Hos Mommer

9. oktober 2015

Æblerne opfører sig underligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:33
Tags: ,

Vi købte nogle store og meget lækre danske æbler for nogle dage siden. Forleden morgen så tre af dem ud som på billedet herunder.
HVAD er dog det? Hvorfor revner de pludselig bare sådan lige? Jeg har aldrig set dette fænomen før. De har ligget lige så stille og slået revner. Der har ikke været mus i dem (det ville heller ikke se sådan ud), og jeg har ikke tabt dem på gulvet; det er sket i løbet af natten, mens de har ligget i den lille trækasse bagved. De var heller ikke så skinnende og småfedtede, da jeg lagde dem i kassen.
Nogen forklaring, anyone? Jeg er dybt mystificeret.

Revnede æbler

Atter en gang har nogen udfordret min store principfasthed. Jeg er nemlig en uhyre principfast dame. Normalt. Ændrer ikke mening om noget … næsten ikke …  og i hvert fald ikke hvad Halloween angår. Sådan noget amerikansk, kommercialiseret pjat!
Holdningsændringen begyndte så småt sidste år, hvor jeg kapitulerede og købte græskar, som ungerne kunne udhule og sætte lys i. Charlotte fortalte, at de elsker at lave græskarlygter og håbede meget, at man kunne købe store græskar i Danmark, så selvfølgelig købte mommer græskar til dem.
I år er jeg gået så vidt, at jeg er tyvstartet på pynten … jeg er næsten helt flov over at indrømme det.
Jeg sad og stenede lidt over morgenmaden, mens Idényt blev skimmet igennem, og blev inspireret af en flot, orange halloweenopstilling. Min blev meget mindre, og jeg havde egentlig slet ikke forestillet mig, at jeg skulle arrangere noget i den retning, men da jeg så, de havde disse orange chiliplanter i Meny til bare en tier potten, røg der to i vognen, samt de to græskar – nu står det hele og lyser lidt op på den grimme trappe foran den dør, der kun er en dør udefra. Hvis jeg finder en skrigorange krysantemum, skulle det slet ikke forbavse mig, at jeg også kom til at købe den.
Og lur mig, om ikke der bliver købt to græskar til, når Charlotte og børnene kommer i efterårsferien? De skal jo have lov at skære lygter, de kære små …

P1080679

Reklamer

43 kommentarer

  1. Ja, de æbler ser da meget mystiske ud! Interessant om der kommer nogle kommentarer, som kan forklare fænomenet.
    Halloween!! Ja, da jeg jo ikke er vokset op her i Canada, er det for mig også bare noget helt fjollet kommercielt typist Nordamerikansk pjat! og jeg har aldrig gjort meget ud af det. Jeg kan dog fortælle dig, at du mangler et par halmballer og et fugleskræmsel! Sammen med de yderligere to græskar, når de er skåret ud til lamper.

    Kommentar af Lene — 9. oktober 2015 @ 16:09

    • Hej Lene! Long time, no see – hvor er det dejligt at se livstegn fra dig (selv om jeg jo har været ovre hos dig og kigge).
      Jeg er også spændt på, om en eller anden kan opklare mysteriet om de revnede æbler.
      Jeg ville også have forsvoret, at det skulle komme så vidt med mig, men det gjorde det altså, og det lyser så fint op i en mørk tid … jeg må se, om jeg kan få fat i en mini-halmballe, men fugleskræmsel kommer der altså ikke op her 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2015 @ 16:25

      • Jeg tror, at du ved, at jeg læser så godt som alle dine indlæg uden at gå ind på bloggen for at kommentere. Det vil jeg prøve at gøre en vane igen – altså at kommentere ;o). Det er så hyggeligt

        Kommentar af Lene — 9. oktober 2015 @ 16:34

        • Jeg var faktisk ikke klar over, at du læser næsten alle indlæg, men det er da dejligt at du gør det – og endnu dejligere (læs: hyggeligere), når du kommenterer 🙂
          Selv om afstanden er stor, føles det alligevel som at holde kontakten rigtigt, når man lige veksler et par ord.

