Hos Mommer

19. marts 2016

Effektivt!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

Vi har sådan set aldrig været i tvivl om, at elhegnet er et effektivt værn mod vildsvin, men jeg bliver alligevel så glad hver vinter, når vi får bekræftet det igen og igen.
Skoven lige på den anden side af hegnet er én stor mudderpøl … det er ikke fordi græsplænen er det smukkeste syn på denne årstid, men den er helt sikkert pænere at se på end mudderpølen ude på den anden side af hegnet.

Elhegn vildsvin muldvarp (1)

Elhegn vildsvin muldvarp (2)På torpernes facebookside dukker spørgsmålet op med jævne mellemrum: “Hvad gør I andre, når der igen og igen kommer vildsvin og raserer græsplænen?” Jeg svarer hver gang: “ELHEGN”. Næsten hver gang erklærer spørgeren så, at det vil han helst ikke, for det skæmmer; han vil helst have en naturgrund. Jamen hvorfor spørger du så, for pokker? Hvis ikke man vil sætte noget op for at forhindre dem i at komme ind, kommer de forbaskede vildsvin jo. De er ret ligeglade med et fugleskræmsel, hvis det var noget i den retning, vedkommende havde forestillet sig.
Nu har jeg uploadet dette billede på FB-siden, både for at vise forskellen og for at illustrere, hvor lidt iøjnefaldende det elhegn rent faktisk er.

Desværre virker det ikke mod muldvarpe. De har haft travlt, men hellere dem end vildsvin, trods alt. Den med hvidløg virker heller ikke mod muldvarpe. Vi har prøvet både her og i Den Stråtækte, men det må være en vandrehistorie, eller også elsker både vores danske og svenske muldvarpe bare hvidløg.

Vi er ankommet til et herligt vejr. Stadig koldt (8°), men med masser af sol.
Det var så sandelig også på tide, vi kom herop igen – det er 2½ måned siden, hvilket har slået rekorden med flere uger, og det er ikke en rekord, vi er stolte af eller nogensinde vil forsøge at slå. Det var også den fjollede sygdom, der ødelagde hele tegningen.
Nå. Det nytter ikke at ærgre sig, så det lader vi være med, men nøjes med at nyde endelig at være her igen.

Advertisements

16 kommentarer

  1. I har det mest fantastiske fristed! Hvor er det godt, at I nu er der igen.

    Kommentar af Stegemüller — 19. marts 2016 @ 17:09

    • Jamen her er da dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2016 @ 18:36

  2. Hvis vildsvin skal ind, skal det være i ovnen. Jeres elhegn er meget diskret, og selvom der ikke ligefrem er varmt, er der forår i luften.

    Kommentar af Eric — 19. marts 2016 @ 17:32

    • Helt enig! Også i, at der er forår i luften, selv om den er kold.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2016 @ 18:37

  3. Hvis folk gerne vil have en naturgrund er der jo ingen grund til at hindre vildsvin i at husere på grunden. Så er det jo netop en naturgrund. Sådan er argumenter så ulogiske af og til.

    Kommentar af Jørgen — 19. marts 2016 @ 19:48

    • Hehe, helt enig, men der er naturgrunde og så er der naturgrunde, Jørgen … og den der vildsvineopgravning er der åbenbart alligevel ikke nogen der synes er særlig attraktiv.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2016 @ 19:57

  4. Nogen burde opfinde en måde, hvormed man kunne udnytte vildbassernes rumsteren til noget fornuftigt. Hold op, hvor kan jeg (nu) godt forstå, hvor glade I er for jeres hegn.

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. marts 2016 @ 21:00

    • Hvis man vil anlægge en ny græsplæne, er de sikkert en udmærket hjælp 😉
      Det var en rigtig god beslutning, vi tog for seks år siden!

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2016 @ 21:32

  5. Det med naturgrund uden vildsvin er nok egentlig et godt billede på manges opfattelse af natur:
    Det er noget som Vej og Park skal tage sig af og sørge for at holde i en sådan orden at man ikke får sit nyindkøbte tøj gjort snavset.

    Når det rigtig skal gå løs med ulve og sådan noget i DK, er det for østdanskere noget som skal foregå i Jylland.
    Somme tider afslører ordvalget bagtankerne. Da man fandt en ihjelbidt hjort i Dyrehaven skrev dr.dk: “Risiko for ulv i dyrehaven.” Få dage før havde man i jublende ordvalg meddelt, at der måske var 12 forskellige individer af ulv i Jylland.

