Hos Mommer

14. januar 2016

Astrid og Hiccup

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:36
Tags: ,

Aubrey 9 aarMine små børnebørn er nu ikke længere så små, fordi de lige er blevet 9 og 10 år. Aubie i dag og Anna for en uge siden.
Selv om jeg ynder at sige, at der er ni måneder og 20 minutter mellem dem, er sandheden således, at det er et år og en uge. Det andet lyder bare lidt sjovere.
Det går alt for stærkt med at blive stor. Med Charlotte var det noget andet – for forældrene kan det næsten ikke gå hurtigt nok; man vil så gerne kunne konstatere, at det er et fremmeligt – eller i hvert fald ikke tilbagestående – barn, hvilket ofte resulterer i, at man er tilbøjelig til at kigge for meget fremad mod næste stadie frem for at nyde det, barnet er i lige nu. Især når man kun har haft ét barn – alle med to eller flere børn siger, at man nyder de[t] næste meget mere, fordi man ikke har så hulens travlt med at se frem til de næste trin på udviklingsstigen.
Med børnebørn er fænomenet næsten endnu mere udtalt. Det er lige før, jeg har har det med dem, som jeg har det med kattekillinger og hundehvalpe: De måtte gerne gå i stå lige præcis der, hvor de er allermest nuttede.
Den dag er måske ikke fjern, hvor de siger “yuuv, vi gider ikke tage med til mormor og morfar. Vi vil meget hellere blive hjemme.”

Hiccup and Astrid 2Hiccup and Astrid 1

imageNå. Der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Lige nu er de ikke ældre, end at det er sjovt at klæde sig ud. Det er der i øvrigt en del, der aldrig vokser fra …
De havde ønsket sig Hiccups og Astrids tøj fra How to Train Your Dragon, så Charlotte fik travlt efter nytår med at kreere dragterne til dem.
Annas mangler de alternative ærmer og skulderpuderne af metal, kan jeg se, men ellers ser de vist begge meget autentiske ud, så vidt jeg kan vurdere – de var begge meget tilfredse med deres nye outfit, så mon ikke der skal fortsættes med at bygge videre på dragetræningen i den nærmeste fremtid?

Reklamer

22 kommentarer

  1. Jep, børn bør udvikle sig med halv hastighed, så andre end forældrene kan følge med, men ro på mht. deres (mindre) ønske om samvær. Min erfaring er, at når den GODE kontakt ER etableret, så forsvinder den ikke, men naturligvis vil den have en anden form i tid og sted. Selv har jeg gårsdag haft fornøjelsen af en 15-årig, der gerne sad og snakkede om dit og dat, mens vedkommende blev kløet på ryggen, knust og krammet i en times tid uden at have livslinjen/mobil-tlf. fremme og kun gik, fordi anden aftale krævede det. Jeg får meget at vide i sådan en stund, når jeg ikke spørger, men klør ryg og snakker. Ved længere tids “tvungent” samvær, så er min erfaring at det en god ide, at tween- og teenagere har mulighed for sædvanlig adfærd, så de ved, at de kan og når det så er sjovere at løbe i klitter/svømme hurtigere end “den voksne”/finde den største eller flest kantareller/læse en avisartikel og udfra den stille (paratvidens-)spørgmål til den til den voksne osv.., så bruges tiden primært på samvær også ud over deltagelse i huslige pligter (her er det en god ide, at lægge listen over pligter ud, så ungerne selv kan vælge, hvad de helst vil). Jeg har oplevet børn/unge, der gerne ville vaske op (altså sådan uden opvaskemaskine), fordi det er hyggeligt, da man snakker så godt. En anden ville godt hente morgenbrød (2 x 10 min.s gang), hvis jeg ville morgenhavbade med vedkommende først. Kort og godt, når børn/unge ser sig set og oplever, at de er et nødvendigt tandhjul, så er de til stede og vokser med opgaven.
    Mvh. og flotte kostumer iøvrigt.

    Kommentar af Kristine — 14. januar 2016 @ 16:59

    • Gode, kloge og trøstende betragtninger, Kristine. Jeg forestiller mig, at hvis man behandler dem som ligeværdige (i hvert fald, hvad de selv opfatter som ligeværdige), får man en positiv respons.
      Jeg tror også, at der kan opstå et specielt forhold til bedsteforældrene – jeg ved, at Charlotte brugte min mor, når der var noget, hun syntes kunne være svært at tale med mig om – jeg var jo ‘bare’ mor. Men hun var jo også på gården hos mine forældre fem gange om ugen … det samme helt tætte forhold vil jeg i sagens natur aldrig kunne få til A&A – medmindre jeg flytter til England om senest fem år, og det tror jeg ikke, jeg gør.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 19:06

