Hos Mommer

28. december 2015

Rigets tilstand. Vandstand …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

Solen skinnede fint og flot i formiddags, så vi blev enige om at køre en tur for at se, hvordan vandstanden i riget så ud efter det langvarige regnvejr i lørdags. Vi kunne godt fornemme, at det havde været slemt, men det meste af vandet var allerede væk igen de fleste steder.
Vi kom – som så ofte før – både steder, vi ikke havde været før og steder, der ikke var nye for os.
Det gamle færgeleje ved Grønsund havde vi ikke set før. Det var tydeligt at se, at det var meget længe siden, den færge havde indstillet driften.
Faktisk skete det under krigen, i 1941 eller 1942, men det var herfra, Marie Grubbe og Søren for 300 år siden passede færgefarten over Grønsund til Møn, efter hun var blevet udstødt fra de højadelige cirkler.

Havnen ved Grønsund (3)Ved Nysø (1)

Nede ved Nysø var Præstø Fjord udvidet med en del hektar vand, og man kunne fornemme, at det nok også havde stået lidt ind over vejen her.

Lidt længere mod nordøst hos os er fjorden også blevet lidt større. Ikke bekymrende overhovedet; vi har stadig masser af højde ned til vandet, så for os bliver det ikke farligt, før Grønlands indlandsis er ved at være smeltet. Svanerne elsker at være inde på arealet, hvor der normalt er mark. Mit gæt er, at det er fordi der må være masser af mad i det lave vand. Det fremgår ikke tydeligt af billedet, men der ligger flere hundrede svaner og hygger sig i disse dage. Ikke lige så mange gæs, ænder og blishøns, men dog alligevel en del.

IMG_5048

Havørnen kom, netop som vi skulle til at køre, fiskehejren slog sig ned, da vi var hjemme igen, og et par musvåger har også besøgt os i dag, så der har været nok at kigge på.

IMG_5051

Downton Abbey er desværre uigenkaldeligt slut, men i aften starter en miniserie i fire dele, Wolf Hall, på DR2. Charlotte og Tim har set den for nylig og siger, at de kun kan anbefale den. Den handler særdeles kort sagt om Thomas Cromwell, Henrik d. 8.s rådgiver. Vi kan godt lide at se historien fortalt i dramaform – det er lidt mere lettilgængeligt end at læse sig til den, og så kan jeg strikke samtidig. Det kan jeg ikke, når jeg læser.
Downton Abbey sluttede i øvrigt helt efter mit hoved: Der var ingen løse ender, og jeg blev ikke efterladt med en frustrerende følelse af, at et eventuelt videre forløb kunne bevæge sig i alle mulige retninger. Der var måske lige rigeligt med amoriner i luften i aftes, men hvad pokker … det er jo jul, og man har nok ikke villet risikere at blive bestormet med krav om endnu en sæson, fordi tingene ikke var blevet ordentligt rundet af.

Advertisements

12 kommentarer

  1. Man kan se, at der heldigvis stadig er en pæn højdeforskel op til jeres have. Men får I først svaner i forhaven, må I hellere finde gummistøvlerne frem 🙂 Jeg mangler stadig 3-4 sæsoner af DA. Måske skulle jeg overveje at komme i gang igen, for det er jo en skøn serie.

    Kommentar af Fruen i Midten — 28. december 2015 @ 19:29

    • Det tror jeg også er en god ide 🙂
      Det var en skøn, skøn serie, og jeg vil savne den.

      Kommentar af Ellen — 28. december 2015 @ 22:52

  2. Jeg husker godt, at Landsbydegnens ungdomsforelskelse i svært afrakket udgave passede et færgeleje på de kanter. Så fik jeg sat navn på. Tak for det.

    Kommentar af Farmer — 29. december 2015 @ 06:10

    • Jamen velbekomme da, Farmer 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 12:08

  3. Regn og rusk må vist være overskrifterne på denne jul. Godt at I kan gå tørskoet omkring derhjemme 🙂
    Jeg faldt aldrig for DA, men det er nok mere fordi jeg ikke gav mig tid til at lære menneskerne at kende – sådan er det jo tit både i virkeligheden og i serier 🙂

    Kommentar af Lene — 29. december 2015 @ 09:41

    • Ja – de vidste trods alt godt, hvor de skulle lægge huset dengang i 1780.
      Jeg behøvede slet ikke at give mig tid, Lene – jeg var solgt til den serie, inden vi var 10 minutter inde i den 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 12:10

  4. Jeg er fuldstændig forliebt i dine dalende snefnug!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 29. december 2015 @ 13:06

    • Jamen dog – det er såmænd bare at hakke af i en WordPress-indstilling 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 13:39

  5. Englænderne har altid lavet de bedste serier gennem tiderne. Af og til er en oversætter dog faldet i, som f.eks. scenen, hvor moderen kommer ind med teen og spørger sin datter “Will you be mother!” Det blev oversat til “Vil du være mor?” Det ville hun vist godt (engang), men lige der ville hun gerne servere teen!

    Kommentar af Elsebeth — 29. december 2015 @ 14:48

    • Det har de! Med Matador som den eneste danske serie, der har kunnet matche de engelske.
      Hehe – selv de bedste oversættere klokker i det indimellem … denne her er også ret tricky – det er nok de færreste, der ved, at ordbogsdefinitionen på be mother er to pour the tea – og hvor til gengæld what’s for tea? betyder hvad skal vi have til aftensmad?.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2015 @ 16:13

  6. Det var dog utroligt så meget vand der er faldet i det sydlige! Her mod nord har det også regnet – jorden er fyldt op, og vandhullerne er enorme. Men det værste er stormen. Jeg må se hvad tømreren siger om at stabilisere tagstenene så de ikke flytter sig hver gang. Den første tømrer (fra forsikringen) sagde, at det kan man ikke, men han var der jo også først og fremmest for at se om der var en alvorlig risiko for regnskader.

    Jeg er også fascineret af Thomas Cromwell – serien.

    Kommentar af Donald — 31. december 2015 @ 03:45

    • Det er voldsomt hernede, men dog ikke nær så slemt som i England – har du set billederne derovrefra? Der kan man tale om katastrofe i et omfang, vi ikke kender herhjemme.
      Det er altid godt med en second opinion – det må da kunne lade sig gøre at reparere uden at skulle udskifte hele taget.
      Serien er god, men alt for langtrukken, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 31. december 2015 @ 09:03


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.