Hos Mommer

23. december 2015

“Hold mig i hånden, luk øjnene og følg med”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:59
Tags: , ,

Hvordan køber man en ridehjelm til en dreng, der ikke må vide, at han får en ridehjelm, men som er nødt til at prøve den?
Det er svært. De har naturligvis allerede hver en ridehjelm, men Anna passer nu Aubreys og Aubrey kan ikke passe sin.
Hovedstørrelserne kan man ikke helt gå ud fra passer, siger den dårlige erfaring, så der skal prøves. Især når den skal købes i Danmark, og turen går retur til England, inden man kan nå at bytte hjelmen.

P1090968

Turen gik til Land & Fritid ved Bårse, hvor vi telefonisk havde sikret os, at de havde hjelme i børnestørrelser.
Da alle var ude af bilen, sagde Charlotte til ungerne, at de ikke måtte åbne øjnene, før hun sagde til – hvilket ville vare længe! De holdt tillidsfuldt mor i hånden og lod sig styre.
Hun formåede også at prøve tre hjelme på drengen, inden han insisterede på at åbne øjnene.
”Mummy, I know it’s a riding helmet, and I don’t want one that makes me look stupid!” (Hvornår er det lige, man bliver forfængelig?)
Hun kapitulerede, men det vidste hun jo godt, at det ville ende med. Der var imidlertid opnået det, hun ville, nemlig at det ikke blev til en vi gik bare ind og købte en ridehjelm-seance, men noget de husker som lidt anderledes.

P1090971P1090972P1090974

Derefter kørte vi ned og parkerede på havnen i Præstø og gik en tur gennem den gamle bydel og tilbage ad Antonitterstien.
Oppe på byens gamle torv havde nogen ladet en port stå åben, så vi kunne få et kig ned gennem deres have og ned mod vandet.
Det var helt amalfisk i sit udtryk – det var en pudsig fornemmelse at stå på et bytorv og kigge ned på fjorden på denne måde.
Vi trængte alle til frisk luft, og vi var heldige med vejret – det holdt fint tørvejr mens vi gik turen – og meget frisk luft var der så sandelig rigeligt af.
Da vi var vel hjemme igen, skinnede solen stadig flot, samtidig med, at der kom en ordentlig skylle.
Lige nu kigger vi ud på en dramatisk, men solbeskinnet fjord med masser a white horses og med en mørk baggrund. Det blæser meget, og det regner stadig rundt omkring os – men vi har sol …

P1090978

Der bliver stadig produceret fotoalbum … det er fint nok; hun nyder at have masser af slap af-tid uden alle de sædvanlige pligter – jeg benytter mig af lejligheden til at forfatte mit blogindlæg imens.

P1090983

Skulle nogen have fået den opfattelse, at jeg holder af rødt, er det nok ikke helt forkert set.
Hvis jeg bærer rødt tøj, spørger folk om jeg er syg, så jeg er nødt til at kompensere på andre måder, hvilket der heldigvis er rig lejlighed til ved juletide.

Advertisements

12 kommentarer

  1. Sikke en hyggelig måde at købe ridehjelm på.
    Da jeg så de to billeder til venste med kig gennem en port, tænkte jeg lige et øjeblik, om du havde lagt et par billeder ind fra jeres Italiens-tur. Der er smukt i Præstø. Og omkring jeres hus.
    Striktrøjen til Charlotte er så flot. Den var lidt tydligere i dit forrige indlæg.
    Om du er syg, når du er iklædt noget rødt???? Hvordan det?

    Kommentar af Betty — 23. december 2015 @ 17:02

    • Det lignede virkelig Amalfis kyst, selv om det bare er Præstø Fjord i december 🙂
      Tak – den har også været på siden hun fik den.
      Det er fordi når jeg bærer rødt – eller andre varme farver – mister jeg selv farven og ligner til forveksling et lig. Jeg skal bære kølige farver for selv at se levende ud.

      Kommentar af Ellen — 23. december 2015 @ 20:22

  2. God ide med at gøre det til en oplevelse, de vil huske 🙂 Glædelig jul til jer alle og dit køkken ser så hyggeligt ud.

    Kommentar af Lene — 23. december 2015 @ 18:22

    • Tak, det er et rigtigt hyggekøkken, synes vi selv – og tak, en glædelig jul ønskes jer også.

      Kommentar af Ellen — 23. december 2015 @ 20:24

  3. Jeg har også en svaghed for rødt. Og kan ikke finde en klassisk rød i den rigtige nuance!
    Så jeg ender blå, grøn eller turkis hver gang….
    Men julen er RØD som julemandens hue! Her er det tilladt at gå lidt amok med røde farver til pynt og træ. Der er noget varmt, indbydende og hyggeligt ved rødt. Især i dit køkken!
    Herlig fortælling om ridehjelmsgavehemmelighedskræmmeri… Og Aubrey slår til igen! Gitte morede sig inderligt, da jeg læste op. Hils familien. Glædelig jul til alle.

    Kommentar af Anne Holtegård — 23. december 2015 @ 20:36

    • Irriterende, når man ikke kan finde det, man vil have!
      Rød er nemlig en dejlig varm farve, så den passer så godt sammen med julehyggen.
      Hehe – ja, han er god indimellem, den lille Aubie 🙂
      Tak, i lige måde og hils igen.

      Kommentar af Ellen — 23. december 2015 @ 21:07

  4. Fik han så lov selv at godkende hjelmen, den lille bandit? Smukt, sydlandsk kig i Præstø. Rødt klæder dit køkken. Glædelig jul til jer alle 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. december 2015 @ 23:06

    • Selvfølgelig gjorde han det, for vi forstod ham jo godt 🙂
      Tak, og tak, de samme ønsker sendes her fra Den Stråtækte mod jer i det midtjyske:-)

      Kommentar af Ellen — 24. december 2015 @ 08:56

  5. Det er præcis sådan man køber en overraskelseshjelm.. 🙂
    Glædelig jul til jer alle.

    Kommentar af Inge — 24. december 2015 @ 08:26

    • Vi kunne i hvert fald ikke lige komme på andre metoder 😉
      Tak, Inge, og også glædelig jul til jer to. Går ud fra, at I er i Sønderjylland? I så fald glædelig jul også til dine forældre.

      Kommentar af Ellen — 24. december 2015 @ 08:57

  6. Rigtig mange gode juleønsker sender jeg ned til jer i Den stråtækte; det skal nok blive hyggeligt i dit røde køkken. Ja det er sørme ikke nemt at købe en ridehjelm uden at modtageren ved hvad det er, men I gjorde jeres bedste.

    Kommentar af Stegemüller — 24. december 2015 @ 11:21

    • Og en god jul ønskes også til dig, Hanne.
      Vi gjorde vores bedste – mere kan man ikke gøre 😉

      Kommentar af Ellen — 24. december 2015 @ 12:15


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.