Hos Mommer

11. maj 2016

Mysteriet om de usynlige marmeladeglas

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Brødrene Nielsen har en ting til fælles: De har begge en blind plet, når det gælder tomme marmeladeglas. Jeg fik aldrig spurgt til, hvordan deres far havde det med den slags, men jeg er sikker på, at det må ligge i generne.
Det sker ikke bare hver gang … det sker hver eneste gang, der bliver tømt et marmeladeglas: Det bliver ikke vasket op.
Når vi er i Sverige, hvor der ikke er opvaskemaskine (bortset fra Gemal Nielsen eller Brødrene Nielsen, som har to programmer: Gider godt nu og gider ikke lige nu), skyller jeg det værste af et tømt marmeladeglas og sætter det sammen med de andre glas, der skal vaskes op.
Når resten af opvasken er taget, står det stakkels marmeladeglas snavset, ensomt og forladt tilbage. Bordet kan oven i købet være tørret af under det, så det er ikke bare usynligt; det er også i stand til at levitere.
I dag, da vi ankom til svenskerhytten, fandt jeg et tømt og skyllet marmeladeglas stillet bag gardinet ved køkkenvasken, så i et kort øjeblik må det have manifesteret sig som synligt, nemlig længe nok til at blive opdaget for straks derefter at blive gemt helt væk, så ikke engang Ellen opdagede, at det ikke var vasket af, inden vi kørte hjemover.
Det er da et pudsigt fænomen, ikke? Jeg har et par gange spurgt, hvad de stakkels glas har gjort, siden de slet ikke eksisterer i mændenes øjne, men har ikke fået andet end uartikulerede grynt til svar.
Hjemme i Den Stråtækte er marmeladeglas også usynlige. John kan sætte alt i opvaskemaskinen – undtagen det tømte marmeladeglas, som jeg så sætter i maskinen … jeg er for længst holdt op med at lade mig irritere, for det hjælper alligevel ikke.
(Det er derfor jeg er blevet så rund med årene: Der er blevet slebet rigtig mange kanter af …)
Det er bare mærkeligt, for når glasset så er blevet helt fint og rent og står der i maskinen, hvor det nu rent faktisk er mindre synligt end det var før, så er det pludselig blevet synligt, når opvaskemaskinen skal tømmes.
I hvert fald i et minuts tid, hvilket er nok til at blive sat op på køkkenbordet.
Hvordan det forsvinder derfra og hvor det forsvinder hen, forbliver for evigt et mysterium for Johns vedkommende.

P1010787

Hørte jeg enkelte spørge til, hvorvidt jeg selv er i besiddelse af tilsvarende mærkværdigheder? Selvfølgelig er jeg ikke det. Overhovedet ikke.
Og John blogger ikke …

28 kommentarer

  1. Selvfølgelig er det kun mændene der har den slags særheder😉
    Og det fremgår tydeligt af indlægget at du ikke lader dig irritere….

    Kommentar af Pernille — 11. maj 2016 @ 17:01

    • Ja, klart🙂
      Der er vigtigere ting at lade sig irritere over end denne😉

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 18:23

  2. Vi kunne jo slet ikke holde de stakkels mænd ud, hvis de var (perfeke) ligesom os😉

    Kommentar af Randi — 11. maj 2016 @ 17:19

    • Nårhnej, det er da rigtigt🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 18:23

  3. Med den opdeling af domæner I har, er marmeladeglasset jo helt klart dit gebet 😋.
    Hvad gør du, hvis du har brugt/finder noget fra Johns domæne: Lægger det på plads (hvor du mener det skal være), lægger det, så han kan se det og selv sikre at det kommer korrekt på plads eller lægger det et sted, hvor det ikke er i vejen, indtil du får spurgt, lagt frem etc.?
    Mvh. fra en også kender af ikke afvaskede glas

    Kommentar af Kristine — 11. maj 2016 @ 17:30

    • Det er så okay med at stille de rene glas på bordet, men ikke opvasken af dem, Kristine! Det er Johns domæne.
      Det er utænkeligt, at jeg skulle finde noget af Johns – han rydder altid op, og hvis jeg selv tager noget, er det klogest at lægge det på samme plads igen. Hvis han finder noget frem til mig, giver jeg ham det igen til påpladslægning.
      Jeg tror – sammenholdt med de næste kommentarer, at det må være en decideret mandeting.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 18:34

      • Bare for sjov: Johns domæne er opvask. John rydder altid op (på sine domæner). Mon ikke I skal overgive jer til at tro på husnisser, når tømte glas ikke bliver vasket op/sættes på plads.
        Nyd vejret.