  2. Du har fuldstændig ret – man burde kunne sætte børnebørnenes vækst og udvikling “på pause.” Så kunne man beholde dem i den alder, hvor de er helt pjattede med deres bedsteforældre 🙂 Jeg tænker også af og til på, at der kommer en tid, hvor besøg hos os bedsteforældre ikke kan konkurrere med samvær med vennerne, men sådan er det jo. Jeg tror på, at de bånd, der er knyttet, mens børnebørnene var små, vil blive ved med at holde 🙂

    Kommentar af Randi — 14. januar 2016 @ 17:43

    • En pauseknap ville være skønt 🙂 -men jeg tror du har ret i, at et godt forhold nok kun under særlige omstændigheder vil kunne ødelægges. Selv for de mest umulige teenagere er bedsteforældre ofte noget særligt.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 19:08

  3. Stort til lykke med de skønne unger. Ja, tiden går alt for hurtigt.
    Charlotte er knageme dygtig.
    Der er vist ikke meget hun ikke kan med synål – og ditto maskine.
    Fantasien er vist også i top hos hele familien!

    Kommentar af kisser — 14. januar 2016 @ 18:34

    • Tak – og ja, den gør!
      Når det gælder syning, er der vist ingen grænser for hendes formåen – det er de mest utrolige kreationer, hun var med til at skabe både i det engelske kostumefirma og på Det Kgl. Teater.
      Nej, fantasien fejler ikke noget nogen steder …

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 19:11

  4. Hjertelig tillykke med de skønne børnebørn. Har I aldrig talt om at de skal komme på ferie alene hos jer? Det var det, der knyttede tætte bånd mellem mine forældre og vores børn.
    Hvor er Charlotte skrap til at få udklædningen til at matche tegneseriens verden

    Kommentar af Lene — 14. januar 2016 @ 19:38

    • Tak … det har vi talt om, men jeg ved ikke hvornår det bliver til alvor.
      Hun er god til kostumer, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 21:05

  5. Tillykke med de kære børnebørn, der stedse bliver ældre og ældre. Det er på dem vi andre ser vi også gør det. Og det går hastigt.

    Kommentar af Jørgen — 14. januar 2016 @ 19:48

    • Tak … ja, det går alt for hurtigt – både for dem og for os 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 21:06

  6. 2 x tillykke med børnebørnene. Jeg tror også på, at hvis man selv VIL kontakten til børnebørnene og har grundlagt gode vaner fra starten, så får man glæde af dem i meget lang tid.
    Jeg er imponeret over Charlottes evner.

    Kommentar af conny — 14. januar 2016 @ 21:38

    • 2 x tak … og jo, det er rigtigt. Jeg tror, at man skal være aldeles og totalt umulig som bedsteforælder, hvis børnebørnene slet ikke gider en.
      Tak igen – der var en grund til, at hun ville være – og blev – kostumeskrædder 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 21:50

  7. Hun er altså dygtig, hende Charlotte! Perfekte dragter 🙂
    Ja, tiden ikke bare går, den render! Samtidig er det jo spændende og givende at opleve, hvordan ungerne vokser og får nye interesser og færdigheder – og hvordan man kan få glæde af hinanden på andre måder. Men nogle gange måtte der gerne være en smule mere slowmotion over livet!

    Kommentar af fiberfryd — 15. januar 2016 @ 07:38

    • Tak – ja, hun er dygtig, min dejlige datter 🙂
      Jo, det er da spændende, det går bare alt, alt for stærkt!

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2016 @ 09:21

  8. Tillykke med begge unger, der lige om lidt er store teenagere 😉 De vil da garanteret synes, at det er vildt sejt, når de bliver store nok til at besøge jer alene. Det kan vel ikke vare længe. Jeg tror også, at man skal gøre sig ret umulig som bedsteforælder, før ungerne ikke gider en. Desværre kender jeg så også en, der har gjort netop det. Og det gør mig faktisk lidt (som i meget) ondt at være vidne til.

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. januar 2016 @ 09:07

    • Tak, og ja, der er alt for kort tid til!
      Det håber jeg da, at de vil engang, men de er ikke helt modne endnu, selv om de er meget erfarne ‘flyvere’.
      Det må gøre ondt, men vel mest for børnene? Den gamle kan ikke have tænkt sig specielt godt om, skulle man tro … men okay, der kan være så mange årsager …

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2016 @ 09:25

  9. Tillykke med de to. Så store de er blevet i løbet af den tid, jeg har ‘kendt’ dem her. 😉 På trods af afstanden synes jeg, I har en masse nærhed, samvær og kontakt.
    Charlotte er da utrolig dygtig til kostumer. 😉

    Kommentar af Betty Schou — 15. januar 2016 @ 10:17

    • Tak. Bloggen er også fyldt syv år nu, så ja, de bliver store 🙂
      Jeg skal ikke klage – jeg ser mine englændere mere end mange af mine tidligere kolleger så deres familier i Jylland!
      Ja – jeg har en dygtig datter 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2016 @ 16:23

