Hos Mommer

17. april 2016

Nogle vil have orgier …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags: ,

Nogle vil have orgier, andre vil bare leve livet og have lov til at gøre som man lyster.
Jeg er ofte inderligt træt af barnepigesamfundet, træt af, at der hele tiden skal lovgives og ikke mindst hovsalovgives, fordi de få ødelægger det for de mange.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke at leve i et retsløst samfund, men for lidt og for meget er ikke af det gode.
Jeg tror vi har brug for oplysning, oplysning, oplysning. Jeg tror ikke på kriminalisering af livets goder, selv om et givent gode for nogle personer viser sig at være svært at styre.
Jeg kunne godt selv finde ud af at holde op med at ryge. Det kunne John også. Der var ingen, der tvang os.
Han kan godt lide en god øl; jeg som bekendt et godt glas vin.
Vi kan også lide god mad og hører – nok ikke helt tilfældigt – ikke til dem, der trækker befolkningens gennemsnitlige BMI ned. Jeg gider bare ikke af den grund gøres til en pensionistalkoholiker og grovæder.

 Ideen til dette indlæg blev født, fordi jeg læste Dovregubben Jesper Hansens indlæg fra i går. Han er selv lidt af en livsnyder, og det er hyggeligt at følge med i hans betragtninger. Er selvfølgelig ikke altid enig med ham, men denne gang sad jeg og nikkede i fuld samdrægtighed. Citat fra indledningen:
…Radioavisen, der netop havde fortalt, at flere og flere pensionister ikke kan styre deres alkoholforbrug. Endnu en gang stak puritanismen sit ækle ansigt frem i det hastigt mere og mere glædesløse Danmark.”
Indlægget Vi vil have orgier, som også blev bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 15. april, fortjener at blive læst – og ikke bare af pensionister, hvad JH i øvrigt ikke er endnu.
Jeg har ikke hørt og har ikke kunnet få bekræftet noget om det, han henviser til med Rudersdal kommune, som angiveligt skulle have forbudt hjemmehjælperne at købe tobak og alkohol til de borgere, som ikke selv kan købe deres dagligvarer. Jeg håber godt nok også, at det er en and, for den er da for langt ude!

Jeg håber mange ting … jeg håber, at jeg aldrig bliver så hjælpeløs, at jeg ikke kan foretage mine indkøb over internettet. Varerne skal selvfølgelig også påpladssættes, når de kommer ind i huset, men den tager vi derfra. Jeg håber, at Charlotte og Tim mener, hvad de siger nu, nemlig, at de nok skal tage sig af mig, når jeg bliver [rigtig] gammel. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at indtage en passende dosis et eller andet dødeligt, lige inden jeg bliver totalt hjælpeløs og 100 % afhængig af andre. Tanken om at komme i blealderen igen er virkelig skræmmende!
Ingen, udover mig selv, skal bestemme, om jeg skal indtage alhohol i mit eget hjem. Vi er nødt til at forventes at tage ansvar for vores eget liv. Går det galt, er det fint at kunne blive hjulpet, men vi skal ikke længere ind i et overvågnings- og barnepigesamfund, end vi allerede er.
Journalisten Tom Jensen har skrevet følgende: “Hvis vi eksempelvis ikke har nogen forventning om, at vi selv skal tage vare på vores egen sundhed, men at andre nok skal klare det for os og gribe ind, hvis det er ved at gå galt – så ryger både friheden og ansvaret.”

Ligefrem orgier behøver jeg måske ikke, men en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og dermed livskvalitet vil jeg gerne svælge i.

28 kommentarer

  1. Jeg hepper for en overdådig portion selvbestemmelsesret, livsglæde og livskvalitet! … og medborgerlig omsorg😉

    Kommentar af Liv ☆ — 17. april 2016 @ 15:57

    • Ja, det er svært at være uenig, ikke?

