Hos Mommer

12. december 2015

I vores næste liv vil Charlotte og jeg have mænd, der …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags:

I vores næste liv vil Charlotte og jeg have mænd, der elsker at give gaver. Og måske især elsker at finde på gaver til os.
Ligegyldigt hvor mange hints jeg kommer med i løbet af året, så bliver de ikke lagt mærke til. Min ønskeseddel skal nærmest have karakter af en ordreseddel – og ikke med for mange ‘ordrer’, for så skal man jo til at vælge eller tage stilling …
Næh, en eller to, afhængigt af prislejet, så er det nemt.
Da vi midt i november var ved Sortsø for at hente regnbueørreder, og jeg bagefter hjemme i køkkenet stod og masede med at skære fileterne af, sagde jeg, at jeg virkelig godt kunne bruge en filetkniv.
“Hm. Så må du ud og købe sådan en.”
“Altså … det er jo snart jul …”
“Nårhja. Det er det også. Kan du godt vente til jul med at få den?”
“Ja.” Diskret, næsten uhørligt suk …
Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad jeg får i julegave.

I onsdags, da vi var i Næstved, stod vi og kiggede på Kähler-udstillingen i vinduet i en Inspiration.
Jeg sagde, at det var lidt irriterende, at der ikke var priser på tingene, for jeg ville godt vide, hvad det der meget søde sæt miniaturevaser i Omaggio-serien kostede. 
John sagde, at vi kunne gå ind og kigge os lidt om, og som sagt, så gjort.  
Vi fandt ud af prisen, hvorefter John med et glimt i øjnene sagde, at nu måtte jeg godt lige gå udenfor et øjeblik, for det skulle jo helst være en overraskelse, hvad jeg får i julegave.
Kniven har åbenbart ikke været dyr nok til hans budget …

Charlotte har fødselsdag i dag, og da jeg ringede for at lykønske og selvfølgelig spurgte hvad hun havde fået, sagde hun, at den fra Tim havde hun godt vidst hvad var. De havde været inde i en forretning, hvor de skulle se på et bord til deres nyerhvervede billard, men havde under besøget fået øje på et par bordlamper, som de begge kunne lide.
“Dem kunne jeg godt finde på at ønske mig til min fødselsdag”, sagde Charlotte, til hvilket Tim svarede:
”God ide. Dem skal jeg nok købe til dig, så!”
”Altså Tim – du skal bare lytte og ikke sige noget. Du skal faktisk lade som om du slet ikke har hørt hvad jeg sagde, og så en anden dag gå ind i forretningen og købe de lamper.”

Jeg har købt fire gaver til John – ting han slet ikke vidste, han ønskede sig, men som jeg er ret sikker på, han bliver glad for.
Måske har han dog gættet handskerne, selv om jeg syntes, jeg var så snedig: Jeg strikkede livslinjevanterne i damestørrelse, og da jeg var færdig, målte jeg hans hånd og hævdede, at det var fordi, jeg ville strikke et par til ham også. Han sagde bare, at hans handskestørrelse var 9½. Jeg bevarede pokerfjæset og sagde, at det kunne jeg ikke bruge til noget, når jeg skulle strikke dem; at jeg var nødt til at kende målet i centimeter.

IMG_5001

Hvis ikke der er ordentlig internetforbindelse på oslobåden, bliver her et par dages pause. Vi fik turen forærende af DFDS, fordi “vi er guld værd for dem” – og opgraderede turen til Commodore Class, hvilket vi kunne gøre til en fordelagtig pris, så nu skal vi på luksustur i et par dage. Håber det er lige så fantastisk vejr både søndag og mandag, som det har været i dag.
Hvad skal man tage sig til i Oslo på mandag? Forslag, anyone?

Advertisements

34 kommentarer

  1. Jeg troede, det var en skrøne, at mænd ikke kan finde ud af at købe gaver endsige finde på gaver. Men det kan jeg nu forstå, at det er det ikke. Det er da lidt kedeligt at vide på forhånd, hvad man får. Den barnlige juleglæde skal da helst ikke ødelægges. Selv har jeg det sådan med gaver, at jeg elsker at finde på og at give væk.

