Hos Mommer

25. februar 2016

Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: , ,

Overskriften er et af de mange spørgsmål, som Freja stillede os i mandags. Det korte svar er ja, der sker noget med en, når man ser døden i øjnene.
John fik en alvorlig blodprop som bare 47-årig, sandsynligvis fordi han havde et meget belastende arbejde, hvor han stort set aldrig havde fri, fordi han på det tidspunkt havde ansvaret for ikke mindre end tre tankstationer, hvoraf de to havde åbent døgnet rundt, hvorfor han kunne blive ringet op midt om natten på alle ugens syv dage. Det var kun i ferier, han var fredet. I alt for mange timer anede jeg ikke, om jeg havde ham eller ej – det var et slemt døgn for os alle.
Efter sådan en oplevelse bliver temmelig mange ting sat i relief, og den lykkelige slutning på denne historie er, at han og tre jævnaldrende blev fyret fem år senere, fordi de var blevet for dyre – man kunne få to i den halve alder til den halve pris. At de også kun var halvt så gode, var sjovt nok ikke vigtigt.
Det var også ligemeget, for John var glad. Jeg kunne se det på ham, da han fortalte mig det – han var ikke engang ked af det, men lettet! Jeg skulle da lige synke et par gange, men okay … hvis han var glad, var der jo ingen grund til, at jeg skulle være det modsatte.
For små tre år siden fik jeg som bekendt brystkræft. Ikke en akut sygdom som Johns, men så meget mere tid var der til at tænke over, hvad der var det værste der kunne ske og hvad der var det bedste.
Der skete det bedste: At jeg blev erklæret rask. Ingen garantier, men lige nu er jeg rask.

Vi lærte, at man skal ikke udsætte noget. Hvis det er muligt at gøre det nu, så gør vi det nu.
Jeg har altid været mere impulsiv end John, men i stedet for at stritte imod og forsøge at overtale mig til at “se tiden lidt an”, så lader han sig lettere lokke i dag end før i tiden – det være sig i det små såvel som i det store. Hans egen oplevelse flyttede ham en del mht. visse ting, men det var en kombination af min kræft og det, at vi jobstoppede, der flyttede ham det sidste stykke – det er trods alt også begrænset, hvor impulsiv man kan være, når begge er i arbejde.

Vi har altid elsket at rejse, og vi har mange rejsemål på ønskelisten – også nogle vi sandsynligvis aldrig når/kan/får råd til – men det er okay. I arbejdslivet havde vi kun seks ugers ferie (jeg betalte mig dog til otte i de sidste tre-fire år – England fik hele tiden højere prioritet), men nu har vi alverdens tid. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi rejser hele tiden, men vi gør det i det omfang, vi har mulighed for. Oftest småture, men indimellem kan der blive til en af de større.

Jeg tror, vi har talt om Madeira i 20 år. Nu bliver det en realitet og vi skal afsted inden for en overskuelig fremtid.
I aftes bestilte jeg et tre-nætters ophold i forsommeren på Ballen Badehotel på Samsø, som vi har talt om at se, siden vi så Strisser på Samsø.
Jeg fik øje på et godt tilbud gennem Ældresagen og spurgte John, om han ville med. Det ville han gerne …
Madeira er i øvrigt også gennem Ældresagen – den smule, medlemskabet koster om året, bliver betalt tilbage flere gange for vores vedkommende; Rabatten på ballenopholdet (herligt ord!) alene modsvarer årskontingentet for os begge.
Jeg kan kun anbefale det – jeg har været medlem siden jeg var 55, men man kan fra man er 50.

26 kommentarer

  1. Det er fine indlæg interviewet til avisen har afstedkommet. Jeg har gået og tænkt en del over det bedste og værste ved pensionisttilværelsen siden du skrev om det vanskelige ved at besvare den sidste del af spørgsmålet. Svaret er at friheden er i den absolut bedste ende. I den modsatte end er ufriheden det værste. Ikke at den er opstået endnu, forstås. Det skal ikke forstås i betydningen af at begrænsninger opstår, det gør de og de skal nok blive mange efterhånden. Nej, ufrihed i betydningen afhængighed synes jeg er det værste. Lige nu i alle tilfælde, og altså før det i nævneværdig grad er opstået. Men jeg ser i den grad ikke frem til at slutte livet svært afhængig af andre. Tak for provokationen.

    Kommentar af Jørgen — 25. februar 2016 @ 17:01

    • Netop: Friheden er det bedste, og de fysiske begrænsninger er det værste – og ja igen: Kommer disse ud i en sådan grad, at det hedder hjælpeløshed, er det så afgjort det allerværste scenarie … det kan meget nemt gå hen og blive uværdigt, og det ønsker ingen af os.

