Hos Mommer

29. oktober 2015

Et hør- og lugtbart farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:42
Tags: ,

Vi havde gjort hele huset grundigt rent, lige inden vi tog på krydstogt, vel vidende, at vi ikke gad dagen efter den nat, vi kom hjem og hvor englænderne skulle hentes. Når man så har haft gæster i en lille uges tid, trænger der som bekendt igen, især med to ud- og indfarende børn, og desuden havde mejeredderkopperne haft kronede dage mens vi har været væk. Jeg nåede at tage de mest P1090278fuldvoksne af dem torsdag formiddag, men kiggede ikke så nøje efter i krogene.
Heldigvis er de ikke voldsomt tydelige, men sætter man først edderkoppeøjnene på, er der mange. Som i virkelig mange. Vi støvsuger derfor ikke bare vores gulve, men også vægge og lofter, så det tager en rum tid at løbe hele huset over.
Jeg følte, at det var ligemeget, hvor jeg bevægede mig hen, så stødte jeg ind i et spind. De er nemlig ikke spor synlige, som fx en korsedderkops spind, hvorfor man mærker dem, før man ser dem, så i går skulle det være. John gik grundigt til værks, men da han havde været i gang en times tid, lød der et højt knald ude fra køkkenet, efterfulgt af et “Dér røg støvsugeren sgu. I enhver forstand – fy for pokker, hvor det stinker!”
Mig ud i køkkenet, og ja, det var en fæl lugt. Den kunne dog klares ved at åbne døre og vinduer. Hvad værre var, at nu havde vi ingen støvsuger, og en sådan kan ikke undværes.
Den skal nok have haft sine 20 år på bagen, og så sker den slags jo lige pludselig – den har heller aldrig fået lov til at arbejde så meget eller så længe ad gangen som her på sine gamle dage, den stakkel.

Jeg gik direkte på Pricerunner og begyndte at studere støvsugere; sammenligne priser og specifikationer. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men det tog sin tid. John mente, at den bare skulle have så mange watt i sig som muligt, men sådan er det P1090279slet ikke. Man skal sammenholde det ene med det andet med det tredje og med det fjerde. Har man trægulve? Ja, men også et enkelt tæppe. Er man allergiker? Nej. Men derfor gør det jo ikke noget, at der bliver støvsuget effektivt. Hvor stor en aktionsradius er ønskelig? Kan man få poserne i et almindeligt supermarked? Er der det tilbehør, man har brug for?
Efter en lille times intense sammenligningsstudier havde jeg besluttet mig for den afbillede. Jeg bestilte den og forventede den angivne leveringstid på 2-4 dage.
Tidligt i formiddags løb der en sms ind: Vores nye støvsuger lå parat til os i vores posthus.
DET var pokkers – det er da vist den hurtigste levering, jeg har oplevet, men den er nu afhentet, og John er i skrivende stund ved at hive den ud af emballagen.
“Det er da godt nok en rigtig herrestøvsuger!”
”Skønt! For med det kan du jo kun mene, at det kun er dig, der må bruge den …”

Reklamer

20 kommentarer

  1. Herrestøvsuger! Det har jeg ikke hørt om før, men jeg skriver mig lige modellen bag øret.
    Det køb må du da blive glad for 🙂

    Kommentar af Randi — 29. oktober 2015 @ 16:18

    • Det bliver jeg også. Glad, altså 🙂 Den virker meget effektiv, hvilket må være godt for en allergiker som dig.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 16:38

  2. God fornøjelse til John 😉 Men hvad mener han lige med herrestøvsuger? Den slags er jo meget rart at vide, hvis vi en dag skal have en ny i stedet for den nuværende, som hænger sammen vha. tape …

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. oktober 2015 @ 16:23

    • Han takker … og ‘herre-‘ foran noget er et udtryk for, at det er noget stort og solidt, eller at det bare er godt. ‘Det er herregodt, dette her’. Men det er måske et meget sjællandsk udtryk?

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 16:42

  3. Hold da op, kunne du tænke dig at nedsætte sig som selvstændig udi rådgivning før indkøb. Jeg er så dårlig til det, googler godt nok først og så går jeg ind i en forretning og hører dem, hvorefter jeg køber en med det samme 🙂

    Kommentar af Lene — 29. oktober 2015 @ 16:52

    • Jamen det var da næsten også det, jeg gjorde 😉 Forretningers ‘rådgivning’ er bare ofte temmelig farvet af, hvad de helst vil sælge, så jeg kan godt lide at researche lidt først. Gælder også vaske- og opvaskemaskiner.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 18:00

  4. En herrefed kommentar fra husets herre…. Må det nye sugemonster blive til glæde og gavn mod spind og spidere! Den ser særdeles terrængående ud!
    Jeg googler også… henter gerne seneste test fra Tænk til sammenligning. Watt og sugeevne er ikke det sammen.. og så de praktiske som at kunne få poser i nærheden. I øvrigt ærgrer det mig at nødvendigheder som støvsugeposer skal koste spidsen af en blå jetjager….

