Hos Mommer

28. maj 2016

Jeg har da sjældent hørt noget så tåbeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:37
Tags:

Søren skal være morfar for første gang om en lille måneds tid, hvilket han selvfølgelig glæder sig til. Sidst han besøgte de vordende forældre, sagde datteren, at “der er lige noget vi skal tale om”. Nådada, tænkte Søren – hvad kommer der mon nu?
Der kom det, at datteren havde hørt, at i de første 42 dage har et nyfødt barn bedst af at være alene sammen med forældrene.
Søren er en meget flegmatisk person, der tager tingene i den rækkefølge de kommer, men fortalte, at mormoderen, som Søren altså ikke længere er gift med, men ofte taler med, var helt oppe at køre over ikke at kunne se sit første barnebarn i de første 42 dage af dets liv.

Har I nogensinde hørt noget, der bare tangerer dette i rendyrket tåbelighed? Jeg har ikke. Synes den er totalt ude i hampen. Jeg ville nødigt have undværet min mors erfaring og gode råd, da jeg fik Charlotte, og jeg ved, at hun havde det på samme måde med mig, da hun fik Anna. Jeg siger ikke, at jeg/hun ikke kunne have klaret tingene selv, for selvfølgelig kunne vi det, men de der små fif og beroligende udtalelser kan være guld værd for en nybagt mor.
Jeg kan til nød – men også kun til nød – forstå, at man måske i den allerførste tid ikke skal fylde huset med 100 venner, kusiner, fætre og hvad ved jeg, men bedsteforældrene!? Eller søskende!? Man er jo fuldstændig syg for at vise verdens ottende vidunder frem til hele samme verden; det kan kun gå for langsomt, og man skal ikke forsøge at bilde mig ind, at barnet tager skade af det.

Jeg ville meget gerne vide, hvordan man er nået frem til de 42 dage. Har man taget 100.000 nyfødte og ladet 1000 være alene med forældrene i henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5, … , 100 dage, fulgt dem til de var 7, 15 eller 18 år og dermed som et videnskabeligt uangribeligt faktum konstateret, at de børn, der var alene med forældrene i præcis 42 dage – hverken mere eller mindre – fungerede bedst senere i livet?
Nej, vel? Den tror jeg heller ikke på. Jeg har prøvet at eftersøge data, men hele internettet er totalt tavst om emnet; intet overhovedet dukker frem, uanset hvordan jeg formulerer søgningen.

Ovenstående er i mine øjne helt på linje med og lige så langt ude som det ‘gode’ råd, jeg fik tilsendt af to mennesker efter jeg var konstateret rask:
image

Kære venner – thanks for nothing! Tænk jer dog om … hvis det virkelig var så nemt at slippe af med den modbydelige sygdom, så 1) var der nok ikke mange kræfttilfælde tilbage i verden og 2) ville citroner (og natron) være dyrere end guld og bestemt ikke til at købe i supermarkedet til tre for en tier.
Hvordan forestiller de naive fjolser sig, at det ‘basiske miljø’ skulle kunne penetrere ud til lever, lunger, bryster, m.m.? Jeg måtte virkelig tage mig til hovedet over folks godtroenhed. Forestiller de sig også, at alverdens læger og øvrigt sundhedspersonale ville udsætte folk for den rædselsfulde kemoterapi, hvis citron/natron-kombinationen var 10.000 gange mere effektiv? (Og “mere stærkere” – der er sandelig styr på det hele her …) 
Jeg må indrømme, at min respekt for folk, der falder for den slags pjat (den med de 42 dage inklusive), kan ligge på et meget lille sted.

55 kommentarer

  1. Jeg er fuldstændig enig! Jeg har hørt, at man på hospitalet anbefaler at det kun er mor og far, der holder baby de første 7 dage, fordi de skal “bonde”, ævl. Men måske kan det hjælpe de nybagte forældre til at sætte lidt grænser for, hvor mange, der kommer på timelange besøg. Men selvfølgelig skal bedsteforældre, søskende og andre tæt på se baby relativt hurtigt. Der florerer så meget ævl og bavl, og det værste er, at folk tror på det. Jeg tror absolut heller ikke på homeopati eller detox eller andre hjemmestrikkede kure. Og de er hjemmestrikkede, også selvom der er skrevet bøger om dem. Lidt almindelig sund fornuft har nu altid været det bedste!
    Synd for barn og synd for bedsteforældre!