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 23:17

  2. Da vi gik på efterløn her, var der ingen diagnose på min mand, selvom han havde lidt problemer med luften, når han skulle på 3.sal o. lign..

    Men det år da han blev 64 år, var vi på 2 flodkrydstogter samme år, og året efter på krydstogt i Adriaterhavet, fægtede den franske læge ombord med arme og ben, da han måtte i konsultation med lungebetændelse, og selvom han ikke forstod et ord på fransk, røg cigaretterne ud over rælingen, men da havde han jo allerede røget i 50 år, og næsten alle hans søskende var døde af KOL eller rygerrelaterede sygdomme.

    Da vi kom hjem fra Adriaterhavet, hvor han havde startet 1. penicillinkur, måtte han igennem 2 mere, og så talte jeg med store bogstaver, og forlangte han blev røntgenfotograferet, og da var hans lungekapacitet nede på 41%.

    Det bevirkede, at vi tog på rejser med Seniorklub i DK og Tyskland, samt kørte selv indenlands samt Berlin og Hamburg i vores eget tempo.

    Men selvom han levede 10 år mere, så blev kræfterne jo mindre, og kufferter m.m. overtog jeg gradvist, men han blev dog 75 år, men jeg havde jo sat næsen op efter 10 år mere, for hans ældste søster blev 85, på trods af hun havde røget en 3-40 cigaretter dagligt i 70 år, men sådan skulle det ikke være, desværre.

    Konklusion: De større og mere anstrengende rejser skal man foretage, mens man har kræfter til det, lige så snart chancen byder sig, så I gør det helt rigtige efter min mening.:-)

    Kommentar af Madonna — 25. februar 2016 @ 17:44

    • Uh, Madonna, det er en både lidt uhyggelig og lidt god historie, du fortæller her – den gode del af den er, at I nåede at have nogle gode (rejse)år sammen efter/på trods af, at din mand blev syg.
      Men ja, det er bestemt bare med at gøre tingene mens man kan – det bekræfter du så fint her🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 23:23

  3. For mig betød det, at jeg blev bedre til at sætte mine egne behov i første række. Herunder at se og få gjort de ting, jeg gerne vil, når dagsformen er til det. Denne dagsform er jo stadig præget af de såkaldte “sequelae”, senfølger, der bare ikke går væk. Det, at jeg nu ikke længere er arbejdsramt, hjælper dog meget. Ikke længere noget med at tage sig sammen ud over al rimelighed for at kunne passe et arbejde og så bruge al fritiden på at have det dårligt.

    Kommentar af Henny Stewart — 25. februar 2016 @ 19:49

    • Jeg forstår fuldt ud hvad du mener – og jeg tror, at du er langt hårdere ramt af senfølger end jeg er, samtidig med, at du passede et arbejde i et stykke tid, hvilket jeg har stor respekt for.
      Men konklusionen er den samme, kan jeg se: Gør hvad du vil mens du kan🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 23:26

  4. Spændende at følge kommentarsporet, hvad I hver har ændret.

    Kommentar af Lene — 25. februar 2016 @ 20:41

    • Ja, ikke? Jeg glæder mig mere og mere til at se de andre syv synspunkter på pensionistlivet i den artikelserie🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 23:27

  5. Jeg har læst og også tænkt over dine pensionistindlæg. Det er jo eksistentielle spørgsmål.
    Men jeg er nået frem til det samme som andre. Frihed til at være den man er på egne præmisser et det bedste holdt op mod udfordringerne ved de fysiske ressourcer/evt. sygdom som det værste.
    Alderen har vel givet mere sindsro og samtidig med at man er obs på nuet. Nyder solskin og smukke udsigter. Tager på ture, når muligheden byder sig. Værdsætter det nære og godt samvær.
    Jeg er meget spændt på at læse de artikler.
    God tur til Samsø. Der er smukt og bare udtrykket Ballenophold!
    Peber har vi ikke gjort så meget i. Friskkværnet er godt og citronpeber det mest eksotiske.

    Kommentar af Anne Holtegård — 26. februar 2016 @ 00:13

    • Jeg kan kun sige, at du så fint underbygger mine egne holdninger til vores tilværelse som den er lige nu🙂

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:07

  6. 3 dage passer lige til Samsø. Vi var der for nogle år siden, og havde en fin forlænget weekend i en B&B-lejlighed.
    Det er med at få set tingene, mens tid er. Her i huset er det for det meste også Fruen, som tager rejseinitiativerne.