          Kommentar af Ellen — 9. oktober 2015 @ 16:47

          • 🙂

            Kommentar af Lene — 9. oktober 2015 @ 16:51

          • For retfærdighedens skyld burde jeg have uddybet min tidligere kommentar:
            Dit display ville her i Nordamerika blive anset for et efterårs/høst eller Thanksgiving display. (Vi har Thanksgiving her i Canada denne weekend – i USA er det i november). Med den senere tilføjelse af de udskårne græskar kan det lugte lidt af Halloween, men kun meget, meget lidt.
            Når jeg tænker Halloween pyntet her, så er det kunstige gravsten, kæmpe spindelvæv og edderkommer i træer og buske, store oppustelige græskar og spøgelser for ikke at tale om de orange mini, mini orange græskar i en lyskæde, som naboen har haft oppe og tændt siden den 1. oktober. Og så starter mange med jule”pynten” den førset uge i november”, og det er ikke kun butikkernes juleudsmykning og varer; men private, som har de kulørte julelamper i haven og på huset tændt morgen og aften.

            Kommentar af Lene — 10. oktober 2015 @ 15:21

  2. Jeg kan ikke forholde mig til Halloween! Men jeg kan godt lide farverne på din opstilling med græskar og peberfrugt… kan vi ikke bare kalde det høstfest og pynte med hvad ageren byder på?
    Og så kan ungerne da skære græskarfjæs til lygter… og måske eksperimentere med roelygter? Levende lys er skønt… uanset kulturel/historisk baggrund… og vi skal jo ikke snakke med græskarhovederne!
    Æblerne ser da ud til at presset indefra er blevet for stort! Er skindet skrumpet?

    Kommentar af Anne Holtegård — 9. oktober 2015 @ 16:36

    • Næhh, det forstår jeg godt – det sagde jeg jo også indtil for nylig 😉
      Jeg tror ikke de gider roelygter … for små …
      Ja, det ser sådan ud, men det er da yderst underligt, hvordan det kan ske, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2015 @ 16:48

  3. Man har et standpunkt, til man tager et nyt – sådan er det bare somme tider. Heldigvis. Og fint ser det ud 🙂

    Kommentar af Randi — 9. oktober 2015 @ 16:57

    • Ja … sådan er det åbenbart bare 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:06

  4. Halloween er en enkelt dag, men her i landet synes vi det skal være en måned.
    Andre har set lignende æbler, se http://www.fugleognatur.dk/forum/show_message.asp?MessageID=1181634&ForumID=3
    Kan forklaringen være at der er overmodne, som det skrives i linket?

    Kommentar af Jørgen — 9. oktober 2015 @ 17:01

    • Tak for forsøg på forklaring – om den er den rigtige, skal jeg ikke kunne sige … jeg synes jeg har set mange overmodne æbler, men disse revner har jeg ikke set før.
      Jeg synes sådan set, at det er i orden, at det varer længe … julen er jo i princippet også kun én dag, men varer også længere tid. Det er pokkers til arbejde for kun en enkelt dag 😉

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:10

  5. Efter min opfattelse er halloween noget pjat, der ikke har sin berettigelse her i landet, MEN: ovre i kirken gør de en del ud af det, og der er en særlig gudstjeneste i den anledning. Konfirmanderne medvirker på en eller anden måde, og faktisk er det rigtig hyggeligt, så jeg er vist ved at revidere min opfattelse.

    Kommentar af Stegemüller — 9. oktober 2015 @ 19:12

    • Allehelgensdag har altid været fejret i Danmark, den har bare ikke heddet Halloween og har set anderledes ud, så at sige. VI lavede roelygter, da jeg var barn, men jeg kombinerede dem ikke med Halloween dengang, da det navn først er kommet til senere … plus alt det kommercielle, som er det, jeg har mest imod 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:13

  6. Æblerne ser nærmest ud, som om de har været udsat for undertryk? Halloween siger heller ikke mig noget, og jeg har lidt svært ved at finde en passende grimasse, hvis der er nogen, der formaster sig til at banke på og true os med trick or treat. Fastelavn er rigeligt til mig. Når det er sagt, kan jeg godt lide græskarlygter 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. oktober 2015 @ 20:07

