Hos Mommer

14. april 2016

Hvorfor mon de valgte Grundtvigskirken?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: ,

Bispebjerg og Grundtvigskirken (12)Bispebjerg kirkegård er blevet et nærmest nationalt tilløbsstykke de sidste par år. Jeg har aldrig været der og for to uger siden anede jeg ikke, at der var en kirsebæralle der. Det kunne Inge fortælle mig, og i dag var vi inde for at se den. Ikke i det bedste vejr, men på den anden side: Jo mere sol, jo større kontraster, så hvornår er det bedst? Hvis ikke man vil fotografere, er det selvfølgelig bedst i sol, men jeg tror ikke, det er mange, der ikke lige selv skal med på et billede herfra (bortset fra John og mig!).
Vi var også klar over, at de endnu mangler et par dage med sol for at nå deres maksimum, men vi var enige om, at i weekenden skulle vi i hvert fald ikke ind på den kirkegård – bare i dag, på en almindelig torsdag ved middagstide, var der mange mennesker.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (7)

Og jo, det var bestemt flot, men jeg var såmænd lige så betaget af resten af kirkegården, som jeg hellere vil betegne som en ret stor, meget smuk og særdeles velholdt park; med klippede buske og træer og mangeartede gravsteder, fordi der bl.a. er en russisk afdeling. De har en lidt anden tilgang til gravpladser end vi har, og om du og jeg synes om det eller ej, er ligegyldigt, når det er sådan de vil have det. Jeg synes nu godt om det.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (4)Bispebjerg og Grundtvigskirken (11)Bispebjerg og Grundtvigskirken (16)

Jeg hoppede engang, da jeg så skiltet med Lyra. Hvordan passer det lige med en kristen kirkegård? På den anden side dumper man jo ikke bare ateister i havnen eller på lossepladsen; faktisk skal de (vi) begraves på en kirkegård, så det er fint nok, at man kan få tildelt et sted uden religiøse symboler.
Vi gik en lang tur og nød det, mens vi talte om at tage herind, når alt er sprunget ud – det må virkelig være spændende med alle de vækster.
Hende med det blå hår gjorde sig selv til en seværdighed – der var andre end mig, der diskret tog billeder af hende. Man taler om ældre damer med blåt hår, men hvis mit hår var kommet til at se sådan ud, havde jeg nok brokket mig en kende, mens den unge dame her så ganske tilfreds ud med sit udseende.

Bispebjerg og Grundtvigskirken (19)Bispebjerg og Grundtvigskirken (20)

Nu gik turen over til Grundtvigskirken, som jeg heller aldrig havde været inde i. Det er en smuk og uhyre enkel kirke. Katolikker ville nok tage sig til hovedet over al denne enkelhed, men jeg var betaget.
Her blev mine forældre gift for næsten 65 år siden. Uden det af den grund var det store bryllup – min mor var ikke engang hvid brud.
Det var ikke fordi “det hastede”, som man kaldte det, for jeg meldte først min ankomst 15 måneder efter brylluppet.
Jeg har et par gange spurgt dem hvorfor de valgte denne kirke og hvorfor der ikke var noget ‘rigtigt’ bryllup, men har aldrig fået et brugbart og ikke svævende svar, hvilket i sig selv er underligt.
Jeg har et gæt, men jeg finder aldrig ud af sandheden. Min mor var ung pige i huset på gården, som mine farforældre havde, og som min far overtog ved farfars død i 1952. Mine morforældre havde absolut intet at rutte med, og dengang var det almindelig skik og brug, at brudens forældre betalte brylluppet. Det har de ikke kunnet, så måske derfor blev det et særdeles lille bryllup. Men jeg ville stadig meget gerne vide, hvorfor de lige valgte denne kirke, da ingen af dem havde nogen forbindelse til dette sogn.
Jeg har også en fornemmelse af, at mine farforældre ikke helt billigede, at tyendet rendte af med gårdens arving … dette har jeg aldrig fået bekræftet, men jeg ved, at mor havde sit hyr med svigermor indimellem, og at livet derfor ikke altid var en dans på roser for hende.