    Jeg satser jo som bekendt på at blive ham den gamle mærkelige bag halvt nedrullede gardiner i gården med den altid lukkede port, som børnene er bange for at cykle forbi, når det begynder at blive mørkt. Den pensionisttype mangler vores landsby i høj grad i øjeblikket.🙂

    Kommentar af Farmer — 26. februar 2016 @ 04:52

    • Det var også min mening om varigheden af opholdet🙂
      Haha, Farmer -.på en måde kan jeg godt se dig for mig som ham, du beskriver, og på den anden side er det jo slet, slet ikke dig🙂

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:09

  7. Min mor er medlem af ældresagen og oplever så mange tinge der igennem billigt:) Så når vi bliver gammel nok skal manden og jeg meldes ind:o) Da jeg fik sclerose i en alder af 32år med en 2årige og en nyfødt, må vi nok sige livet tog en drejning:) Ja, jeg kan ikke dø af sclerosen men den har gjort mig ret så fysisk handikappet. Det er ok, vi kan rigtig meget med kørestol, miniscooter, stok og rollator. Ungerne er jo vant til mor er handikappet og en 8 årige og 10 årige, tager bare det hele som det er:o) Vi lever også i nuet og gør tingene i dag istedet for i morgen:) Man kan hvad man vil selvom benene ikke virker:)

    http://msforsvinderikke.blogspot.dk/2015/12/du-har-ms-ld-beskeden.html

    Kommentar af Mette — 26. februar 2016 @ 07:09

    • Du har også været virkelig god til at tackle tilværelsen som den slår ned på dig, tror jeg – sclerosen har nødvendigvis været en enorm omvæltning for dig, men man er ikke i tvivl om, at du har et lyst sind, hvilket er kommet dig og din familie til gode.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:11

  8. Dejligt oplæg og mange gode og interessante kommentarer!

    Du spørger “Ændrede jeres alvorlige sygdomme noget i jeres liv?” Jeg kan kun svare “Ja for Søren”. For mit vedkommende er alt forandret på de seneste 2½ år. Selvom jeg jo ikke fejler noget, man kan dø af, tror jeg alligevel, det har fået mig til at leve mere i nuet. Jeg prøver også at lade være at spekulere for meget over fremtiden, for den har jeg alligevel ikke kontrol over, så mine spekulationer er nytteløse.

    Kommentar af Stegemüller — 26. februar 2016 @ 07:15

    • Næ, kontrol over fremtiden er der vist ingen af os, der har, og det er bestemt vigtigt at leve i nuet, men det er en læringsproces, hvis ikke man altid har gjort det,

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:13

  9. Flere gode oplevelser på tapetet! Det lyder fornuftigt🙂
    Madeira får jeg nok aldrig set (og det lever jeg fint med), men Samsø er (endnu) en dejlig dansk ø, som jeg gerne vil gense. Jeg har det lidt svært med Ældresagen, men det er da lige før dine rabatanbefalinger kan få mig til at lukke øjnene og melde mig ind!😉

    Kommentar af fiberfryd — 26. februar 2016 @ 08:03

    • Meget fornuftigt😉
      Vi glæder os til Samsø … og det med Ældresagen … er det pga. dårlige erfaringer med foreningen, eller er det mere princippet, som det var for John? Han ville ikke være medlem “for jeg er jo ikke gammel endnu”, men jeg meldte os bare ind som par uden at fortælle ham det før det var sket. Rabatterne kan han jo godt bruge, og jeg indrømmer blankt, at de også er den primære årsag til mit medlemskab.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:17

  10. Alvorlig sygdom vil nok altid sætte vores måde at leve på i spil og i relief.
    Jeg er helt enig i at man skal leve mens man kan, men det har i min verden ikke noget med pensionisttilværelsen at gøre, det mener jeg man skal forsøge at gøre hele sit liv, mulighederne ændrer sig livet igennem og det gør de fysiske og psykiske ressourcer også, men igen behøver det ikke hænge sammen med det at blive pensionist og ikke være i arbejde.
    Jeg rejste meget mere rundt i verden i mine yngre dage, mine muligheder for at rejse meget var anderledes end de er i dag. Om jeg igen kommer til at rejse meget, kan kun fremtiden afgøre, men det er ikke voldsomt vigtigt for mig. Det vigtigste for mig, er at være glad og tilfreds med det liv jeg har lige her og nu, og i enhver henseende, at få det bedste ud af livet..🙂

