Hos Mommer

11. februar 2016

Nogen har tabt en skrue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:59
Tags: ,

John fik her til morgen en ide om, hvordan han ville lave om på sit ‘kontor’, som man med lidt god vilje kan kalde reposen, hvor han har indrettet sig med sit skrivebord og plads til papirer og andre personlige ting. Det krævede et Ikeabesøg, og da vores store lykkekastanje ikke har været specielt lykkelig at se på de seneste par måneder, ville jeg med for at kigge efter en ny, stor plante, som Ikea altid har et udvalg af til stort set ingen penge.
Det er altid spændende at se, hvilke behov der opstår, når man bevæger sig rundt i Ikea. John lod sig som sædvanlig ikke friste af noget som helst, og for mit vedkommende i dag drejede det sig om to sæt sengetøj, der vil passe perfekt til det ene gæsteværelse i Den Stråtækte.
Faktisk kunne jeg næsten ikke være i mig selv af bare stolthed over min voldsomme karakterstyrke. Alt andet, vi kom hjem med, stod på listen.
Lykkekastanjen blev konverteret til en stor fredslilje, da jeg syntes, at Ikeas udvalg af førstnævnte var næsten lige så ynkelige at se på som den, jeg havde besluttet at sætte på pension i mit syværelse.

P1100320P1100322

Punktering

Da vi kom ud fra Ikea, så John, at højre baghjul var næsten fladt. Han listede bilen hen til en tankstation i Tåstrup by og fik luft i det, men han turde ikke satse på at kunne køre helt hjem. Heldigvis lå der stadig det værksted på Roskildevejen, som han kendte, og heldigvis gik den enlige mekaniker rundt og så ud til at kede sig. Han tog os ind med det samme, hævede bilen, mit strikketøj og mig til de højere luftlag, fik dækket af og ledte efter synderen, som viste sig at være en pænt stor skrue.
De to gik og fik sig en rigtig mandesnak (biler!) imens – den mekaniker ville meget gerne snakke, og hvor må det altså også være kedeligt at arbejde et sted, hvor man ikke har nogen at tale med – jeg ved naturligvis ikke om det er altid, eller det bare er i dag eller i denne uge.
Nu ligner ingen af os længere vårharer, så den søde gut tillod sig at spørge, om vi var medlem af Ældresagen (KAN ikke lide deres egen (grammatisk ukorrekte) måde at skrive det på …), og det bekræftende svar gav os 10 % i rabat. Det ville vi aldrig selv have tænkt på at nævne for ham. Flink fyr.

22 kommentarer

  1. … og det var ikke mig, der tabte den😉
    Til gengæld skulle man vist overveje et medlemsskab af Ældresagen … for en del medrejsende på vores ferie til St. Croix havde også fået rimelig stor rabat på turen for medlemsskab af nævnte “sag”🙂

    Kommentar af perteilmann — 11. februar 2016 @ 19:39

    • Så har du da i hvert fald været på Sjælland uden at sige det til os😉
      Det koster kun et par hundrede om året, så det er hurtigt tjent hjem – hvis man ellers husker at sige, at man er medlem!

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2016 @ 19:47

  2. Bestemt flink fyr! Og det med “Ældre Sagen” har også irriteret mig, LÆNGE. Nu kan man vel sige, at John har en skrue løs, eller hvad?

    Kommentar af Eric — 11. februar 2016 @ 19:44

    • Det navn irriterer mig i særlig grad, fordi det ofte er de ældre der påstår, at “de unge” er sjuskede, skødesløse og ikke kan stave! (jeg vil ikke skrive ‘os’, for jeg mener ikke, at det kun er de unge, der er sådan …)
      Mnjanæh – han lod mekanikeren beholde skruen😉

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2016 @ 19:49

  3. Det er sørme flot klaret at komme ud af IKEA med kun et impulskøb – det skal der viljestyrke til.

    Kommentar af Stegemüller — 12. februar 2016 @ 07:11

    • Det skal der – mere, end jeg normalt er i besiddelse af😉

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 08:38

  4. Sjovt som vi lægger mærke til forskellige ting i en tekst: at ældresagen har rabat på mange ting interesserer mig ikke, for i forvejen glemmer jeg at jeg via min fagforening også kan få rabat forskellige steder🙂 Men at du bliver siddende i bilen med strikketøjet, mens bilen bliver hejst op, det interesserer mig. Tænk at du turde, eller var du for magelig ovenpå anstrengelser for at undgå at købe noget i IKEA til at stige ud😉

    Kommentar af Lene — 12. februar 2016 @ 09:29

    • Ja, det er nemlig pudsigt. Selv om jeg forsøger at holde mig til ét emne, er det oftest helt forskellige ting, der bliver nævnt i kommentarerne.
      Irriterende, at man glemmer de rabatter, ikke? Vi kan også få rabatter gennem FDM, Danske Torpare og vistnok mere endnu, men vi er SÅ dårlige til at huske det!
      Ingen problemer for mig i at blive hejst til vejrs, og jeg gad overhovedet ikke at gå rundt i et værksted i en halv time, hvis det kunne undgås, og det kunne det🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 09:40

