Hos Mommer

18. december 2015

Ville I turde det? Jeg ville ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

imageJeg havde en ide om, at julevinen(e) skulle købes i Menu, hvor de forhandler et pænt udvalg fra Nugan Estate, som producerer nogle aldeles suveræne vine. Det var far, der introducerede dem for os for en seks-syv år tilbage, og meget ofte siden da, når jeg har villet ofre lidt ekstra på en særlig god vin, har jeg købt en fra Nugan Estate. De har mange at vælge imellem, så det er ikke helt nemt. På den anden side går man aldrig fejl – jeg har i hvert fald endnu til gode at blive skuffet.
De er forskellige, men da priserne også er det, er dette næppe overraskende, men som nævnt kan man faktisk godt købe katten i sækken her, og så håbe på, at man kan huske hvilken af dem der har været den bedste, næste gang der skal handles.
Det kunne jeg ikke huske, så når Tim kommer, vil han, som fuldgyldigt medlem af Den Stråtæktes smagepanel, være medbestemmende ved valget af vinen til juleaften. Det vil sige, at vi mandag, tirsdag og onsdag aften vil smage en af de tre, jeg tog med hjem. Eller også trækker jeg alle tre slags op mandag aften for at afholde en decideret smageseance. Det er jo et vigtigt valg!

Vin tør jeg altså godt købe ‘ubeset’ i Menu. Det ville jeg derimod ikke turde med juletræer i net.

P1090917

Ville I turde det? Det kan være hammerskævt, usymmetrisk, mangle en gren midt i det hele – eller simpelthen bare ikke falde i ens smag.
Man har ikke en kinamands chance for at besigtige træet, så jeg skulle ikke risikere noget.
Vi har hentet vores juletræ i et lillebitte juletræsudsalg ikke så langt fra Bregentved.
Der var ikke nogen af dem, der passede os helt. Enten var de for høje, eller de var for lave. Eller også var de bare ikke rigtige, så jeg sagde at desværre, vi måtte finde vores træ et et andet sted.
Manden sagde først nu, at han havde flere nede i plantagen, men han ville helst ikke fælde flere, end han regnede med at kunne sælge. Om vi ville med ned for at kigge?
Selvfølgelig ville vi det. Nu var der næsten for mange at vælge imellem, men vi fandt da det, vi mente måtte være det helt rigtige mht. højde, tæthed og symmetri.
Og vi skulle naturligvis ikke selv føre saven.
Han ‘nettede’ træet, så det kunne være i bilen, og nu står det og venter på at blive pyntet lillejuleaften af Anna og Aubrey, bistået af deres mor og mormor. I vores familie har det altid primært været børnene, der kom pynten på træet og altid lillejuleaften. En regel, der kun er blevet fraveget en enkelt gang, hvor englænderne ankom til huset i Sverige meget sent lillejuleaften.
Da gik vi i skoven og fældede et træ d. 24. om formiddagen og pyntede det om eftermiddagen, da det havde tørret en smule.

Reklamer

28 kommentarer

  1. nej, er det korte svar 🙂 Landmanden skal i år selv vælge træ, trods det at han havde sagt at mor og datter måtte komme med,! Men sådan er det med jægere, så i stedet for nyder vi den Gamle By og så finder han juletræ. Det er ikke helt sikkert datteren er tilfreds med det, men pyt, han plejer at være skrap til at finde et smukt træ:-) Vores træ pyntes normalt af børnene juleaftensdag om morgenen, men i år skal vi besøge min far og spise frokost sammen med ham juleaftensdag, så vi må pynte lillejuleaften.

    Kommentar af Lene — 18. december 2015 @ 19:07

    • Alene det, at din landmand gider vælge træ, er da fint – John er helst fri for al den slags med oppyntning til jul, men så nemt slipper han ikke, for han har (en anelse modstræbende) indrømmet, at det også er underligt og tomt helt uden, som det var sidste år, fordi vi havde huset til salg, og fordi vi skulle til England …
      Der er sikkert mange forskellige familietraditioner mht. pyntning af juletræ, men bare man synes, at ens egen er den bedste, er alt god .-)
      Skal begge jeres børn være hos jer juleaften?

      Kommentar af Ellen — 18. december 2015 @ 19:27

  2. Juletrær (om vi skal ha) henter vi hos oss selv.

    Kommentar af Mormor — 18. december 2015 @ 19:07

    • God løsning 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2015 @ 19:27

  3. Om nogen køber træet ubeset er er det lidt en hån mod os, som producerer træerne.
    Nu har jeg set så mange træer i nettet tilstand, at jeg f.eks. kan se, at det træ til højre forrest er et regulært sekunda-træ, som slet ikke burde være fældet.
    Det har både det vi kalder talje og tynd hals. -Altså indsnævringer mellem grenkransene. Alt for åbent træ uden fylde i internodiegrenene.
    Et godt tegn på at træet er ok er, at det i nettet er jævnt buttet hele vejen op.
    -Og så er der vist oveni nålefald på andennederste grenkrans inde ved stammen.
    Skrammel!

