Hos Mommer

5. oktober 2015

Efterår i flere betydninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:07
Tags: ,

Man kan vel godt kalde det efterår i to betydninger, når Veteranklubben den 5. oktober mødes på mit gamle arbejde? Vi er en flok, som må kunne siges at være i vort livs efterår. Jeg håber sandelig bare, at vinterens mørke vil være meget længe om at indfinde sig for vores vedkommende.
Mens jeg hyggede mig med efterårstræffet, hyggede John sig med efterårstrækket.
De kommer i store mængder nu, gæssene – der er ikke mange minutters pause mellem mellemlandingerne her ved Den Stråtækte. Nogle flyver også bare forbi; de er åbenbart endnu ikke trætte nok til at trænge til nattens rast.

Hvid sol (1)

Gåsetrækkene fik jeg ingen billeder af i dag, men forleden var der sort sol af hvide måger.
Jeg kan egentlig overhovedet ikke lide måger, men dette var ikke desto mindre et flot syn. De kom ind i tusindvis og lagde sig på fjorden – de har jo kronede ormedage ude hos landmændene, hvor man ofte ser marker, hvor man næsten ikke kan se den sorte muld for de utallige hvide måger.
Om aftenen søger de ud på vandet, hvor de føler sig mere trygge end inde på land.
Havørnen kan nemlig bedre lide blishøns. Det forstår jeg godt, men for min skyld måtte den meget gerne gøre et grundigt indhug i alle disse måger …

Hvid sol (3)

Sådan her så fjorden ud over en strækning på omkring 1½ kilometer. Jeg har aldrig set noget lignende. Hvis de var ankommet dagen efter premieren på Alfred Hitchcocks ikoniske (nyt modeord) Fuglene, var der sikkert udbrudt panik i området omkring Præstøfjorden.
Jojo, det er efterår. På godt og ondt. Musene finder ind i store mængder. Vi lægger dagligt giftigt korn ud i køkkenet – næste dag eller på et eller andet tidspunkt i løbet af natten forsvinder det, hvorpå en ny portion bliver serveret. Vi ved, at musene dør ret hurtigt efter indtagning, så det er helt sikkert ikke den samme mus, der tager sig en ny portion hver dag. John er netop i skrivende stund på en rekognosceringsrunde for at se om han kan finde stedet, hvor de finder ind. Vi håber optimistisk, at der kun er ét … men det er bekymrende voldsomt med den hast, giften forsvinder med for øjeblikket.

IMG_1147

Efterårsfarverne er ved at have indfundet sig for alvor. Det lader sig ikke længere skjule, at naturen har iklædt sig flammefarverne til et sidste farvebrag, inden året går helt i vinterhi.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Flammende flotte farver… Man får jo lyst til at strikke noget løvfaldsinspireret… Med alt det natur I skal holde øje med, kan det undre, at du får tid til at blogge!
    Der gik en unge i fælden her ude… efter en længere fangstpause, så nu forventer vi at der går flere småmus i fælden. Erik har aldrig lagt giftkorn ud…

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. oktober 2015 @ 17:42

    • Jeg kan jo holde øje med naturen, mens jeg blogger 😉
      Jeg ved godt, at mange har noget imod musegift, men der har vi nu ingen skrupler … vi ved jo ikke engang, hvor vi mest effektivt skal sætte fælderne op.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2015 @ 17:49

  2. Jeg nyder altid dine billeder, men i dag er de da ekstra flotte. Helt fantastisk er det med mågerne ude på fjorden; hold da op hvor er der dog mange. Slet ikke til at forstå. Jeg er nu heller ikke så meget for måger.

    Som barn boede jeg på en gammel gård nede på Sydfyn, der havde vi også mange mus. Vi havde også katte, men de fik ikke fat på alle musene, så vi satte Ærøfælder op. Jeg ved såmænd ikke, om det er mere humant end jeres giftkorn. De kunne jo bare sidde inde i fælden og dø af sult med mindre nogen gjorde noget.

    Kommentar af Stegemüller — 5. oktober 2015 @ 18:17

    • Det er vist rekorden i mågeantal for mit vedkommende 🙂
      Næh … en ærøfælde er da ikke særlig human, med mindre man minimum en gang dagligt ser til fælden og slår indholdet ihjel.
      Men jeg har nok allerede mange på nakken, fordi vi bruger gift. Det må jeg så leve med …

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2015 @ 18:34

  3. Øv med mus. I er sikkert bevidste om at holde yderdørene lukkede mest muligt ellers vær det. Ved sengetid kan I si striber af et tyndt lag mel ud strategiske steder, så I næste morgen kan se om der er passeret mus og i hvilken retning for derefter støvsuge det op.
    God 🐀🔫

    Kommentar af Kristine — 5. oktober 2015 @ 18:36

    • Ja, det er øv, og vores døre står ikke åbne, men vi tror, at John i mellemtiden har fundet stedet, hvor de finder ind. Det vil hurtigt vise sig, for nu er hullet stoppet, så vi venter lige et par dage med at følge dit råd og strø mel i køkkenet 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2015 @ 19:44

  4. Mus skal holde sig ude, og det er heldigvis lang tid siden vi har haft mus inde.
    Hvor er det dog et skønt sted at i to har slået jer ned i jeres efterår.