40 kommentarer

  1. Grundtvigskirken må jeg se, den ser ud til at være en skønhed både udvendigt og indvendigt. Og tak for billederne fra kirkegården, de træer er da blevet en turistattraktion. Måske især i disse sociale medietider, hvor man rigtig kan flashe hvor man har været🙂

    Kommentar af Lene — 14. april 2016 @ 18:01

    • Den er SÅ smuk, Lene – jeg kan kun anbefale en tur både i kirken og på kirkegården.
      Ja, det er naturligvis de sociale medier, der har gjort kirsebæralleen så kendt.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2016 @ 19:32

  2. Så fik I set den smukke allé🙂 Vi stod med den helt samme undren, da vi opdagede den ateistiske begravelses plads, og kom også til den konklusion, at de jo også skulle være et sted.

    Kommentar af Inge — 14. april 2016 @ 18:25

    • Ja, vi gjorde – og ja, det er altså lidt mærkeligt at se ordet ateist brugt på en kirkegård. Jeg har bare ikke tænkt så meget over det, for når jeg er død, kan man gøre med mig, hvad man vil – de efterladte bestemmer 100 % min skæbne🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2016 @ 19:36

      • Mon der er så meget skæbne at overlade til sine efterladte, når man er/var ateist!
        Mvh. den anden ordnørd

        Kommentar af Kristine — 14. april 2016 @ 21:32

  3. Tænk – jeg har aldrig tænkt over, hvor man begravede ateister, men det er da fint, at de har fået deres egen afdeling derude. I døden skal man ikke have påduttet et eller andet, som man ikke tror på.

    Du giver mig lyst til en dag at gå indenfor i Grundtvigskirken; jeg har kun set den udefra, hvor jeg synes, den virker lidt overvældende.

    Kommentar af Stegemüller — 14. april 2016 @ 18:32

    • Det er da fint nok, men når man er død, kan man jo være ligeglad. Som jeg skrev til Inge, er det de efterladte, der bestemmer, for på det tidspunkt vil jeg være fuldstændig ligeglad. Men det har vi vist talt om før🙂
      Den er så utrolig flot, den kirke! Både ud- og indvendig.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2016 @ 19:37

  4. Min søde svigerinde og dejlige lillebror blev gift netop der sidste år. Min lillebror er murer, og de blev gift der fordi han elsker arkitekturen og historien bag stenene, som blev nøje udvalgt af arkitekten!
    Måske fordi dine forældre kendte historien og kunne lide den? Måske ikke.
    Vi var heller ikke så mange, men mand hvor var det et fantastisk sted!

    Kommentar af Kong Mor — 14. april 2016 @ 19:52

    • Det er nemlig et fuldstændig fantastisk sted, og jeg forstår så udmærket at din lillebror og hans viv valgte denne kirke at blive gift i🙂
      Joh, men hvis det bare var fordi mine forældre syntes, det var en god historie, var der vel ingen grund til at snige sig udenom spørgsmålet om hvorfor de valgte Grundtvigskirken. Der er noget lusk med i spillet for deres vedkommende😉

      Kommentar af Ellen — 14. april 2016 @ 20:00

  5. Der er smukt derinde. Vi var der sidste år.
    Har du fundet dine forældres vielse i kirkebogen? Jeg mener at have læst ‘noget’, Selvfølgelig ikke den direkte grund, men noget som fik mig til at tænke, nå… og prøve at lægge to og to sammen.

    Kommentar af Pigen fra landet — 14. april 2016 @ 20:52

    • Nej! Holddaop, hvor bliver jeg dog nysgerrig nu – jeg tror godt jeg ved hvad du bliver spurgt om næste gang vi er sammen. Eller … kan du ikke lige skrive det i en mail? Det her kan jeg da slet ikke holde ud🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2016 @ 21:03

      • Jeg har fundet meget ‘sjovt’ på så mange familiemedlemmer, at jeg ikke kan huske det ene fra det andet, og det er ikke alt jeg har skrevet ned, men jeg husker jeg studsede og tænkte… interessant. Jeg har prøvet at holde mig til min egen gren, og selvom vi er ud af de samme aner, så skilles vore veje altså der i min slægtsforskning.

        Kommentar af Pigen fra landet — 15. april 2016 @ 22:00

        • Jeg har set i kirkebogen nu, men man skal åbenbart være slægtsforsker for at studse over noget ved den indskrivning – jeg kunne i hvert fald ikke finde det interessante🙂