    Træet til venstre ser mere regulært ud, og ville være værd at ofre en udpakning på, så farve og form kunne ses efter i sømmene.

    Kommentar af Farmer — 18. december 2015 @ 21:12

    • Jamen jeg havde det jo på foremmelsen – altså at der nok måtte være noget galt. jeg forstår som sagt bare ikke, at man kan sælge ubesete træer. Man skal være ret desperat for at gøre det, skulle jeg mene.
      Tak for en net juletræstolkning 😉

      Kommentar af Ellen — 18. december 2015 @ 21:29

  4. Godt det blev tre flasker vin I skal teste og ikke tre juletræer.. 🙂 plejer man i øvrigt ikke at nette dem EFTER de er godkendt af køber.. ??

    Kommentar af Inge — 18. december 2015 @ 21:38

    • Jo, man plejer da så, men jeg har flere steder set, at de sælger juletræer i net – forstår dog ikke, at de overhovedet kan sælge dem.

      Kommentar af Ellen — 18. december 2015 @ 21:54

  5. Vores træ skal være en rødgran, så vi har aldrig købt et nettet træ. Det er jo ikke dem de sælger som juletræer. Jeg har altid pyntet juletræet lillejuleaften, når ungerne var lagt i seng, da de blev større hjalp de til. I år har vi fravalgt juletræet. Vi bliver kun 4, og ungerne har i mange år ikke kunne forstå at jeg gider alt det arbejde, så jeg springer over i år. Det har vi gjort en gang før, og ingen savnede det.

    Kommentar af Pigen fra landet — 18. december 2015 @ 21:38

    • Det har i sagens natur også været rødgran de fire gange vi har holdt jul i Sverige, men det irriterer mig, at de drysser så meget og så hurtigt, så i DK køber vi altid nogen, der holder så længe de skal kunne holde.
      Jeg vil da have juletræ, selv om der kun er John og mig (har vi prøvet at være én gang) … men du, som er så arbejdsom og flittig – kan du virkelig synes det er et stort arbejde at pynte et juletræ? 😉

      Kommentar af Ellen — 18. december 2015 @ 21:57

      • Bemærkningen om ‘Alt det arbejde’ er fra ungernes mund 😉 Når de oprigtigt mener sådan, og det gør de, for de har nævnt det i de 14-15 år de har været flyttet hjemmefra, og ingen alligevel ‘ser’ det juletræ, så vil jeg altså hellere bruge de par timer på så meget andet. Jeg pynter stadig op, selvom de syntes det er noget pjat, når der ikke er børn i huset.

        Kommentar af Pigen fra landet — 19. december 2015 @ 16:20

        • Nej okay, hvis I alle er ligeglade med det træ, er det da også fjollet at have et. Men jeg julepynter da bestemt ikke kun huset for børnenes skyld, men lige så meget for min egen, og gør det derfor også, selv om børnene ikke kommer hjem til julen. Jeg kan slet ikke forestille mig et ikke-julepyntet hus – eller rettere: det kan jeg godt, for sådan var det sidste jul, men det var da også temmelig trist, syntes jeg 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 17:18

  6. Nej, man skal selvfølgelig ikke – med en let omskrivning – købe træet i nettet 😉 Vi vil helst selv ud at finde og nedlægge det. Det bliver det ikke nødvendigvis fejlfrit af, men sådan skal det altså være 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. december 2015 @ 09:24

    • Hehe … selvfølgelig skal i selv finde og nedlægge træet, når det er jeres tradition. Det skal ingen prøve på at ændre – og i sådanne tilfælde er træfejl lettere at ignorere 😉

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 10:31

  7. Vin vælges ud fra druer og land og forstand … Men juletræer vælges med øjemål og hjertesuk. De kan ikke købes i net.. Det går bare ikke!! Vi er godt nok gået over til genbrug = kunstigt træ pga. allergi. Jeg savner duften af gran og jul!
    Nu er det lige om snart dine englændere lander… Det bliver dejligt med julesamling på tropperne.
    Rigtig god juletid til jer alle.

    Kommentar af Anne Holtegård — 19. december 2015 @ 10:36

    • Ja, sådan kan man også udtrykke det.
      Uhaja – ingen dekorationer eller juletræ … jan kan forstå, at det er nødvendigt, men jeg forstår søreme også godt savnet!
      Det er lige om lidt – og tak, men mon ikke vi blogges mere ved inden jul?

