Hos Mommer

30. september 2015

Mormormad eller hvad?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:34
Tags: , , ,

Mormødre i dag er en blandet race. De fleste af dem kan sikkert godt lave ‘mormormad’, men rent kulinarisk tager mange af dem store dele af verden med ind i køkkenet.
Jeg er som bekendt selv mormor, men er mormormad ikke snarere den mad, min mors generation lavede, og ikke den mad, Mommer Ellen her laver i sin hverdag? Burde det efterhånden ikke retteligen omdøbes til oldemormad? Det ville samtidig tage den evige favorisering af mormor ud af det – det er lidt synd for de ofte oversete farmødre, synes jeg.

Coop har et mad-o-meter, og ifølge dette er de fem retter, der er i størst fare for at forsvinde, brunkål, æbleflæsk, skipperlabskovs, gule ærter og kåldolmer.
Så er jeg trods alt nok ikke helt i oldemorklassen endnu, for jeg laver faktisk alle fem retter indimellem; sjældnest skipperlabskovs, som jeg kun har lavet et par gange i mit voksenliv. Det smager egentlig godt, og nu blev jeg helt inspireret af mine egne ord …

En anden kilde opgiver følgende 10 retter til at høre under katogorien ‘truede retter’:

  1. Kogt torsk, 2. Farserede porrer, 3. Stegt lever, 4. kærnemælkssuppe, 5. Vandgrød, 6. Brunkål,
    7. Gule ærter, 8. Grydestegte hjerter, 9. Arme riddere og 10. Kødrand.

Det var et overlap på kun to, så vi er allerede oppe på 13 retter, der snart forsvinder fra de danske spiseborde, og reelt er der endnu flere. Jeg laver aldrig farserede porrer, kærnemælkssuppe, vandgrød, arme riddere eller kødrand, men de stod alle på menuen i mit barndomshjem, sammen med sødsuppe og sagosuppe. Brun sovs hørte til dagens orden, når det var noget med kød og kartofler, men det laver jeg stort set kun i dag, når jeg har besøg af englænderne. Børnebørnene (og deres forældre) elsker retter som flæskesteg og medisterpølse, og jeg oplever, at mange unge i dag holder meget af disse retter med den tilhørende brune sovs, men de laver det aldrig selv.
Jeg husker også min barndoms finker, når der var slagtedag. Lavet på indvolde, heriblandt lungerne, som gav finkerne den specielle smag og konsistens, de slet ikke har i dag. Vi køber det en gang imellem til jul, men selv om der er stor forskel på dem, er der ingen der smager som i min barndom.
Der blev også lavet blodpølse, som smagte herligt med sirup på, men jeg har kun fået det ganske få gange siden barndommen – de smager også helt anderledes og forkert end fordums tiders hjemmelavede.
Min mor lavede ret ofte pærevælling til Charlotte, da hun som barn cyklede ud til mine forældre på gården næsten hver dag fra skole. Hun ELskede det og spiste altid så meget, at mor og jeg aftalte, at hun helst skulle have det umiddelbart efter ankomst, for ellers var hun slet ikke sulten til aftensmaden.
Når man den dag i dag nævner ordet pærevælling for hende, lyser hendes øjne op, og minderne står i kø.

Eller hvad med god, gammeldags, hjemmelavet suppe? Jeg elsker supper af næsten enhver art og laver det tit om vinteren – her i huset er yndlingen kartoffel-porresuppe, men Charlotte har lært at lave autentisk hønsekødsuppe, og hendes englændere elsker den.

(En lille sidebemærkning: Jeg har flere gange set, at Shepherd’s Pie er blevet til shepards pie på ‘dansk’. Typisk. Vi tror vi er så gode, og så klumrer vi i virkeligheden pinligt rundt i det.)

Vi skal i øvrigt have kåldolmere i aften; deraf inspirationen til indlægget. Det var min fars storfavorit, som han ikke kunne få tit nok. Jeg har ikke lavet det siden han døde for over fire år siden, men nu skal det være. Det smager faktisk rigtig godt.

Har I en yndlingsret, I har taget med fra barndomshjemmet? Eller fra jeres bedsteforældre?

Advertisements

47 kommentarer

  1. Nej, mine yndlingsretter er kommet efter barndommen. Men sjovt at kåldolmer opfattes som ærkedanske. Jeg har også spist dem i Grækenland (“dolmades”), og iflg. de lærde kommer “dolmer” af det tyrkiske “dolma” (fyld).

    Kommentar af Eric — 30. september 2015 @ 15:57

    • Rigtigt, men det er nok hvidkål og [frikadelle]farsen, der er ærkedansk. Dolmades er jo fyldte vinblade, og fyldet er vist ikke fars, som vi kender den?
      I øvrigt huskede Rasmine mig på, at det hed ‘hvidkålsrouletter’, da vi var børn.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 18:26

      • De dolmades, jeg skrev om, var kogte kålblade med farsfyld, og det var ved den lejlighed, det slog mig, at ordet “dolmer” nok kom fra de kanter. Vinbladene har jeg også prøvet – dolmades må være en fællesbetegnelse.

