Hos Mommer

22. november 2015

Dagens nye ord i tv og et uventet besøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags: , , ,

Hyben i regnvejrSøndag formiddag er QI-Time. Jeg elsker QI, Alan Davies, Stephen Fry (selv om den gamle erklærede ærkebøsse aldrig ville kunne gengælde min hemmelige kærlighed …), deltagernes vid og viden, og ikke mindst alle frækhederne i disse udsendelser … “This program contains language of a sexual nature. Parental guidance is advised”.
I dag var der en, der nævnte en vagina, som hedder det samme på dansk og på engelsk, selv om udtalen naturligvis er forskellig.
Oversætteren har tilsyneladende ikke vidst særlig meget om dette emne, da vedkommende i den danske undertekst skrev viginia. Flere gange endda. Gad vide hvordan man har forestillet sig ordet udtalt?

Søndag formiddag er ikke gå-tur-tid. Ikke denne søndag formiddag. Jeg forsøgte mig lidt ved 14-tiden, men dårligt var jeg nået ud, før det igen begyndte at sneregne. Der er kommet endnu mere vand i fjorden siden i går, så jeg ville ned for at tage sammenligningsbilleder.

Sne har vi fået, men ikke så meget, bare sølle fem cm, og det meste er væk nu – jeg kan dog fornemme, at resten af Sjælland er ret hårdt ramt. Johns søster og svoger, som bor cirka midt på Sjælland, målte her til morgen snedybden til 55 cm!
Lige nu vælter det dog ned her ned kæmpestore fnug, og blæsten har taget til igen, så vi får se, hvad det ender med, men det er ikke frostvejr.

I aftes vovede min søster sig herned for at hente sin del af lakserognen, som jeg havde renset for hende. Da hun havde hørt om alle mine fortrædeligheder, lavede vi en lækker forret af noget af det – brugte det på samme måde som stenbiderrogn (rogn, rødløg, creme fraiche og lidt rejer på et stykke ristet brød). Jeg kan bedst lide lakserogn, kunne jeg konstatere; det er ikke nær så skarpt i smagen. John lavede sin verdensmesterklassecarbonara og vi fik isrester til dessert. En improviseret, men dejlig middag.
Hun havde Rune med, som vi ikke har set siden februar. Han sejler i 11 uger og har fri i 11 uger, og i denne friperiode fløj han direkte til Hawaii i fire uger sammen med en ven for at besøge en gymnasiekammerat, der nu er bosat derude.
Han var hjemvendt til riget fredag eftermiddag og blev hentet af sin mor, som inviterede ham, hans to søskende og svogeren til en velkomstmiddag i København. Han syntes heldigvis, at det kunne være hyggeligt at hilse på moster Ellen og onkel Don en lørdag aften. Det var måske nok også noget med lidt jetlag, tror jeg.
Det er både skønt og lidt mærkeligt at opleve den søde lille dreng, som vi passede ofte fra han var spæd til han var otte-ni år, den store dreng, som var noget af en bekymringsvækkende rod i sine teenageår, sidde der og være en fornuftig voksen, uddannet maskinmester hos Mærsk, berette om sin hverdag på containerskibene og om sine eventyr på Hawaii, som kunne få moderen og mosteren til at kigge på hinanden og være glade over, at det var godt, vi først fik det at vide nu, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at han rent faktisk havde overlevet …

Rose i sne
Rosen kæmper tappert, men taber nok snart kampen. Klokken er 15, og det er næsten mørkt, selv om der er en hel måned til den korteste dag.
Godt, husene er hule indvendig, og at mennesket har tæmmet ilden!

Advertisements

24 kommentarer

  1. Det var noget af en oversættelse! I denne ende af landet har vejret været mere medgørligt, men koldt. Hvem der var på Hawaii …

    Kommentar af Eric — 22. november 2015 @ 16:26

    • Hawaii er noget helt andet og meget mere, end jeg troede det var. Men det er også at lære at surfe på de store bølger, og det ville jeg helt sikkert springe over 😉

