Hos Mommer

9. februar 2016

Jeg kaster ikke vrag på Præstøfjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags:

Jeg kaster ikke vrag på Præstøfjorden, tværtimod, men det er der andre, der gør – sådan rent bogstaveligt.
Blandt andet kan man fra vejen se nedenstående vrag, som har ligget meget længe på det sted. Jeg undrer mig over 1) Hvordan det overhovedet er kommet så langt ind i den lavvandede fjord. 2) Hvorfor man (åbenbart) ikke kan finde de ansvarlige. 3) Hvorfor det ikke bliver fjernet – uanset hvem der er ansvarlig. Det er tudegrimt at se på, så nogen burde få det fjernet. Der må være en god jernpris at få, hvis man kan få det hevet i land.

IMG_5439IMG_5447

Man kan fornemme,hvor lavvandet der er ved vores del af kysten, hvis man ser på billedet til højre (i midten, lige under horisonten. Billedet kan klikkes større), hvor det skarpe øje lige netop kan skelne en sort prik af en fisker, der er langt ude, men stadig kun står i vand til midt på numsen.
Han forliser forhåbentlig ikke … det blæser en del i dag.

Når man går lidt længere sydpå, ned mod Den Stråtækte, ligger der nogle andre slags både. Den ene af dem kan jeg godt tillade mig at kalde et vrag, da det vist er temmelig længe siden, den har været en tur i vandet.
I modsætning til føromtalte jernvrag ser det dog ganske malerisk ud med de mange gamle træbåde, der ligger spredt med rund hånd langs fjordens kyster. Måske er dette ikke det mest lysende eksempel på dette, men alligevel – jeg synes de giver en fin, lidt nostalgisk stemning.

IMG_5442

Småbåde skal mig bekendt ikke registreres, men en fiskerbåd som den sønderslåede på øverste billede skal vel være registreret?
Jeg undrer mig som sagt over, at den slags får lov at blive liggende. Et langt større vrag lå også i flere år ved den svenske kyst – man kunne se det fra Øresundsbroen. Det forsvandt ganske langsomt mere og mere og efter et stormvejr var det helt væk. Formentlig havde det bare lagt sig helt ned på siden, så vandet kunne dække det.

14 kommentarer

  1. Nej, det kunne også være dumt at kaste vrag på noget – man kunne komme til at bide det i sig igen!

    Kommentar af Elsebeth — 9. februar 2016 @ 17:46

    • Det er aldrig rart …

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2016 @ 18:37

  2. Hvor bliver de ellers emsige myndigheder af? De håber måske også at mor kommer og rydder op. Det er, så vidt jeg kan se, en ret moderne indstilling af have.
    Har I en strandfoged i nærheden? Han burde vel kunne få iværksat de fornødne foranstaltninger.
    Fangede han fisk, ham den lille prik?

    Kommentar af Jørgen — 9. februar 2016 @ 20:34

    • Rigtig god pointe, Jørgen – de har travlt nok, når de ikke selv skal have penge op af lommen. Jeg ved faktisk ikke, om vi har en strandfoged, men det kan da undersøges.
      Jeg ved ikke om han fangede noget – det kunne jeg ikke se på den afstand🙂

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2016 @ 21:16

  3. Jeg synes, alle vragene skæmmer jeres kystlinje. Jeg tror da heller ikke, det kan være tilladt at efterlade vragene der og så bare gå sin vej.

    Kommentar af Stegemüller — 10. februar 2016 @ 07:11

    • Næh det er sandsynligvis ikke tilladt, men det er vel lige som med dem, der kaster alt muligt andet affald fra sig i naturen: Hvis ikke de gribes på fersk gerning (af politiet, ikke af ‘folk’), er det umuligt at gøre noget.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2016 @ 09:24

  4. Man undres over at ejerne bare lader stå til, men det koster selvfølgelig at få den slags fjernet. Kønne er de ikke, men måske skal man, som Jørgen siger, kontakte myndighederne. Hvis alle bare ærgrer sig sker der sjældent noget😉
    Det er lidt pudsigt, at vi overvejende opfatter trævrag som pittoreske, mens jern- og (endnu værre efter min mening) glasfiber/plastikvrag skæmmer så meget. Måske synes det bare værst, med de materialer der er mindst naturlige …

    Kommentar af fiberfryd — 10. februar 2016 @ 07:45

    • Pittoresk er et godt ord … jeg ved ikke, om den lidt dobbeltmoralske holdning skyldes, at man trods at ved, at træ kan indgå i naturens kredsløb, mens jern, plastic og deslige … som du jo også er inde på.
      Faktisk tror jeg, at myndighederne udmærket er klar over, hvad der ligger rundt omkring fjorden.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2016 @ 09:26

  5. Det er da godt, at du synes, de mindre bådvrag er maleriske, når det nu er dig, der skal gå og se på dem til daglig😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 10. februar 2016 @ 08:42

    • Hehe – man kan lige som fornemme din holdning til de trævrag😉

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2016 @ 09:27

  6. Det pynter ingensteder med de forladte vrag der er drevet op rundt omkring, men det er vist ikke “bare lige” at få dem fjernet. Det er ofte en kamp mellem forsikringsselskaber og ejere om hvem der skal betale for at bjærge vraget, kommunerne vil selvfølgelig gerne have vragene fjernet fra deres områder, men det er hundedyrt og de penge vil man forståeligt nok gerne spare i de berørte kystkommuner.🙂

    Kommentar af Inge — 10. februar 2016 @ 09:10

    • Ja … det er jo nok sagen i en nøddeskal.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2016 @ 09:27

  7. Jeg måtte lige slå op, – i min erindring har jeg ikke set udtrykket “kaste vrag på noget” men måske har jeg hørt nogen sige “kaste vrang …” man har jo kendt nogle strikkere.
    På Tisvilde Hegn strand lå for for nogle år siden en forlist kutter af lidt større omfang end den du har på billedet -jeg kan ikke rigtig se, hvad det er på billedet, men allenfals var det en kutter til 3-4 mand med en del ombygninger. Der var slagsmål om hvem der skulle betale bjærgning og skrotning, så derfor fik den lov at ligge i nogle måneder. Måske ville den ligge der stadig, hvis ikke der var skrevet så meget om den i pressen, jeg ved det ikke, Skov & Naturstyrelsen skændtes med forsikringen og jeg kan ikke huske hvad resultatet blev, men væk kom den – efter først at være blevet tømt for antenner og formentlig udstyr, og derefter udsat for brand og andet hærværk. Det er underligt og lidt uhyggeligt at tænke på, at der går nogle hærværksfolk rundt iblandt os. Alt hvad der bliver forladt her på egnen vil efter nogle måneder have smadrede ruder og der har også været brande i forladte landbrugsbygninger.

    Kommentar af Donald — 10. februar 2016 @ 12:35

    • Udtrykket hører man vist heller ikke ligefrem i daglig tale … men jeg tør altså godt vædde på, at du ikke har hørt en strikker sige “kaste vrang”😀
      Ja, det er lidt underligt, at der er så mange, der har lyst til at smadre alt muligt, men godt, at nogen mere eller mindre frivilligt gik ind på at betale omkostningerne for at få vraget fjernet.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2016 @ 13:01


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.