Hos Mommer

10. maj 2016

Så kan vi roligt tage op og male …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: , , ,

I pinsen har vi inviteret mine søstre og deres børn og svigerbørn til Sverige – med lumske bagtanker, som vi dog ikke har lagt skjul på: “Jeg laver god mad til jer, hvis I gider svinge en pensel, især der, hvor der skal kravles højt op, for det tør John og jeg ikke mere.”
Det er der heldigvis andre der tør, så fra på fredag kommer der familieinvasion. Tænk hvis dette fuldstændig fantastiske vejr kunne holde, for det er og har været mit største skrækscenarie: Man inviterer en halv snes mennesker til at male huset udvendigt – og så står det ned i stride strømme hele pinsen. Kryds fingre med mig, tak – I har sikkert heller ikke selv noget imod en herlig, solfyldt og varm pinse. Jeg er i hvert fald ikke blevet træt af det gode vejr endnu. Regnen vil vi ikke engang se om natten – ikke før der er malet færdig, tak.
Desværre ser det ikke helt godt ud, medmindre jeg holder mig til SMHI’s prognose, som er lidt mere optimistisk end YR’s – som igen plejer at være mest nøjagtig, men jeg håber de tager fejl for en gangs skyld.

P1020095P1020099

Nu har jeg også givet Søren lidt ekstra arbejde, for jeg fik plantet ni krukker til, plus det hvide arvestykke fra gården, som jeg synes passer så godt her til Den Stråtækte … selv om den godt kunne trænge til at få en omgang af den samme maling, som huset fik sidste forår. Vi har bare ikke noget, for maleren efterlod vist ikke noget i reserve til os.
Med alt det nye, der er plantet, er jeg ret glad for, at Søren gider komme og vande, for med denne varme, ingen regn, frø, der er sået og planter, der endnu ikke har etableret sig, så skal der vandes igennem.
Og mine dahliaer er endelig kommet op. Kun fem af dem indtil videre … men det er bedre end ingen dahliaer kommet op. Nu er det næsten seks uger siden, jeg proppede dem i jorden, og jeg var ærlig talt begyndt at blive en anelse bekymret for, om de overhovedet havde tænkt sig at komme op af jorden.

Solen stråler, solsorten synger, gæssene vogter gæslinger, viberne viber, Himlen er høj, fjorden er dybt blå.
Det er den gyldne time, og jeg har lige stået ude for at nyde det hele og har haft et af de øjeblikke, hvor jeg næsten ikke kan rumme al den glæde, der fylder mig op indefra. Ja, næsten lykkelig, som TV2 har udtrykt det … jeg elsker bare dette her sted.

26 kommentarer

  1. Ahr, vi krydser fingre, regnen rykker væk dag for dag, så vidt jeg kan se. Hvor skønt at kunne samle et sjak malere! Held og lykke med det🙂

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 10. maj 2016 @ 20:13

    • Tak for kryds. Det SKAL bare holde tørt, nu det endelig har kunnet lykkes at samle næsten alle🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 21:01

  2. Der er ikke noget bedre end at kunne sige, at man er helt glad og tilfreds – nærmest lykkelig – lige præcis der, hvor man er. Det smukke forår hjælper følelsen af glæde frem🙂

    Kommentar af Randi — 10. maj 2016 @ 21:18

    • Ja, i sådan et vejr er det da fuldstændig umuligt at være i dårligt humør🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 21:37

  3. Lad os håbe vejrguderne vil jer det nådigt i pinsen. Men det seer vel ikke så godt ud hvis man skal tro meteorologerne lige nu.

    Kommentar af Jørgen — 10. maj 2016 @ 21:24

    • Lad os håbe på godt vejr – den udsigt kan nå at ændres flere gange … vi må bare se hvordan det bliver.

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 21:38

  4. Vi krydser fingre for godt malevejr!
    Den slags lykkelige øjeblikke synes jeg oftest jeg får i naturen – og foråret, med alle de nye begyndelser, er særligt livsbekræftende og opløftende.

    Kommentar af fiberfryd — 10. maj 2016 @ 21:37

    • Tak for kryds!
      Enig. Den følelse kan vist ikke opstå i en storby for mit vedkommende heller – men ja: foråret er forunderligt🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 21:40

  5. Vi håber også på at regnen bliver væk. Lad der blive male og kartoffellægningsvejr🙂

    Kommentar af Lene — 10. maj 2016 @ 21:47

    • Lad os i fællesskab krydse – så virker det dobbelt så godt! Skal vi synkronisere til at gøre det hver morgen kl. 9?😉

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 21:50

  6. Så dejligt at være glad, der hvor man er😉 Jeg håber, I får vejr til at male!

    Kommentar af betty — 10. maj 2016 @ 21:51

    • Ja, det er meget godt, at man kan være det🙂
      Tak – jeg håber virkelig, det bliver okay!