      Kommentar af Ellen — 22. november 2015 @ 18:27

  2. Jeg kan bedst lide billedet af rosen. Den er da bare ukuelig.
    Vand – ja det er da helt vildt. Sne er vi blevet SÅ snydt for i denne omgang, æv altså….
    Den eneste fordel vi har af at bo midt i juletræsplantagen er når der er så meget vand. Før juletræerne gjorde deres indtog boede vi somme tider på en lille ø i en stor sø. De drikker åbenbart temmelig meget vand, siden det ikke længere er det store problem.
    Jeg vil nu stadig hellere have smuk hvid sne end pladdervandpytter langs hele grusvejen!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 22. november 2015 @ 17:03

    • Ja, det er en stædig rosenbusk …
      Godt at have juletræer, så – men at du vil have sne?! Der er vi så ikke helt enige, men jeg skal da gerne indrømme, at den hvide verden er pæn 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. november 2015 @ 18:31

  3. Verdensmesterklassecarbonara lyder godt – jeg elsker pasta carbonara, men da det ikke er så sundt, får jeg det ikke ret tit.

    Det er spændende med Rune. Jeg kender godt det der med, at man oplevede dem som små børn og pludselig er årene gået og de er blevet voksne (og fornuftige). Jeg havde engang en god kollega, der i starten af 90’erne kom cyklende til arbejde med sin 2-3 årige datter i cykelanhængeren. I sine teenageår var hun lidt af en rod. Nu er hun elev i Sportsmaster og er en skattet medarbejder.

    Kommentar af Stegemüller — 22. november 2015 @ 17:42

    • Der skal også være plads til noget af det mindre sunde, når nu det smager så godt.
      Tiden går, og den går hurtigt – og heldigvis kan rødderne også blive voksne og fornuftige 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. november 2015 @ 18:32

  4. Den højere vandstand i fjorden skyldes vindretningen, der har været nord og nordøstlig.
    Smuk rose og det er ikke usædvanligt med roser ultimo november. Et nu afdødt familiemedlem fik bortset fra et eller to år altid et buket roser af sin bror fra hans have til sin fødselsdag d. 21.11.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 22. november 2015 @ 21:07

    • Altså Kristine, det ved jeg da godt – men jeg håber inderligt, at du er den eneste, der har fået det indtryk af mig, at jeg er en der tror, at nedbør alene kan hæve vandstanden i en fjord, der har direkte adgang til havet 😀
      Sidste år viste jeg et billede af samme rosenbusk d. 24. november – ligeledes med en fin knop, så det vidste jeg også godt 😉

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 09:22

      • Det kunne være, at du troede, at det var osmose, der var skyld i vandstanden! 😜😂

        Kommentar af Kristine — 23. november 2015 @ 16:08

        • Nåh, det der vand/jord-osmose?

          Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 16:23

  5. Her målte vi også cirka 1/2 meter sne. Bortset fra vores indkørsel, hvor sneskrabermanden åbenbart syntes, at det var fint at samle drt meste af den sne, han havde samlet på vejen. Dér steg vi både i højde og kompakthed. Hrmffff

    Kommentar af Fru Z — 22. november 2015 @ 22:17

    • Irriterende. Har I generet manden på en eller anden måde? 😉

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 09:22

  6. På teksttv kan man læse “Togdriften er ramt af store forsinkelser, især på Sjælland og Fyn.” 15,30 kørte jeg min søn til Graasten; han skulle med toget kl.16 til København. Kl.18 ringede han “Hvordan går det?”, spurgte jeg. “Det går slet ikke; jeg har stået op i to timer. Bænkene i venteskurene er pjaskvåde, det regner lige ind, og jeg er våd og bundfrossen bagi. Her står flere, der skulle have været med toget kl. 14,00. Kommer du ikke lige over, så jeg kan blive varmet op i din bil. Der skulle komme et tog 19,45!” Da jeg kom, havde han ventet i 45 min. i DSB-køen og var nu nr. 1. Det var han i 15 min., hvor det med korte mellemrum lød “Vent et lille øjeblik!”, og så blev forbindelsen afbrudt. Så kørte vi til Sønderborg, som er endestationen – der måtte vi kunne finde oplysninger om togafgange. Men nej, højttalerne havde som i Graasten været totalt tavse. Da han ringede til DSB igen, var ventetiden en time. Da de ringede tilbage, sagde de, at de ikke kunne oplyse noget – og de havde tidligere sagt, at toget kl. 20.00 var aflyst. Hjem til mig og spise dejlig varm suppe. Ved begge stationer lukkede man de opvarmede ventesale for mange år siden; de er erstattet af smalle glasbure uden mulighed for de ventende at finde læ. I Graasten restaurerede man dog en møj fin ventesal til dronningen – og hun kommer højst én gang om året.
    Her har det ikke været regnen eller en smule sne, men toget og den udeblevne information, der har generet os i dag, selvom det især var på Sjælland og Fyn, der var forsinkelser. Det er i det hele taget træls med en udkantshovedstad.

