Hos Mommer

10. januar 2016

Også en måde at mindes på – en anderledes 40-års fødselsdag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:11
Tags:

I forbindelse med Pernilles bisættelse for knapt et år siden blev vi enige med Karin og Bjarne om at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag.
Det var i går – hun ville være blevet 40 år, hvis altså ikke …
Vi mødtes klokken 13 til en frokost, bare dem, os og Karins søster og mand. Til klokken 15 havde de inviteret nogle af dem, som havde stået Pernille (og Karin) nærmest, så lige pludselig var vi over tyve.

P1100100Skilsmissen dengang var, hvad det var, men sådan en skaber ringe i vandet og berører altid flere end de direkte involverede … John holdt virkelig meget af og har ofte savnet to personer, han dengang kunne kalde sin svoger og svigerinde og nyder derfor ved lejligheder som disse at få en god og lang sludder med dem – her ses han og svogeren i fuld gang med snakken. De er begge et par dejlige mennesker, så vi håber, de gør alvor af at køre turen fra Fyn til Den Stråtækte til sommer, som vi aftalte. Og vice versa … 
Som nævnt i tidligere indlæg, har John og Karin hele tiden kunnet tale fornuftigt og uden vrede sammen, og skilsmissen ligger efterhånden så langt tilbage, at det er længe siden nogen har tænkt over, at John og Karin engang var gift med hinanden. Jeg er ikke hende den nye, der føler sig lidt tilovers, men et fuldgyldigt medlem af det gode selskab. Charlotte med familie var også inviteret, men ville ikke tage til DK så kort tid efter at have været her sidst. De ville i stedet tænde et lys for Pernille og på den måde mindes hende.

Jeg skal blankt indrømme, at John og jeg aldrig ville have fået den tanke at invitere til en 40-års fødselsdag, hvor fødselaren selv valgte at forlade denne verden et lille år tidligere, men vi tænkte, at hvis det betyder noget for Karin at mindes Pernille på denne måde, ville der ingen skår gå af os ved at deltage. Og ikke spor overraskende var det hyggeligt som altid … i sagens natur var det ikke en fest, men en meget dejlig, varm og snakkerig sammenkomst, hvor vi sang en enkelt salme og hørte et digt af en polsk-jødisk digter “som heller ikke er her mere”, læst op af en tidligere kæreste.
Digtet kunne have været skrevet af Pernille selv – det var ingen i selskabet i tvivl om. Meget rørende.
Og, som vi talte om, vil Pernille altid være savnet, men hun er der, hvor hun helst vil være.

Advertisements

24 kommentarer

  1. Smukt tænkt af Pernilles mor og smukt beskrevet af Pernilles fars kone. Tak fordi du deler og dermed er med til at gøre døden til et mindre tabu. Og så nyder jeg at læse om skilsmisser, hvor man kan tale sammen efterfølgende.

    Kommentar af Lene — 10. januar 2016 @ 12:59

    • Tak for de søde ord, Lene.
      Jeg håber lidt naivt, de fleste skilsmisser er sådan, men det er selvfølgelig altid ‘krigene’, man hører om.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2016 @ 13:28

  2. Meget smukt Ellen! Jeg tror, det er vigtigt at mindes, og gerne mindes i fællesskab. Et dødsfald som Pernilles vil nok altid ligge et eller andet sted indeni, men som Lene skriver gør et indlæg som dit døden til et mindre tabu.

    Kommentar af Stegemüller — 10. januar 2016 @ 13:12

    • Tak, Hanne. Selv vil jeg helst mindes folk inde i mit eget hoved, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er den rigtige måde, og det i går var virkelig hyggeligt. Og ja: døden er nok lidt for meget et tabuemne.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2016 @ 13:30

  3. Respekt for jer, der kan vedligeholde og endda udbygge brudte bånd og relationer.
    Jeg synes, det er en fin måde at mindes en kær afdød på. I rigtig mange år mødtes mine brødre og jeg med familier hjemme hos mig mor på vores fars fødselsdag. Han blev kun 55.

    Kommentar af Betty Schou — 10. januar 2016 @ 17:52

    • Det var også en god tradition I havde. Din far døde sandelig da også alt, alt for ung.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2016 @ 22:26

  4. Det lyder som det var en god måde at mindes Pernille på. Om nogle år er det 100 år siden min mor blev født og jeg tænker det må være en anledning til at mødes og tænke tilbage.

    Kommentar af Jørgen — 11. januar 2016 @ 09:08

    • Enig. God ide at samle familien ved sådan en anledning.

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2016 @ 09:15

  5. Dejligt at det blev en god dag.
    Jeg håber I får kontakt med Johns svoger og svigerinde igen. Hasse gode Berliner ven er også hans tidligere svoger. De har begge valgt at bevare kontakten selv om de ikke er svogre længere.

