Hos Mommer

15. februar 2016

Nu er det alene et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst til … at blive ved med at strikke den skifergrå farve på Emiliana.
Gid jeg også kunne sige “Nu er det kun et spørgsmål om hvor længe jeg har lyst  til … at være syg”. Det er en lidt sej omgang for os begge. Vi skulle have været kørt til Sverige i dag, men har udsat det foreløbig til i morgen.
Vi skiftes til at vække hinanden om natten – er det ikke den ene, der hoster, så er det den anden, selvfølgelig startende lige efter, den ene er faldet i søvn igen. Jeg overvejede at lægge mig op i gæsteværelset, men med vores hostelydstyrke er det fuldstændig ligemeget, konkluderede jeg – det er lige før, vi forventer klager fra naboerne for også at holde dem vågne.
Englænderne har vinterferie nu. Det var heldigt, at de, pga. at vi lige har været derovre, har besluttet sig for ikke at komme til Danmark igen før til maj, hvor børnene har midterm, dvs. en uge fri fra skolen. Senere vil midterms vistnok være forbundet med eksamener (= vores terminsprøver?), men ikke endnu.
Det havde været et par ynkelige skvatmikler til forældre, de i så fald var kommet over til nu.

Emiliana (4)

KaunitæppetEmiliana bliver et nydeligt og helt vidunderligt blødt sjal. Det var det rigtige garn, jeg fandt frem fra gemmerne, er jeg for længst blevet enig med mig selv om.
Jeg vil tro, at jeg strikker det ensfarvede, koksgrå stykke til samme bredde som vævemønsterstykket, hvilket vil give masser af garn tilovers, så lige nu er jeg vældig entusiastisk og har planer om at strikke både et pandebånd og et par vanter, hvor det samme vævemønster går igen.

Til ære for Kristine har jeg sat et billede i af mit kaunitæppe (kauni er navnet på et estisk garn, nok mest kendt for de meget lange farveløb). Jeg har også strikket Ruth Sørensens Blomstereng i kaunis tynde rainbow-garn. Fordelen ved kaunigarnerne er, at selv om de spænder over hele regnbuens spektrum, passer farverne alligevel sammen.
Jeg fik engang en stor pose med kaunigarnrester – ikke meget af hver farve, men der var nok til, at jeg bl.a. kunne lave det dominostrikkede tæppe, som altid ligger på min fodskammel. Det er bevidst, at der intet system er i placeringen af firkanterne.
P1110140P1110135P1110139

Herunder ses hvordan garnets farveløb er i rainbowgarnet. På blomsterengtæppet begynder man bare to forskellige steder i forløbet. Bliver farveforskellen for lille, bryder man garnet og starter igen et stykke længere fremme – det er der ingen, der opdager, for det er svært at få øje på, selv når man ved, at det er sket (midterste billede). Bagsiden af blomsterengen har et smukt, vævet udtryk. Tæppet bor i vores hus i Sverige.

PB040160PB040126PB040124

Dette var et slående eksempel på metabloggeri, vil nogle hævde. Absolut ja, men der sker jo ikke en pind interessant, når man er lagt ned af sygdom.

34 kommentarer

  1. Du kan bare det med strikkepindene! Fruen her i huset strikkede meget for år tilbage, hvorpå det blev til en årelang pause. Nu har hun taget det op igen, og pindene knitrer, så det er en lyst.
    God bedring til jer begge – det lyder som en sej omgang.

    Kommentar af Eric — 15. februar 2016 @ 15:52

    • Hvor godt! Jeg synes jeg kan fornemme, at du synes det er hyggeligt, når hun sidder der og nørkler.
      Tak – den er lidt sej, ja😦

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2016 @ 17:08

  2. Åhh, så skønne mønstre og farver, men har man forkølelse/influenza, kan man jo ikke nyde meget.

    De fleste er hårdt ramt, I af hosten, men også mange lider af sejt slim i næse og hals, og underordnet om folk er vaccineret eller ej.