    Kommentar af Elsebeth — 22. november 2015 @ 23:13

    • Den ikke-rejse glemmer din søn da aldrig … godt han havde sin mor i nærheden.
      Vejret kan ingen gøre for, men den manglende oplysning er noget, DSB nok godt kunne overveje at ændre på. Jeg ville langt hellere have at vide, at toget først kommer om fire timer end hele tiden få at vide, at nu sker der noget ‘lige om lidt’.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 09:27

  7. Dejligt at få sådan et uventet besøg til en dejlig middag. Jeg har mange gange lavet min egen kaviar både af stenbiderrogn og lakserogn, hvis min far var så heldig at fange fisk med rogn. Det smager bare helt 1000% bedre end den købte, “dåserogn”.
    I går, lørdag, fik vi den første sne, idet det sneede, da vi stod op. Det varede dog ikke længe, og der var ikke noget, som blev liggende. Til gengæld fik vi den første nattefrost først i oktober måned, og har haft en del nætter med frost siden da.

    Kommentar af Lene — 23. november 2015 @ 03:51

    • Det var dejligt, ja, og det smager langt bedre, ja – det kan slet ikke diskuteres, men de der hinder er noget af et arbejde …
      Uha – I har det godt nok noget koldere end vi har i lille Danmark 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 09:29

  8. Hvad, ingen fine postkortbilleder af den stråtækte i puddersne? Jeg troede eller, at I skulle have fornøjelsen af det store drys, mens vi skulle gå fri. Sådan gik det så ikke. Det er altid så dejligt, når ens bange anelser bliver gjort til skamme, og rødderne vokser op og bliver helt fornuftige unge mennesker 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. november 2015 @ 09:28

    • Frue, det var så langt fra puddersne, som tænkes kan! Det var meget våd tøsne; det begyndte at falde, da det var næsten mørkt og i går morges var det næsten væk alt sammen igen 🙂
      Det er så dejligt, og det var ikke kun bange anelser; vi var faktisk alvorligt bekymrede over hans ‘aktiviteter’, men han fik (heldigvis) så ubehagelig og forskrækkende en oplevelse, at den fik ham tilbage på dydens smalle sti.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 09:35

  9. Jeg vil også til Hawaii.. 🙂 Og her lige efter vores koks bud på en frokost, vil jeg også have Johns superverdensmesterklassecarbonara.. Jeg vil, jeg vil, jeg vil.. Ja jeg vil så.. 😉

    Kommentar af Inge — 23. november 2015 @ 12:24

    • Haha – stakkels dig, men så bliver du da ikke fed af den frokost … og du har jo smagt Johns carbonara, så du ved, hvad jeg taler om 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 12:35

  10. ja du har jo læst min version af vejret i Danmark i denne weekend 🙂 Hvor er det dejligt, når et ungt menneske indser at han/hun kan ændre på den rute, der valgt. Blot er det ikke så sjovt for det unge menneske og familien at man skal ud til kanten, før der ændres kurs.

    Kommentar af Lene — 23. november 2015 @ 14:55

    • Ja, det har jeg – I oplevede det hele fra første parket 🙂
      Det er godt – det var et meget bekymrende år, vi var igennem … politiet skulle ind over, men det gjorde til gengæld, at knægten vågnede op til virkeligheden med et brag!

      Kommentar af Ellen — 23. november 2015 @ 16:26

  11. Her har vi også haft roser til nu – og lavatera. Samt hindbær. Jeg synes spejlbilledet i vanddråben er formidabelt.

    Kommentar af Jørgen — 24. november 2015 @ 15:38

    • Det har også været et særdeles mildt efterår.
      Tak! Endelig en, der lagde mærke til det … jeg synes nemlig også selv, at det er ret godt.

      Kommentar af Ellen — 24. november 2015 @ 16:03


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.