    • Rigtigt, men vi har bestemt ikke undertryk i Den Stråtækte … tværtimod …
      Enig. Allehelgensaften er fin nok, men danskerne har også fastelavn, så vi behøver ikke flere tiggerundskyldninger til deres “Trick eller behandle” 😀
      Og ja: Det er lige netop det: Det er faktisk ret hyggeligt, selv om det gør lidt ondt at indrømme 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:17

  7. Tak for sidst, Ellen! Jeg har fået stemmen tilbage ( men er stadig snottet..)
    Jeg havde et æble, der gjorde præcis det samme, jeg lagde mærke til at det var lidt melet i det? Jeg overvejede nemlig a t smide det for rov-kaninen, men det virkede en kende for Kedeligt…
    Noget med væskeindhold og temperatur ved opbevaring..?
    Lagðe du mærke til at Meny har de specielle kits til udgravning af græskar? De er gode, mine unger får udslæt af græskarsaft (?!? Spøjst?!?) og der er nogle fine skabeloner i.
    Vores første græskar ligner allerede et skrumpehovede, så der skal nok laves et til 😏

    Kommentar af linda — 9. oktober 2015 @ 20:42

    • Selv tak 🙂 Jeg synes det var en anelse imponerende, så godt du klarede weekenden, for du lød faktisk ikke særlig godt – og jeg håber du ved hvad jeg mener 🙂 Det er vist en lidt sej omgang, du er igennem her, tror jeg.
      Kaniner ville sikkert elske disse æbler, uanset udseendet, og jeg tror ikke, de kender begrebet ‘kedeligt’ 😉 Æbler burde kunne tåle stuetemperatursopbevaring, burde de ikke?
      Nej, jeg så ikke Menys redskaber, men i Idényt så jeg, hvad man kan gøre, hvis ikke man har lyst til at se på de traditionelle spøgelsesansigter.
      De bliver hurtigt grimme; det er derfor, jeg ikke vil snitte i dem. Endnu …

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:23

  8. Mystisk med æblerne. Kan du ikke sende billedet til Naturstyrelsens brevkasse, hvis ingen her ved det?? Vi har dog haft æbler her altid – i hvert fald i vores levealder. Jeg har aldrig set det før.
    Fin opstilling, du har lavet. Jamen, selvfølgelig skal du have græskar, når børnebørnene kommer 😉

    Kommentar af Betty — 9. oktober 2015 @ 23:07

    • Jeg tror det er et lidt usædvanligt fænomen. Jørgen er kommet med et godt forslag, men jeg kunne godt tænke mig et par bud til.
      Ja, der må græskar til børnebørnene, når de nu så gerne vil have de lygter 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 00:25

  9. Vi kan jo lade være med at kalde det Halloween, men bare høstpynt 😉 I denne grå, halvmørke tid, pynter det jo gevaldigt med de varme orange farver. Selvfølgelig skal ungerne lave sjove lygter!
    Æblerne har jeg ingen forklaring på; meget mystisk. Det virker som om der har været en form for overtryk i dem, men hvordan det kan ske, tjah … Jeg håber du finder en forklaring som du vil dele med os.

    Kommentar af fiberfryd — 10. oktober 2015 @ 00:35

    • Det irriterer mig faktisk, at jeg kalder det for Halloween, men Allehelgensaften er altså ikke særlig mundret. Høstpynt er et godt ord 🙂
      Kristine har en forklaring herunder – du har måske set den allerede … det lyder ret logisk.

