Hos Mommer

27. februar 2016

Det er en ommer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags:

Hvis I er heldige, holder det i 10 år; det har man erfaringer med i Tyskland, men her i Danmark har man ikke brugt denne specielle maling længe nok til at kunne sige med sikkerhed, hvor længe det kan holde.
Sådan lød ordene, da maleren sidste forår ordnede alle udvendige vægge.
Vi er åbenbart ikke heldige …
Gavlen ud mod fjorden er noget mere udsat for vejr og vind end resten af huset, men dette her er alligevel ikke i orden.

Brænde ankommetP1060209Gavl et halvt år efter behandling

Fra venstre mod højre: Så grimt var det, inden maleren startede; så fint og hvidt var det, da arbejdet blev erklæret færdigt, og så grimt ser det ud i dag – og har gjort den sidste måneds tid. Mindst. Vi har ikke lagt mærke til, hvornår det begyndte at skalle af.
Jeg kontaktede maleren, som straks skrev tilbage, at han ville komme og se på det fredag eftermiddag, for han kunne da ikke have, at vi var utilfredse med hans arbejde.
Vi er spændt på hvad han siger, for jeg tror ikke det bliver helt billigt at lave det om – og hvad skal han gøre? Dette håber jeg dog bliver hans problem, for selv om han ikke gav os 10 års garanti på skrift, så er vi heldigvis enige om, at den gælder mere end et halvt år.
Nu håber jeg, at han husker at komme … jeg skrev til ham torsdag, og han svarede, at han ville komme fredag.
Fredag ved 17-tiden skrev jeg og spurgte, om han havde glemt os.
Det havde han, skrev han ved 18:30-tiden. Meget undskyld, beklager, men jeg har lidt meget at se til for tiden. Godt for ham, men han ville i stedet kigge ind lørdag formiddag, hvor han alligevel havde et ærinde i Roskilde.
Man må ikke sige det, så det gør jeg heller ikke, men han har været maler i mange år, og vi har før oplevet hans dårlige hukommelse. Vi er ret sikre på, at det ikke er ond vilje, men at tingene vitterligt smutter hurtigt ud af hans hoved igen, så jeg er lidt spændt på, om han kører direkte til Roskilde …
Der er nok også ting, der er sjovere at huske end klager fra kunderne, men det sagde jeg heller ikke!

Indlægget er skrevet lørdag morgen, for vi skal til frokost hos gode venner. I skrivende stund ved jeg derfor hverken om maleren husker os, eller hvad der i givet fald bliver udfaldet af hans besøg.
Man lever sandelig et spændende liv hernede ved Præstøfjorden … kan I have en dejlig lørdag derude!

29 kommentarer

  1. Det ser ikke så heldigt ud – og lyder ikke så heldigt. Håber der kommer en løsning af de lidt mere holdbare.

    Kommentar af Jørgen — 27. februar 2016 @ 16:49

    • Det tror jeg desværre ikke, der kan komme i dette tilfælde😦

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:37

  2. Det er så ærgerligt, når tingene ikke er pæne ret længe, når man har betalt en masse penge for at få det ordnet. Vi har også haft et par stykker af den slags ærgrelser, siden vi fik vores hus renoveret. Jeg håber, at maleren kan ordne det, så det holder!

    Kommentar af Randi — 27. februar 2016 @ 17:15

    • Det kan han desværre ikke, og det er ikke ham, der har klokket i det, men ærgerligt er det da bestemt.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:38

  3. Når man ser på det gamle og det nye foto, synes jeg, de meget hurtigt er på vej til at ligne hinanden. Hvis der var fugt i murværket – og måske også i træværket – og den er blevet lukket inde med en ikke-diffusionsåben maling, så vil fugten få malingen til at bule og skalle af.

    Mit hus er malet med Keim, et tysk diffusionsåbent produkt, der indgår en kemisk forbindelse med pudset. Da jeg købte huset, var det malet med plastikmaling, så alle vægge blev sandblæst og filtset, og huset stod og tørrede i 1 1/2 år. Malingen har holdt i over 20 år; nu får huset en omgang her i foråret.

    Kommentar af Elsebeth — 27. februar 2016 @ 17:53

    • Det skyldes nemlig fugt indefra, og den er vanskelig at komme til livs.
      I er nu foreløbig tre, der har anbefalet Keim, så det prøver vi nok med, når vi har haft en varm og forhåbentlig tør sommer.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:41

  4. Nej det er bare ikke i orden! Godt at I har fået kontakt til ham. Han lyder til bare at have glemt jer i går. Det er spændende hvilke løsningsforslag, han vil komme med. Du må endelig holde os underrettet.

