Hos Mommer

25. april 2016

Die drei Mädchen strike again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:39
Tags: , , ,

Den tosprogede overskrift dækker over, at jeg i aften skal mødes med de to andre af Die drei Mädchen for at planlægge en fælles ferie. Det var vi sidst på i 2009, hvor vi havde nogle skønne forårsdage sammen i Paris … dengang lovede vi hinanden, at denne succes skulle gentages hvert andet år, men er det blevet til noget? Nej, er det oplagte – og rigtige – svar, men nu skal det være.
Dengang i Paris ville Karen helst have eneværelse, så det fik hun, men Sus og jeg var enige om, at vi sagtens kunne dele et dobbeltværelse.
Hvad vi ikke lige havde taget højde for var, at franskmændene ikke indretter hotelværelser som alle andre imagegør. De kan være meget, meget små – i hvert fald, når man ikke bor på et mangestjernet hotel. John og jeg har boet på et værelse i Paris, hvor det i langt højere grad end ude på arbejdsmarkedet kørte efter sidst ind, først ud-princippet. Det var så småt, at der ikke engang var plads til at skifte mening, og hvis man ikke skulle falde ud af sengen, var det en rigtig god ide at ligge meget tæt. Hele tiden. Det gjorde heller ikke spor, for det er 22 år siden, og vi ville have ligget på samme måde i en king size …
Sådan var det også på det værelse, Sus og jeg fik, og de havde ingen større ledige – vi spurgte selvfølgelig, for tætheden virkede sjovt nok noget mindre attraktiv denne gang.
Okay – nu skulle venskabet stå sin prøve. Sus og jeg holder forfærdelig meget af hinanden, og vi har delt mange oplevelser, men at sove nærmest arm i arm var ikke med i planerne.
Venskabet holdt – der var ikke så meget andet at gøre end at trække på skuldrene og blive enige om, at det her skulle bare kunne lade sig gøre, hvilket det da også gjorde uden skrammer på krop eller sjæl, og vi har grinet ad det mange gange siden, men det kommer ikke til at gentage sig.

De to år blev af forskellige årsager til syv, men som sagt skal det nu være – denne gang skal vi til England. Vi skal bo hos Charlotte fra mandag til fredag, men starter med et par dage i London. Kun et par dage, for London kan man altid komme til, men det er ikke så mange forundt at bo i et fantastisk hus midt i et fantastisk område og oven i købet blive kørt rundt til seværdighederne af og med sin egen guide – og alt dette ganske gratis – det handler, som i så mange andre af livets sammenhænge, at have forbindelserne i orden, og hvad lige præcis denne tur angår, har to af de tre damer den allerbedste forbindelse. Den specielle guide glæder sig oven i købet til at få besøg af Die drei Mädchen, som hun har kendt altid.

Og hvis nye(re) læsere skulle undre sig over vores kaldenavn, så at sige, er forklaringen her.

Reklamer

20 kommentarer

  1. I får en helt forrygende tur til England, også selv om I ikke skal ligge i arm.. 🙂
    Tak for kaffe og hygge i formiddags. 🙂

    Kommentar af Inge — 25. april 2016 @ 16:13

    • Det gør vi da – og selv tak. Det var bare så fedt at få den allerbedste nyhed.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 23:32

  2. Jeg fulgte dit link til den herlige historie om “Die drei Mädchen”s oprindelse. Jeg kan ikke huske, at have læst den før. Det bliver da bare den skønneste tur til England med special guide; så bliver det ikke bedre.

    Din beskrivelse af de franske hotelværelser er skøn. Man skal godt nok holde af hinanden. Jeg ville ikke kunne lukke et øje i en sådan situation.

    Kommentar af Stegemüller — 25. april 2016 @ 16:17

    • Det bliver nemlig ikke meget bedre, og vi glæder os meget alle tre.
      Når man skal være der i fem nætter, så kan man godt sove, kan jeg love dig for 😉

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 23:33

  3. He he, det har jeg også prøvet en gang. Med dobbelt vattæppe! Aldrig har jeg sovet så stille 🙂

    Ej, hvor skønt. Er det din kommende tur til England, der er gjort til dametur?