    Og det er desværre ikke hurtigt overstået….men alligevel, rigtig god bedring til jer begge!:-)

    Kommentar af Madonna — 15. februar 2016 @ 15:53

    • Næh, der er ikke rigtig noget, der er morsomt lige nu.
      Står det så slemt til? Nogle gange kan vi godt føle, vi har sat os selv lidt uden for lands lov og ret hernede, når vi ikke rigtig ved, hvordan “rigets tilstand” er.
      Det havde været ligemeget med vaccination i vores tilfælde, for det er ikke influenza – vi har hverken nævneværdig feber eller ondt i leddene, kun i halsene.
      Tak for gode ønsker🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2016 @ 17:17

  3. Ja, den er slem den forkølelse i år. Jeg startede nytårsaften med ondt i halsen, snot,feber og hoste og er først lige blevet frisk for en uges tid siden. Manden min har haft høj feber, bihulebetændelse og voldsom hoste, og har været på penicilin. Håber han er frisk til på torsdag, for da drager vi også til Sverige sammen med datter, svigersøn og børnebørn. Hvor har I hus henne? Jeg kan ligesom fornemme det er i Sydsverige, men det er jo et vidt begreb🙂 Vi har et hus i Traryd nord for Markaryd, lige indenfor i Småland. Der er to timers kørsel fra Ystad, så det er lige tilpas. (Og bare for en ordens skyld, så passer sønnikke på hus og katte!). God bedring og varme knus fra

    fru Jensen
    Gudhjem

    P.S. Også god tur til Sverige.

    Kommentar af Kirsten Jensen — 15. februar 2016 @ 17:40

    • Puha, det er godt nok en sej omgang! Jeg håber I begge bliver friske til miniferien.
      Vores sted ligger i det nordøstlige hjørne af Skåne – ca 40 km sydøst for jeres hus. Vi satte dengang en grænse på tre timer på hvor lang tid det måtte tage at komme dertil – det skulle være sådan, at man godt gad køre en fredag efter arbejde. Broen kappede tre kvarter af tiden, så det var fint nok.
      Rigtig god tur til jer også🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2016 @ 18:59

  4. God bedring til jer begge, jeg håber jeg slipper for hosten, lige nu er jeg bare forkølet og træt. Jeg er vild med tæppet i dominostrik, skønne farver.

    Kommentar af Lene — 15. februar 2016 @ 19:19

    • Tak, i lige måde, Lene. Nu gider vi ikke det pjat mere!
      Ja, det er skønne og varme farver🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2016 @ 19:50

  5. selvom du er sløj orker du alligevel at glæde os med lækre billeder og underholdning – du er sej
    kh marianne og rigtig god bedring

    Kommentar af marianne bentzen — 15. februar 2016 @ 21:25

    • Ligefrem underholdning?
      Tak🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 09:21

  6. Tak for æren og billede, jeg bliver helt ydmyg. Dejligt tæppe, der giver associationer af forår, hvor middagstimer kan nydes ude i læ og sol mod syd indhyldet i tæppet. Intet system er vel også et system!
    Rester af Kauni-garn kan med fordel bruges til filtede produkter, f.eks. siddeunderlag (dobbelt garn på pinde to numre større end hvis det ikke skulle filtes, finvask på 40 grader C. og evt. tørretumbling til ønsket mindskning).
    På min dialekt er at metablogge normalt at blogge om at blogge, men hvad forstår en kjøwenhavner sig på dansk 😉.
    Hvad er forskellen på mid-term og half-term? Ved lejlighed vil jeg gerne oplyses om det engelske skole-/universitetsår, da min viden fra +/- 1990 nok er forældet.
    Mvh. og god bedring (ørepropper/høreværn kan måske hindre vækning, når den anden hoster).

    Kommentar af Kristine — 15. februar 2016 @ 21:52

    • Velbekomme – nu er ydmyg så nok ikke lige det første ord, jeg ville komme i tanke om i forbindelse med dig😉
      Jeg har aldrig filtet og kommer sikkert heller ikke til det – af en eller anden grund har jeg aldrig kunne lide den filtede ‘konsistens’.
      På min dialekt (og på svensk) er det at metablogge at skrive bare for at skrive: “Jag brukar fnysa föraktfullt när bloggskribenter postar inlägg bara för att ursäkta sig och förklara varför de inte skrivit något på senaste tiden.”
      Midterm = half-term. Viden om England fra tilbage til omkring anden verdenskrig vil sandsynligvis ikke være forældet😉
      Høreværn?? Så får vi da slet ikke sovet … men tak for ønske.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 09:28

      • Fra sproget.dk:

        “meta- (o. 1965)
        (produktivt) det at der forholdes på en abstrakt, spekulativ, teoretisk måde til det andetleddet angiver; også især i nyere sammensætninger, på en pseudoagtig måde
        metafilosofferne Kritik nr. 4, 1967
        metakommunikation 1982
        denne sidste meta-nyhed (dvs. pressens evne til at avle de begivenheder pressen omtaler) Pol 2.3.1988
        Meyerheim (var) påfaldende beskeden i den rolle som han ellers mestrer til ulidelighed: at forvandle alt til dødsyg metamorsom småsjofelismeWeekA 1.11.1991
        metakrimiPol 29.9.1992
        metalitterærPol 21.9.1994
        metapoesiPol 6.4.1993
        Jf. tilsvarende brug af engelsk meta-, fra samme tidspunkt if. Barnhart Dict. 1990
        Forfatter: Pia Jarvad: Nye Ord 1955-98. Gyldendal 1999”