    Hvor er det et smukt hus I har købt! Det ser så charmerende ud.

    Jeg har aldrig været i Oslo, så jeg kan desværre ikke hjælpe. Jeg vil nøjes med at ønske god tur.

    Kommentar af Stegemüller — 12. december 2015 @ 16:05

    • Måske findes de derude, de mænd, der er gode til gaver. Jeg kender bare ikke nogen.
      Jeg har det ligesom dig, men vi er jo også kvinder 😉
      Tak – vi elsker det, som du nok har fundet ud af …
      Tak igen – vi finder nok på noget – det kommer jo også lidt an på vejret.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 17:49

  2. Øhm, jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Til min første jul med Gemalen, havde han købt – hold nu fast – en gryde, en badevægt og (okay) en morgenkåbe. Tror du, jeg blev glad for badevægten?? Og for en køkkenting, jeg ikke ønskede mig? Aner ikke, hvad man skal se i Oslo, men er der ikke noget med et ret flot, ret nyt operahus? God tur 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. december 2015 @ 18:04

    • Enig i hvad? Jeg skrev jo, at de skulle lytte efter vores fine hentydninger, men det gjorde Gemalen åbenbart ikke. Han skal da aldeles ikke købe en gryde du ikke har ønsket dig! Og badevægt … det tror jeg simpelthen ikke, John havde turdet 😉
      Der er nemlig noget med et flot operahus, har jeg netop googlet mig til, så det er kommet på listen … og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 19:48

  3. Jeg værdsætter en mand, der er opmærksom på mig og gør noget for at glæde mig hele året, frem for én, der af sig selv kan hitte på at købe noget til mig nogle gange om året og ellers lader det blive ved det; dem er der mange af (har deres koner fortalt mig).

    Kommentar af Elsebeth — 12. december 2015 @ 18:13

    • Jeg ser din pointe, Elsebeth, men hvem siger, man ikke kan få begge dele i én mand? 😉

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 19:49

  4. Det er en del gode forretninger for garn. Mellom annet i Markveien. Pickles og på Oslo City, Strikkedilla, og flere ikke så langt unna
    🙂

    Kommentar af Mormor — 12. december 2015 @ 19:09

    • Tak, Mormor – jeg skal ind og kigge i én af dem. Må nok hellere nøjes med en (som nok bliver Strikkedilla), hvis jeg vil have John til at følges med mig hele dagen 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 19:50

  5. Vigelandsparken med alle skulpturerne og den gode udsigt, også kendt som Frognerparken. Jeg synes, skulpturerne er mere specielle end kønne, men du må selv tage stilling til det, når du er der. Der går sporvogn ca. fra banegården og helt derud og billetter købes i den norske udgave af 7-11.

    Kommentar af Mette L — 12. december 2015 @ 19:46

    • Tak, Mette, men Vigelandsparken har vi set – og vi er helt enige i dit synspunkt 🙂
      John og jeg har taget oslobåden fem eller seks (kan ikke engang huske hvor mange) gange i vores tid sammen, men det kunne du jo ikke vide. Det er så også en del år siden sidst, men nu skulle det være.

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 19:53

  6. Se sådan en mand har jeg. Bortset fra dengang han gav mig en kaffemaskine til min 30 års fødselsdag! (drikker jo ikke kaffe), så får jeg de skønneste gaver, noget jeg ikke anede jeg ønskede mig. Jeg har fået smarte tasker, smykker og tøj. Det tøj jeg det sidste år har fået flest komplimenter for, fik jeg i fødselsdagsgave af ham 🙂

    Kommentar af Lene — 12. december 2015 @ 22:51

    • Ih, hvor er du heldig, Lene – men det ved du nok godt 🙂 Giv din søde mand et knus fra mig – og fortæl ham, at hans kone fortjener at blive forkælet. Men det ved han nok godt … 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. december 2015 @ 23:01