    Kommentar af Stegemüller — 27. februar 2016 @ 19:51

    • Det er desværre i malerens skyld, så nu tænker vi lidt over tingene, men vi har fået nogle gode anbefalinger gennem kommentarerne.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:42

  5. Jeg har ikke forstand, men har ladet mig fortælle at det eneste der dur, er cementbaseret maling (farvet cement) a la Murcem. Det passer sikkert ikke, men det passer, at Murcem dur og holder rimeligt.

    Kommentar af Eric — 27. februar 2016 @ 20:41

    • Jeg tror, at Murcem er et godt produkt, men nu er der tre her, der har anbefalet Keim, som er en silikatmaling, hvilket også er, hvad der er brugt her. På resten af huset ser det stadig ud som da det var nymalet, så problemet er desværre gavlens mursten.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:44

  6. Jeg sagde engang til en lærer på en teknisk skole, at lærte han blot sine elever kalenderen og klokken, ville de være i stand til at udkonkurrere samtlige kolleger/konkurrenter.
    Her er så både det faglige løfte og evnen til at holde en aftale sat på prøve.

    Jeg bruger også Murcem. Det plejer at være effektivt, og tilmed ret billigt.
    Jeg kan ikke vurdere det korrekt på den afstand; men det ligner noget dybereliggende fugt i gavlen.
    Er det tilfældet, er der den dyre løsning som Elisabeth har beskrevet, og så er der den med at lade en eller anden handyman male det hvert eller hvert andet år med murcem. Det produkt kræver nemlig ikke mere faglig snilde end at selv jeg kan anvende det. Sådan en gavl bør kunne kalkes over på et par timer, og så lige lidt efter-rep. på bindingsværket en times tid.

    Sådan nogle huse som vores blev jo hvert år kalket inden pinse. Der er næppe meget murværk, så en sandblæser risikerer at skyde det meste at ståhytten væk om ørerne på jer, og så er I jo lige vidt.
    Gavle er udsatte.
    På Fyn er alle gamle huse med valm, hvilket hjælper en del. Det blev ikke brugt på Sjælland.

    Kommentar af Farmer — 28. februar 2016 @ 05:09

    • Maleren er tilgivet … han kom i går som lovet, og det er desværre ikke hans skyld, at gavlen så hurtigt ser sådan ud … du har nemlig ret i, at det er dybereliggende fugt i gavlen.
      Der kan ganske rigtigt ikke blive tale om at sandblæse vores hus, men vi håber foreløbig på en varm og tør sommer, og så prøver vi med Keim inden det bliver efterår igen. Er det så bare denne gavl, der skal ordnes en gang imellem, går det endda … det er altid noget, hvis resten af huset klarer sig, for der er mange mure!

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:49

  7. Øv! Gemalen spørger, om muren er uisoleret, da det kan give fugt og dermed afskalning? Ak ja, det er en videnskab at vedligeholde (gamle) huse. Håber, maleren dels huskede at komme, dels har en brugbar løsning?

    Kommentar af Fruen i Midten — 28. februar 2016 @ 08:01

    • Muren er, så vidt vi ved, isoleret, men fugt fra mustenene er det ikke desto mindre, desværre.
      Han kom, og vi fik en snak om det, men nogen permanent løsning kan vi vist ikke komme frem til.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:52

  8. Måske kan I have nytte af Center for Bygningsbevarings hjemmeside (www.bygningsbevaring.dk).
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 28. februar 2016 @ 08:31

    • Tak, jeg vil kigge på, hvad hjemmesiden indeholder.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:55

  9. Vi har også brugt Keim (for en hel del år siden) og det holder virkeligt pænt endnu. Det er en silikatmaling og skulle være bedre end Murcem og lignende cementbaserede malinger, som vi tildligere har brugt. De har det nemlig med at lukke for tæt, hvis man bruger dem for ofte. Men det kan selvfølgelig være at problemet stammer indefra … Held og lykke med malerbesøget.

    Kommentar af fiberfryd — 28. februar 2016 @ 08:36

    • Det er netop en silikatmaling, der er brugt her, og resten af huset er så fint, så fint, men på gavlen er det fugt fra mustenene, der er trængt ud, så det er ikke malerens skyld, desværre. Foreløbig gør vi, som jeg har skrevet i svaret til Farmer.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 09:58

  10. Fra mit arbejde med kirkebygninger og fra min arbejdsplads ved jeg fra murerne/malerne, at det er problematisk, der har vi haft de samme problemer med bygningerne indtil vi for 10-15 år siden fik det malet med keim. Det holder endnu.

