Hos Mommer

22. marts 2016

Den dag elektronikken døde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:05
Tags: , ,

image

Billedet skal illustrere, at visse vejrudsigter for området heroppe lader en del at ønske. Normalt rammer yr.no bedst, men i dag er det FMI, der er tættest på virkeligheden. Sidder man hjemme i Danmark og vil vide, hvordan vejret er på torpet, bliver man ikke altid klogere af at kigge på vackertvader.se. Egentlig et fjollet navn – vejret er jo ikke altid godt … men det er såmænd fint nok, at de viser tre forskellige prognoser.
I dag er det dog godt – himlen er igen så blå, så blå, at det gør helt ondt i øjnene – ganske som de godt kunne regne ud i Finland.
Overskriften er afledt af Don McLeans hit "American Pie", som indeholder linjen the day the music died, som refererer til flystyrtet i februar 1959, hvor Buddy Holly, Ritchie Valens og J. P. "The Big Bopper" Richardson plus piloten omkom.
Det, der skete hos os, var heldigvis mindre dramatisk, men lidt underligt.
Når vi ankommer til torpet, er at lave sig en kopkaf noget af det første, John gør, og denne gang var ingen undtagelse.
Kort efter lød det: Hvad pokker er nu det for noget? Der kommer godt nok masser af vand ud, men ikke i kruset!
Han undersøgte senseomaskinen lidt nøjere, men måtte konstatere, at den var gået helt i udu. Man bliver forvænt med den slags udstyr, forstået på den måde, at det bliver sværere og sværere at drikke en kop ganske almindelig filterkaffe, men det blev vi nødt til på dette sverigesophold.
Næste morgen kunne jeg konstatere, at elkedlen også var død. Den er godt nok lige fyldt 11 år, men hvorfor den skulle gå død, ved jeg ikke – så meget bliver den jo heller ikke brugt. Nu er der købt en ny. Kaffebryggeren har vi en reserve af derhjemme.P1010653

Hvorfor nu et billede af vores å med en næsten usynlig rød pil lige over midten af det?
Jo: Der går nemlig en trane. Vores tranepar er returneret, så det er ikke kun Pulken, der kan prale – vi kan og gør det også. Kan dog kun præstere to af slagsen, men det skam fint nok med os.

Her er en traneHer er en trane (1)

Den går og kalder på sin mage, så hele området giver hyggelig genlyd af de karakteristiske traneskrig.
Hvis I ikke kan se tranen på billedet af åen, behøver I ikke at gå til optiker af den grund, men jeg forsikrer, at den er der, hvor pilen peger. Det er lige så meget for at anskueliggøre, hvor meget zoom der skal til for at indfange den – og dermed også en undskyldning for de slørede billeder.
Da jeg fik øje på den, var den lige ud for os, men inden jeg fik hentet kameraet, var den allerede et godt stykke væk.

8 kommentarer

  1. Det kan sagtens være, at det er et dumt spørgsmål, men hvad særligt er der ved den kaffe, som kaffebryggeren leverer, som ikke kan opnås uden? Jeg kan da ikke være den eneste, der ikke ejer eller nogensinde har ejet en kaffemaskine eller -brygger af nogen art.

    Kommentar af Rasmine — 22. marts 2016 @ 17:40

    • Smagen, Rasmine, smagen! Der er da himmelvid forskel på de forskellige slags kaffe – gammeldags ‘hånd’brygget kaffe er stadig lidt okay, mens alm. kaffemaskinekaffe er kedelig. Så er der Senseo, Nespresso, dolce etellerandet, gammeldags espressokande og flere endnu – og kaffen er forskellig på dem alle🙂
      Jeg tror faktisk ikke, der er mange i landet som dig, hvad kaffemaskiner angår …

      Kommentar af Ellen — 22. marts 2016 @ 19:11

  2. Vøv når al elektronikken står af samtidig.. Skønt at jeres trane er tilbage igen, håber magen dukker op. Vi var ved Pulken i dag i dejligt vejr.

    Kommentar af Inge — 22. marts 2016 @ 22:18

    • Det er både underligt og irriterende.
      Magen er dukket op – vi kunne høre to, men kun se én. Godt I nåede Pulken.

      Kommentar af Ellen — 23. marts 2016 @ 12:21

  3. Jeg vil slutte mig til Rasmine: Jeg har heller aldrig ejet en kaffemaskine, men har altid lavet kaffen på gammeldags manér, ja med mindre den lille espressbrygger tæller med i regnskabet? Mine gæster bemærker da også min måde at lave kaffe på.

    Du har sørme et godt zoom på dit kamera!

    Kommentar af Stegemüller — 23. marts 2016 @ 13:15

    • Den smager altså også bedre på den gammeldags måde end på selv den bedste automatiske filterbrygger.
      Zoomen er god, ja – men Johns er meget bedre!

      Kommentar af Ellen — 23. marts 2016 @ 13:56

  4. Fin trane – langt borte fra alfarvej.
    Man må sørge for reserveelektronik. Vi er ved at samle mærker til en kaffemaskine i Brugsen, som blot får lov at vente til den nuværende ikke kan mere. Så må vi se om den nye virker, Har stort st ingen fornemmelse af om kaffe smager bedre eller endnu bedre, idet jeg pøser mælk i.

    Kommentar af Jørgen — 24. marts 2016 @ 12:51

    • Jeg synes der er stor forskel på kaffe, selv når der kommes meget mælk i – det bruger jeg nemlig også🙂
      Godt med en reservemaskine – også god, hvis man har mange gæster.

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2016 @ 18:32


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.