        Med ydmyg hilsen 😉

        Kommentar af Kristine — 16. februar 2016 @ 13:17

        • Det forklarer ikke meget … prøv at google metablogging og se, hvad der dukker op🙂

          Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 13:22

          • Jo det forklarer alt. Meta (1. Led) + 2. led, f.eks.: metakrimi (en kriminalroman om en kriminalroman), en metablog (en blog om at blogge) osv.
            Normalt plejer du da selv at referere til sproglige autoriteter, fremfor hvad der tilfældigvis dukker op, når man googler, men sprog -“regler er til for at bøjes” er måske dit nye mantra. 😜
            Mvh. og ydmyg som altid

            Kommentar af Kristine — 16. februar 2016 @ 14:02

            • Det tyder på, at vi er nogle stykker, der har misforstået hvad metablogging er – jeg vil ikke bruge ordet mere.
              Men hold nu op med det der ‘ydmyg’ – brugen af det om dig selv får dig til at virke utroværdig😉

              Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 15:53

              • Jeg ved ikke hvem, der ud over dig, har misforstået, hvad betablogging er, men det er vel også ligegyldigt. At du opfatter min ydmyghed overfor bedre viden som utroværdig, tillader jeg at stå imodsagt, da jeg ikke ønsker fortsat kiv og desværre har misforstået dine indlæg om godt (skriftligt) sprog, hvor du gerne har “battlet” mod uautoriseret sprog.
                Jeg er ALTID ydmyg overfor bedre viden/argumenter og har intet problem med at blive oplyst/retvist. Hvis det er utroværdigt, så vil jeg gerne være utroværdig, fremfor at være påståelig.

                Kommentar af Kristine — 16. februar 2016 @ 17:31

                • Du påståelig?! Hvem i alverden kunne dog finde på at kalde dig det?🙂
                  Jeg råber op om uprofessionalisme og sjusk(efejl). ‘Uautoriseret’ sprog anvender jeg selv – det kan være kreativt og underholdende, hvilket jeg aldrig har haft noget imod.

                  Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 17:44

                  • Helt ærligt, så har jeg aldrig fået prædikatet argumentresistent (indtil nu), men ofte stædigt og velunderbygget argumenterende og vidende ud over det sædvanlige uden hensyn til persons anseelse.

                    Kommentar af Kristine — 16. februar 2016 @ 18:20

                    • Jamen det må da være dejligt.
                      Tror du ikke det ville være en god ide at deltage i nogle debatfora?

                      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 19:32

  7. Hold da op en masse laekkert strik. Skoenne farver og moenstre. God bedring til jer begge.

    Kommentar af Tina - omme i London — 16. februar 2016 @ 00:39

    • Tak og tak, Søde Tina🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 09:28

  8. Pudsigt – slet ikke morsomt – men pudsigt, hvordan epidemier af usædvanligt hårde forkølelser/hoste/angreb på bihuler og bronkier kan brede sig på flere kontinenter. Her har det nemlig også været slemt, og vi har begge været hårdt angrebet. Husbond var på 2 slags antibiotika med en uges mellemrum, og sidste gang måtte det kombineres med prednison. Selv undgik jeg recept medicin; men var nærmest ubrugelig i 2 uger. Nu, efter endnu 2 uger, er energien måske 75%.
    Flot strik. Elsker de farvede mønsktre på tæpperne; men mest af alt det grå sjal!

    Kommentar af Lene — 16. februar 2016 @ 02:34

    • Nej, det er overhovedet ikke morsomt … men Prednison!? Det var dog voldsomt – stakkels ham. Stakkels jer begge.
      Jeg håber vi undgår et lægebesøg. Jeg er friskere nu, men det lader ikke til, at John er det, desværre.
      (Vi har stadig ikke fået tilbuddet ra rejsebureauet!)
      Tak – jeg synes også selv, at det er blevet godt, det sjal.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 09:31

  9. Æv, sådan en sej omgang forkølelse er nu ikke særlig sjov. Her i huset er Peter hårdt angrebet, men jeg er (7-9-13) indtil videre gået fri, så jeg er kun blevet vækket af hans prusten og hosten.
    Ih, hvor er det sjal altså smukt; jo flere udgaver jeg ser, jo mere bliver jeg fristet og garn skorter det ikke ligefrem på😉 Kauni har imponerende smukke farveforløb, men jeg synes det er ret groft, så rigtig fan bliver jeg vist aldrig – men det egner sig jo vældigt fint til sådanne smukke tæpper.