    Helt som Jørgen skriver, er der på en naturgrund spor af naturen. Det gælder uanset om arten er vildsvin eller muldvarp. Jeg havde også sat hegnet op, hvis det var mig.
    I kunne ønske jer et vildtkamera. Det koster næsten ingen penge og er ret skarpe i billederne efterhånden. Det kunne være spændende at se svin og elge.

    Kommentar af Farmer — 20. marts 2016 @ 04:52

    • Det med Park og Vej er heldigvis ikke noget, man går og regner med her i Sverige – men om der skulle være et par danskere, der har taget holdningen med, kunne jo godt tænkes.
      Hehe, den med beskrivelsen af ulvene havde jeg ikke lige tænkt over, men det er en fin observervation – og de mange ulve viste sig vist i øvrigt at være en and (!) – fjolserne havde glemt, at der også findes ræve i DK og glemte at teste lortene for rævegener. Det er altså morsomt …
      Er vildtkameraer blevet bedre? Det lyder godt, for det jeg indtil nu set fra andres optagelser, har nemlig ikke imponeret mig.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 09:12

  6. De har sørme muntret sig i ‘nabohaven’, de grisebasser 🙂
    At sådan et næsten usynligt elhegn skulle spolere naturfølelsen, er da helt ved siden af. Måske tror de pågældende, at det er nødvendigt med et et højt hegn? Rigtig god nydning; jeg kan godt forstå I har savnet jeres svenske idyl.

    Kommentar af fiberfryd — 20. marts 2016 @ 09:18

    • Det har de i høj grad 🙂
      Jeg forstår heller ikke, hvad de tænker på, men de kunne jo fx, lige som vi gjorde, undersøge hvor højt – eller rettere lavt – det kan nøjes med at være, hvilket kun er ca. 30-40 cm.
      Tak, vi nyder 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 09:38

  7. Jeg elsker Farmers kommentarer, men det er nok ikke så mærkeligt 😉 Først kunne jeg ikke se hegnet, så det siger noget om at det ikke er det der spolerer indtrykket. De billeder jeg har set fra Farmer og jægerne i Jørns konsortiet viser fine billeder, så jeg har også spurgt om vi ikke skulle have nede ved fodermarken 🙂 god fristund i Sverige

    Kommentar af Lene — 20. marts 2016 @ 10:57

    • Det gør jeg også, Lene 🙂
      Er der mon smuttet nogle ord ud af sætningerne for dig? Jeg kan bl.a. ikke helt finde ud af, hvad du gerne vil have nede i fodermarken … 🙂
      Tak.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 14:21

  8. Min søn plejer at sige, at muldvarperne leger ‘drengene efter pigerne’, når de skyder om foråret. Denne gang har det sikkert været den al for megen regn, for de har skudt som vanvittige konstant fra sidst på græsslåningssæsonen. Efter over 40 skud på et begrænset område og to fangede muldvarpe er der sørme endnu en, der har haft travlt, både i går og i dag. Bosætter man sig på landet, er det bedst at være indstillet på at tage det med, der ‘hører til’ – også gyllehørmen. Vinduespudsning i halm-hjemkøringstiden er ikke en god idé; næste år ved man, at det skal vente, til luften og vinduerne ikke er fulde af halmstumper. Heldigvis er jeg født på landet. Én gang har jeg set, da rugen dræede – uforglemmeligt; det er et storslået syn, når et kæmpemonster langsomt forsluger sig på en kornmark, og når marken overfor er dækket af skrigende måger, fordi Wrang har sat ploven i jorden. Godt, at Farmer kunne røbe for mig, at landmændene som det første ringer efter mågerne 🙂

    Kommentar af Elsebeth — 20. marts 2016 @ 17:32

    • Ja, de har godt nok travlt, muldvarpene!
      Jeg er født og opvokset på en gård, så der er nok ikke så meget ved landlivet, der kan overraske mig, men derfor kan jeg jo godt synes, at visse ting er irriterende 😉
      Jeg er også fascineret over synet, når rugen drær – det virker så overvældende, når det sker.
      Farmer har mange gode kommentarer.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2016 @ 18:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.