  10. Tillykke med og til dem begge.. For pokker hvor ungerne bare bliver store på ingen tid. 🙂

    Kommentar af Inge — 15. januar 2016 @ 11:50

    • Tak … ja, på slet ingen tid – men det ved du jo alt om 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2016 @ 16:24

  11. Mon ikke det mere er (os) bedsteforældre, der er/bliver langsommere i opfattelse, end det er børnene, der er for hurtige (i udvikling). Som forældre var vi vist ikke lige så forhippede på, at deres udvikling skulle gå langsommere (vist nok tværtimod).
    Ellen, i et af dine svar bruger du udtrykket “bare” mor. Nej! Du er MOR og derved lidt for tæt på til at nævne lidt måske pinlige spørgsmål overfor. Dig er man som barn jo nødt til at omgås hver dag (og måske derved blive konfronteret med “det pinlige”. Der kommer jo en alder i ethvert barns liv, hvor man står overfor det, man som sådan selv synes er mysterier og man føler sig usikker. Jeg kan – for at belyse det lidt bedre – nævne, at jeg som børne-/ungdomsleder en (varm sommer-)dag af en ung pige, der (åbenbart) netop var begyndt at udvikle bryster. – Hun havde selv forældre i en naturlig alder for en pige på den alder. – Hendes problem var, at hun frygtede, der var noget galt med hende, fordi hendes ene bryst (venstre) var lidt større end det andet. (Det er måske ikke alle mænd, der ville kunne svare på det). Til al held har jeg nok altid været meget videbegærlig og interesseret i at søge viden om det, jeg beskæftiger mig med. Derfor kunne jeg også svare hende, at det var helt normalt, at (hos de fleste) mennesker er venstre side lidt større/mere udviklet end den højre og at det sandsynligvis ville udjævne sig med alderen.
    Hvorfor spurgte hun nu mig? Jo, ville reaktionen have været for pinlig (for hende), kunne hun vælge mig fra, hvilket naturligvis ikke er så nemt at gøre med sine forældre. – I øvrigt nogle dejlige oplevelser man kan få som leder for børn og unge, når man har deres tillid.
    En anden sag i de unges udvikling er, at de opdager, at det de tidligere fandt (hos forældrene) var den eneste/fuldgyldige og sande verden, rummer mere end først oplevet. I deres gåen på opdagelse i den til da ukendte del, kommer de ofte i opposition til forældrene og melder (lidt) fra overfor dem. Det er også ganske naturligt. Når de så har været på opdagelse “der ude” vender de tilbage til hjemmet, nu ikke mere som en rede, men som stedet med tryghed og hvor man nu (lidt mere ligestillet) kan deltage i familien.
    I denne fase vil bedsteforældrene kunne være en base for det unge menneske.
    Er det ikke mere bedsteforældrenes opgave at være til rådighed for børnebørnene end forventning (for nogles vedkommende næsten krævende) om deres forholden sig.
    Vi skal være glade for (er du jo også), når de kommer til os, men, finder jeg, må ikke forvente mere. De er dog også selvstændige individer med hver deres individuelle (livs-)former.
    Venligt ment,
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 15. januar 2016 @ 21:44

    • Det er lige netop det, jeg siger i andet afsnit, men jeg tror ikke, det har noget med en langsommere opfattelse at gøre 🙂
      Det var meget heldigt/godt, at du ved lidt mere end de fleste mænd om kvindekroppens udvikling, så den unge pige kunne betro sig til dig.
      I øvrigt var der sjovt nok intet vedr. kroppens funktioner eller udvikling, C generede sig ved at spørge mig om. Sin mormor brugte hun vist mest, hvis hun syntes jeg var forkert på den med et eller andet – jeg ved i sagens natur ikke præcis hvad, men jeg har aldrig oplevet C som den umulige teenager, så det har vist ikke været så slemt endda. Har hun sagt senere, men fejlfri er jo ingen …
      Jo, vi skal bare være til rådighed som bedsteforældre, og det kunne ikke falde mig ind at forvente noget – så skal man da næsten blive skuffet.
      Hvis man gerne vil se dem vokse op og blive til selvstændige individer, så må man også kunne give slip. Lidt lige som da C startede i gymasiet som 15-årig i en klasse med overvægt af 18-årige. Hvis hun skulle kunne fungere på lige fod med dem, måtte jeg give hende langt mere ansvar for eget liv end man nok ellers ville gøre med en 15-årig. Det var hårdt for mig, men hun klarede det naturligvis i fin stil.
      Det er måske en af grundene til, at jeg får knopper, når jeg hører om curlingforældre – de skulle bare vide, hvad de kan forårsage ved at overbeskytte deres børn i den ekstreme grad – men det er en helt anden historie.
      Tak for snakken 😉

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2016 @ 09:32


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.