Hos Mommer

27. december 2015

Ikke hvid jul. Våd jul

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:06
Tags: ,

Regn, regn, regn og atter regn. Det regnede uafbrudt i 30 timer, inden den holdt et par timers pause her til morgen. Så begyndte det igen at regne, men heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det har skabt problemer i store dele af landet, og jeg har lige set, at englænderne sandsynligvis er blevet ramt omkring Kolding, da det store motorvejskryds her er eller i hvert fald har været lukket pga. vand.
De må have nået det kryds ved 12:30-tiden, så jeg vil tro, at de har mistet lidt tid ved at være blevet ledt ad andre veje. Jeg har ikke været i kommunikation med dem endnu, så det er kun gætteri.

I aftes kom Aubrey ned fra deres værelse og sagde, at strange things are happening in our room.
Vi er, trods vores nærhed til fjorden, end ikke i nærheden af en oversvømmelse. Vores ‘oversvømmelse’ kom ovenfra, nemlig fra området omkring skorstenen, der går igennem børnenes værelse. Den skorsten, jeg har malet tre gange med almindelig maling uden at kunne dække de mørke striber og plamager, men som jeg i fjerde forsøg fik malet fint kridhvid med det gode, superdækkende maling, vi købte for en formue i England sidste sommer.
Nu løb det ned ad skorstenen med brunt, ulækkert vand samtidig med, at det dryppede fra loftet.
ØV. Typisk, altså, at det eneste rum i huset, der har gulvtæppe, også er det eneste, hvor der åbenbart er utæt.
Vi har boet her i næsten 11 måneder og har oplevet mange voldsomme regnskyl, men dette er første gang, vi har oplevet, at taget er utæt.
I morgen ringer vi til tækkeren og får ham ud for at se på det, selv om jeg ikke rigtig kan forestille mig, at han ikke har mønnet ordentligt; det er snarere inddækningen ved skorstenen, den er gal med, men nu starter vi med ham.

Egetræer ved Nysø

Tænk, hvis al den regn var faldet som sne! Det ville formentlig have lukket landet.

Advertisements

14 kommentarer

  1. Vi passerede den oversvømmede motorvej ved Taulov ved 15-tiden i dag.
    For kørende vestpå var der bare tale om en lillebitte omvej og absolut ingen kø.
    Det var meget værre den anden vej, med 8-10 km stillestående kø.
    Jeg er helt vild med dit gode gamle fagkorrekte danske vokabularium – at tækkeren ikke har mønnet ordentligt. Det ord kender jeg kun fra Jeppe Aakjær, og betydningne kender jeg kun fordi jeg og en af min tidligere tilværelses hjerneskadede gennemgik hele “Sneflokke kommer vrimlende” for gamle specialord vi ikke umiddelbart kendte betydningen af. Det var forresten et ret sjovt projekt!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 27. december 2015 @ 17:46

    • Tak for info – jeg håber virkelig, at de ikke er blevet sinket mere, end du beskriver her. De har booket et hotel, som de gerne skulle nå, inden det bliver alt for sent, men jeg ved ikke noget, før de sms’er et “godnat, vi har det godt” til mig.
      Pudsigt – jeg er simpelthen vokset op med ordene mønne og mønning – er det dialekt, måske? Hvad ville du have kaldt det, hvis du skulle bruge ord, du var vokset op med?

      Kommentar af Ellen — 27. december 2015 @ 18:14

      • Godt spørgsmål.
        Jeg er sådan et (hvis ikke familieligheden havde været endog meget stærk burde jeg være et forbyttet barn) overklasseløgbarn, opvokset i ‘pæne’ kvarterer og har aldrig haft brug for sådan nogle ord – der blev ringet efter en håndværker i stedet 😉
        Mønning er næppe dialekt, når både du og Jeppe Aakjær bruger det. Nærmere et fælles ord for den del af (strå?)taget.
        Tja, mit ord ville nok være tagryggen.. Kedeligt, praktisk og ikke nær så smukt som mønning og stråtag.

        Kommentar af Den Gamle Krage — 27. december 2015 @ 22:53

        • Mønning betyder tagryggen på et stråtag, som du skriver – og åbenbart over hele landet. Det fine ved ordet er for mig, at alle tage har en tagryg, men kun stråtage har en mønning 🙂

          Kommentar af Ellen — 27. december 2015 @ 23:42

  2. Ja, det er sikkert inddækningen, men åh så træls uanset hvad. Jeg tænkte det samme som dig om regnen: tænk hvis det var faldet som sne. Så havde landet været lammet – måske bortset fra Nordjylland, hvor mængden var behersket i sammenligning. Det er nogle meget smukke, skulpturelle træer, du viser til slut. Står de i nærheden af den stråtækte?