    Kommentar af Lisbeth Rosengaard — 28. maj 2016 @ 16:21

    • Velkommen hertil, Lisbeth🙂
      Det kan sikkert ikke undre dig, at jeg er enig i dine betragtninger.
      Barn og forældre skal nok finde ud af at ‘bonde’, selv om der kommer gæster, og i øvrigt er der langt fra syv til 42 dage.
      Ja, det er virkelig synd for alle parter, at nogen opfinder den slags vrøvl – og at andre falder for det!

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 17:28

  2. Hold da op. Jeg ville virkelig være blevet ked af det, hvis jeg først måtte se mit lille, nye barnebarn efter syv uger. At nogen kan finde på ikke at vise sit nyfødte barn frem til de nærmeste så hurtigt som muligt, kan jeg slet ikke sætte mig ind i.
    Hvad gør man egentlig, når man får barn nummer to, når man går ind for den der 42 dages regel? Skal det ældste barn så passes uden for hjemmet i den periode, så den lille kan være alene med forældrene? Det er vist en and – det håber jeg da i hvert fald.

    Kommentar af Randi — 28. maj 2016 @ 16:28

    • Nå ja – seks uger – men alligevel🙂

      Kommentar af Randi — 28. maj 2016 @ 16:30

      • Seks eller syv uger – det er lige slemt🙂
        Jeg har selv tænkt på det med barn nummer to, og jeg har naturligvis intet svar. Det kan næsten kun være en and, men hvad hjælper det, når Maja er faldet for historien?

        Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 17:17

  3. Ellen, jeg er vild med, at du elsker livet så meget, og samtidig brokker dig helt ustyrligt! Det er en kærlighedserklæring, hvis du skulle være i tvivl!
    Nej, jeg har heller ikke hørt om hverken 42 dages isolation med baby eller natron mod kræft. Monstro de to ting har samme ophav? Jeg vil medgive, at gæster i tide og utide kan være virkelig belastende for nybagte forældre, særligt hvis der f.eks. er kolik og udtalt søvnmangel inde over processen. Når det så er sagt, så vil jeg mene, at det hensyn jeg her taler om, udelukkende er i fht. forældrene. Ungen er vel tindrende ligeglad, vil jeg tro, afhængig af hvor meget uro der er i hjemmet, selvfølgelig. Har Søren mon overvejet at spørge hvad de vordende forældre har tænkt sig at gøre i anden ombæring, hvor man skal ha’ den lille ny med over at aflevere storebror, hvor der vil være legeaftaler osv.?

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 28. maj 2016 @ 16:51

    • Jeg takker for kærlighedserklæringen🙂
      Jeg skal ikke kunne sige, om de har samme ophav … og jeg var selv inde på det med, at gæsterne kan blive for mange, men så må forældrene selv melde fra – og i øvrigt kommer man vel ikke uanmeldt, når man er på barselsvisit? Det kan man i givet fald ikke være bekendt.
      Jeg skal have snakket mere med Søren om dette her, men jeg kunne slet ikke i går, da han fortalte os om det – jeg var så ophidset, at jeg kunne risikere at komme til at sige noget om hans datter, som han måske ville blive ked af at høre.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 17:22

  4. Såvel de 42 dage som cancerkuren er rablende. I øvrigt skulle man nok ikke blande citron i miksturen, hvis den skal være basisk – suk!

    Kommentar af Eric — 28. maj 2016 @ 17:16

    • Aldeles rablende begge dele – og du har naturligvis ret i det med citronsyren🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 17:23

  5. Jeg synes, de vordende forældre skulle tage og spørge en sagkyndig – eksempelvis en sundhedsplejerske – om det (vanvittige) råd virkelig kan have noget på sig. Den lidt tåbelige mor har jo åbenbart tænkt sig at følge det. Måskekan en ekspertudtalelse ændre den holdning.
    Stakkels barn, hvis det skal opfødes (rød streg, men hvad pokker hedder det? Hvis det havde været en kat, ville man have sagt opdrættet, men det er det jo ikke) efter råd fra alle mulige selvbestaltede kyndige.

