Hos Mommer

13. januar 2016

Det er vist rekordlænge siden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags: ,

Det er faktisk ikke engang ‘vist’ rekordlænge siden – det er rekordlænge siden, vi sidst var i Sverige. 20. november, så det er hele otte uger siden. Ikke så godt …
Ikke, at det gør noget som sådan … der er ikke græs, der skal slås, og huset var vinternedlukket på korrekt vis, men der må bare helst ikke gå så længe imellem, synes jeg.
Jeg ved dog godt hvorfor. Det er fordi, Sverigeshytten ikke trækker i samme grad som da vi boede i rækkehuset, hvorfra jeg ikke kunne komme væk tit nok eller længe nok ad gangen.
Jeg er dog ikke moden til at sælge det. Langt fra. Og glæden ved at være her er ikke mindre, når vi er ankommet. Selv om vi elsker Den Stråtækte og omgivelserne omkring huset, så er Sverige trods alt stadig noget helt andet og noget, vi ikke kan finde mage til i Danmark.

Der er stille ved Præstøfjorden, men heroppe er der så stille, at stilheden larmer. Naturen er en anden, huset er anderledes … nej, det skal ikke sælges. Ikke endnu. Der kommer en dag, hvor vi ikke kan vedligeholde det mere, og så må det skippes, men jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver før alderdomssvækkelsen indfinder sig.

En iskold vinterdag

Her var koldt, da vi kom. 1° både inde og ude. Det havde været ÷6,5° inde og ÷13,5° ude, og lige så lave eller lavere udetemperaturer lover de i resten af denne uge. I skrivende stund er det ÷5°, med en høj, klar og blå himmel, så det bliver koldt i nat.
Jeg har taget sytøj med – har for længe siden lovet at sy en weekendtaske til Merete, og nu skal det være. Det er for koldt at opholde sig ude – andet end for at hente nye forsyninger brænde til komfur og brændeovn – og det er smadderhyggeligt at være i den varme stue sammen med John og få gjort noget ved sysagen, mens han lægger puslespil, læser webaviser eller bevæger sig lidt omkring på YouTube.

Lige om lidt skal jeg ud og starte langsommaden op. Jeg købte en kalvelårtunge og diverse vintergrøntsager, som sammen med lidt ingefær, et helt hvidløg, chili, en dåse flåede tomater, rødvin og selvfølgelig vand og krydderier skal stå og simre på brændekomfuret i nogle timer. Uha, det bliver godt, og så er der mad til 2-3 dage, hvilket passer mig fint, for jeg vil være færdig med tasken inden vi kører hjem igen.

Elhegnet holder kun de dyr ude, som det skal holde ude, nemlig vildsvinene. Udenfor i haven kan vi derfor se spor efter hare, ræv, elg og rådyr. De har det koldt for tiden, mens livet inden døre leves langsomt, men varmt og godt heroppe.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Og så har I en dejlig udsigt 🙂 Er der is på elven? (åen?)

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. januar 2016 @ 15:51

    • Ja, vi har og ja, der er 🙂
      Den hedder Simontorpsåen her, mon ikke den skal være større/bredere for at kvalificere sig til en elv?

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2016 @ 16:40

  2. Det lyder som en ganske relevant måde at tilbringe et par vinterdage på. Her har vejret artet sig sådan at det snesjap, der lå på jorden til morgen, hurtigt frøs til is, så det har været en noget vanskelig sag at gå tur. Vi har netop talt om, at når alderdomsprocessen (det du kalder aldomssvækkelsen) yderligere forværrer de fysiske muligheder, vil det faktisk ikke være muligt at færdes ude under sådanne betingelser.
    Når det nu foregår inde, må I lave ben- eller armbøjninger for at få gange i blodomløbet!