      • Jeg har lært at leve med at jeg betaler fuld pris, for jeg går jo heller ikke på udsalg, hader det, eller kigger tilbudsaviser gennem, Til gengæld er jeg ikke særlig materielt anlagt, kan fint leve med alt det, vi har samlet sammen, behøver ikke nyt, kun når sko eller tøj går i stykker eller bliver håbløst gammeldags🙂

        Kommentar af Lene — 12. februar 2016 @ 10:07

        • Det kan jeg sådan set sagtens følge dig i – det er heller ikke i småtingene, det betyder noget, men på bilregninger, fx. Og rejser. Der kan det godt gå hen og blive til noget, der kan mærkes🙂

          Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 10:19

  5. IKEA får kun besøg når vi kommer til Ålborg, de andre filialer er simpelthen for store og overvældende… Ja, der kan nemt opstå uventede nye behov på rundturen efter en bestemt lampe…
    Men vi har IKEA skabe og andre praktiske dele fra firmaet. Håber John får et velindrettet kontor på reposen.
    Jeg gider heller ikke sjoske rundt på et værksted… Jeg føler mig virkelig på fremmed grund. Der burde være samme muligheder a la kro/kirke og værksted/garn! Men mit indre billede af fruen på piedestal med royalt overblik over det arbejdende folk, var nu ret muntert! Lidt kongelig har man vel lov at være…

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. februar 2016 @ 10:27

    • Ikea har nemlig rigtig mange gode ting, som man ikke skal rynke på næsen ad – men de forstår også at friste svage sjæle😉
      Enig mht. værksteder, men de ligger ofte i et eller andet dødssygt industrikvarter. Der har sikkert været en kaffestue, men jeg foretrak bilen, når nu det kunne lade sig gøre – og det royale overblik var helt fint🙂

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 10:47

  6. Med så stor og imponerende karakterstyrke, var det da helt på plads, at du blev løftet højt op og fik udsigt til det arbejdende folk.🙂
    PS: det er ikke mig der har tabt den skrue..😉

    Kommentar af Inge — 12. februar 2016 @ 10:39

    • Ganske enig, Inge – og jeg kunne da ikke drømme om at få den tanke, at det kunne være din skrue😉

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 10:48

  7. Skønt med skulderklap til en selv🙂 Tak for et af dagens store smil “over din voldsomme karakterstyrke”.
    Og skønt med rabat🙂

    Kommentar af kisser — 12. februar 2016 @ 12:13

    • Hehe – jeg var meget stolt af mig selv, Kisser😉

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 12:34

  8. Ikea bryder jeg mig ikke om, i alle tilfælde ikke i ret lang tid ad gangen. Sådan er det bare. Jeg med giver at man kan købe fornuftige ting på stedet, og at det ikke sker så ofte som før i tiden at en skrue mangler. Det er derfor næppe den I er kørt over. Rabat er sagen.

    Kommentar af Jørgen — 12. februar 2016 @ 13:33

    • Vi tager bestemt heller ikke i Ikea, fordi vi synes det er sjovt, men fordi vi mangler noget, vi kan få der – og som du siger, er deres varer gerne i orden.

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 16:14

  9. Der blev en dims i overskud –
    En mand var stærk irriteret over, at en und fyr hver lørdag brugte tiden – og deres fælles gård – på at skille sin motorcykel ad, pudse, smøre delene og samle maskineriet igen. En dag fik manden nok, gik ned og sludrede med fyren, og i et ubevogtet øjeblik smed han en dims ned til alle de andre dimser. Han holdt øje med fyren og så hans fortvivlelse, da motorcyklen var samlet – og der stadig lå en dims på tæppet. Sjovt nok var det enden på fyrens ‘skille-/samlemani’, og andre kunne igen benytte gården.
    Dette er absolut ikke ment som et tip til dig, hvis du mener, din mand sommetider er i gang med for meget skille-/samleværk, og synes, han burde overlade det til fagfolk. Heldigt for dig at han ikke bare kan tabe en maske (ikke masken!), når du sidder og strikker hele tiden …

    Kommentar af Elsebeth — 12. februar 2016 @ 14:27

    • Ha – er det en sand historie?
      Jeg mener aldrig, at John er i gang med for meget, og han overlader gerne tingene til fagfolk, hvis ikke han føler sig sikker – han holder fint masken og synes ikke, jeg strikker hele tiden😉 😎

      Kommentar af Ellen — 12. februar 2016 @ 16:18

  10. Vi er skam medlemmer af Ældresagen, og husker endda (af og til) at få rabatterne.
    A+bilsyn og Bauhaus er to af de sikre. Og jo, de få hundrede kroner er snart tjent ind.
    På næste onsdag skal vi til et foredrag med tdl. chefpolitiinspektør Per Larsen. Eftermiddagsforedrag, så de gamle nisser ikke skal tumle rundt i nattemørket….
    Også en ældresagsting. Ikk’ så ring’ endda…

    Kommentar af Den Gamle Krage — 12. februar 2016 @ 22:34

    • Bauhaus? Det burde vi huske. I det hele taget burde vi enten tjekke, hvem der giver os rabatter eller i det mindste huske at spørge hver gang vi køber noget lidt større.
      God fornøjelse med Per Larsen – en meget behagelig mand. Joh, Ældresagen er en god sag. Hvis bare stifterne havde kunnet stave …

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2016 @ 09:17


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.