    Kommentar af Kirsten — 28. maj 2016 @ 17:31

    • Ja, måske … eller måske ikke. Hun er nemlig lidt alternativ i forvejen …
      Jeg tror, at ‘opfostres’ er det ord du leder efter – og jeg er helt enig.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 18:02

  6. Nu har jeg aldrig været nogen ørn udi naturvidenskab i almindelighed og kemi i særdeleshed, men det kommer alligevel bag på mig, at man skal tilsætte citron, for at frembringe et basisk miljø.

    Kommentar af Fru Z — 28. maj 2016 @ 18:27

    • Hehe, ja, man må ikke kalde folk for dumme, slet ikke offentligt, men jeg er ret tæt på her🙂

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 19:17

  7. Og her gik jeg og troede at det var 41 dage. Ak for en gang vrøvl og sludder, det ene og det andet. Fordomme er ikke sådan lige at slippe af med.

    Kommentar af Jørgen — 28. maj 2016 @ 18:57

    • Så det var det, der gik galt, eller hvad? Der manglede simpelthen en dag🙂
      Enig, og godtroenhed er vist også kommet for at blive.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 19:18

  8. Det hele er sagt: Basisk med citroner, 42 dage og ubehjælpsomme formuleringer => Alt sammen noget vås.

    Kommentar af Stegemüller — 28. maj 2016 @ 20:24

    • Ja. Ganske enkelt noget vås.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 21:42

  9. Man skal heldigvis høre meget, før ørerne falder af! Men mon ikke, den unge mor kommer til fornuft, når de første spørgsmål melder sig? Men stakkels barn – man kan jo bekymres over, hvad det mere skal udsættes for af alternative ideer fremover.

    Tro kan flytte bjerge – har jeg læst et eller andet sted – citron og natron lyder i sammenligning med de toogfyrretyve dage ganske harmløst. Gad vide, hvorfor sund fornuft er blevet så umoderne?

    Kommentar af Lone Nielsen — 28. maj 2016 @ 20:31

    • Det må vi da håbe. Og hun kan forhåbentlig ikke vente så længe med at vise barnet frem🙂
      Tro kan flytte bjerge, ja, men ikke kurere kræft og ikke (gen)indføre sund fornuft, åbenbart!

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 21:44

  10. Suk, stakkels vordende forældre, som vil gøre alt for at være gode forældre. Håber at familien finder ud af det.

    Kommentar af Lene — 28. maj 2016 @ 22:14

    • Ja, dybt suk – jeg håber virkelig også, at den vordende mor ændrer holdning. Det her er synd for alle.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2016 @ 22:23

  11. Altså Ellen 😏
    Du er da også så ligefrem… Jeg havde svært ved at lade være med at tagge et indlæg med “dør af grin”, da en beskrev at den diffuse hovedpine hun havde lidt længe af, var aura-migræne 😂
    Og vi fik vores første barselsgæster 6 timer efter fødslen. Og de næste mange dage. Han er i dag 20 år, har altid været meget åben for nye bekendtskaber – og så er der åbenlyse fordele ved at introducere besserne, for de forguder ens afkom, også når ungen spulebrækker sig, og så er de gratis 😍

    Kommentar af linda — 28. maj 2016 @ 22:47

    • “Spulebrækker”😀 – vi er vist lige ligefremme … men ja, du har naturligvis ret, hvad ‘besserne’ angår.
      Aubie var på pub syv timer efter fødslen. Der sad nemlig Anna med sin granny og Julian, som havde en gammel frokostaftale, de helst ikke ville aflyse. Knægten blev straks udnævnt til æresmedlem – ført til protokols og det hele. Men … visse vil jo nok påstå, at det lagde grunden til hans ordblindhed😎

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 10:27

  12. Åh Ellen – min mand mener at der er noget der er ” lost in translation”: man bør ikke have geslechtsverkeer – altså samleje – de første 42 dage. For den ikke-hollandskkyndige kan det godt tolkes som at slægten ikke skal valfarte (trafik – verkeer) til stedet 😂😂😂

    Kommentar af linda — 28. maj 2016 @ 22:50

    • Det er et rigtig godt bud, Linda(s mand). Det køber jeg🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 10:29

  13. Ha, ha og ha! Ærlig talt, sikken en omgang sludder at opvarte kommende bedsteforældre med. Og så citron/natron kuren, nej – du får min fulde opbakning til dine “opstød”.