    Kommentar af Eric — 27. december 2015 @ 19:40

    • Ja, det er s….træls!
      Det er den gamle alle ned til Nysø gods (det med Thorvaldsen-samlingen), som ligger få km fra os. Selve den gamle vej er væk, men træerne står der endnu inde på marken; det ene smukkere end det andet her, hvor de er nøgne.

      Kommentar af Ellen — 27. december 2015 @ 20:19

  3. Er det mig, der er ved at blive gammel; jeg ville da køre ca. en time fra jer til Rødby, tage færgen (45 min.) til Puttgarden i stedet for at rakke tværs over Sjælland, Fyn og i Jylland køre ca. en time ned til grænsen.
    Eller i det mindste køre til Bøjden og tage færgen (50 min.) til Fynshav på Als. Derfra er der en kort køretur, så er der motortrafikvej (90 km/t) ind til motorvej ned til Tyskland.
    Men jeg hører også til dem, der holder på, at ferien allerede begynder, når jeg låser min hoveddør. Jeg er ikke god til at regne – kun til at regne den ud …

    Kommentar af Elsebeth — 27. december 2015 @ 19:51

    • Det er der skam regnet meget på i vores familie … de vil, ligesom os, hellere køre end sejle – det kan til nød gå, når vi kan planlægge at nå en bestemt færge herfra, men kommer man langvejs fra, er man nødt til at købe en åben billet, og sådan en er alt for dyr. Rødby-Puttgarten-ruten er i teorien en halv time hurtigere, men i praksis bliver det det samme, når man medregner ventetiderne i forbindelse med en færgetur. Bøjden-Fynshav tager 1 time og 20 minutter længere end over Kolding, og man sparer sølle 36 km, så det er ikke en mulighed.
      Turen England/Danmark og retur skal bare overstås så hurtigt som muligt og jeg forstår godt, at de ikke anser den som en del af ferien, fordi 1) alle bare glæder sig til at lande i Den Stråtækte (hhv. hjemme igen), 2) hele turen er på motorvej, 3) det ikke er en sommerferie, og de har hverken lyst til eller mulighed for at forlænge turen på denne årstid.

      Kommentar af Ellen — 27. december 2015 @ 20:39

      • Jeg bruger heller ikke færgerne, når jeg taget til Polen. Der er for lidt tid at spare og det er for stressende med disse tider der skal holdes.
        En smule kø, og man skal køre med det ene ben i spjældet og det andet i kisten resten af vejen for at nå frem til en i øvrigt ofte forsinket færge.

        Kommentar af Farmer — 28. december 2015 @ 06:35

        • Det er det rigtige ord: stressende – og en god beskrivelse af fornemmelsen, når man har en færge man skal nå.
          I hele mit voksenliv har jeg ikke brudt mig om at blive kørselsafbrudt af en færge, så jeg modtog Storebæltsbroen og Øresundsbroen med kyshånd og håber bare, at de snart kunne se at komme i gang med broen fra Rødby til Tyskland.

          Kommentar af Ellen — 28. december 2015 @ 09:27

  4. Vi talte om det samme, tænk hvis det var kommet som sne. Vi har dog fået vores del af vandet, men ikke som i Sønderjylland.
    Håber at englænderne er kommet godt frem til overnatningsstedet. Vi har lige sendt gæsterne af sted, nu skal jeg have skrællet 6 kg kartofler og kogt dem, så der kan laves kartoffelsalat til 25 personer i morgen (suk, selvfølgelig får the kartoffelwoman den opgave til det fælles aftensbord :.-)

    Kommentar af Lene — 27. december 2015 @ 22:36

    • I slap for en gangs skyld billigt. Vi var lidt hårdt ramt også hernede omkring os.
      Ja, den er vist desvære oplagt, Lene – og seks kilo er mange kartofler, så jeg føler med dig!

      Kommentar af Ellen — 27. december 2015 @ 23:44

  5. Den knægt forstår at formulere sig! Håber englænderne er nået vel hjem igen.
    Og at I har fået stoppet syndfloden ned ad skorstenen….
    Vejrudsigten går mod koldere temperaturer… Håber der IKKE kommer sne i tilsvarende mængder…. Det kan ikke være i min indkørsel!

    Kommentar af Anne Holtegård — 28. december 2015 @ 18:34

    • De er ikke kommet hjem endnu, men det varer forhåbentlig ikke længe nu.
      Syndfloden stoppede af sig selv, men det er bekymrende, hvad der mon kommer ind, hvor det bare ikke når at kunne ses!
      Der må bare ikke komme så meget sne, nej tak.

      Kommentar af Ellen — 28. december 2015 @ 19:05


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.