Hos Mommer

6. november 2015

Regnvejrsdag i november

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:51
Tags: ,

Vi vidste det godt: Det fantastiske efterårsvejr kunne ikke vare ved. I dag er det eneste vand vi kan se, det der kommer fra oven. Det har det til gengæld også gjort det meste af natten og hele dagen.
Vi kan slet ikke se fjorden, og vi har mindre end 100 meter til den. Det hele er bare en grå tåge, men trods mine brokkerier er det alligevel lidt hyggeligt – dysterheden giver en egen stemning.

Regnvejrsdag i november

8 septJohn har forskanset sig ude i garagen, hvor han borer skruehuller i de 70 terrassebrædder, vi hentede i Osby XL-Byg sidste gang vi var i Sverige.
Fire huller i hvert bræt. Og så skal de males hvide bagefter.
Godt man ikke kan finde ud af at arbejde ude i garagen … høhø.
Lillebror Søren har sidste arbejdsdag i dag, så er han også efterlønner. Han har lovet at komme og hjælpe med at skrue de gamle brædder af og de nye i, men det skal ikke være før til foråret.

Vådt. Trist. Gråt. Surt. Hvad gør man så?
Man tænder naturligvis op i brændeovnen og strikker løs på fair isle-blusen. Det er gået hurtigt, siden jeg gav mig selv restriktioner, så nu mangler jeg bare halsen, og blusen vil dermed være strikket færdig inden jeg går til køjs i aften.  
Så var der vist noget med et tørklæde/sjal, det var tilladt at starte på. 
Det er sådan set helt i orden med regnvejrsdage …

Reklamer

22 kommentarer

  1. Åh hvor er jeg glad for din titel på dette indlæg “Regnvejrsdag i november”. Det var jo Pia Raug og essensen af mine år på kollegiet. Jeg fandt den lige frem på YouTube og lytter til den, mens jeg skriver denne kommentar. Tak skal du have.

    Det der med strikketøjet og brændeovnen lyder slet ikke tosset. Man skal hygge sig i den mørke tid. Nu har jeg ikke lige en brændeovn, men jeg har stearinlys i flotte stager.

    Hvor er det flot, at du nu snart er færdig med trøjen. Jeg synes, du skal dele et foto af det færdige værk med os.

    Kommentar af Stegemüller — 6. november 2015 @ 17:17

    • Det er også en dejlig sang 🙂
      Lys er godt i mørketiden – så hyggeligt.
      Jeg viser den, hvis den bliver pæn … men det gør den forhåbentlig.

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 18:59

  2. Når man ikke kan være ude og nyde, må man nyde at være inde og hygge med levende lys og kreasysler. Hr. Nielsen er åbenbar også godt i gang…
    Sådan en dag kan man nå langt.
    Dejligt, at du har fået gang i fair isle trøjen… Det så skønt at få afsluttet hængepartier!
    Glæder mig til at se den i sin helhed.
    Hvilket sjal har du planer om? Er du med på den nye Stephen West KAL?

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. november 2015 @ 17:33

  3. Dine ord og billede trigger behov for varm æblemost krydret med ingefær og stjerneanis og fyldte bagte æbler, så det er undervejs nu. Vejret er det samme i Kbh. Jeg var ved middagstid et øjeblik uden retningsorientering, mens jeg cyklede på og få på Amager Fælled, da jeg plejer at orientere mig via bla. Vor Frelsers Kirkes tårn og Bella Sky, men de var blevet væk i regn og dis.
    Mvh. og god aften

    Kommentar af Kristine — 6. november 2015 @ 17:50

    • Godt at kunne være en trigger .-)
      Jeg tror gerne, at de to ting kunne forsvinde, når noget så nært som min fjord kunne det …

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 19:07

  4. – og min trøje til barnebarnet blev virkelig færdig i dag😊
    I garnforretningen, hvor jeg købte fine sommerfugleknapper, havde ekspedienten aldrig hørt om strikkehæftning. Jeg er sikker på, at hun skal en tur på Youtube…

    Kommentar af Lene Thellufsen — 6. november 2015 @ 18:24

    • Stor pige 😉
      En ekspedient i en garnforretning kender ikke strikkehæftning?! Det var pokkers – men jo, hun skal nok en tur på YouTube. Det er en uundværlig teknik, og man bander over, at man ikke har kendt den altid.

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 19:09

  5. Det er vel ikke værst med sådan en gråtåget dag af og til, det giver lidt andre muligheder. Man kan jo altid lade som om man sidder på terrassen og strikker på livet løs. Godt at lukke cirkler.

    Kommentar af Jørgen — 6. november 2015 @ 19:21

    • Det er nu også godt at lukke cirkler foran en brændeovn, så behøver man slet ikke at drømme sig væk …

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 20:33

  6. Vi kan (på skrømt) skumle over dårligt vejr, men ind imellem er det den perfekte undskyldning for at lave de inderdørs lænestolssysler, vi har allemest lyst til.

    Kommentar af Eric — 6. november 2015 @ 19:33

    • Det er lige præcis det, det er 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 20:33

  7. Usigtbarheden og den grå, melankolske stemning kan heldigvis hæves med indendørssysler. Det er I godt i gang med, kan jeg forstå. Så flot, at du bliver færdig med trøjen i aften 😉 Der er én, der bliver glad for at tage den på.

    Kommentar af Betty — 6. november 2015 @ 19:47

    • Indendørssysler er slet ikke så tosset endda – det er først hen i februar, man for alvor er ved at få nok af dem.
      Det håber jeg da, at hun bliver 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. november 2015 @ 20:35

  8. Regnvejr var det også her. Det passede perfekt til min dag.
    Det du viste af trøjen i et tidligere indlæg, så da godt ud, så hvis det sidste ikke bliver pænt, må du altså stramme op der også 😉

    Kommentar af Pigen fra landet — 7. november 2015 @ 06:21

    • Hehe, ja, jeg skrev sadan, fordi jeg synes det er svært at sætte halsudskæringen på bagefter, når man har strikket lige op, og den skal afrundes – det skal jo helst være helt symmetrisk 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. november 2015 @ 09:28

  9. Åh ja, vi slap ikke – men ih, jeg er ikke fan af det grå 😀

    – Anne

    Kommentar af A+K/VenterPaaVinBlog — 7. november 2015 @ 20:42

    • Næh, ligefrem fan er jeg heller ikke, men sådan et par dage er okay – det skal bare helst ikke blive ved og ved 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. november 2015 @ 22:00

  10. Jeg kan heller ikke finde ud af at arbejde ude i garagen ;o)

    Kommentar af Lene — 9. november 2015 @ 06:12

    • Nej vel? Det er SÅ svært 😉

      Kommentar af Ellen — 9. november 2015 @ 08:39


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.