    Kommentar af Lene — 5. oktober 2015 @ 18:39

    • Jeg har heller ikke spor imod mus, så længe de holder sig uden for!
      Ja, det er så helt vidunderligt et sted 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2015 @ 19:45

  5. Flotte billeder af en flot natur. Hvad med en kat? Vores lille husven fanger adskillige mus. Før han kom til, så vi dem aldrig, men de har selvfølgelig været der.

    Kommentar af Eric — 5. oktober 2015 @ 19:57

    • En kat er en oplagt tanke, men vi er alt for meget væk til at kunne holde husdyr på forsvarlig måde – også selv om en kat er et selvstændigt dyr, der i vidt omfang kan passe sig selv, så skal den ikke være alene hjemme så ofte som tilfældet ville være.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2015 @ 20:25

  6. Der er sandelig gang i fuglelivet i øjeblikket. Muselivet kunne I formentlig godt være fri for.

    Kommentar af Jørgen — 6. oktober 2015 @ 08:05

    • Så absolut! I hvert fald det inden døre …

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2015 @ 13:38

  7. Åhhh det er så smuk en årstid, jeg var på vandretur i København i går eftermiddags, bl.a. på Kastellet og i Østre anlæg. Begge steder kunne vi konstatere at NU er det efterår og tæerne skifter hastigt farve samtidig med at bladene fyger omkring os.. 🙂

    Kommentar af Inge — 6. oktober 2015 @ 08:40

    • Faktisk er det jo en meget smuk årstid, men jeg synes den er vemodig, fordi den indvarsler vinteren.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2015 @ 13:40

  8. Det er lige pludselig blevet efterår på godt og ondt 🙂 Mus er vist en del af efterår i landlige omgivelser, og de er nok ikke nemme at holde ude af den stråtækte. Det kan godt være, John får spærret motorvejen ind, men så er der altid landevejene, bivejene, markvejene og stierne tilbage. Uden iøvrigt at forholde mig til brugen af gift håber jeg for jer, at musene pænt går hen og lægger sig til at dø et sted, hvor I ikke kan lugte dem …

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. oktober 2015 @ 09:19

    • Vi er indstillet på,at de skal jagtes hvert år, men derfor kan vi jo godt gøren en indsats for at hindre dem at komme ind … jeg kan godt lide dit billede med vejene, selv om det ikke er en rar tanke, at der er mange veje ind.
      Det er ikke sket endnu, men det skal da nok komme en dag, at der ligger en et sted, vi ikke kan komme til.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2015 @ 13:43

  9. Udryd I bare musene med alle til rådighed stående midler.. ser nogen anbefaler en kat, men det er vist ikke rette løsning. Jeg har i hvert fald endnu til gode at møde en kat, der fortærer musene helt – og gør det udenfor. De fleste katte jeg kender til i dag slæber musen med ind, leger lidt med og lader de mindre spiselige dele ligge så katteejerne kan jokke i resterne når de lister ud på toilettet om natten. Skulle være særligt upraktisk mht galdeblæren. 😦

    Alene hjemme problemet for en kat er dog betydeligt mindre end de hurtige biler på vejen udenfor vil jeg mene.

    Gift er vist den bedste løsning for jer. For mus hører til udenfor og bestemt ikke i beboelsen. Men jeg vil vædde med at de kommer ind flere steder end ét. Så god jagt hvad det angår.

    Kommentar af overleveren — 6. oktober 2015 @ 12:05

    • Det gør vi også, og jeg kan sagtens genkende kattens adfærsmønster, som du så muntert og rammende beskriver her 🙂
      Og som jeg også svarede, så er vi ganske rigtigt alt for meget væk til at kunne forsvare at have husdyr.
      Tak – John har fundet og afspærret musenes hovedindgang, men om der er flere, vil tiden vise.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2015 @ 13:46

  10. Flotte efterårsbilleder – vemoden ved efteråret deler du åbenbart med min husbond. Jeg nyder bare alle årstiderne, og jeg er især vild med farverne om efteråret. Jeg ved jo, at det er en cyklus. Og uden vinter og våde dage ville vi jo ikke nyde sommerdagene i samme grad.
    Held og lykke med musejagten. Jeg tror på, at gift er mere humant end de fælder, vi havde, som den stakkels døende mus kunne slæbe hen over køkkengulvet. Arh, jeg får helt kuldegysninger ved tanken.

    Kommentar af conny — 7. oktober 2015 @ 23:09

    • Det er bestemt en smuk årstid, og jeg ville ikke kunne leve i et land uden årstider, men vinteren er den af dem, jeg holder mindst af 😉
      Arme mus … jeg vil helst også tro på, at det går hurtigere med gift … det bliver i hvert fald det, vi fortsætter med.

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2015 @ 07:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.