    Kommentar af Jørgen — 13. januar 2016 @ 16:37

    • Det må vel med rette kunne kaldes for svækkelse, når det medfører, at man ikke kan, hvad man kunne 🙂
      Her skal vi også passe vældig godt på, når vi færdes på trappen.
      For mit vedkommende går det helt af sig selv med det blodomløb: Når jeg syr, skifter det hele tiden mellem siddende og stående stilling – skære stof, sy, stryge – jeg kan næsten få taget dagens skridt bare ved at have et syprojekt.
      PS: Nu har jeg smidt kopien ud – tak for at gøre mig opmærksom på det … det havde jeg slet ikke set. Gad vide, hvad pokker der lige skete der? Det burde slet ikke kunne lade sig gøre.

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2016 @ 16:43

  3. Det er forståeligt, at I med den stråtækte og arbejdslivets ophør ikke har behov for samme frirum som før, og bare fordi man har et hus i Sverige, behøver man jo ikke overrende det. I finder en ny balance, og det er fint. Hvis det fortsætter sådan, kunne I jo også supplere indtjeningen ved at leje ud i perioder, men jeg har fornemmelsen af, at det absolut ikke kommer på tale. 😉

    Kommentar af Eric — 13. januar 2016 @ 17:24

    • Ja, vi skal nok finde en ny balance, og det bliver ikke med otte ugers mellemrum – det er kun fordi det har været oslotur og jul, og fordi julen ikke, som den plejer, blev holdt her i Sverige.
      Din fornemmelse er helt rigtig. Måske, men også kun måske, til folk, vi kender, men så afgjort ikke gennem et bureau 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2016 @ 17:44

  4. Sverige er dejlig, men vi behøver jo heldigvis kun at komme der, når det passer ind i tid og andre planer. Samlet set har I jo det hele nu, både vand og skov lige uden for jeres døre. 🙂

    Kommentar af Inge — 13. januar 2016 @ 18:44

    • Det har vi, men det er nu alligevel noget andet vand og en anden slags skov i Sverige 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2016 @ 19:12

      • Ja det ved jeg, jeg tænkte nu mere på at I i DK bor så I nærmest forhaven i fjorden og i Sverige er det den store skov der kryber ind i haven.. 🙂

        Kommentar af Inge — 14. januar 2016 @ 09:41

        • Åh, så misforstod jeg dig – sorry, men jeg er ganske enig, så 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 10:08

  5. Må I nyde hinanden, Sverige og sneen 🙂

    Kommentar af Lene — 13. januar 2016 @ 19:15

    • Tak – vi er i fuld gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2016 @ 20:25

  6. Der ser så fredfyldt ud – og det med stilheden – huuu det kunne jeg godt bruge indimellem, selvom her skam også kan være stille her.
    Og nej, I skal da ikke af med hytten før om mange år!

    Kommentar af Kong Mor — 13. januar 2016 @ 21:56

    • En stilhed, der larmer, er noget helt specielt – og oftest god 🙂
      Nej, det håber jeg heller ikke!

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 10:09

  7. Det lyder meget, meget hyggeligt. Det må også være rart at opleve rigtigt vintervejr 😉 Og ikke sjap.

    Kommentar af betty — 13. januar 2016 @ 22:40

    • Det er bestemt hyggeligt, og sjap er selvfølgelig ikke rart, men denne kulde kan jeg såmænd sagtens undvære 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 10:11

  8. Jeres hygge i stuen lyder rigtig hyggeligt – I har indrettet jer med et godt liv. Selvfølgelig skal “Sverige” da ikke sælges, før I absolut ikke kan holde det længere. Det er der forhåbentlig mange år til.

    Kommentar af Stegemüller — 14. januar 2016 @ 06:53

    • Vi er helt tilfredse med vores liv, og vi håber at kunne have huset heroppe i en halv snes år endnu.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 10:12

  9. Symotion er det nye sort … eller noget 😀

    Kommentar af conny — 14. januar 2016 @ 21:32

    • Hehe, jeg tror jeg vil prøve at skabe en ny trend 😉

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2016 @ 21:34


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.