Hos Mommer

4. maj 2016

Den uundgåelige

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

P1010883

Efter én gang er det stadig noget nyt. Efter to gange er det en tradition.
Hvad er det så, når det er tiende gang? Eller mere … vi har igenigenigen været i Bath.
Vejret er skønt, varmt og solrigt, og når det er sådan, er Bath en af Englands smukkeste byer. 
Vi har drukket kaffe og spist en syndig æblekage hvor vi plejer, nemlig på den lille kaffebar på broen. Vi har spist en frokost bestående af Cornish Pasty med en cloudy apple juice til. Nydelsen var dobbelt, fordi frokosten blev indtaget udendørs for første gang i år. På et lille torv med udsigt til Bath Abbey. Der gik en gruppe skolepiger rundt på pladsen og fnidrede og fnadrede og hyggede sig på den måde, man nu engang gør, når man er omkring 14 år. Jeg sad og filosoferede lidt over, hvordan de syv (helt ens klædt) piger repræsenterede en skoleklasse, som jeg tror den ser ud over den ganske klode: Hende der er en del højere end alle de andre, hende der er mindre end alle de andre, en er den ubestrideligt smukkeste og så den mindre heldige i den modsatte ende af skønhedsskalaen; hende der er lige lidt for tyk, hende der ligner et stankelben og endelig hende med bøjle på tænderne.
Alverdens skolebørn på et torv i Bath … hvor Charlotte og jeg i øvrigt var omkring den industrielle revolution, vævemuseet i Køng, klæde- og andre stoffer før og nu, sociale forhold her og der og før og nu – plus meget andet. Samtaleemner mangles sjældent, selv om vi også sagtens kan være stille sammen, hvilket er hyggeligt på en anden måde.

P1010934P1010900P1010897.

Ungerne gav trampolinopvisning. Med sjovt hår og det hele. Hvor har man dog imponerende meget energi i den alder.

P1010887P1010894..

Pigen i gyngen og drengen i drivhuset. Nu mangler der bare den melon, men de er udsolgt, desværre. 
Vi prøver nok en sidste gang i morgen. I hvert fald sidste gang mens jeg er her …

14 kommentarer

  1. Ja, det er nok ganske universelt, at der er en høj, en lille, en tyk og en med bøjle i enhver klasse🙂 Tiende gang er det vel en god tradition, som det er lidt forbudt at bryde🙂 Fortsat god nydning🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. maj 2016 @ 19:58

    • Det er nemlig næsten forbudt at bryde, og vi har oven i købet gennemført Bath i øsende regnvejr. Der fik vi et shower i Bath🙂

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2016 @ 20:50

  2. Skønne billeder, skønne unger! Og dejligt med Bath, der ville min indre historiker gerne hen; hvis den by kunne tale….

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 4. maj 2016 @ 20:25

    • Hvis du har en indre historiker, så er England i almindelighed og Bath i særdeleshed næsten et must for dig – det må du love dig selv at opleve engang🙂

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2016 @ 20:52

  3. Tænk at have været i Bath så mange gange, og så er det da skønt med sådan en mor-datter tur, hvor I ovenikøbet kunne sidde ude.

    Kommentar af Lene — 4. maj 2016 @ 22:13

    • Ja, det er herligt – det er lidt synd for John, men det ER altså noget andet, når det bare er Charlotte og mig. Det ved han godt, og det er også derfor, han ikke tager med hver gang,

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2016 @ 22:20

      • I dag nyder jeg mor/datterturene, også fordi jeg aldrig tillod mig det, da hun var barn og ung. Jeg syntes det var synd for lillebroderen, fordi han og hans far ikke havde fælles interesser og derfor ikke kunne tage sådan en tur sammen. Nu overvejer jeg at ringe til sønnike og spørge om ikke vi skal have en mor/søntur🙂

        Kommentar af Lene — 5. maj 2016 @ 10:18

        • Det tror jeg er en rigtig god ide, Lene! Selvfølgelig bliver det ikke tøsesnak, men det bliver med garanti en masse anden god snak. Jeg tror han ville blive meget glad for sådan et forslag.

          Kommentar af Ellen — 5. maj 2016 @ 16:09

  4. Bath er altid et besøg værd! Da jeg var der i september lovede jeg mig selv, at det ikke skulle blive sidste gang, men nu får vi se. Datter/mor temaet har jeg lige praktiseret 15 dage i USA, og det var så skønt på alle måder, og jeg kan love dig, at der var mange emner på dagsordenen. Det var lidt stille, da jeg blev afleveret her i min lille hybel igen, til små portioner mad, lille bil osv. men det er helt ok, det er et godt “lift” at være ude at rejse.
    Jeg tror, at det er fint nok for John, at du engang imellem rejser alene over til din dejlige familie, min svigersøn påstår i alle tilfælde, at han hyggede sig godt uden min datter, så kunne han lave sine livretter såsom biksemad, brændende kærlighed osv.
    Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 5. maj 2016 @ 12:10

    • 15 dage er også virkelig lang tid – hvor må du have nydt det – men det gjorde du jo også🙂 Det er altid meget stille lige efter afskeden, men det vænner man sig til.
      H.C.Andersen tog ikke fejl, da han påstod “at rejse er at leve”.
      En væsentlig forskel på John og din svigersøn er, at førstnævnte lever af leverpostejmadder, mens jeg er væk😀

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2016 @ 16:06

  5. Ih hvor du/I forstår at nyde! Hvor er det bare dejligt at læse om. Bath lyder som et sted der er værd at besøge. Kan godt mærke, når jeg læser dine indlæg her, at det er meget begrænsede oplevelser jeg har fra de få rejser, jeg har været på i England. Men så er det dejligt at være med på sidelinien når du beretter🙂

    Kommentar af Liv ☆ — 6. maj 2016 @ 06:02

    • Vi er ret gode til at nyde🙂
      Bath er godt, og England er godt. Vi har ferieret meget i dette land, siden Charlotte var en lille pige. Jeg har i sagens natur ikke set alt, men der er ikke et county i England, vi ikke har været i.

      Kommentar af Ellen — 6. maj 2016 @ 09:58

  6. Bath lyder som den er kommet på listen over livsnødvendige behov eller sådan noget.

    Kommentar af Jørgen — 8. maj 2016 @ 09:43

    • Det er i hvert fald tæt på …

      Kommentar af Ellen — 8. maj 2016 @ 17:57


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.