Hos Mommer

29. december 2015

Frikendt atter en gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags:

I morges gik den halvårlige tur til befamlingskontrollen på onkologisk ambulatorium på Roskilde sygehus.
Mammografi er nu kun hvert andet år, ganske som for alle andre kvinder – medmindre jeg opdager en knude og råber vagt i gevær, selvfølgelig. 
Dog i 10 år længere, end ikke-brystkræftramte kvinder får tilbudt.  
Da jeg udtrykte en let forundring over, at der skal gå to år mellem mammografierne, sagde lægen: “Du er jo ude af risikogruppen nu, men vi slipper dig ikke helt, før du har været sygdomsfri i 10 år, ved du nok.”
IMG_5075De ord smagte godt: “Ude af risikogruppen”. Nu skal jeg bare lære at lade være med at tro, at jeg har fået kræft, hver gang der er den mindste smule i vejen med mig – lidt ondt i halsen eller lidt ondt i maven, for slet ikke at tale om den konstante ømhed, jeg har i og lige under huden på det bryst, der ikke er der mere.
Det lærer jeg nok en dag. Jeg vil understrege, at når jeg går lidt i selvsving, opdager ikke engang John det, så jeg er heldigvis ikke en pestilens at leve sammen med, som en af en bekendts veninder er. Hun kan stort set ikke tale om andet end den sygdom, der også for hendes vedkommende blev overstået for et par år siden, og helt op til to måneder før en kontrol går det totalt galt. Hun er ved at miste både mand og venner, men er vist ikke rigtig indstillet på at få noget hjælp, så folk kan holde hende ud igen.
Det er synd for både hende og hendes omgivelser, og jeg kan dæleme godt forstå, at hun må være noget af en prøvelse at være gift med.

Den konstante ømhed i huden er med størst sandsynlighed eftervirkninger fra strålebehandlingen. Hvis den bare er konstant og ikke forværres, er der ingen grund til bekymring. Jamen så er jeg glad igen. Det er jo ikke en smerte, bare en ømhed, der bedst kan beskrives som en, der står og trykker på mig med en tommelfinger, så det kan man vænne sig til, lige som jeg næsten har vænnet mig til, at jeg konstant har en fornemmelse under fodsålerne, som om jeg har støvler på, og hvor hele sokken ligger krøllet sammen under foden. Det er nogle nerver, der er døde efter kemobehandlingen, fik jeg at vide ved en tidligere kontrol, og det vil aldrig blive anderledes.
Hvorfor jeg så overhovedet kan mærke noget, hvis nerverne er døde, fik jeg ikke noget svar på, men jeg har hørt andre have den samme irriterende følelse netop under fødderne, så sådan er det åbenbart bare. Man kan lære at leve med temmelig meget, når man tænker på, hvad alternativet var.
Jeg har hørt flere sige, at de er meget nervøse op til en kontrol. Det kan jeg ikke forstå – jeg har det lige omvendt: Jo tættere på kontroltidspunktet jeg kommer, jo mere rolig bliver jeg.
John mener, det er mit Rasmus Modsat-gen, der også her træder i karakter.

Advertisements

26 kommentarer

  1. Rasmus modsat? Narjh….. Godt at både du og John er godt gift.

    Kommentar af Anette — 29. december 2015 @ 16:40

    • Hehe, fru Askov 😉

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 16:41

  2. Det er nok meget forskelligt, hvordan man reagerer på den slags udfordringer/belastninger, men jeg tager hatten af for din måde at tackle det på.

    Kommentar af Randi — 29. december 2015 @ 17:24

    • Tak – og du har ret i, at vi reagerer forskelligt. Man ved aldrig hvordan man selv vil reagere, før man står i situationen.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 18:40

  3. Dejligt at du blev frikendt og at du har det på den måde op til kontrollen. De fleste jeg kender får det nemlig lige modsat, nogle får decideret fysiske symptomer, fordi sygehuset minder dem om al den sygdom og bivirkninger, de havde.
    Umiddelbart tænker jeg at nervebanerne mere er ødelagte, ikke døde, så du har fået neuropati, hvilket betyder lidelse i nerverne og som typisk er sensorisk, det vil sige at man føler noget andet end det, der faktisk “skal” føles.