    Kommentar af Bente — 28. maj 2016 @ 23:47

    • Tak for opbakning! Det er bare noget skidt, at den slags ævl nok skader mere end det gavner – i hvert fald det med de 42 dage; citronkuren hører under “det kan i det mindste ikke skade”-kategorien.

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 10:31

  14. Vi lever i en tid, hvor bred grundliggende viden er en mangelvare.
    Det giver let spil for den slags nonsens.

    Jeg kan godt lide Lindas oversættelsesfejl-forklaring.
    -Hvordan man så end har videnskabeligt dokumenteret disse samlejerestriktioner, som vel er tæt på samme nonsensgrad som citroner, natron og familieisolation.

    Kommentar af Farmer — 29. maj 2016 @ 08:13

    • Uvidenhed og godtroenhed har vist hersket alle dage, farmer.
      Jeg synes også det er en god forklaring, og den behøver ingen videnskabelig dokumentation, for jeg tror, den for mange år siden er opfundet af snedige kvinder for at forhindre, at der bliver bare lidt mere end ni timer og tyve minutter mellem børnene. Nu fik de stakkels næsten konstant gravide kvinder da en seks uger lang fred🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 10:35

  15. Uh, vi har jo lige fået en lille ny kusine i England. Den der med de 42 dage er altså ikke praktiseret hos min svoger…. Sikke da en mærkelig tilgang til det, at skulle være forældre. Min mor ventede 6 dage med at se Grace for 10, snart 11 år siden men ikke af egen go vilje, næ hun kunne ikke få et fly før. Både hende og jeg ville gerne, at der ikke var gået så lang tid.
    Åh, hvor jeg kender det med ‘gode råd om sclerose’ Det er som om folk tror jeg ikke selv er i stand til at læse. Forøvrigt var der nok ikke et stigende antal der får sclerose, hvis nogle af de ting fremmede og nogle gange venner fortæller mig, var rigtige…..
    Ha’ en dejlig søndag:o)

    Kommentar af Mette — 29. maj 2016 @ 11:53

    • Tillykke med familieforøgelsen🙂
      Det er da noget værre pjat med de 42 dage – jeg måtte også vente otte dage med at se Anna, men det gælder jo heller ikke helt, når datteren slår sig ned i et andet land, lige som du gjorde.
      Det er uforståeligt, at folk kan tro på den slags, for enig: Hvor blev den sunde sans og fornuften lige af? “Du skal bare … , så er det pist væk” … man græmmes.

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 13:07

  16. 42 dages afholdenhed fra samleje er/var dyb fornuft, fordi livmoderslimhinden først er ophelet efter seks uger. Indtil da er der en forhøjet risiko for en infektion direkte i blodbanen (blodforgiftning), der bestemt ikke er til at spøge med og inden behandling med antibiotika var mulig ofte med døden til følge.
    Hvis de kommende forældre har taget deres beslutning om 42 dages isolation af hensyn til barnets tarv, må det vel være muligt at tale dem til fornuft, hvis deres kilde til beslutningen bygger på en fejlagtig oversættelse, hvilket fremstår sandsynligt. Ellers gælder det vel for de nærmeste at have is i maven, så der ikke opstår unødige skår i familiebåndene, der kan gøre samværet mellem det kommende barn og bedsteforældre mm. sværere, for med så ureflekterende/overbeviste/”troende” forældre kan det barn da nok få behov derfor.
    Mvh. og god søndag

    Kommentar af Kristine — 29. maj 2016 @ 14:13

    • Ja, det lyder fornuftigt og rigtigt – specielt før i tiden, da intimhygiejne var et ukendt fænomen. Vi ventede bestemt ikke 42 dage, men igen: hygiejne!
      Jeg håber virkelig det er muligt at tale dem til fornuft, og jeg er ganske enig i, at barnet sikkert er bedst tjent med det🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 14:20

      • Vi ventede vist heller ikke 42 dage😉 med hverken det ene eller det andet.

        Kommentar af Liv ☆ — 30. maj 2016 @ 13:44

        • Hehe, næh, man var vel ung – i alle betydninger🙂

          Kommentar af Ellen — 30. maj 2016 @ 14:48

  17. Jeg er i grunden glad for, at jeg ikke er ung og nybagt mor… Moderskab og forældreroller er da blevet en udfordring, der er ved at kunne tage livet af menneskeslægten! En smule jordforbindelse og sund fornuft, tak! Og så lidt tilbageholdenhed hos familien mht. besøg. Med mindre gæsterne er så venlige at byde ind med praktisk hjælp til indkøb/rengøring mm.
    Håber det bedste for den lille ny familie… og Søren.
    Den annonce er i klassisk med TV shop og andre udokumenterede og ofte uønskede tilbud!