        Kommentar af Kristine — 11. maj 2016 @ 18:55

        • Vi tror på nisser. Sommetider. Og så tror jeg på, at marmeladeglas er usynlige for mænd😉
          Kan man andet?

          Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 19:01

  4. Du kan lige så godt opgive, jeg siger det bare! Nu har jeg lidt færre ægteskabsår på bagen end du, men det ændrer ikke på at jeg stensikker i min sag. Hver mand sin blinde plet. Det MÅ være genetisk.

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 11. maj 2016 @ 17:42

    • Det er simpelthen Y-kromosomet og ikke de nielsenske gener, vi taler om her!

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 18:35

  5. Det hele er såre enkelt (simpelt nu om dage). Det har intet med de nielsenske brødres far at gøre. Da de herrer var smålinger kunne man sikkert købe marmelade i glas. Deres mor, der er den egentlige skurk, viste naturligvis sine sønner, at den slags brugte marmeladeglas kasseredes bare. Og det i sådanne mængder, at begge brødre på en af deres bandoms beslutningsdage,traf den ganske glimrende beslutning, at marmeladeglas ikke skal vaskes op, men smides ud, hvilket ubetinget er kvindearbejde. Så for ikke at genere deres mor eller efterføgende – i denne sammenhæng – mødre, lader de klogeligt og ganske logisk glassene stå.
    At de så aldrig har gjort op med beslutningen og truffet en ny, er en ganske anden sag, men skulle de komme til en klarhedens erkendelse herom, er det stadig ikke umuligt at træffe en ny beslutning..
    Problemet løses i øvrigt let ved at bruge engangsmarmeladeglas.
    Det har således intet med genetik at gøre; men udelukkende psykologik – og det er som bekendt lidet logisk.

    Kommentar af Jørgen — 11. maj 2016 @ 18:13

    • Det var dog en fantastisk udredning, Jørgen🙂
      Jeg tror nu alligevel, at det er Y-kromosomafhængigt, det der fænomen, men jeg kan godt lide den med, at psykologik ikke er logik.
      Engangsglas er utænkeligt i det nielsenske hjem med de mængder hjemmesylt, jeg præsterer – især når jeg har købt ‘professionelle’ glas i dyre domme i Tyskland.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 18:38

  6. Næe … ser man det. Sådanne marmeladeglas har vi også herhjemme. Usynlige Nutellaglas også. Ja alt i den kategori.
    Er ret begejstret over det glas der ikke blot leviterede henover karkluden, men også hoppede om bag gardinet. Har man hørt mage?! Ganske fantastisk!🙂 .-)

    Kommentar af Liv ☆ — 11. maj 2016 @ 19:40

    • Vi har meget evnerige marmeladeglas … levitation er et forholdsvis almindeligt fænomen, men vi har indtil nu kun haft ét, der er hoppet om bag et gardin🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 19:55

  7. Sådan er det også her, hahaha! Hvis ikke det er et sylteglas, er der altid mindst én anden usynlig genstand der har undgået rengøring, når køkkenet er ‘færdigt’ – en grydeske, et skærebræt eller en kniv.
    Gryder, pander og skåle er rene, men ikke alt bliver sat/hængt på plads og da tingene sjældent selv kan finde vej til skabe og kroge, så er det mit første morgenjob. Efterhånden smågriner jeg bare af husherrens pletblindhed, men jeg må indrømme, at det har irriteret mig i årevis.

    Kommentar af fiberfryd — 12. maj 2016 @ 09:14

    • Jamen altså, hvad er det dog med de mænd?
      Jeg kan forstå, hvorfor John ikke altid sætter tingene på plads, for det er altid mig, der tager dem frem (og han kan kan spørge 10 gange og alligevel sætte dem forkert🙂 )
      Netop: Man skal vælge sine kampe, og denne er forgæves!