  7. Mht. Oslo-besøg. Der er offentlig transport a la havnebusserne i Kbh., hvilket kunne være en mulighed i godt vejr. Mandag har museer mm. ofte lukket. Selv bruger jeg, at opsøge det lokale hovedbibliotek, hvor hverdagsliv kan fornemmes og ofte opslag om arrangementer mm. og/eller domkirke, hvor man kan være heldig at opleve en kirkelig handling/koncert/organist, der øver sig. Begge steder forefindes ofte rene toiletter, hvilket kan være dejligt.
    I opholdsvejr kan frokost (brød, pålæg og ost indkøbt i en butik) indtages på en legeplads, mens folkelivet studeres med mulighed for samtale med de lokale, da de ofte og gerne vil tale, da de ikke er på vej fra a til b. (Husk en kniv og servietter.)
    Norsk Folkemuseum, der er et frilandsmuseum er en oplagt mulighed, når man kan lide gamle huse 😂.
    Operaen, Kontiki-museet, Vigelandsparken, op og ned af Karl Johan, Munch-museet osv. er vel kendte muligheder for jer.
    Indkøb: Brunost (myseost) af gedemælk. Prøv at substituere friske dadlers sten med osten, omvikl med 1/2 Skive bacon, rist sprød, afdryp/afkøl, haps.
    Har John fået sine gaver, siden “han slet ikke vidste, han ønskede sig”? Men heldigt, da han kan få brug for handskerne i Oslo 😇.
    God tur

    Kommentar af Kristine — 13. december 2015 @ 00:45

    • Tak for forslag. Folkemuseet lyder interessant og Operahuset er allerede på listen – vi skal også nå en tur på Aker Brygge. Jeg håber vejret arter sig, men jeg ved, at der er koldt i Oslo (alt er relativt, men vi er jo vant til tocifrede temperaturer), så frokosten bliver nok ikke udendørs.
      Det var en interessant variant af Devils on Horseback … vi kan faktisk begge godt lide myseost, så der skal købes en med hjem til at have til julen.
      Han får først sine gaver juleaften … det plejer vi hos os 😉
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 13. december 2015 @ 10:40

      • Så må John være synsk, siden hans manglende viden om gavernes indhold er i datid, når han først får dem d. 24.
        God tur

        Kommentar af Kristine — 13. december 2015 @ 12:56

        • Flueknepperi, Kristine. Der er ikke noget forkert her; man kan fx også sige til ham: “Jeg har købt noget til dig, som du slet ikke vidste, at du ønskede dig”, i hvilket tilfælde han heller ikke har fået gaven endnu.

          Kommentar af Ellen — 13. december 2015 @ 13:12

          • Jep. Man kan sige/skrive alt, men det bliver det ikke nødvendigvis korrekt/forståeligt af, hvilket du ofte udstiller til moro og lære for dine læsere. Jeg tillader mig bare det samme. Kald det gerne flueknepperi. Jeg kalder det dril/udfordring af kompetencer.
            God tur til Oslo, hvor der nok ikke er nogle fluer at kneppe, medmindre at du tror, at skriftsproget, du ser der, er dansk. 😂😂

            Kommentar af Kris tine — 13. december 2015 @ 23:40

            • Hvis det er så forkert, hvordan vil du så forklare “det vidste jeg ikke, at jeg kunne”, som er et forholdsvis almindeligt udtryk – og som bruges om noget man lige har opdaget, at man rent faktisk kan? Jeg er ikke særlig god til grammatik, så jeg har ikke et navn til dette, men jeg vil stadig holde på, at det ikke er forkert at sige, som jeg gjorde.
              (Du skulle godkendes, fordi du har skrevet dit navn anderledes end du plejer 😉 )

              Kommentar af Ellen — 17. december 2015 @ 21:14

  8. Det der vasesæt tror jeg, ar jeg vil ønske mig af mig selv, siden jeg ikke er på julegave med nogen 🙂

    Kommentar af Rasmine — 13. december 2015 @ 02:32

    • De er simpelthen så søde, Rasmine – jeg er sikker på, at du vil kunne lide gaven fra dig til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. december 2015 @ 10:40

  9. En guided tur i operahuset var en stor oplevelse for os.
    Og tak for dagens første gode grin – han er god, ham John😂

    Kommentar af Lene — 13. december 2015 @ 10:52

    • Kan man blive guidet der? Det vil jeg lige kigge nærmere på … tak.
      Velbekomme – han er i hvert fald god nok … jeg kender kvinder, der selv må købe gaven fra deres mænd 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. december 2015 @ 11:00