    Kommentar af Lene — 29. december 2015 @ 19:35

    • Det er lidt sjovt, for bivirkningerne så jeg som et led i behandlingen. Hvis den skulle virke, var bivirkningerne nødvendige, fordi der skal skrappe midler til at bekæmpe kræft. Og sygehuset … jamen det er jo der, man bliver rask 🙂
      Neuropati. Okay. Din forklaring giver en hel del mere mening end den jeg fik. Hvis jeg skal sige noget negativt om hele forløbet er det, at jeg tit fornemmede, at jeg fik en noget forsimplet udgave af svarene, fordi autoriteterne automatisk gik ud fra, at lille fru Nielsen nok alligevel ikke ville forstå den forkromede udgave. Når jeg så begyndte at smide om mig med et par fagudtryk, gik det sommetider lidt bedre med at få en mere saglig forklaring.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 20:27

  4. Hvor er det godt, at de holder øje med dig i 10 år, og hvor er det dejligt, at du endnu engang blev frikendt.

    Kommentar af Stegemüller — 29. december 2015 @ 19:45

    • Ja, den besked er lige god, hver gang jeg får den 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 20:27

  5. Tillykke med det. Hvor er det dejligt for dig. 😉

    Kommentar af Betty — 29. december 2015 @ 20:00

    • Det kan jeg ikke være uenig i, Betty 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 20:27

  6. Det er virkelig noget at ønske tillykke med – så det gør jeg.

    Kommentar af Kirsten — 29. december 2015 @ 21:11

    • Så siger jeg tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 21:54

  7. Tilslutter mig Lenes tanker om kemoens konsekvenser. En side af behandlingen man ikke hører så meget om, men som burde følges op lige så seriøst som kontrollerne.
    En lettelse hver gang der ikke er noget at komme efter… Men tanken er blevet en påtrængende følgesvend, lige så snart der er “noget”.
    Med frikendelse er du klar til nytår og nye oplevelser ☺ og det er i grunden ikke så galt!

    Kommentar af Anne Holtegård — 30. december 2015 @ 00:32

    • Det skal følges op, ja, men nok ikke før patienten selv er moden til det. Hvis de havde sagt noget under behandlingen og inden jeg selv oplevede disse eftervirkninger, havde jeg helt sikkert bare lukket af og glemt det igen, fordi jeg konentrerede mig om at blive rask og ikke kunne rumme mere end det.
      Det er herligt at blive frikendt – også selv om jeg i går fik at vide, at det gerne er os selv, der opdager, hvis det kommer igen …

      Kommentar af Ellen — 30. december 2015 @ 09:26

  8. Det var sørme dejligt, Ellen. Ja, jeg ville også reagere med nervøsitet når tiden for kontrol nærmede sig, men hvor er det godt, at du er en Rasmus modsat lige på det punkt 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 30. december 2015 @ 01:16

    • Ja, skønt – og Rasmus Modsat har åbenbart sin berettigelse på visse punkter 😉

      Kommentar af Ellen — 30. december 2015 @ 09:27

  9. Befamlingskontrol – hihi 🙂 det er så skønt at læse, at du er frikendt. Ja, det kan være godt at være Rasmus modsat.

    Kommentar af kisser — 30. december 2015 @ 07:53

    • Det kan det nemlig, Kisser 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. december 2015 @ 09:27

  10. Skøn læsning, Ellen!

    Kommentar af conny — 30. december 2015 @ 21:25

    • Det er altid rart at blive frikendt 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. december 2015 @ 21:33

  11. Ja, man skal være glad for at man kan gå, som min søn sagde, – en kollega i genbrugsmøbler havde fået amputeret benene på grund af koldbrand. Jeg har også nogle langtidsvirkninger, og i det hele taget er man jo ikke helt så meget i hopla som dengang man var 20 eller 40år og kunne arbejde i lange stræk – næsten uden søvn, når det virkelig gjaldt.

    Jeg håber at fod-fornemmelsen efterhånden aftager eller bliver “normal”.

    Godt nytår! Tak for mange rare kommentarer gennem året – og for mange gode blog-indlæg og billeder.

    Kommentar af Donald — 31. december 2015 @ 03:42

    • Haha, heldigvis, kan man sige, ville vi ikke have kunnet det samme som da vi var unge, uanset om vi har været syge eller ej, og som sagt kan jeg acceptere meget, hvis alternativet er at være død. Jeg skal ikke regne med, at den fornemmelse under fødderne forsvinder, men det gør heller ikke noget.
      Tak – og et godt nytår ønskes også dig hernede fra Den Stråtækte 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. december 2015 @ 09:00

  12. Det må være dejligt at blive frikendt. At blive rask påvirker i nogle tilfælde helbredstilstanden, man kan undertiden tale om at man bliver syg af at blive rask. Jeg husker eksempler på det da jeg vurderede arbejdsevne i sin tid. Især at arbejdsevnen var halveret i et tilfælde.

    Kommentar af Jørgen — 3. januar 2016 @ 20:11

    • Ja, det er bestemt dejligt. Mener du fysisk syg af at blive rask, eller mener du, at sygdommen påvirkede psyken på en måde, at det havde en fysisk effekt?

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2016 @ 21:22

      • Fysisk syg med fx udtalt træthed. Senfølger af helbredelsen er måske ikke sygdom, men dog en forandring.

        Kommentar af Jørgen — 4. januar 2016 @ 07:15

        • Okay, tak for svar.

          Kommentar af Ellen — 4. januar 2016 @ 09:43


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.