    Kommentar af fiberfryd — 16. februar 2016 @ 08:52

    • Jeg håber virkelig, at du går fri, Ditte! God bedring til Peter.
      Jeg er helt enig i, at kaunigarn overhovedet ikke går til noget, der skal omkring halsen – eller på kroppen i det hele taget, men til tæpper er det rigtig godt.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 09:33

  10. Det er dog et meget smukt tæppe – det kunne jeg godt falde for; der er bare lige det, at jeg selv skal fremstille det.
    Kender du ‘Væk i morgen’? Jeg sørger for, at min datter har nogle liggende; de må også bruges af børn. Man begynder lige så snart, der er optræk til forkølelse – ifølge min datter virker de efter hensigten. (Håndkøbsmedicin)

    Kommentar af Elsebeth — 16. februar 2016 @ 11:20

    • Ja, hvis ikke du kan lide at strikke så store arbejder, så … men det var nu ellers meget sjovt, for jeg skulle hele tiden liiiige strikke en firkant til🙂
      Nej, dem kender jeg ikke, men alt er værd at prøve, når der er optræk til noget, der ligner forkølelse. Uden at vide det kunne jeg dog godt forestille mig, at det var noget tilsvarende de forskellige Lemsip, jeg køber i Boots, men det ville være rart at kunne få noget herhjemme.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 12:58

  11. Flotte, flotte tæpper. Især er jeg imponeret af dominotæppet. Jeg har gjort et forkølet forsøg ud i dominostrik – det blev mindre end pænt. Jeg har lyst til at øve mig mere, for jeg har set vældig flotte resultater – og nu også dit tæppe. Har du nogle tips til dominostrik, ud over at øvelse gør mester?
    GOD BEDRING.

    Kommentar af conny — 16. februar 2016 @ 12:41

    • Mon ikke det bare er øvelsen, du mangler? Ellers er der en god vejledning her: http://www.paapinden.dk/strik/moenstre/dominostrik
      Jeg har også strikket to til børnebørnene – et i blå-grønne-grå og et i pink-rød-grå rester. Dem fik jeg i størrelse til at passe med de billige fleecetæpper, man tit ser på tilbud og som jeg forede den ene side med – ungerne elsker simpelthen at bruge dem som legetæpper både ude og inde, for de er skønne og varme – og kan gå i vaskemaskinen!

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2016 @ 13:12

  12. – og nu til noget helt andet, som jeg lige har erfaret, da jeg sendte en af mine sædvanlige 2 kg pakker som brev til ‘dem derovre’. Der viser sig, at PostDanmark sørme har sat prisen ned med 50 kr. Hvis du også sender den slags pakker/breve til England, skulle du tage og se efter, om portoen er blevet sat ned. Jeg går ellers ikke på udsalg – men det vil jeg benytte mig af og lade være med at ærgre mig over, at den pakke, jeg sendte i januar, havde jeg sat 50 kr. for meget på. Hvem kunne også gætte, det gik den vej. Så tak, søn, fordi du googlede PostDanmark.

    Kommentar af Elsebeth — 17. februar 2016 @ 01:05

    • Jeg sender ikke så tit pakker som du nok gør – jeg formoder, at jeg ser min familie oftere end du ser din – så når jeg endelig skal sende noget, tjekker jeg altid hvad det koster.
      Desuden bruger jeg nu kun mobilporto; det er så nemt og så kommer jeg ikke til frankere forkert.
      Men ja, tænk, at de sætter pakkeportoen ned!

      Kommentar af Ellen — 17. februar 2016 @ 09:44

  13. For søren… hvor det sjal altså flot. Mønsteret står bare så smukt. Spændt på hvor længe du fortsætter med det grå.
    Kauni garnet kan jeg ikke forliges med… jo farveskiftene er forrygende flotte… men garnet tiltaler mig bare ikke. Kradser!

    Kommentar af Anne Holtegård — 17. februar 2016 @ 17:57

    • Jeg gjorde som skrevet: Mønsterstykke og skifergråt lige brede. Jeg er vild med det sjal og er i gang med et til i omvendt, altså at det brede skifergrå bliver lyst.
      Enig mht. kauni, men det er godt til tæpper.

      Kommentar af Ellen — 17. februar 2016 @ 18:59


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.