  10. Det lyder så skønt med en tur med Oslobåden. Du har allerede fået mange gode råd, så jeg vil ønske jer rigtig god tur. Solen skinner og det er vindstille her. Hvis det også er sådan ude på vandet, så er det perfekt.
    Jeg er måske lidt mandig? Jeg kan tit have det sådan, at det er svært at finde på gaver. F.eks. spurgte en veninde, jeg ikke er på gave med, om ikke vi skulle give hinanden en julegave i år. Det var selvfølgelig en sød tanke, men jeg følte, jeg fik en ekstra opgave lagt på mig. ?? Hvad er der galt med mig?
    Jeg kan meget bedre, hvis jeg ser noget, jeg ved, en anden vil blive glad for. Men så er det ikke jul eller fødselsdag … Så køber jeg det alligevel og kalder det noget andet. Men gaver, der er bestilte, har jeg det lidt anstrengt med.

    Kommentar af Betty — 13. december 2015 @ 10:57

    • Jeg forstår godt, hvad du mener med ‘bestilte gaver’, men er en ønskeseddel ikke i orden, især hvis man har svært ved at finde på? Jeg tror der er mange der har det som dig.
      Du kunne jo gemme det, du finder i utide, til det blev jul eller vedkommendes fødselsdag – det gør jeg, for jeg finder også tit noget i løbet af året. Jeg er ikke på gave med så mange, så især Charlotte bliver der købt flere ting til hen over året.
      Tak – jeg håber bare SÅ meget, at dette fantastiske vejr holder!

      Kommentar af Ellen — 13. december 2015 @ 11:03

  11. Det bliver nok en dejlig tur til og i Oslo. Commodore Class lyder som noget med rigtige vinduer 😉
    Jeg kan erindre noget om, at vi kunne komme ind i rådhusets forhal, hvor der er nogle flotte udsmykninger på væggene, som kunne beses – som et punkt på en slentretur rundt i byen. For rigtig mange år siden tog vi ud til Holmenkollen og helt op i toppen af tårnet – men det var om sommeren; jeg ved ikke, om der er lukket for andre end skihoppere her om vinteren (som det vel er på trods af vejret).

    Kommentar af conny — 13. december 2015 @ 17:51

    • Ja, og det er noget med masser af plads i kahytten 🙂
      Vi har været på Holmenkollen et par gange, men rådhuset har vi ikke set indefra

      Kommentar af Ellen — 14. december 2015 @ 08:17

  12. Stil ikke urimelig krav til mænd!

    Kommentar af Jørgen — 13. december 2015 @ 20:40

    • Okay, Jørgen 😉

      Kommentar af Ellen — 14. december 2015 @ 08:17

  13. Jeg har det rigtigt svært med gaver til mig selv, da jeg virkelig gerne være fri for en masse, jeg hverken har plads eller behov for. Jeg har vitterlig ingen ønsker, der kan købes for penge. På en måde er jeg måske ret utaknemmelig, da jeg hellere vil undvære. I vore unge dage, da jeg ikke havde alt, kunne Allan sagtens både overraske og glæde mig på samme tid. I dag er det andre glæder der tæller mere. Vi giver ikke hinanden julegave i år, så i år er det kun ungerne der brokker sig over jeg er vanskelig.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. december 2015 @ 22:46

    • Jeg synes nu altid, jeg kan finde noget … det er i hvert fald bedre at ønske sig noget end at få noget, man ikke har brug for, som du er inde på 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. december 2015 @ 08:20

  14. HA HA HAAAAAA – saadan en mand har jeg ogsaa. Det er TO gange lykkes ham at overraske mig – altsaa ca en gang hver 12. aar!

    Kommentar af Tina - omme i London — 14. december 2015 @ 01:26

    • Jeg vidste, at der var flere med sådan en mand 🙂 – men vi vil jo ikke undvære dem, vel?

      Kommentar af Ellen — 14. december 2015 @ 08:22

      • Nej for hulen, saa hellere undvaere overraskelserne!

        Kommentar af Tina - omme i London — 22. december 2015 @ 00:33

        • Aldeles enig 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. december 2015 @ 11:04


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.