    Kommentar af Anne Holtegård — 29. oktober 2015 @ 17:23

    • Den er afprøvet og godkendt – af husets herre 🙂
      Nej, watt og sugeevne er bestemt ikke det samme, hvilket samme herre også fik et mindre foredrag fra min side om efter lidt studier.
      Ja, dyre?! Fem poser for 95 kroner! Til gengæld er de på fem liter, så de skulle kunne holde meget længe. Det tror jeg også de kan – de gamle poser holdt også længe, så dette kan kun blive endnu bedre – og så er det trods alt ikke bare en papirpose; det er en hel lille videnskab i sig selv, så jeg kan egentlig godt forstå, at de er lidt pebrede i prisen.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 18:04

  5. Tillykke med det nye uhyre. Så er I sikret jeres tid ud, for en god støvsuger holder i mange år. Det er en videnskab at købe den slags, og der er internettet fantastisk til den indledende research. Jeg sammenligner også altid på nettet inden jeg foretager større indkøb, men jeg synes tit, det er lidt svært at finde frem til de rette parametre at sammenligne på.

    Kommentar af Stegemüller — 29. oktober 2015 @ 20:15

    • Det er en hel videnskab, og det kræver lidt research alene at finde ud af, hvad og hvordan man skal researche 😉

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 20:37

  6. Sådan kan det gå – og det er fint der er gode muligheder for at finde en herrestøvsuger. Hvorfor ikke en selvkørende robotstøvsuger? Herligt når tingene kommer hurtigt. Har prøvet at bestille noget i England kl 12.00. Næste dag kl. 11.00 blev det bestilte leveret.

    Kommentar af Jørgen — 29. oktober 2015 @ 21:38

    • En robotstøvsuger kan ikke finde ud af vores lidt forskudte plan – og den kan slet ikke finde ud af at kravle op i lofter, rundt om loftsbjælker og ind i hjørner for at finde edderkopper og spindelvæv, så den mulighed har ikke været i spil. De er desuden uforskammet dyre.
      Det var også imponerende hurtigt. Vores støvsuger var i øvrigt blevet sendt fra Sverige. Både din og min forsendelse har været hurtigere, end når min advokat skal sende noget fra Køge!

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2015 @ 22:33

  7. Jeg bruger også meget tid på at undersøge et emne fra a til z inden det bliver købt. Pricerunner, som i øvrigt er en af de 10 virksomheder hernede, som er med i nomineringen af den bedste lokale virksomhed, bliver altid spurgt, når vi skal have nyt, så den er besøgt ret meget på det sidste. Jeg håber ikke I skal fortsætte i den stil. Der er jo ikke så længe siden I sidst røg ind i en stime.

    Kommentar af Pigen fra landet — 30. oktober 2015 @ 08:08

  8. Er der ikke en (måske engelsk) talemåde der handler om at sige farvel med et brag, ikke en klynken? Jeg får ikke lige googlet den nu ….
    Tillykke med den ‘lille ny’ – den er herresmart 🙂 Og selvfølgelig skal man undersøge markedet grundigt, før man investerer i de næste 20 års rengøring; det er vi flere der mener – og bruger GOD tid på!

    Kommentar af fiberfryd — 30. oktober 2015 @ 09:43

    • Den talemåde kender jeg ikke, men jeg gættede mig til de engelske ord. En googling viser mig alle tænkelige afskygninger: “With a bang, not a whimper”, “With a bang and a whimper”, “With a whimper, not a bang”, “not with a bang, but a whimper”. Det sidste tilskrives T.S. Eliot …
      Ja, for pokker – det dur da ikke bare at købe den første den bedste støvsuger! Som du siger, er sådan en til mange år fremover, så man skulle helst være så tilfreds som muligt.

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2015 @ 10:28

  9. Velkommen i klubben af loft- og vægstøvsugere.
    Den har jeg efterhånden tilhørt en del år. De forp(/&%#” edderkopper kan sylte ALT ind i tætsiddende spind på forbløffende kort tid, hvis man ikke er konstant på nakken af dem. Jeg går stadig og håber på en dag at få has på alle fertile eksemplarer af racen…….
    Desværre har min kære husbond kun opdaget at det er gulve (og møbler) der skal støvsuges, så vi holder os til unisexstøvslugeren.

    Kommentar af Den Gamle Krage — 30. oktober 2015 @ 10:46

    • Johtak 🙂
      Jamen er det da ikke imponerende, så hurtige de er?! Keep on dreaming, Ellen – de er udødelige.
      Det er også først her med Den Stråtækte, at John har opdaget, at støvsugning er andet end de synlige gulvflader. Han gør ellers normalt kun rent, hvor det kan ses 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2015 @ 13:26


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.