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 10:40

  8. Nej…..har set Nettos nye tiltag og i forhold til en pris på 199 kr. synes jeg det er for risikabelt, også selvom de har 2 dages fuld returret. Hvem gider levere et juletræ tilbage, når nettet er taget af og det pludselig fylder sindssygt meget. Vi var heldige i år og fik et rigtig fint træ til bare 139 kr, Normannsgran på ca. 175 cm

    Kommentar af Moster Tulle — 19. december 2015 @ 12:10

    • Enig – og der er andre end Menu, der sælger træ i net, har du lige bekræftet.
      Ja, I har gjort et godt køb – vores har nogenlunde samme højde, men var lidt dyrere.

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 12:57

  9. Forleden var jeg i Køge i “Torvebyen” på Tapasrestauranten og udenfor på pladsen blev der solgt juletræer. Jeg var ude at ryge og kiggede derfor lidt på træerne. Hold da op hvor var de grimme, vinde og skæve, uden fylde og med alt for få grene foroven. Og så var de tilmed temmelig dyre. Mange af dem lå allerede i net; sådan et ville jeg aldrig turde købe.

    Er det i dag dine englændere kommer?

    Kommentar af Stegemüller — 19. december 2015 @ 12:41

    • Næh, jeg skulle heller ikke have købt noget der, så, men Torvebyen er ellers et ret fedt sted, synes du ikke?
      Det er mandag, de kommer.

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 12:59

      • Jo det er bestemt et dejligt sted med mange spændende butikker og spisesteder. Vi var på “Brasseriet Baum” og fik en skøn menu ved navn “Oplevelsen”. Normalt synes jeg, at tapas er lidt for opreklameret, men dette var bestemt godt – sikke mange gode, åh nu kan jeg ikke huske, hvad de hedder, men de der små tilbehør, der består af forskellige hakkede ingredienser med en del olie til at holde sammen på det hele.

        Kommentar af Stegemüller — 19. december 2015 @ 18:23

        • Pyt med, hvad det hedder, bare det er godt, og det var det åbenbart 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 19:04

  10. Sidste år holdt vi juleaften for sidste gang her. Det er derfor ikke længere aktuelt at købe juletræ. Men jeg ville aldrig købe det ubeset.
    Hvis man skal vælge den rette vin er det en god ide at smage to vine, hos jer 3, mod hinanden. Derfor skal alle flasker trækkes op samme aften og smages blindt.God fornøjelse.

    Kommentar af Jørgen — 19. december 2015 @ 13:41

    • Forståeligt – vi har også kun juletræ, når vi selv skal holde julen.
      Enig – det er den bedste måde at gøre det på – man kan ikke huske smagen godt nok fra den ene dag til den næste.

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 17:19

  11. Jeg har aldrig nogensinde så meget som overvejet at købe et juletræ i net.
    Men jeg har flere gange fået købt årets grimmeste træ alligevel. Noget med at jeg (igen) kom for sent til at finde et pænt træ.
    Men når først træet er pyntet og står i den rigtige vinkel kommer det alligevel til at se fint ud – og jeg og mine dejlige unger har hver gang været enige om at det var godt for det stakkels sølle juletræ at det alligevel kom med nogen hjem og blev gjort smukt..
    I år er næsten al julestads sprunget helt over. Vi skal slet ikke være hjemme og venter ingen besøg.
    Vi er måske kedelige, men hygger os alligevel.

    Kommentar af Den Gamle Krage — 19. december 2015 @ 16:27

    • Nej, vel?
      Det vil selvfølgelig være de grimmeste, der er tilbage til sidst – medmindre man vælger ude i plantagen, så er der vel nogle pæne tilbage.
      Pyt – når I bare har medlidenhed nok med det arme træ, så ender det alligevel lykkeligt, kan jeg se 😉
      Selv om vi kun skulle være os to, ville jeg julepynte alligevel – ikke at gøre det er for trist, konstaterede jeg sidste år.
      Og det er trods alt det vigtigste: at I hygger jer!

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 17:22

  12. I mange år har jeg til gelænderet i hallen fået bundet 13 meter granguirlande, som jeg har hængt i buer, holdt oppe med brede røde silkebånd og pyntet med røde æbler. Men nu kan jeg ikke få det lavet nogen steder – og hvis det endelig sker, er det nok ikke til at betale, desværre – for det ser så smukt ud.
    Men jeg skærer hvert år enebærgrene i haven; de giver den skønneste juleduft i hele huset, når de bliver brændt i kaminen. Da jeg var barn, brændte min far juleaften gran på et jernfejeblad og bar det gennem hele huset – så var det jul, og man kunne lugte det!

    Kommentar af Elsebeth — 19. december 2015 @ 18:24

    • Du godeste – bor du på et slot? “… til gelænderet i hallen fået bundet 13 meter granguirlande” – det lyder meget stort – men også meget flot.
      Det dufter nemlig skønt – jeg har også altid nydt duften af brændt gran 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2015 @ 19:07


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.