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 11:37

  8. Særpræget fænomen! Sker ikke her. Mine overvejelser går mere på, hvordan det er muligt at bære sin brugte tallerken plus bestik og glas fra spisebordet og over i køkkenet, placere det på køkkenbordet oven på opvaskeren – og gå. Det kan to ud af tre her i familien, og den ene af de to er ikke mig. Er det ikke sært?😉 Det mest problematiske er, at Donnaen ikke synes, det er rimeligt, at hun skal skældes ud, når faderen gør præcis det samme, men kun mødes med hovedrysten.

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. maj 2016 @ 11:45

    • Det er underligt med den der opvaskemaskineskræk … tror de mon den bider eller noget?
      Jeg forstår dog godt Donnaen – det er ikke helt retfærdigt det der – kan du ikke sige til hende, at hvis hun nu lærte at sætte i maskinen, så følger der fri revselsesret overfor faderen med som bonus?🙂

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 14:13

      • Nej. For det første er han immun. For det andet skændes de nok i forvejen😦

        Kommentar af Fruen i Midten — 12. maj 2016 @ 15:54

        • Ja okay – så er den død, kan jeg godt se🙂

          Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 16:56

  9. Nu tør jeg næsten ikke skrive, at vi ikke kan lide klumper i syltetøjet så derfor bliver det købt uden, i plasticflaske der bare smides ud. Jeg har nu moret mig meget over at læse dit indlæg og kommentarene:o) Griner lidt af fruens kommentar også, for Donnaen har jo ret. Hun kan ikke få skældud for noget hendes far også gør. Her hos os, er det sluk-lyset-efter-dig som driller. Især den lige-om-lidt-og-godt-på-vej-teenager har svært ved lige den bevægelse der slukker lyset på hendes værelse:)

    Kommentar af Mette — 12. maj 2016 @ 12:33

    • Det må du skam gerne skrive – hver sin smag, jo, men jeg køber næsten aldrig marmelade🙂
      Jeg stillede Fruen et forslag, men ved ikke om det kan bruges.
      Øvelsen med lyset er også en svær en … kan godt huske det …

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 14:17

  10. Somme tider kan man godt have svært ved at klare at få skældud uden at græde. Ved middagsbordet sagde min far engang, da jeg var 15-17 år “Hvem fanden er det, som har lyset til at brænde udenfor, hver nat når jeg kommer hjem ved 03-tiden?” Ja, det var så mig, der tændte det hver aften, når jeg gik i seng. Min far var lige hjemme og spise for derefter at køre ind på fabrikken, fordi de døjede med at løse en ordre. Min mor og jeg lavede en tre lækre snitter og stillede dem sammen med en øl på øverste trappetrin til kælderen, inden vi gik i seng. Da der dengang var bælgmørkt om natten, syntes jeg, at det måtte være rart at se, at man var ventet og ikke skulle døje med at finde nøglehullet. Han syntes, det var noget værre pjat, men det var jeg bestemt ikke enig i, så jeg blev ved med at tænde lyset, indtil problemerne var løst, og min far ikke skulle af sted igen …

    Jeg mener, det røber én, der orker at blive ved med at brokke sig over småting – tænk lige over det, folkens. Der kan såmænd komme problemer nok endda.

    Kommentar af Elsebeth — 12. maj 2016 @ 16:22

    • Blev han virkelig ved med at brokke sig, efter han havde fået en forklaring? Den hensyntagen du viste din far der, kan jo ikke helt sammenlignes med generelt at glemme at slukke lyset efter sig … og selvfølgelig skal man ikke brokke sig over småting i én uendelighed🙂

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 17:01

  11. Har Y’et også noget med farveblindhed og vasketøjssortering at gøre??? Hvorfor at det så svært at holde styr på finvask, kulørt vask og kogevask????

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. maj 2016 @ 20:14

    • Det tror jeg bestemt, det har … det har John dog trods alt lært i løbet af ægteskabet.

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 20:31

  12. Nej, min far nævnede overhovedet ikke, at lyset stadig brændte udenfor! Måske han fandt ud af, at jeg – i det stykke – var den mest hensynsfulde. Dengang sagde forældre ikke ‘undskyld!’ til deres børn, når de havde forløbet sig – det var dengang, man sagde “Gør, som jeg siger – ikke som jeg gør!!!”

    Kommentar af Elsebeth — 13. maj 2016 @ 16:30

    • Hmmm. Ja, sådan var det jo dengang …

      Kommentar af Ellen — 13. maj 2016 @ 16:43


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.