for varmt, det er for bøvlet, det er for kedeligt, der er for meget sand – der er faktisk alt muligt i vejen for Johns og mit vedkommende, men hjemme i UK har de 1½ times kørsel til stranden, så det er ikke noget de lige gør efter skoletid, selv om vejret indbyder til det, og ungerne elsker selvfølgelig at være ved stranden og i vandet.

I morges, hvor der derfor ikke var den udsøgte morgenmadsservering, der er standarden når de er her, lå jeg ekstra lang tid i min seng og hyggede mig med min bog, med puslespil, med Ruzzle og med QuizBattle. Kunne man mon lokke nogle af jer til at downloade Ruzzle og QB? Især QB Historie er sjovt, synes jeg, men det er den oprindelige udgave nu også. Jeg tager med glæde imod udfordringer – mit spillernavn er mommerellen i Ruzzle og Mommer_Ellen i QB.
Der er nemme spørgsmål og der er ikke så nemme spørgsmål. Der er også lidt tåbelige spørgsmål – især hvis man tager dem på engelsk:
Which four-letter word can be placed in front of animal, shop and yard?   Farm    fix    fit    fruit … Det ville måske have vanskeliggjort det en anelse, hvis de havde givet fire fire-bogstavsord som svarmulighed …
Emne: Basketball: Which sport do you connect with (navn)? Baseball, Basketball, American football, Rugby …
Emne: Cricket: In which sport would you compete for The Ashes? Soccer, Squash, Tennis, Cricket.

I kan nok se, at alle kan være med her … men som sagt er der også spørgsmål, der (for mig) er fuldstændig umulige at svare på; fx bander jeg stygt, hvis der overvejende er sportsspørgsmål blandt de seks emner, man får pr. tur (med undtagelse af ovennævnte slags spørgsmål).

24 kommentarer

  1. Det værste for mig er nu det der hul i maven bagefter.

    Kommentar af Elsebeth — 5. juni 2016 @ 13:46

    • Ja, savnet er størst i det første døgn, synes jeg – så glider man ind i ens egen hverdag igen.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 14:18

  2. Vi har lige fået faren hjem fra England hertil morgen. Lige til tiden til at forkæle ham på fars dag:o) Han har nydt tid med vores lille niece og om ca 3 uger er det også vores tur:o) Ha’ en dejlig søndag:)

    Kommentar af Mette — 5. juni 2016 @ 13:55

    • Allerede om tre uger? Herligt! Så skal I også over at hilse på en lille lækker og (næsten) nyfødt.
      God tur og god fars dag til jer🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 14:19

  3. Det skulle være muligt at købe partoutkort til den smuttur😉

    Kommentar af Eric — 5. juni 2016 @ 16:34

    • Ja – med en kæmpe rabat🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 17:10

  4. Åh, kender alt for godt det med, at dagene, timerne og minutterne bliver spist op på ingen tid; nu havde vi det jo ligeså hyggeligt…. Håber I snart ser hinanden igen!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 5. juni 2016 @ 19:15

    • Ja … et slående eksempel på, hvor relativ tid er … men vi ses igen om seks uger🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 21:00

  5. Jeg kender også til at savne og når jeg kan mærke det, så husker jeg mig på, at savnet alene er udtryk for at jeg vil have mere af noget dejligt, som jeg har oplevet, hvilket jeg så glæder mig over. Aktuelt skal jeg om en md. til at savne to 15-årige, der drager langt væk i et år. Det er underligt, når de i hele deres liv har været mindst et ugentligt indslag i mit, så de har generøst tildelt mig ekstra tid/samvær op til afrejsen, så jeg kan få fyldt samværskontoen helt op, inden jeg skal tære på den i det næste lange år. Selvfølgelig er der Skype mm., men man kan jo ikke kramme, flette tæer i en sofa, forkæle med livret, få et kys på panden og kærligt klap på hovedet af den lange på 190 eller få lakeret negle i sjove farver og mønstre, mens man bliver orienteret om virkelighedens verden fra en ungs perspektiv.
    God søndag (trods alt 😉)

    Kommentar af Kristine — 5. juni 2016 @ 19:28

    • Intet kan erstatte det rigtige samvær. Et år er længe, og du vil få et par helt andre femtenårige hjem end dem, du så tage afsted. De er så for det første blevet 16 …😉
      Tak – søndagen har været tilbragt under total afslapning.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 21:04

  6. Misundelse er en rigtig grim ting, alligevel må jeg tilstå, at jeg misunder alle jer (dig og Lene og sikkert mange flere) med et fint og givende familieliv. Det må være dejligt at have nogen at høre sammen med.