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 19:43

  2. Ja, lovgiverne bliver mere og mere emsige og vil blande sig i ting, der tidligere klart hørte til privatsfæren.

    Kommentar af Eric — 17. april 2016 @ 16:18

    • Hvilket er mere skræmmende end betryggende.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 19:44

  3. Hvis man først, på nogen afstand dog, har oplevet et ældre, veluddannet familiemedlem drikke sig til flere og flere skavanker – og vel til sidst ihjel, mens han forpestede livet for sine omgivelser, så kan man altså godt følge de betragtninger, som er blevet luftet ang. alkohol-overforbrug blandt de ældre. Når det er sagt, vil jeg også helst selv bestemme mest muligt. Men svært er det sgu. Balance, balance.

    Kommentar af Fruen i Midten — 17. april 2016 @ 17:47

    • Balance, ja. Det er jo ikke alle, der kan tage ansvar for eget liv, og jeg har, som så mange andre, også oplevet sådanne irriterende personager, så det er selvfølgelig ikke nemt, men når man forpester livet for andre, må samme andre gribe ind. Også hvis det er plejehjemspersonale … men hvis ikke man generer andre, så lad da folk drikke sig ihjel. Hvor er jeg dog hård …

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 19:52

      • Vel er du da ej. Du lader bare som om😉 problemet er jo bare, at det er ufattelig svært at drikke sig selv ihjel uden, st det går ud over nogen i processen. Og “de andre” kan have vanvittig svært ved at trænge igennem, både til vedkommende med problemet og til de hvidkitlede. Så kan man selvfølgelig vælge at gå, men hvor sjovt er det lige som 77 årig at skulle smide sin mere end 80 årlige mand på porten? Ikke sjovt, men det var sådan, det endte …

        Kommentar af Fruen i Midten — 17. april 2016 @ 22:11

        • Det vil næsten altid gå ud over andre, og det var en trist, men fuldt forståelig udgang på det gamle ægteskab. En del af at tage ansvar for eget liv er trods alt også at sørge for, at man ikke lider unødigt under andres plage. Der står ingen steder, at man skal holde en alkoholiker ud – det er omgivelserne, det er mest synd for. Nu lader jeg som om jeg er hård igen …😉

          Kommentar af Ellen — 18. april 2016 @ 09:38

  4. Smaddergodt indlæg – jeg er fuldkommen enig med dig i dine synspunkter. At blive mere eller mindre hjælpeløs og overladt til andres forgodtbefindende er det værste skrækscenarie.

    Kommentar af Randi — 17. april 2016 @ 17:53

    • Det er bare så forfærdelig skræmmende at tænke på.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 19:53

  5. Ved et middagsbord til en 70 års fødselsdag var der en i øvrigt ret geskæftig kvinde, som højlydt tilkendegav, hvilke personer, der i hvert fald selv burde betale for hospitalsindlæggelse og -behandling. “Hvad så med dem, der drikker mere end 14/21 genstande om ugen?”, spurgte jeg (det var anbefalingen dengang). “Det er noget helt andet – for det er jo komplet umuligt at holde sig under den grænse!”, lød lettere ophidset hendes svar. – Der var engang en foredragsholder, der havde skrevet i sine papirer “Her er argumentationen svag – hæv stemmen!”

    Jeg havde aldrig mødt kvinden før, men hendes udladning gjorde ikke noget godt for stemningen ved festbordet. Derfor burde jeg have holdt min mund og holdt mig til, at man til en fest kun bidrager til samtalen, når emnerne er neutrale.

    En bekvem anbefaling er vel en, man selv har let ved at efterleve og derfor ikke behøver at tage til sig. I øvrigt har jeg læst, at det er et stigende problem på plejehjem, at gamle har et alkoholproblem, så der er vel ikke noget at sige til, at det er taget op.