          Kommentar af Ellen — 16. april 2016 @ 09:07

  6. Velkommen til mit nabolag. At en lokal og skattet attraktion (Kirsebæralleen i blomstring) bliver til andet end en lokal attraktion er både ærgelig og prisværdig. Ærgelig fordi trængslen hindrer aha-oplevelsen af at være alene i en lyserød tunnel (med lyserød sne, når blomstringen er på det sidste), da trængslen er stor, så der er intet tunnelsyn, men snarere et fatamorgana af morgenmyldretiden på motorvej mod Kbh.😉 Modsat så er dynamikken mellem menneskemylderets ønske om at opleve og dokumentere og den stillestående blomstring også fascinerende. Dit/jeres skarpe øje overså (eller også har du valgt ikke at dokumentere), at blomstringsbegivenheden også har givet anledning til en “kommentar” til folkemylderet og især folks behov for at dokumentere: “Jeg var her også”: To pink hæklede fugle (street-, tree- og/eller yarn-art), der er et populært fokus for sakura-turisternes billeder på div. sociale medier, men bedst er at overhøre turisternes kommentarer til fænomenet. F.eks.: “Der må være en mening med fuglen” og “hvad laver en sådan på en kirkegård” (i betydningen at det ikke er passende, uden at turisten selv overvejer om vedkommendes tilstedeværelse og dokumentation af samme er passende).
    Grundtvigs Kirke – med omgivende byggeri tegnet af arkitekt(erne) Klint) er midtpunkt i aksen fra Utterslev Mose via Poppel Alle (der er en del af Bispebjerg Kirkegård) til Bispebjerg Hospital, der er tegnet af Martin Nyrop (fadder til Københavns Rådhus) – er både storslået udefra og indefra. Tænk på Anker Jørgensens bisættelse for ganske nylig og så også dine forældres bryllup omkring alteret i samme kirkerum. Akustikken er iøvrigt fremragende pga. af murenes hældning (der skyldes Klient’ernes og murernes dygtighed). Det er ikke tilfældigt, at byggeriet Bispebjerg Bakke, der er beliggende lidt forskudt i samme akse og er tegnet af Bjørn Nørgaard og delvist financieret af Fonden Real Dania er en hyldest til (murer-)håndværket.
    At dine forældre blev gift der kan måske skyldes, at kirken er ment som et monument over N. F.S. Grundtvig (foregangsmand for almuens dannelse via højskole osv.) og refererer til landsbykirken!

    Du har ganske ret i, at resten af kirkegården(s flora) også er bemærkelsesværdig. Til din oplysning vil jeg tilføje, at den snublende nærliggende Utterslev mose heller ikke er at foragte. Der er et forbløffende varieret fugleliv, dog undtaget havørn 😢.

    God fornøjelse også en anden gang.

    Kommentar af Kristine — 14. april 2016 @ 21:09

    • Hvis jeg boede i området og havde min daglige gang på kirkegården, ville jeg måske også blive en smule irriteret, men på den anden side overlever man vel de cirka 14 dage, det drejer sig om.
      De hæklede fugle så vi ikke, men det er da underligt, hvis de ligefrem kan skabe let forargelse – der er jo masser af legetøj på en kirkegård.
      Hvis det er forklaringen på mine forældres valg af kirke, kunne de jo bare have sagt det! jeg synes det er underligt, at de aldrig gav et klart svar på mit spørgsmål.
      Utterslev mose bliver en anden gang, men jeg ved godt, at det er et godt sted at gå en tur.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 08:45

  7. Som bonde har jeg et eller andet negativt over disse lyserøde kirsebærblomster med dobbelt sæt kronblade.
    Disse kronblade er årsagen til denne variants manglende evne til at formere sig kønnet. Det er netop støvdragere og støvfang, som ved en genetisk fejl har udviklet sig til kronblade.
    Derfor kan denne “genetiske fejltagelse” kun formeres via podning.

    Disse golde, men smukke, blomsters placering ved Grundtvigskirken er måske ikke en tilfældighed. For rigtig mange år siden var vi et par bønder sammen med en del kommende lærere og lærerinder med hang til at lufte og debattere deres “åh, så rigtige” meninger.
    Da jeg dengang mente, at en lørdag aften burde bruges til andet og mere end debat foreslog jeg på et tidspunkt en studiekreds over emnet: “Kan en højskolelærer på et tidspunkt i livet udvise adfærd, som kan vurderes at signalere kønsdrift?”

    Nå, jeg kan nu godt se, at alle de ens blomster må virke overvældende alligevel.