    Kommentar af Anne Holtegård — 29. maj 2016 @ 16:41

    • Ja, i dag ser vi sådan på det, men da vi var i det, klarede vi jo også det, men derfra og til 42 dages familieafholdenhed … men mon ikke Linda har fat i noget med den fejlagtige hollandske oversættelse?
      Jeg er måske naiv, men som barselsgæst regner man da vel ikke med også at blive beværtet? Man byder selv ind med noget nyttigt til det unge par – sådan er det i hvert fald i min familie.

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 21:29

  18. Fordi noget lyder tosset, kan det godt være sandt!

    @ Linda – inden du dør af grin! Det hedder migræne med aura. Det lider både min datter og jeg af. ‘med aura’ vil sige, at vi også får meget ubehagelige synsforstyrrelser, der ender med total blindhed på begge øjne. Første gang var vi begge ved at dø af skræk, da vi overhovedet aldrig havde hørt om det før; vi havde ingen anelse om, at blindheden gik over efter et godt stykke tid. Alligevel lurer angsten stadig, når blindheden indfinder sig.

    Ifølge læge Carsten Vagn-Hansen (og andre læger) trives kræftceller ikke i sure omgivelser. At citronsaft SMAGER surt, er ikke ensbetydende med, at det så ikke kan være basedannende i kroppen – lige som natron. Derfor har det sikkert været i den bedste mening, du fik det råd, Ellen. Det er jo altid op til en selv at sætte sig ind i tingene, og om man vil benytte sig af et råd. Sukker smager sødt, men er syredannende i kroppen, lige som kød er. Det kommer ikke an på, hvordan noget smager i munden, men hvilken virkning det har i kroppen.

    Lindas forklaring lyder meget trolig; også at der er kvinder, der kunne have behov for en seks-ugerstid til at hele efter en hård fødsel. Det er vist en god idé, at den unge kvinde taler med sin egen læge for at få styr på fakta.

    Kommentar af Elsebeth — 29. maj 2016 @ 18:23

    • Elsebeth, tak for at du skrev – så slipper jeg🙂
      Det er nemlig den helt rigtige medicinske betegnelse, at kalde en migræne med synsforstyrrelser ” med aura”. Og det er også helt korrekt, at syre- basebalancen i kroppen er en vigtig del af kroppens evne til at modstå sygdomme og sikre optimale funktioner. Og det er også rigtigt at flere læger – blandt andre Carsten Vagn Hansen – har fokus på, hvordan man selv, blandt andet gennem kosten, kan understøtte kroppens egen evne til at holde sig rask.

      Hvis min søn en dag kommer og præsenterer mig for en lignende tilknytningspædagogik, så vil jeg følge min gamle fars råd om at tage det roligt, dersom føromtalte pædagogik ikke ligefrem er direkte skadelig for barnet. Riv en måned ud af kalenderen og tag på en spændende rejse eller lignende. Og lad de unge mennesker om selv at finde ud af, hvor godt det virker for dem🙂

      Kommentar af Henriette — 29. maj 2016 @ 21:20

      • Det bliver et svar til jer begge på én gang … migrænen vil jeg ikke kommentere, for den eller dens fagtermer kender jeg intet til.
        Jeg er sikker på, at rådet blev givet i bedste mening, men det overbeviser mig bestemt ikke om, at det kan kurere kræft. Der blev ikke talt om at holde kroppen i en ‘god tilstand’, men påstået, at citron/natron er 10.000 gange mere effektivt end kemobehandling, og det er simpelthen ikke rigtigt. Syre-base-balancen i kroppen optimeres mig bekendt heller ikke ved at spise citroner og natron – og hvis citroner kan være basedannende, hvorfor så natronen? Det der er alt for udokumenteret og usagligt i mine øjne.
        Jeg har altid levet relativt sundt rent kostmæssigt – har røget, men stoppede for ti år siden; det giver normalt heller ikke brystkræft, og mine lunger er helt fine.

