Hos Mommer

20. marts 2016

Hvorfor kan man sige hvidere, men ikke blåere?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:46
Tags: ,

Flammafallet (14)Man kan sige sige hvidere og rødere, men ikke blåere. Sproget er sommetider en lidt spøjs og ulogisk størrelse.
Hvis man kunne, ville jeg sige, at vi i dag har haft den blåeste himmel, jeg endnu har set i år. Den fås ikke blåere.

Vejrudsigter har det med at ændre sig fra den ene dag til den næste, så det må man være forberedt på, at planer også skal kunne. I går viste den lokale vejrudsigt for vores område, at det skulle blive flot solskin mandag og helt overskyet i dag, søndag.
Det var ikke lige sådan, det så ud til at blive, da klokken var otte i morges, så jeg kiggede på, hvad vackertvader.se mente om resten af dagen: Flot, flot vejr i dag og overskyet i morgen.
Okay – så bliver det Flammafallet i dag og ikke i morgen som ellers planlagt. Vi har set det i skyet vejr, så skal vi se det i solskin, bliver det i dag.
Vi ville have set det i frossen tilstand lige efter nytår, men det måtte vi opgive pga. fejlvurdering, hvad fodtøjet angik. Det er muligt, at Flammafallet var frosset, men det var stien dertil sandelig ikke, så der skulle nærmest waders til, og ingen af de vinterstøvler, vi havde taget på den dag, var vandtætte.

Flammafallet (13)

Det er bare et flot skue. Jeg elsker synet af det rolige vand, der silkeblødt kryber ned og ligesom tager et stille og indædt koncentreret tilløb ned over stenene, inden det larmer sig vej videre frem og falder i de tre trapper, der er så karakteristisk for faldet.

Flammafallet (7)

Når nogle forveksler dette med Danska fallet, kunne det måske være fordi, at dette burde hedde Danska fallet … vi havde det for os selv, da vi kom, men inden vi forlod stedet igen, var der nærmest overfyldt af danskere i området. Herunder tre vennepar med i alt seks børn i den aldeles frygtløse alder (mellem to og seks år), hvor man ikke lige tænker over eventuelle konsekvenser af sin færden, så det blev hurtigt én lang råben: Pas nu på, Frederik! Ikke løbe, Laura! Forsigtig derhenne, Oskar! Kom TILBAGE, Karl!! NU!!!
De klarede fint at overdøve faldet, så vi gik vores vej igen.

Frokost ved kvarnen i Knäred

De medbragte klemmer blev indtaget ved Kvarnen i Knäred. Temperaturen havde nu lige præcis fået sneget sig op på et tocifret tal, så det gik fint nok at sidde i solen. Jeg har dog udtænkt næste håndarbejdsprojekt: Numsevarmere til at have liggende her i Sverige. Det var skønt, men lige til en omgang blærebetændelse.
Den quiltede mulepose var ikke helt varm nok, men den var bedre end ingenting.
Vi kunne jo også bare have husket at tage vattæpper med …

18 kommentarer

  1. Jeg forstår godt, I gik jeres vej igen. Børn i den alder kan være et mareridt. Men det ser smukt ud, og jeg ved ikke, hvorfor man ikke kan sige blåere.

    Kommentar af Stegemüller — 20. marts 2016 @ 17:25

    • Der er meget smukt ved Flammafallet – som er brunt, brunere og brunest pga. colavandet, der løber igennem😉

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 18:12

  2. Ulogisk er det – og derfor interessant. Forklaringen er sikkert sammenstødet af to vokaler fra hver sin stavelse, også kaldet en hiat. Man siger jo normalt heller ikke gråere og gråest eller lillaere og lillaest. Det kan selvfølgelig udtales, men det er ubekvemt og ligger uden for gængs sprogbrug. Det forklarer bare ikke, hvorfor man normalt heller ikke siger gulere og gulest, så der må noget andet spille ind, og jeg har aldrig hverken hørt eller set nogen forsøge sig med turkisere og turkisest. Måske er forklaringen på de manglende gradbøjningsformer, at der ikke har været brug for dem – eller måske skyldes det -l og -s. Jeg venter spændt på opklaringen …

    Kommentar af Rasmine — 20. marts 2016 @ 17:38

    • Din forklaring med vokalerne er sikkert rigtig, men som du siger, forklarer det ikke turkis og gul.
      Tror du, der er en forklaring? Det er der jo ikke på alt …

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 18:15

  3. Ved nærmere eftertanke: Det kan ikke skyldes -s’et, at man ikke kan gradbøje turkis. Jeg havde glemt ord som hvas og kras. Det skulle ikke undre mig, om jeg efterhånden også kommer i tanker om -l-ord, der kan gradbøjes.