    Kommentar af Farmer — 15. april 2016 @ 04:50

    • Hahaha – åh Farmer, din gamle provokateur😀 – eller … du var jo ikke engang gammel … jeg ville gerne have set deres ansigter, da du fyrede sådan en af!
      Uanset hvad man mener om mutationer, er det et flot syn, ja, men som sagt var jeg også betaget af resten af floraen på kirkegården.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 08:48

  8. Min ungdomsveninde blev gift med sin Finn i 1966, og hun fortalte, at det er den eneste kirke i Danmark, man kan gå hele brudemarchen ud…

    Kommentar af kisser — 15. april 2016 @ 06:23

    • Det har hun nok ret i – det er i hvert fald en meget lang gang op til alteret.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 08:49

  9. Sjovt med Farmers kommentar. Mine forældre har altid været sådan lidt njah-agtige, når det gjaldt japanske kirsebærtræer, og jeg tror grunden var/er den samme. Jeg synes, de er flotte, omend det da er lidt underligt, at de mange fine blomster aldrig bliver ’til noget’ altså kirsebær (sikken et smadder og hvepse og klattende fugle der iøvrigt ville være på sådan et sted som Bispebjerg Kirkegård, hvis der virkelig kom en milliard kirsebær). Mystisk med dine forældres valg af kirke. Men hvem har iøvrigt ikke haft sit hyr med svigermor?😉 Og den gamle konstruktion på landet, hvor den nye, unge frue mere eller mindre skulle vippe svigermor af pinden, må jo alt andet lige kunne have givet anledning til forfærdelig meget ævl og kævl.

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. april 2016 @ 09:03

    • Ja, sådanne steder er det ret smart, at træerne er sterile.
      Vi har nok alle set lidt skævt til svigermor indimellem, men min mor boede sammen med sin i næsten ni år! Jeg elskede min farmor og kunne først som voksen forstå, hvad stakkels mor må have været igennem af kampe.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 09:30

      • Min mor boede ikke sammen med, men dør om dør med mine farforældre. Først i et lille hus ved siden af gården, og da jeg var 5-6 år gammel byttede vi, så vi flyttede ind på gården, og mine farmor og farfar fik det lille, nu aftægts-hus. Min farmor og farfar flyttede i lejlighed ‘i byen’, da jeg gik i gymnasiet, og dermed sluttede så cirka 20 års naboskab. Jeg elskede også min farmor og farfar og forstod nada af, hvad de voksne havde gang i. Heldigvis🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 15. april 2016 @ 09:38

        • Nej, den slags kan man bedre forstå i dag – og forstår lige så godt, hvorfor børnene overhovedet ikke skal involveres i eventuelt kævl. Vi to ville vist ikke have haft byttet med vores mødre🙂

          Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 09:55

          • Nej, jeg har altid været overordentligt tilfreds med, at mine svigermødre – først den ene og siden den anden – boede langt væk😉

            Kommentar af Fruen i Midten — 15. april 2016 @ 10:00

            • De gode findes heldigvis også … Tim, fx, holder meget af sin svigermor, tøhø😉 – men hun er selvfølgelig også for det meste meget langt væk …

              Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 11:09

  10. Forklaring nr. 1: Din far elskede din mor, og hun ham, og mænd i den fødedygtige alder har det fandeme svært. Excusez moi.

    Forklaring nr. 2: Din mor troede hun var gravid.

    Forklaring nr. 3: Den rare præst i den smukke kirke foreslog dem at komme forbi en dag og blive smedet sammen, for så var det overstået …

    Kommentar af Donald — 15. april 2016 @ 11:29

    • 1) Det må man da håbe, men jeg kan ikke rigtig se sammenhængen mellem de to ting …
      2) Det er selvfølgelig en mulighed.
      3) Kan ikke udelukkes.🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 14:20

      • Jamen dog – ikke nogen sammenhæng mellem kærligheden og velsignelsen (Nå, OK – jeg er også ateist)🙂

        Kommentar af Donald — 15. april 2016 @ 16:10

  11. Dette med pigen, som ikke er “fin nok” til svigerforældrene:
    Min hustrus mormor var malkepige på herregården Steensgaard ved Fåborg. Morfaderen passede de fine køreheste og var fra en større gård i Jylland.
    Mormor gravid. Stort ståhej hos de jyske aner på morfars side; men de unge havde været forudseende, og havde allerede giftet sig inden mormor blev præsenteret hos de fine i Hobro. Så efter datidens normer måtte “de fine” indrette sig efter forholdene.

    Skæbnen ville så, at det egentlig gik min hustrus bedsteforældre ganske godt, medens “de fine” endte med at spille sig fra hus og hjem.

    Et tilsvarende forudset pres kan jo have været tilfældet i dine forældres tilfælde, dog uden medfølgende graviditet.
    Netop den “manglende” graviditet gav jo mulighed for ekstra forældrepres for at droppe forholdet.