        Henriettes fars råd er helt fint og meget på linje med Sørens holdning til problematikken – bortset fra, at han ikke har råd til at rejse … og den med, at det i hvert fald ikke skader barnet, er formentlig rigtig – medmindre forældrene gør noget decideret forkert, som fx min Charlotte gjorde (detaljerne kan komme engang ved lejlighed), og som rent faktisk ikke var særlig godt for barnet.

        Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 21:44

  19. http://radiodoktoren.dk/radiodoktoren/2014/03/25/syre-base-balancen-naturli

    Her er Carsten Vagn Hansens forklaring på syre-base balancen i kroppen.
    Den forklarer iøvrigt også en af vore sygeplejevittigheder på især medicinske afdelinger: patienten blev sur og tog på ITA (intensiv afd.)🙂
    Syre-base balancen er også en af årsagerne til, at en rigtig vigtig medicinsk observation er tælling af respirationsfrekvens. En høj respirationsfrekvens kan være tegn på for surt miljø i kroppen. Hvis man f.eks. Har nyresvigt og metabolisk acidose vil man udvikle respirationstypen ” Kussmauls respiration” – en hurtig, dyb og pustende respiration, hvor kroppen forsøger at ventilere CO2 ud gennem lungerne for at hæve pH værdien i kroppen.

    Kedeligt, at Søren ikke har råd til at rejse – han må være kreativ og sørge for at lave et program i den tid, hvor han har fokus på andre aktiviteter, som er værdifulde for ham.

    Kommentar af Henriette — 29. maj 2016 @ 22:02

    • Uden endnu at have hørt foredraget som du linker til, er jeg ikke i tvivl om, at både du og CVH har ret, og det stemmer fint overens med den lærdom, jeg selv i sin tid fik, selv om jeg hverken er sygeplejerske eller læge, men bare hospitalslaborant … der er dog stadig ingen der kan overbevise mig om, at alt bliver godt ved at indtage 1½ spsk citronsaft sammen med noget natron i 3-6 måneder. Og slet, slet ikke, at det kan kurere kræft.
      Jeg kender også til acidose i forbindelse med sukkersyge (re Elsebeths kommentar), men det var ikke det, det ‘gode råd’ handlede om.

      Søren skal nok klare det – det er vist værre for den kommende mormors vedkommende🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2016 @ 22:14

  20. Jeg ville heller ikke selv forlade mig på citronsaft osv mod cancer – men efter selv i sin tid at have arbejdet i det onkologiske speciale har jeg såmænd også respekt for, at nogle forsøger andre veje end de, lægerne i det etablerede sundhedsvæsen foreskriver. Ikke alle er lige så heldige som du mht. til at tåle kemoterapi, strålebehandling osv. Behandlingen er meget mere skånsom og målrettet i dag, end da jeg for over 20 år siden første gang satte min ben på en onkologisk afdeling. Dengang var der simpelthen patienter, som døde af kemobehandlingen.

    Linket er nu ikke til en radioudsendelse, men blot til en artikel af Carsten vagn hansen, som i mange år var “radiodoktor” hos Danmarks Radio…

    Kommentar af Henriette — 30. maj 2016 @ 01:40

    • Jeg ved godt, hvor utrolig meget der er sket på cancerområdet. Det er ikke uden grund, at folk i min alder i første omgang betragter diagnosen som en sikker dødsdom. Onkologerne fortalte mig, at jeg skulle være glad for, at jeg ikke havde fået brystkræft bare få år tidligere, for der var nærmest sket en revolution.
      Man hører flere og flere af de gode historier, og selv om mange selvfølgelig stadig dør af det, er man godt nok nået langt.

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2016 @ 09:14

  21. Da jeg var barn, stod der Samarin ved min fars kuvert. Det indeholder bl.a. citronsyre og natron. Det er gammel viden, at de begge har en basisk virkning.

    Kommentar af Elsebeth — 30. maj 2016 @ 12:03

    • Det betvivler jeg ikke mere, men jeg tror ikke på, at det kan kurere kræft.