    Nyd at I har haft så mange skønne dage sammen. Hvornår ses I igen?

    Kommentar af Stegemüller — 5. juni 2016 @ 20:25

    • Det er bestemt også dejligt; jeg kunne slet ikke forestile mig et liv uden dem og kan godt forstå jer, der savner en familie.
      Vi skal ses igen om seks uger, så det er ikke så længe.

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2016 @ 21:06

  7. Åh hvor er det ærgerligt at I ikke lige fik søndagen med. Men hvor har I nået mange ting i de dage, I har haft sammen.

    Kommentar af Lene — 5. juni 2016 @ 22:58

    • Ja – men jeg kan nu godt forstå, at de gerne vil have en dag hjemme, inden børnene skal i skole igen efter ferien.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2016 @ 09:35

  8. Allerede? Det kan jeg godt forstå, du tænker og føler. Hvor dejligt, de kunne få en strandtur med. Og at det er så tæt på.
    Chr. og hans familie var med bedsteforældrene på fars side en uge i Toscana for kort tid siden. Jeg har ikke sagt det højt, men jeg savnede dem. Og det er jo noget pjat. Jeg ser dem flere gange om ugen. Jo, selvfølgelig kunne jeg undvære dem, men jeg forstår, det må være et savn for jer. Trods afstanden er I rigtig gode til at lægge små ferier ind, så I får mange oplevelser sammen.

    Kommentar af betty — 5. juni 2016 @ 23:29

    • Alt er relativt, og hvis du ser børnebørnene flere gange om ugen, så er det da ikke så mærkeligt, at du savner dem efter så kort tid. Jeg synes det er værst, lige når de er taget afsted, og jeg tænker selvfølgelig på dem hver eneste dag, men det er først, når der er gået et par måneder, at savnet bliver rigtig stort. Det lyder måske lidt ufølsomt, men man indretter sig jo efter situationen.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2016 @ 09:43

  9. Tiden flyver når man er i godt selskab.. Jeg kan godt forstå du synes de lige er kommet.. Det var jo tirsdag i går..🙂

    Kommentar af Inge — 6. juni 2016 @ 10:24

    • Netop! Nå … der er heldigvis ikke mere end seks uger, til vi kører en tur derover.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2016 @ 10:55

  10. Dengang vi skulle køre til Nordjylland eller Fyn på bedsteforældrebesøg, syntes vi også, tiden gik alt for hurtigt. Transporten med toget tog meget af de få fridage. Det hjalp da vi fik bil. Selvom der stadig var flere måneder mellem turene.
    Det er lige før flytilbud og rejsetid kan gå lige op med DSB pris og tid den gang!
    Det er godt I har muligheden for at smutte når der er et godt tilbud… Eller køre og have bedre tid derovre. God tur…når det er tid.
    Torsdag om 9 uger er det Gittes og min tur!

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. juni 2016 @ 16:44

    • DSB er godt nok meget dyre, synes jeg også … SAS er nogenlunde rimelige, når bare man er ude i god tid, og en bonusrejse bliver det også til en gang imellem.
      Det bliver godt at gense England – for os alle sammen🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2016 @ 20:28

  11. Med de ting du kan nå ville jeg tro at fire dage for dig er en god, lang tid. Men derfor tror jeg også at der er nogle andre følelser på spil, og det er vel naturligt nok at man ikke vil have at tiden fortsætter med stadig større hast.

    Jeg håber, der er nogle erindringer om dette besøg, som du husker når du synes at tiden gik for hurtigt.🙂 (Så er det ligesom om at man har fået et øjeblik, der varer en evighed).

    Kommentar af Donald — 7. juni 2016 @ 11:10

    • Som jeg har sagt før, Donald, så er tid et underligt, relativt begreb😉
      Det var godt sagt, og jo, der er heldigvis oplevelser/erindringer fra dette besøg, som ikke tilhører andre besøg … så tak for påmindelsen🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2016 @ 14:20

  12. Mon ikke tiden altid flyver hastigt i vores alder? Jeg synes det i det store og hele.

    Kommentar af Jørgen — 10. juni 2016 @ 20:49

    • Jo, den gør, Jørgen. Det står nok ikke til at ændre.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2016 @ 21:01


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.