    Kommentar af Pigen fra landet — 28. februar 2016 @ 09:32

    • I er mange, der anbefaler Keim, og jeg ved, at maleren brugte en silikatmaling, så det bliver også det, vi vil reparere med, men da fugten kommer inde fra murstenene på vores gavl, vil det ikke kunne holde så længe, desværre. Godt, det kun er gavlen – resten af huset er okay.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 10:00

  11. Øv det var ærgerligt ,at det ikke var malerens skyld (undskyld maler:-) for det kunne der have været gjort noget ved. Jeg håber for jer (og os) at vi får en lang tør og varm sommer og Keim så er løsningen, omend ikke langtidsholdbar.

    Kommentar af Lene — 28. februar 2016 @ 11:34

    • Ja, det var selvfølgelig ret ærgerligt, men ret skal jo være ret. I tiden fra mine andre svar til dette har vi bedt maleren om at få et tilbud på en løsning, som vi nu ved ikke er permanent, men som vi (som dem, der skal betale …) kan leve med at skulle gentage med jævne mellemrum. Det kunne nemlig tyde på, at maleren faktisk er yderst rimelig mht. dette. Vi vil nemlig helst ikke selv op på stiger og arbejde.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 11:39

  12. Omkring 1960 begyndte man at isolere ydervægge og lofter med blød masonit/celotex-plader. Det har været forbudt i mange år, da det er let antændeligt og suger fugt som et stykke trækpapir; desuden isolerer det ikke særlig godt.

    Hvis der er det på jeres ydervæg og loftet, skal det fjernes hurtigst muligt, da fugten kan stamme derfra. Er mur- og træværk udsat for kulde og fugt fra begge sider, er begge dele dømt til at tage skade. Så jeg ville skynde mig at kigge efter, om der bløde plader indenfor. Prøv at stikke i væggen/loftet med en knappenål! Desuden ville jeg lukke vinduerne op i tørt og godt vejr og få luftet ordentligt ud med gennemtræk på etagen. Forkert maling, isolering og dårligt indeklima er årsag til store skader på mange huse.

    Mit hus er fra 1920, og der var de plader på en vestvendt væg i den ene stue. Nu er der Keim både inde og ude og et godt indeklima.

    Hos Keim har konsulenterne stor viden om løsning af problemer med murværk. Kontakt en i jeres område.

    Kommentar af Elsebeth — 28. februar 2016 @ 13:42

  13. Det er en god idé at tage gardinerne ned, mens muren ‘luftes’, og i det hele taget flytte møbler 10 cm væk fra væggen.

    Kommentar af Elsebeth — 28. februar 2016 @ 13:47

    • Jeg ved, at du mener os det godt, Elsebeth, men – på trods af fugt i de udvendige mursten på en udsat gavl – så har vi et gammelt, men sundt og godt hus, som ikke er isoleret med blød masonit. Det er gennemgået af fagmænd (plus dem der udarbejdede tilstandsrapporten, men dem har jeg ikke megen fidus til) inden købet, og det blev erklæret sundt, levedygtigt, ufugtigt og helt i stand til at ånde ved egen hjælp (i modsætning til mange nye, alt for tætte huse), så vi er ikke bekymrede. I øvrigt lufter vi ofte ud og har altid gjort det – mit arbejde gav mig en del viden om, hvad et godt indeklima er, hvordan man opnår det og på hvilke tegn man kan se, at det eventuelt ikke er så godt.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 15:16

  14. Ellen, jeg skriver kun ud fra billederne om den gavl og de rum, der er inde bag, og lufter min egen gode erfaring med fjernelse af blød masonit på en ydervæg. De plader opdagede jeg udelukkende, fordi jeg fjernede al tapet ind til bar mur i hele huset, fordi jeg ville se, hvad jeg havde købt. Der var også skimmel under tapetet flere steder, fordi der var blev luftet ud for at begrænse olieforbruget!!. Det kunne man ikke fornemme i juni, først da jeg overtog huset i november.

    Selvfølgelig mener jeg ikke, at almindelig udluftning kunne have løst et problem, I ikke kendte til før nu.

    Kommentar af Elsebeth — 28. februar 2016 @ 20:59

    • Helt i orden, men vi har boet her i et helt år nu, og så er det jo heller ikke værre med den gavl. Vi ved, at der altid vil være noget med så gammelt et hus, og derfor vil vi ikke bruge en formue på at opdatere det til tidens krav, medmindre det er strengt nødvendige ting.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2016 @ 21:08

  15. – der skulle naturligvis have stået ‘IKKE havde luftet ud for at begrænse olieforbruget.’

    Kommentar af Elsebeth — 1. marts 2016 @ 11:10

    • Det regnede jeg ud efter at have læst det et par gange😉

      Kommentar af Ellen — 1. marts 2016 @ 11:13


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.