    Kommentar af Elsebeth — 17. april 2016 @ 19:03

    • Åh ja, det er svært at lade være med at lade sig provokere af den slags, men ganske rigtigt mest fornuftigt ved en fest at lade sådanne bemærkninger stå alene.
      Det er i orden at tage det op – på plejehjemmene. Der bør ikke lovgives om det, men selvfølgelig er det en balancegang, hvornår man skal lade folk drikke sig ihjel, og hvornår man skal gribe ind. For mig går grænsen, hvis de generer og forulemper andre.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 19:57

  6. Det er godt, at du er herre i eget hus, alt andet ville man da også få pip af! Hurra for vin slash øl, og mere af den! Uden laster er livet sgu’ så kedeligt! Jeg spiser ALT for meget chokolade, det kommer der sikkert også restriktioner på – og af afvænningskurser i – på et tidspunkt!…Godt indlæg!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 17. april 2016 @ 19:04

    • Det gør der givetvis – “højst 10 gram om dagen” – kan godt se det for mig – “Tag Atlantakuren – stop chokolademisbruget” …🙂
      Jeg elsker også chokolade og har sat mig selv under streng kontrol, som betyder helst kun til jul. Det er ikke sjovt, men nødvendigt – jeg kunne spise en æske fyldte chokolader om ugen, ellers🙂

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 20:01

  7. Undskyld, efter at have læst de øvrige kommentarer føler jeg lige en trang til at modificere min ovenstående kommentar: Jeg kan se, at flere har personlige oplevelser vedr. overforbrug af alkohol inden for tæt kreds, så jeg ønsker bare lige at sige, at jeg selvfølgelig ikke er så rabiat som jeg pludselig synes jeg fremstår som. Al respekt for alles meninger og personlige oplevelser/historier! Jeg mener bare, helt som Ellen, at det er ærgerligt for de mange, når de få får kriminaliseret noget, som de andre har styr på og holder af. Al fred ønskes herfra🙂

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 17. april 2016 @ 19:13

    • Jeg tror såmænd ikke, at man har misforstået dig eller sidder med rynkede bryn over din første kommentar.
      Vi er jo ikke blinde for, at problemer og misbrug eksisterer – og det var en fin kommentar … tak for den🙂

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 20:03

  8. Vi må købe noget stryknin i tide.
    Jeg tror det er bedst at drikke med måde. Hvad med måde så end måtte være. At drikke sig ihjel er en besværlig proces, et langstrakt selvmord kan man vel kalde det. Lidet effektivt er det, plagsomt for en selv og især for omgivelserne. Det er ok med mig at folk drikker sig ihjel, men ikke at omkostningerne for andre er så store som de er.
    Problemet med afhængighed er velsagtens tendensen til at mere og mere skal der til. Det klares fx ved at drikke vin med højere og højere alkoholprocent. Hvorfor er det ikke gangbart at procenten er 12?
    Det er et fint indlæg Dovregubben har skrevet. Dit er det også. Lad os håbe vi klarer os igennem uden for meget afhængighed af behjertede hjælpesjæle der gerne vil pådutte andre deres hjælpsomhed. Lad os håbe kommunens rehabiliteringsindsats virker den dag vi har brug for det. Ellers må vi købe stryknin.

    Kommentar af Jørgen — 17. april 2016 @ 20:29

    • Ja, det er nok nemmere at få fat på end cyankalium … gad vide hvor meget der skal til og hvor længe det kan holde sig?
      Selvfølgelig er det bedst at drikke med måde, men vil man drikke sig ihjel, må man gøre det uden at genere andre.
      Jeg har vist engang fået en forklaring på den høje alkoholprocent i vin, men har glemt det igen.
      Ja, det er, og tak for dine fine ord – jeg håber virkelig, at jeg bare dratter endegyldigt om en dag – og at ingen prøver at genoplive mig til at være en grønsag!

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 20:36

  9. I de tilfælde, jeg har set/hørt om, har de gjort livet til et helvede for deres nærmeste. Så den der, med at det skulle kunne lade sig gøre uden at genere og forulempe nogen, er vist kun mulig, hvis personen bor mutters alene helt uden pårørende. Til at begynde med har de vel alle vurderet, at de sagtens kunne styre det, og når det er gået galt, gør de alt for at skjule drikkeriet. Og familien vil også helst have, at det ikke bliver opdaget.