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2016 @ 12:41

  22. 42 dage?!? Nuvel, jeg er sikker på at de har besluttet det i allerbedste mening. Jeg selv har – begge gange – fået barn meget sent på aftenen (må jeg mon godt sige føde, når det var kejsersnit?) og begge gange har manden min ringet til min far, som har stået på børneafd. kl 8 morgen, 178,5 km fra sit hjem. (Ja han besøgte begge banditter på børneafd. inden har kiggede forbi barselsgange, hvor jeg var). Det har været dejligt for os – en kærlighedserklæring til os og vores banditter.
    Og hvis det unge par har brug for 42 dage alene, så dem om det, omend jeg ikke kan forestille mig hvordan det kan gøre hverken godt eller skidt. Når/hvis jeg selv engang bliver Mommer/Fammer (?), så ønsker jeg at være nærværende og tilgængelig efter behov. Hver sine lyster😉

    Kommentar af Liv ☆ — 30. maj 2016 @ 13:55

    • Hedder det ikke “at føde ved kejsersnit”? Så det må du godt sige🙂
      Det var da en fin kærlighedserklæring, og et godt bevis på, at det ikke nødvendigvis er godt eller praktisk med de 42 dage.
      Jeg tror netop ikke, at det unge par har brug for de 42 dage, men at de er hoppet på en limpind, hvor de tror de gør det godt for deres barn.
      Ja, hver sine lyster – og så er der jo forskellige betingelser … jeg har aldrig kunnet stå til rådighed andet end med ord – man er ikke lige i England på en time eller to.
      “Mommer” er den måde, Anna og Aubrey udtalte det på, da de var små – jeg ved i sagens natur ikke hvordan de ville have udtalt farmor, for hun har altid heddet granny (udtalt gwanny i starten)🙂

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2016 @ 14:54

      • Mine barndomsvenner – fra helt helt tilbage … var børn af Falstringer. Vi var ofte med på ferie hos Mommer og Moffar, samt faffar. (Der var ingen Fammer).
        Min far har titel af Mårfar (ja, bor jo i det midtjyske, omend jeg er fra Vestegnen – altså ovre østpå).

        Kommentar af Liv ☆ — 30. maj 2016 @ 16:13

        • Også jer … hvor hyggeligt … min mor var fra Lolland, og jeg har altid kaldt hendes forældre for mommer og moffar. Og ja, også faffar udtaltes således, men farmor udtaltes fammor, uden tryk på ‘far’. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om udtalen, der lyder som dyret ‘mår’ med ekstra tryk på🙂

          Kommentar af Ellen — 30. maj 2016 @ 16:22

  23. Det med de 42 dage tror jeg er noget bibelsk. I Rusland ved jeg at man ikke tager barnet ud af huset i de foerste 40 dage og det er meget ildeset at goere det. Jeg gaetter paa 42 dage er den moderne version (6 uger) af de 40 dage. Det er formentlig noget der skulle forebygge infektion og den slags, saa egentlig en fornuftig ide. Der fra og til slet ikke at lade nogen komme til huset synes jeg dog der er et stykke vej! Mht natron og citronkuren, saa maa her sukkes!

    Kommentar af Tina - omme i London — 30. maj 2016 @ 22:15

    • Jeg taenkte det nok, Wikipedia har en lille artikel om faenomenet: https://en.wikipedia.org/wiki/Postpartum_period

      Kommentar af Tina - omme i London — 30. maj 2016 @ 22:34

      • Tak. Der er flere. der er inde på, at de 42 dage stammer fra gammel tid, og du har her bekræftet det. At det var sund fornuft engang er okay, men det holder ikke i dag, kan vi vist godt være enige om … hygiejnen – og lægevidenskaben – er der trods alt sket lidt med undervejs.
        Lad os sukke i skøn samdrægtighed😉

        Kommentar af Ellen — 31. maj 2016 @ 09:30

  24. Åh, nej. Synd og skam for alle parter, at de unge forældre er hoppet på den tossede ide. Men er man meget optaget af ‘det alternative’, kan det let blive ‘religiøst’ – og så kan nok så mange vidende fagfolk sikkert ikke ændre på det, nærmest tværtimod. Jeg håber da, at de besinder sig.

    Kommentar af fiberfryd — 2. juni 2016 @ 08:17

    • Åh, ja. Jeg er desværre bange for, at du har ret i, at her hjælper nok ingen saglig viden. Jeg er lidt spændt på at høre fra Søren, om der er udvikling i sagen.

      Kommentar af Ellen — 2. juni 2016 @ 10:41


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.