    Kommentar af Rasmine — 20. marts 2016 @ 17:56

    • Gal kan gradbøjes – gal, galere, galest. Det lyder lidt underligt, men den er da vist god nok? Hvad med sval? Den går vist ikke …

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 18:19

  4. Jeg tænkte præcis det samme, da Kamelen og jeg var ude at gå. Det har bare været den blåeste himmel i umindelige tider🙂 En ting er støjniveauet, noget andet er, at ens nerver ikke altid har det så godt med andres ungers dristighed (og manglende disciplin).

    Kommentar af Fruen i Midten — 20. marts 2016 @ 18:11

    • Det er lidt underligt, at en skyfri himmel kan være både blå, blåere og blåest, men blå var den til overflod i dag.
      Rigtigt – vi kunne i hvert fald godt undvære det, og vi havde også været der længe nok.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 18:21

  5. Det er en del af sprogets charme? Selv danskere må undres… Men blå var himlen i hvert fald. Og kontrasten til en stor pil med hvide musser/gæslinger/knopper var helt fantastisk.
    Skønne billeder fra vandfaldet… der er noget meditativt ved vand, lyden af vand og vind. Uden råben og skrigen, tak!
    Jeg troede, du havde produceret rumpeplader til jeres ture? Som i, dem har vi da altid i rygsækken?
    Nå.. men så er der er projekt mere, mens du/I er på torpet!

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. marts 2016 @ 19:48

    • Det er bestemt en del af charmen.
      Jeg elsker vand – i alle afskygninger, bare jeg kan slippe for at hoppe i det🙂
      Vores numsevarmere ligger derhjemme, men jeg kunne jo bare have dem som fast inventar i bilen – faktisk er det ret fjollet ikke at have det, for det vil sikkert altid være på en biltur, vi får brug for dem.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 20:47

  6. De svenske søer er altså nogle af de smukkeste naturoplevelser. Og billederne er så godt taget, at vi næsten får duften af martssolen med. Hyg i det svenske

    Kommentar af Fru Z — 20. marts 2016 @ 20:48

    • Enig. Man får virkelig ro i sjælen, når man er i nærheden af en svensk sø. Eller å eller elv. Bare vand …
      Tak, vi hygger. Og det må I også i Tyrkiet😉

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 20:52

  7. Nøj, så flotte billeder. Jeg kan godt forstå, I fandt et roligere stede at spise. Men selv om solen skinner, så var det alligevel koldt. Jeg stod op og drak min termo-te.
    God ide med elhegnet, du fortalte om i forrige indlæg.

    Kommentar af betty — 20. marts 2016 @ 23:14

    • Ja, vi foretrækker skovens dybe, stille ro, og er der noget der skal larme, er det vand🙂
      Det var en rigtig god ide, som vi var fem år for længe om at få …

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2016 @ 08:42

  8. Sikke en masse cola-vand der flyder af sted der..🙂 Jeg er stadig ikke sikker på om det er der vi har været, eller der er et andet sted som ligner det og hedder eller bliver kaldt Dansker-fallet.

    Kommentar af Inge — 21. marts 2016 @ 06:54

    • De ligger ikke så langt fra hinanden, så prøv at køre en tur op og se dem begge. De er faktisk meget forskellige, så når først du har set begge to, vil du aldrig mere være i tvivl🙂

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2016 @ 08:44

  9. Flammafallet er og bliver flot. Ad farver kommer jeg til at tænkte på blånelse, men det har ikke noget med sagen at gøre.

    Kommentar af Jørgen — 24. marts 2016 @ 12:41

    • Blånelse, ja … det brugte jeg til hvidt tøj dengang man kunne få det.

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2016 @ 18:29


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.