    Kommentar af Elsebeth — 17. april 2016 @ 22:04

    • Vi er skam helt enige i, at alkoholisme er et problem. Der skal bare ikke lovgives om det. Som jeg skrev til Fruen længere oppe, så er en del af det at tage ansvar for eget liv også at sørge for, at man ikke lider unødigt under andres plage, og jeg tilsiger mig retten til at vælge den slags personer fra – også selv om det er familie/ægtefælle.

      Kommentar af Ellen — 18. april 2016 @ 09:42

  10. Det kan da godt være, at svært alkoholiserede mennesker kan være svære at være sammen med; men det er frelste nypuritanere altså også.
    Når der ikke kan serveres en kogt kartoffel uden at der bliver spurgt ind til, om den nu har haft et godt liv, og om man tænkte positive tanker, da man gravede den op ved den rette stjernekonstellation, er der lang tid til skrup-af-suppen.

    Var til en konfirmationsfest for en god uges tid siden i den anden ende af skalaen, hvor livet er for kort til kogte linser og tørre speltboller.
    Grundet forældreparrets tidligere arbejde ved et omrejsende tivoli, var der en del gæster fra dette særdeles festlige og lidt tørstige miljø.
    Selv dér mødte jeg dog en positiv holdning til sundhedsstyrelsens anbefalinger :-):
    “Den der med at kvinder højst bør drikke 7 genstande i timen er fin nok. Det bliver sq helt ustyrlige, hvis de får ret meget mere.”

    Kommentar af Farmer — 18. april 2016 @ 06:00

    • Haha – godt, at der er plads til fri fortolkning😀
      Jeg elsker din ironisering over den frelsthed, man nogle gange oplever. Heldigvis omgås jeg ikke rigtig nogen nypuritanere – og dine cirkusfolk lyder ret festlige!

      Kommentar af Ellen — 18. april 2016 @ 09:44

  11. Jeg er total enig med dig. Heldigvis ved vi ikke, hvornår og hvordan vi har sidste udløbsdato. Et ønske er at kunne bestemme ALT til sidste dag.
    Jeg kom lige i tanke om en fjollet lov, der blev vedtaget tidligere på året. At alle hundeejere skulle være udstyret med hundeposer. For et par år siden mødte jeg en mand, mens jeg stod og samlede Blacks høm-høm op. Manden sagde, lad det dog ligge (det var inde i et buskads), prøv at se alt det mennesker havde smidt ind i buskadset.

    Kommentar af kisser — 18. april 2016 @ 08:10

    • På en måde ville jeg gerne kende udløbsdatoen, og så naturligvis alligevel overhovedet ikke, men ja, at kunne være forholdsvis frisk og selvkørende til det sidste er nok det største håb, vi kan have.
      Fjollet lov, ja, og et typisk eksempel på en politikere-pleaser-deres-vælgere-lov – at være udstyret med hundeposer er ingen garanti for, at de bliver brugt – som din oplevelse er et glimrende eksempel på.

      Kommentar af Ellen — 18. april 2016 @ 09:48

  12. Altså… min fantasi løb lidt på afveje med den overskrift… Jeg kunne lige se to livsnydere ligge henslængt i bedste romerske outfit ved en lukullisk anretning og vin a.l.!!
    Lad os nyde vinen og andre nydelsesmidler. Lad os leve, som vi selv ønsker. Og ønske, at vi evner at få nydelsen til at række til det sidste.

    Kommentar af Anne Holtegård — 18. april 2016 @ 23:31

    • Det var da ellers slet ikke meningen, at du skulle få associationer i den retning, Anne😉
      Åh ja – ville det ikke bare være fantastisk?

      Kommentar af Ellen — 19. april 2016 @ 09:06


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.