    Kommentar af Inge — 26. februar 2016 @ 08:46

    • Jeg kan sagtens se, hvad du mener, Inge, og du har ret. For vores vedkommende er de mange rejsemuligheder af forskellige årsager bare først kommet nu.
      Netop det, at du har rejst virkelig meget før i tiden, kan vel snildt have noget at gøre med, at det så er mindre vigtigt for dig nu? Vi kunne ikke før, så derfor er det vigtigt for os nu, men begge dele understreger din sidste sætning, som jeg naturligvis er helt enig i – og det er ikke fordi, jeg er utilfreds med mit tidligere liv – der var jeg bare et andet sted og havde andre prioriteringer.
      Faktisk tror jeg, vi i bund og grund mener det samme – vi udtrykker det bare forskelligt, måske delvist fordi du er i arbejde og jeg ikke er … det betyder trods alt en forskel – lige som Hasses væmmelige sygdom har tvunget jer ud i noget, I helst ville have været foruden.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 09:27

  11. Ganske interessant at følge kommentarsporet til dit indlæg.
    For mig – jeg har aldrig selv fejlet ret meget, det værste har nok været et brækket håndled!!
    Lærte hjemmefra altid at leve i nuet – en overoptimistisk mor og en pessimistisk far – og gøre hvad man havde lyst til, uanset hvad omgivelserne synes om det – og det har fulgt mig hele livet🙂

    Kommentar af kisser — 26. februar 2016 @ 09:37

    • Jeg tror, man er mere præget af barndommen end man er parat til – eller i stand til – at erkende🙂
      Dit lyse sind fornægter sig ikke, og alvorlig sygdom har du jo tæt inde på livet, selv om det ikke er dig selv.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 10:02

  12. Spændende læsning! Alvorlig sygdom (eller ulykker) får nok mange (de fleste?) til at stoppe op og lige revurdere “det hele”. Men jeg synes nu også, der er en del eksempler på, at det overhovedet ikke medfører selv den mindste adfærdsændring. Og det kan være svært at afgøre, om det slet ikke fiser ind, eller om folk ikke kan håndtere påmindelsen om, at de er dødelige. Eller om de i virkeligheden har vurderet, at det liv, de fører, er det, de trives bedst med,og så må det gå, som det kan?

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. februar 2016 @ 11:13

    • Ja, det kan umiddelbart undre en! Det kommer måske an på arten af alvorligheden, så at sige, hvad der ligger til grund for, at man ikke ændrer adfærd.
      Jeg har et kedeligt eksempel på, at det kan være bedst ikke at ændre adfærd: Johns mor døde af lungekræft. Da hun fik det konstateret, tvang ‘nogen’ hende til at holde op med at ryge, så den stakkels kone led dobbelt. Hun levede kun otte måneder efter diagnosticeringen, og efter hendes død indrømmede lægerne, at det næppe havde givet hende så meget som en måned mere med det rygestop – det gjorde bare den sidste tid endnu sværere for hende.
      Jeg siger ikke, at man ikke skal holde op med at ryge, men hvis det alligevel er for sent, er der altså andre hensyn at tage …
      Nå. Det var dine gode spørgsmål, der lige fik nogle tanker i gang🙂

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 11:32

  13. Selvom jeg i forvejen havde en række diagnoser, ændrede en diagnose på uhelbredelig cancer for et lille års tid siden både mit og min families liv. Prioriteterne er lidt anderledes nu. Jeg – og familien – havde dog brug for en hverdag, da det største chok havde fortaget sig, så jeg passer stadigvæk mit flexjob. Det har ikke været muligt at sætte tidsperspektiv på, så fx rejser kan ikke planlægges ret lang tid frem. Jeg tror næsten, det er sværere at være pårørende end sygdomsramt, jeg har vænnet mig til at være glad for de gode dage og tage de mindre gode med og i øvrigt håbe på lang tid, inden der ikke kan gøres mere. Jeg er sidst i 50’erne, så min mand og jeg havde regnet med mange gode år sammen endnu, men sådan bliver det nok ikke, selvom jeg vil gøre mit til at trække statistikkerne op🙂

    Kommentar af Conny — 26. februar 2016 @ 11:44

    • Åh nej da! Du lyder som om du tager det flot, selv om det værst tænkelige er sket for dig: At vide, at din tid er begrænset (på en ganske anden måde, end man normalt gør).
      Du er alt for ung til at dø – jeg håber virkelig for dig og din familie, at I når at få mange gode år endnu. Heldigvis er der sket kæmpestore fremskridt mht. kræftbekæmpelse.
      Jeg tror, du har meget ret i, at det er værre at være pårørende. Man står så magtesløs.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2016 @ 11:53


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.