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:14

  10. Mht. æblerne er mit gæt, at revnerne skyldes forceret modning, da æblernes fortsatte modning efter plukning er blevet forceret ved at blive placeret varmt (stuetemperatur og/eller indstråling) og/eller sammen med andre ethylenudskillende frugter. Frugt og grønt optager ilt for at kunne modnes og processen danner bla. “affaldsstofferne” kuldioxid og vand, hvilket fylder og når modningen også fremmer dannelsen af vokslaget, der skal beskytte æblet mod afdampning af vand, så kan det dannede vand ikke komme væk og æblet sprænges. For en mere videnskabelig forklaring kan du læse yderligere her: http://www.poha.dk
    Din opståede sympati for Halloween skyldes måske, at du er blevet påvirket ved at have Madam Mim i baghaven 😂😂🎃💀👻
    Hvis børnebørnene skal aktiveres kreativt indendørs, kan de lave “edderkoppespind” med glitterlim på tube ved at trykke det ud i tykke forbundne streger på et plastikcharteque og lade det tørre op (natten over tæt på en varmekilde) eller på mikrobølgeovnsegnet plastikfilm og tørre i mikrobølgeovnen.
    Mvh. og god rejse iøvrigt

    Kommentar af Kristine — 10. oktober 2015 @ 02:19

    • Den forklaring køber jeg! Tak! Og jeg kiggede lige over på dit link, men det kræver mere tid, end jeg har lige nu … det bliver en anden gang, men det bliver, for det så spændende ud.
      Det kan såmænd godt være, at Madam Mim har smittet (lidt imponerende, at du husker det) 🙂
      Jeg synes nu ellers, at vi har så absolut rigeligt med edderkoppespind her i Den Stråtækte, så jeg er ikke helt sikker på, jeg synes det er en god ide ligefrem selv at lave ekstra 😉
      Tak.

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:18

  11. Naturligvis er Halloween kommercielt, men jeg synes, at det er helt rart med en slags fejring også på denne tid af året. Den orange farve lyser dejligt op i den mørkere tid, og samtidig er det en af efterårets farver i naturen.
    Det er rigtigt, det er også allehelgen, men den var jo stort set glemt og er alligevel ikke specielt dansk i og med at det egentlig er en katolsk fejring. Den blev vist genoplivet, da Halloween kom på markedet for at have en dansk pendant.
    Man kunne også tage nogle af de sjove mexikanske traditioner med de dødes dag ind. Bagerne kunne bage kraniekager o.s.v. Og i hvert fald en fin ide at mindes de døde. Lad os bare få et sammensurium af det hele omkring månedsskiftet, så kan vi hver især tage de elementer, vi synes om – eller helt lade være.
    Jeg tror på Kristines forklaring på æblefænomenet.

    Kommentar af Kirsten — 10. oktober 2015 @ 04:05

    • Det er også den konklusion, jeg er nået frem til, og da det nok alligevel er kommet for at blive, så … if you can’t beat them, join them
      Jeg kendte ikke mexikanernes dødes dag, før jeg så udstillingen på Moesgård Museum. Det synes jeg godt nok er noget underligt noget og kunne absolut ikke tænke mig at tage ideen til mig. Men det sagde jeg jo også om Halloween …
      Den forklaring tror jeg også på.

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:22

  12. Brug endelig løs af græskar. Et par af mine kolleger i nabolaget producerer utallige anhængertræk af disse græskartyper.
    Måske typisk for tidsånden sælges der fra samme avler græskar til syltning; men de kan opgøres i ganske få storkassers mængde, selv om græskarsyltning ellers ville være en oktober/november-syssel med et egentligt formål ud over pynteriet.
    -Og nu får jeg en umanerlig trang til en rugbrødsmad med leverpostej med et stykke syltet græskar ovenpå. Min barndoms vinterspise nr. 1!

    Kommentar af Farmer — 10. oktober 2015 @ 04:56

    • Ja, der er god gang i salget for tiden …
      Jeg har altid elsket syltede græskar, men de få gange jeg har lavet det i mit voksenliv, har jeg måttet konstatere, at jeg er den eneste, der spiser dem, så det holdt jeg op med at lave. Det er for sødt, siger familien og gufler i stedet løs af mine syltede agurker og asier.

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:24

  13. Enig i betragtningerne om halloween, men er bestemt også tilhænger af, at vi benytter naturens gang til at bringe lys og glæde ind i hverdagen. Og på denne årstid er det altså græskar, modne chili, og krysantemum (og æbler) der står for de klareste og gladeste farver. Og du behøver altså ikke klæde dig ud som hexia de trick og ringe på hos naboerne ….