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2016 @ 22:00

  7. Jeg krydser fingre og alt hvad krydses kan for godt vejr i weekenden. Jeg har nemlig et barnebarn, der skal giftes. Vi er en hel masse mennesker, der skal over Storebælt i den anledning. Så for jeres og vores skyld håber jeg inderligt på vejrgudernes gunst. Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 10. maj 2016 @ 23:57

    • Stort tillykke til brudeparret! Og god fornøjelse … jeg elsker bryllupper – det er den gladeste fest der findes.
      Det vejr har bare at arte sig🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 06:19

  8. Jeg krydser fletningerne for at vejret holder. Er det Pinse? Har banditterne nu fri igen? Åh hvor fedt. Jeg har slet ikke styr på alle de fridage midt i orloven. Dejlig overraskelse. Nå … det var det der vejr. Jeg holder mig også til yr.no, da den oftest er præcis. Jeg satser dog også på, at den ændrer mening ift. weekendens vejr. Så skal vi ikke bare besluttet at yr.no har en dårlig dag?!

    Kommentar af Liv ☆ — 11. maj 2016 @ 06:50

    • Ja, dine banditter har fri på mandag, så lad være med at smøre madpakke den dag.
      Det var en af mine forhåndsbekymringer mht. pensionistlivet: Løber vi nu sur i ugens dage? Foreløbig går det udmærket med at holde styr på det, så går det galt, er vi blevet senile🙂
      Det er en aftale: Yr.no har en dårlig dag eller helst to, faktisk …

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 07:30

  9. Det bliver godt vejr i Pinsen. Basta. Temperaturen falder vist lidt, men det holder tørt og er således perfekt til at male i, uden at man hele tiden skal holde pause, fordi det er for varmt. Du skal bare svinge pisken og sørge for nok maling, så kan det kun blive fint🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. maj 2016 @ 08:53

    • Basta! Det er vi vist ret mange, der er enige om …
      Jeg skal sørge for nok maling – OG mad og drikke🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 15:16

  10. Jeg krydser fingre for jer og tørvejr. Krydser også fingre for det bliver bare nogenlunde på fynsland i pinsen. Farmor kommer i morgen og hun klager altid over vejret her i Danmark….. Så please sun, keep shining:)

    Kommentar af Mette — 11. maj 2016 @ 10:02

    • Hahaha – klager en englænder over vejret i Danmark?😀
      Så må vi jo hellere vise hende et fantastisk pinsevejr. God fornøjelse med farmorbesøget.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 15:17

  11. XXXXX – vi har også brug for i det mindste tørvejr i pinsen. Husbonden skal gå sin årlige pinsenattur for at se pinsesolen danse ude ved Øresunds Kyst. Yngsten skal til bryllup (for første gang som “voksen”), og vi andre, ja, vi har bare brug for godt vejr.
    I må have et dejligt malerparty – det er skønt, når folk stiller op.

    Kommentar af conny — 11. maj 2016 @ 12:27

    • Ja, der er som bekendt ikke meget pinsesol, hvis det regner, men da heller ikke hvis det er overskyet, så vi krydser fingre for skyfri himmel:-)
      Vi ønsker datteren en god bryllupsfest – mon ikke pinselørdag er den dag med flest bryllupper?
      Tak, ja det er herligt, at familien gider stille op til arbejdsdage.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 15:20

  12. Krydser fingre! Det er smukt!🙂

    Kommentar af Donald — 11. maj 2016 @ 13:07

    • Tak for solidariteten🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2016 @ 15:20

  13. Pinsevejret får ikke de pæne ord med på vejen… Men for søren da hvor har det været smukt vejr i denne uge. Kan se I har nydt det på Torpet… lige som jeg og veninderne har NYDT det i Nordjylland.
    Det er fantastisk i de uger af maj hvor alt springer ud!

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. maj 2016 @ 20:16

    • Det har været helt fantastisk – bedre end det kan være i højsommeren! Jeg elsker også udspringsperioden🙂

      Kommentar af Ellen — 12. maj 2016 @ 20:29


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.