    Ak ja. som vi sagde på landbrugsskolen: Det gælder om at finde en lille pige med en stor gård, og ikke det modsatte.🙂

    Kommentar af Farmer — 15. april 2016 @ 17:58

    • Fin historie, og meget relevant. Forklaringen fra mine forældres side kan godt være, at de var underlagt en eller anden form for pres, men at de ikke ville fortælle os om det, ikke engang da vi var blevet voksne.
      Ha, ja det modsatte kan ikke være særlig attraktivt🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 18:12

  12. Jeg bryder mig ikke særligt om Grundtvigskirkens ydre, men det indre er virkelig smukt, så det må jeg opleve ved lejlighed.

    Min sanglærerinde fortalte engang for mange år siden, at Grundtvigskirken ikke er rar at synge i, fordi den har en speciel akustik, som gør, at man ikke har føling med det, man synger. Jeg tror, jeg vil gå til en gudstjeneste, så jeg kan både kan opleve det smukke indre og selv opleve, hvad hun mente. Bedre sent end aldrig🙂

    Den blå hårfarve er meget flot i sig selv, men så kraftig en blå farve er der nok ikke mange, der kan bære, heller ikke, hvis det drejer sig om et klædningsstykke.

    Kommentar af Rasmine — 15. april 2016 @ 19:40

    • Lov mig at gå til gudstjeneste – og lov mig at skrive om det bagefter, for det ville jeg gerne vide lidt mere om.
      Det er en fantastisk blå farve, ja … meget, meget speciel.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2016 @ 20:22

      • Jeg går ud fra, at det er det med akustikken, du gerne vil vide mere om, og jeg skal nok forsøge, men det ville da være bedre, at du hørte det selv.

        Kommentar af Rasmine — 15. april 2016 @ 21:56

        • Det ville det, men jeg undgår helst gudstjenester🙂

          Kommentar af Ellen — 16. april 2016 @ 08:55

  13. Jeg har beundret billederne af Kirsebærblomsterne som TV2 Vejret bragte. Det ser fantastisk ud.
    Grundtvigskirken skal vist på listen næste gang jeg får muligheden i Kbh. Ligeledes kirkegårdene; Assistens og Bispebjerg…
    Ja, hvorfor valgte de… Vi når ikke helt ind i vores forældre… men der er vel også ting, vi selv holder tilbage.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. april 2016 @ 21:01

    • Der er bestemt værd at tage ud og kigge, hvis man har et par dage i København.
      Du ramte lige på kornet … naturligvis er der også ting, vi selv holder tilbage. Men det er noget andet …😉

      Kommentar af Ellen — 16. april 2016 @ 08:53

  14. Dejligt at se flere billeder fra Bispebjerg. Jeg ville gerne selv have været af sted i år, men når det næppe.
    Grundtvigskirken er ganske imponerende og majestætisk, både inde og ude. Det bliver spændende, om du finder ud af mere om dine forældres bryllup der.

    Kommentar af conny — 16. april 2016 @ 08:26

    • Jeg vil tro du har en uges tid endnu, afhængigt af vejret🙂
      Det finder jeg vist aldrig ud af …

      Kommentar af Ellen — 16. april 2016 @ 08:54

  15. Fine træer. Måske kunne dine forældre ikke give en særlig fyldestgørende forklaring på deres beslutning om ægteskabets indgåelse som anført.
    En gravplads er vel overbegrebet til hvor man begraves, og derfor er det vel meget rimeligt at ateisterne har en, ganske som andre har en særlig gravplads. Nu er havet også inddraget som gravplads, idet urner kan nedsænkes her. Andre gravpladser er muligvis også tilladte. Man kan således skænke det afsjælede legeme til videnskabelige formål eller hvad det måtte være og gravpladsen vil så være nogle glas med et passende konserveringsmiddel.

    Kommentar af Jørgen — 17. april 2016 @ 14:30

    • Næh … kunne ikke eller ville ikke …
      Du har da ret – det virkede bare umiddelbart så selvmodsigende.
      Der er flere muligheder, hvis ikke man vil ‘bo’ på en kirkegård. Tanken om at få et fredeligt hjørne i Charlottes have tiltaler mig, og reglerne i England er mindre restriktive end i DK, hvor grunden skal være mindst 5000 kvadratmeter.
      In your own garden – As long as you own the property, this is absolutely fine.
      Sådan er det desværre ikke i forbudsdanmark.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 15:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.