    Kommentar af Frøken Z — 10. oktober 2015 @ 07:53

    • Enig – den konklusion er jeg også nået frem til, og jeg elsker jo i grunden de glødende efterårsfarver, så der bliver halloweenpyntet fremover her.
      Det behøver jeg heldigvis ikke, nej 😉

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:25

  14. Det blev da en usædvanlig køn trappe, du fik ud af halloweenpyntningen.
    Jeg tog den yderst kommercielle, meget amerikanske festlighed ind under huden, da pigernes musiklærer skrev en dansk halloweensang, som børnene så gik rundt og sang ved dørene.

    Kommentar af conny — 10. oktober 2015 @ 11:01

    • Ja, det er blevet ganske nydeligt – blot ærgrer jeg mig nu over, at jeg ikke købte et par af de mini-halmballer, jeg så på et høstmarked og i mit stille sind syntes var noget værre pjat. Lige indtil nu, hvor det går op for mig, hvad de kan bruges til.
      Så for dig var det også børn, der fik dig til at ‘købe’ konceptet … de må tage meget på deres skuldre, de kære små 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:27

  15. Det er fint, at man tænder lys og pynter med lys i den mørke tid, men jeg kan ikke fordrage det der kommercielle, amerikanske halløj, og jeg synes, at de tilhørende spindelvæv, hekse og skeletter er helt forfærdelige.

    Hvorfor importerer danskere fremmed kultur så kritikløst? Jeg tror, det hænger sammen med, at gamle danske traditioner stort set er afskaffet, fordi “vi” så længe så gerne har vilket være “moderne”, og der på den måde er opstået et tomrum, som man så nu er begyndt at udfylde med hvad som helst. Det er dybt sørgeligt.

    Kommentar af Rasmine — 10. oktober 2015 @ 11:38

    • Jeg springer også helt over m.h.t. spøgelserne og alt det der, men de gyldne farver er jo helt vidunderlige.
      Hvad er det for danske traditioner, der er afskaffet? Jeg kan ikke lige komme i tanke om nogen. Jeg tror mere, det er forretningsdrivende, der ser en god fidus i yderligere en indtjeningskilde.

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 14:31

      • Jeg tænkte ikke på bestemte danske traditioner – mente blot, at hvis man synes, der mangler noget i den retning, ville det være klædeligere at dykke ned i historien og genoptage et par stykker af dem, der er forsvundet i tidens løb, for eksempel ved den helligdagsreform, som slog en masse sammen til Store Bededag af hensyn til produktiviteten. I øvrigt har man vel fejret de samme ting i hele Vesteuropa, de årstidsbestemte sikkert endda over det meste af verden, blot på forskellig vis. Jeg har et virkelig ømt punkt med hensyn til import af fremmede skikke, for eksempel også sanbakarneval. Det kunne være interessant at studere lidt “sammenlignende traditionshistorie” 🙂

        Kommentar af Rasmine — 17. oktober 2015 @ 12:38

        • Ja, det kunne egentlig være ret interessant 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. oktober 2015 @ 14:13

  16. Jeg tror dine æbler er gået ud af deres gode skind af undren over at du skifter mening.. 🙂

    Kommentar af Inge — 10. oktober 2015 @ 19:21

    • Tænk, tror du virkelig, det kan være det? 😉

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2015 @ 19:33

  17. Jeg tror kodeordet for æblerne er “danske”. De er modnet naturligt ude og sprækker, når de kommer ind i varmen. Det samme sker med de sidste tomater, som modner i et koldt drivhus. Så snart de kommer ind, sprækker de. Den videnskabelige forklaring er nok den, Kristine har fat i. 😊

    Kommentar af Marianne Kruse — 11. oktober 2015 @ 10:48

    • Det er nok en del af forklaringen, ja, og jeg tror også, at Kristines forklaring er den videnskabeligt korrekte 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2015 @ 10:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.