    Kommentar af Fruen i Midten — 25. april 2016 @ 18:37

    • Nej, man tør knapt nok røre sig, men det gik jo alligevel – også for dig, kan jeg næsten regne ud 🙂
      Nej, det er først til september.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 23:35

  4. Ih, det er intet så skønt som venindeture til det store udland! Det bliver fantastisk, håber I får alletiders tur! Og ja, af en eller anden årsag, så går der bare længere tid i mellem turene end man oprindeligt planlægger…

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 25. april 2016 @ 19:36

    • Det er så herligt, og vi kan heller ikke selv forstå, hvorfor der går så længe imellem.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 23:35

  5. Tænkte, at nu strikker de 3 piger igen. Det lyder herligt og festligt – og god tur ønskes. Hotelværelser er der vist mange historier at fortælle om.
    Har lige læst den festlige historier om Holzfällerne og glæder mig til en Holzfällerschnitzel ved næste besøg i Østrig.

    Kommentar af Jørgen — 25. april 2016 @ 19:47

    • Hehe, det er kun mig, der strikker, men jeg kender godt det med at læse noget andet end det, der står.
      Den ser solid ud, sådan en Holzfällerschnitzel, men det er maden i Østrig jo generelt.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2016 @ 23:38

  6. Som Gitte siger; hun holder af sin mor, men hun gider ikke dele seng med hende! Så vi bestiller hotelværelser med to senge. Dels er rummene som regel større, Dels kan sengene skubbes fra hinanden. De engelske hotelværelser kan nemlig også være meget små!
    Ihhhh. RIGTIG GOD TUR til trioen. Det kan da kun blive en super oplevelse.

    Kommentar af Anne Holtegård — 26. april 2016 @ 00:10

    • Der må være en grænse 🙂
      Nemlig – vi klagede engang over et uhyrligt lille hotelværelse i London – vi kunne ikke engang have begge kufferter på gulvet! Det hjalp først, da jeg talte med ret store bogstaver til The Manager.
      Jo tak – jeg er sikker på, vi får en dejlig tur.

      Kommentar af Ellen — 26. april 2016 @ 09:04

  7. Herligt med sådan en tøsetur, I skal nok få det sjovt og nogle rigtig gode oplevelser. God tur!:-)

    Kommentar af Madonnna — 26. april 2016 @ 07:48

    • Tak – ja, det bliver herligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2016 @ 09:04

  8. Det kunne sagtens tegne til at blive en fin tur. Og sengen i mormorsuiten ser ud til at være så bred, at I nemt vil kunne sove der alle tre.

    Min mor berettede engang under store latteranfald om deres tur til en messe i Sydtyskland. De blev, dog kun én nat, nødt til at sove i dobbeltseng med min gamle farfar, og min fars lige så gamle kompagnon sov i en opredning for fodenden. Der var også et enkeltværelse – det fik kompagnonens ven, men kun fordi han havde et kunstigt ben. Se, det er der nok ikke mange, der har prøvet, men de tog det med godt humør – også mens det stod på.

    Kommentar af Elsebeth — 26. april 2016 @ 14:27

    • Når det er en éngangsforeteelse som den, du beretter om her,så overlever man trods alt, men flere nætter – nej tak! Og vi piger skal ikke sove sammen heller ikke i den brede seng 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2016 @ 15:45

  9. Sikke en forrygende tur i har lagt op til. Rigtig god fornøjelse 😉
    Jeg har i øvrigt en gang været på Pariser-hotel med veninde, hvor toilettet var i selve værelset, dog med bruseforhæng omkring. Så vidt jeg husker fik vi skiftet værelse 😉

    Kommentar af Liv ☆ — 27. april 2016 @ 09:54

    • Tak 🙂
      Yrk – så hellere toilet/bad på gangen.

      Kommentar af Ellen — 27. april 2016 @ 10:42

  10. Londons hotelvaerelser er MEGET smaa i forhold til mange andre steder – det har lidt med m2-prisen paa huse at goere. GULP!

    Kommentar af Tina - omme i London — 1. maj 2016 @ 21:27

    • Vi har oplevet dem meget små, ja, både i London og Paris, men nu må se, hvor galt det går – det vigtigste er som sagt, at vi har hver sin seng 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2016 @ 04:10


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.