Hos Mommer

12. maj 2016

Vedligehold, vedligehold

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Pyhhha – 23,5° – hvad er det mon så i solen? 10 eller 15 grader mere?
John har malet (noget af) terrassen og jeg har malet trappegelænderet.
Man kan da se, hvor man er nået til … så slemt var det dog ikke at se på, før John gav det en tur med højtryksspuleren, men selvfølgelig trængte det, ellers havde jeg ikke malet.
Der er indkøbt blomster, som er plantet i de fire krukker, jeg har her på torpet – huset ser meget mere beboet og pænt ud, og sidste år klarede alle blomsterne sig mirakuløst nok fint hele sommeren uden ret meget vanding fra min side.
Pauserne blev nydt lidt mere end normalt, fordi det har været så varmt, men hvis pensionistlivet var én lang pause, kunne man jo ikke påskønne det at holde pauser! Det ville i øvrigt også være ret kedeligt …

P1020101P1020102

Vi har også været afsted for at købe rødfarve til huset. I det tidlige forår 2013 købte vi 3 x 10 liter, fordi planen var, at vi ville male hele huset, nu hvor vi havde al den tid i verden, der skulle til, fordi vi begge var jobstoppet pr. midt maj. Vi ville være cirka halvdelen af tiden i Sverige hele sommeren igennem, for rækkehuset gad vi ikke være så meget i. Den anden halvdel af tiden skulle deles mellem det og campingvognen.
Men så kom der lige en omgang brystkræft i vejen … og andre ting, åbenbart, for nu er der gået tre år, og vi kan smide 30 liter rødfarve ud, fordi den har fået frost og dermed er blevet så klumpet, at den ikke er til at arbejde med. Lidt temmelig ærgerligt, men det er der desværre ikke så meget at gøre ved. Troede egentlig, at den bagerste kælder er frostfri, men farvehandleren sagde, at sådan kommer den slags maling kun til at se ud, hvis den har fået frost. Al anden maling, vi opbevarer i den kælder, fejler intet …

P1020104

Og hvad er dog dette? Det er noget, der gør livet til et helvede for en hel del mennesker i øjeblikket, nemlig birkepollen. Johns bil er mere gul end sort, og min iPadskærm var blevet grundigt gulstøvet efter bare en halv times tid ude på terrassen – under parasollen.
Man kan faktisk se dem flyve rundt her i den lavtstående sol, selv om de er mikroskopisk små, men luften er helt diset af birkepollen – tallet for birk er i dag 188/m3 for København, men det må være noget højere her, hvor vi befinder os i dag.
Godt, vi ikke er pollenallergikere … jeg føler med alle dem, der er det.

14 kommentarer

  1. Godt at vejrguderne var med jer i jeres maleproces, også til trods for at selvsamme vejrguder, som du skriver, ikke gør det let at være pollenallergiker i disse dage. Jeg selv er ikke én af dem, men jeg har kolleger der desperat styrter rundt på gangene for at finde én, der kan hjælpe dem med at få fingre i nogle antihistaminer…. Sejt billede, i øvrigt!!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 12. maj 2016 @ 19:33

    • Uh nej, mon ikke vi alle kender en eller flere, der går rundt og lider det meste af sommeren? Det er virkelig ubehageligt for de stakkels mennesker.
      Vejret bliver koldere nu – men bare det kan holde tørt, er jeg glad!

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 20:00

  2. Livet lægger sommer tider planer uden vores medvirken! Så må malingen vente….
    Men 30 L er godt nok træls at kassere.
    Dagens indsats pynter da gevaldigt… men hvad med pollen i de mængder og så maling?
    Er heldigvis ikke allergisk, men Gitte er fast på antihistamin. Pollesæsonen er virkelig en udfordring for de ramte.

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. maj 2016 @ 20:12

    • Ja. Sådan er det bare indimellem, men 30 liter er mange penge at smide ud …
      Pollen kan heldigvis ikke ses på malingen. Underligt nok …
      Åh, stakkels Gitte – jeg ved hvor slemt det er for allergikerne.

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 20:32

  3. Jeg tror, at farvehandleren har ret. Det er min erfaring, at der er ret stor forskel på de forskellige farveprodukters holdbarhed og frosttolerance.

    Kommentar af Farmer — 13. maj 2016 @ 04:09

    • Vi tror på farvehandleren, og den svenske rødfarve er jo en lidt speciel maling, så den kan nok sagtens opføre sig forskelligt fra andre malingstyper.

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 09:52

  4. He he, i virkeligheden maler du lysegult uden at vide det😉 Åh ja, de pollen. Jeg er ikke hårdt ramt, men dog på både piller og dråber i disse dage. En enkelt regnbyge til at tage det værste ville ikke gøre mig noget. Den skal bare komme lokalt her i Midtjylland og om natten, forstås🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. maj 2016 @ 08:21

    • Så må det være sådan🙂
      Ja tak – hold endelig det regnønske for dig selv … men jeg forstår dig såmænd godt …

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 09:53

  5. Ved 14-tiden fik vi lige en meget lokal 5-minutters skylle + lyn og torden. I en radius på 10 km er der faldet mange skyller af den slags. Nu er vejret lige så dejligt som i går. Vi var ude at pinse-handle, så det var sjovt at se alle de små våde områder. Jeg har ikke før oplevet så mange lokale korte byger falde på same tid.
    Jeg krydser fingre for godt malevejr, godt samvær, latter og hygge hos jer i pinsen.

    Kommentar af Elsebeth — 13. maj 2016 @ 16:00

    • Tak for kryds. Pudsigt med de meget lokale skyller hos jer. Her er vejret endnu fint, og de lover det samme i morgen, men 0,3 (!) mm regn på søndag. Vi får se …

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 16:25

  6. Skal hele huset males? Pyh det lyder som et stort arbejde. Godt det er udevejr.
    Ækel ser den pollen-dims ud. Adwr. Kan godt forstå at nogle er allergiske over for den slags – aldrig har jeg set det før.

    Kommentar af Liv ☆ — 13. maj 2016 @ 16:07

    • Ja, men det når vi ikke. Det gør heller ikke noget, bare alt nås, der skal høje stiger til.
      Ækel? Jeg synes pollen er vildt flotte. De er unikke, lige som fingeraftryk – hver planteart, sin pollen.

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 16:30

  7. Ikke godt med al den varme!. Jeg haft noget træbeskyttelse, der fik frost. Det duede absolut ikke til at male med.

    Kommentar af Jørgen — 13. maj 2016 @ 20:16

    • Der er åbenbart stor forskel på træbeskyttelse og maling – selv om rødfarve vist er en mellemting.

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 22:17


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.