    Kommentar af Inge — 11. januar 2016 @ 09:12

    • Det kan jeg godt forstå. Det er/var jo mere et venskab end et fammilieskab.

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2016 @ 09:16

  6. Dejligt, at I på den måde kan mødes, mindes og og ha’ det godt med det 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. januar 2016 @ 10:40

    • Ja … det betød meget for Pernille, at hendes forældre kunne tale og være sammen, så nu fortsætter vi bare 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2016 @ 10:56

  7. Er en stor beundrer af din tilgang til livet, Ellen, du ta’r tilsyneladende det hele, som det nu kommer, men får utroligt meget ud af det, ved at gå ufortrødent videre med jeres mange gøremål og rejser.

    Du må ha’ haft en god barndom, og en god bagage.

    Det må være en stor hjælp for din mand, at ha’ dig ved sin side, selvom han heller ikke lader sig slå ud.

    Og ligeledes er I begge en støtte for Pernilles mor.

    Sammenhold gør stærk, og hvor jeg var pessimist i perioder i mit lange ægteskab, havde jeg en mand med et lyst sind, der altid kunne få mig på ret køl.

    Ham savner jeg meget…pas godt på hinanden!:-)

    Kommentar af Madonna — 11. januar 2016 @ 15:49

    • Jeg blev helt stille, da jeg læste dine ord, Madonna. Tak for dem.
      Ja, jeg tager nok tingene, som de kommer, og prøver at tackle dem på bedste måde, og ja, jeg har bestemt haft en meget god og tryg barndom. Ikke al bagagen var lige optimal, men det er en anden historie.
      Mht. Karin, så tror jeg heldigvis, at hendes største støtte er Bjarne, som hun nu er gift med – og sådan skal det også helst være.
      Jeg forstår godt, at du savner din mand. Det er mit værste skrækscenarie: at miste John. Jeg skal i givet fald klare det uden ham, men tanken er slet ikke til at bære. Han har det ligesådan, så vi har aftalt at dø på en gang. I sjov, selvfølgelig, for sådan er hverken livet eller døden, men vi frygter begge at blive ladt tilbage uden den anden.

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2016 @ 16:12

  8. Jeg var gift 16 år med min første mand, og vi fik 3 børn sammen. Vi mødte William (min nu afdøde mand) på en skiferie, det blev min store kærlighed, og i vores ægteskab var der også plads til min eksmand og hans kone, til vores børns store glæde – det var en meget rolig og god skilsmisse.
    Og ja du skal bare nyde dit dejlige liv med John – hver dag – for det er forfærdeligt at miste, men forhåbentlig bliver I meget gamle sammen! kh. Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 11. januar 2016 @ 22:11

    • Hvor er det godt at læse, Marianne – det er så synd, når børnene bliver fanget i en eller anden krig.
      Det håber jeg virkelig, men ingen kender dagen …

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2016 @ 15:01

  9. Hjertegribende og Hjertevarmt. Det er stort at kunne være sammen omkring Pernille på den måde. Det giver hende en plads i livet hos jer. Og livet kan gå videre med tanken om hende.
    Noget helt andet…. Du skriver Den stråtækte. Jeg tænker Det stråtækte. Den stråtækte idyl? Eller Det stråtækte hus? Hvad er den rigtige betegnelse?

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. januar 2016 @ 00:36

    • Livet går jo videre, men nogle gange skal der være tid til at mindes.
      Det hedder selvfølgelig det stråtækte hus, men grunden til min ‘den’ er, at man har et lidt drillende udtryk, hvor man taler om “Den stråtækte skole”, hvor man ofte udelader ordet skole, fordi det er underforstået. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men ‘Den Stråtækte’ faldt mig lige for, og udtrykket satte sig fast med det samme.

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2016 @ 15:06

  10. En smuk maade at mindes og fejre hende paa.

    Kommentar af Lene — 12. januar 2016 @ 00:44

    • Det var rigtig hyggeligt, og det betød meget for Karin 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2016 @ 15:07

  11. Så smukt skrevet kære Ellen. Vi nyder at være sammen med jer og du kan være sikker på at vi kommer forbi den stråtækte til sommer. Mange kærlige hilsner til jer fra os fynboer 😍

    Kommentar af Inge Marie Brems Jensen — 12. januar 2016 @ 17:44

    • Så du fandt herind, Inge Marie – velkommen til og tak for de pæne ord – som også gælder den anden vej, kunne du nok se 🙂
      Vi håber også meget, at vi ses til sommer.

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2016 @ 17:51

  12. En meget særlig og smuk fejring af en 40-års fødselsdag! Det er altid godt at læse om jeres gode forhold.

    Kommentar af conny — 12. januar 2016 @ 19:03

    • Tak, Conny. Og jeg kan godt lide at fortælle, at der også findes ‘gode’ skilsmisser, og at man kan være fælles om tingene uden problemer.

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2016 @ 19:31


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.