        Kommentar af Eric — 1. oktober 2015 @ 16:56

        • Enig – og som jeg skrev til Rasmine, så kaldte mine forældre dem ikke for dolmades, men for hvidkålsrouletter 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 17:57

  2. Det med generationsbetegnelsen …. passer godt nok her.. for der er kun en mormor!
    Kort sagt er brun sovs (ikke sauce!) vist det mest elskede mormormad her i huset. Helst den der opstår af en god flæskesteg. Så julemadens succes afhænger til dels af mængden af sovs… pyt med rødkål og bare der er et stykke kød pr.pers….. Men kartoflerne skal kunne svømme rygcrawl i brun sovs!
    Barndommens retter er for mig, noget man nærmest ikke kan få idag… Stegte duer, mmmh…sådan et stykke mørt brystkød. Stegte rødspætter, altså rigtige spætter, der lige er hentet op af hyttefadet og kan sprælle på panden. Stegt kylling, sådan en rigtig landkylling, som far havde købt på dagens tur ud til forsikringskunder. Og dertil nye kartofler og grøn salat og mormordressing på!
    Desserten konge er citronfromage… noget jeg ikke kaster mig ud i. Dybt traumatiseret af skolekøkkenets fiasko med husblas har jeg holdt mig helt fra den slags eksperimenter!!
    Det samme gælder kåldolmere!
    Suppe er godt.. Det kan vi samles om… ungerne og mormor kommer til bordet, når der annonceres suppe… “kødbollesuppe” vel at mærke. Vi holder også af porrekartoffelsuppe og blomkålssuppe.
    Gule ærter er samlingspunktet for Erik og hans søskende og de samles inkl. ægtefæller hos lillesøster, som har lavet rigtige gule ærter. Så er folk mætte!!!
    Stegte hjerter, kogt torsk, brunkål er jævnligt på menuen.
    Vi er vist en mellemgeneration!

    Kommentar af AnneHoltegård — 30. september 2015 @ 16:23

    • Det hedder ‘sovs’ når der er rigeligt af den, og det må man sige, at der er i jeres tilfælde 🙂
      Uhm, du nævner nogle af de herlige retter, jeg ikke fik med, og jeg må indrømme, at fiaskoerne i skolekøkkenet ikke har berørt mig senere i livet. Det var jo bare at prøve igen 🙂
      Ja, vi er nok en mellemgeneration, hvad maden angår.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 18:29

  3. Jeg er selv i mormoralderen – endda godt og vel, så måske kunne jeg allerede have været oldemor, men jeg laver næsten aldrig varm mad, og jeg har en lumsk mistanke om, at det ikke havde været meget anderledes, hvis jeg havde haft afkom.

    Jeg har aldrig fået vandgrød, grydestegte hjerter, arme riddere eller kødrand, selv om jeg kender dem af omtale. De resterende seks truede retter elsker jeg alle sammen, men på dette område hører jeg afgjort til “de unge”, for jeg gider ikke lave dem selv.

    For resten havde jeg aldrig så meget som hørt “kåldolmere”, før vi flyttede til Sjælland, og de vil altid være hvidkålsrouletter for mig. De var også min fars livret (nej, ikke “favoritret”!!!).

    En enkelt livret har jeg vist ikke, så Jeg er nok nødt til at sige, at det er alle de gammeldags retter – altså dem, jeg har smagt.

    Kommentar af Rasmine — 30. september 2015 @ 16:25

    • De retter, du aldrig har fået, er sikkert nogle, din mor ikke brød sig om – det er jo heldigvis husmoderens privilegium: Hun bestemmer selv, hvad der skal på bordet, hvilket også er årsagen til, at jeg aldrig har lavet de retter, jeg nævnte i indlægget.
      De hed faktisk også hvidkålsrouletter i mit (sjællandske) barndomshjem … og enig: Det hedder ikke favoritret, men hvordan kan man sige ‘storfavorit’ og samtidig holde fast i ordet ‘livret’? 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 20:39

      • Jeg var egentlig ikke ude efter dit storfavorit – fik bare lyst til at give udtryk for min irritation over det omsiggribende favoritret, ganske uden tanke på storfavorit 😀

        Kommentar af Rasmine — 1. oktober 2015 @ 06:10

        • Okay … jeg har bare ikke lagt mærke til, at det er omsiggribende … har egentlig nok kun hørt det fra Linje 3, dengang de skabte ordet for sjov.

          Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:10

  4. Oksekødssuppe med kød- og melboller, Sprængt oksebryst eller tunge med peberrodssovs – det hele hjemmelavet naturligvis 🙂 Også kød- og melbollerne.

    Citronfromage og svedsketærte. Uha – der er mange nu, jeg tænker over det. Hyldebærsuppe med æbler, vandgrød med rosiner for lige at nævne et par stykker mere.

    Kommentar af Lone Nielsen — 30. september 2015 @ 19:01

    • Der er åbenbart masser, masser af gamle retter, når vi først sætter vores fælles hukommelse i gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 19:43

  5. Jeg holdt meget af mælkeretterne og desserterne som i mit barndomshjem var vigtige, da pengene var små, så vi fik altid to retter mad. Byggrød, risengrød og risvandgrød (med abrikosmos), sagosuppe, kærnemælkssuppe eller æggemælk med solbærsyltetøj, varm mælk med rugbrød, tvebakker eller med klatter af den kolde grød fra dagen før (og kanelsukker) … Hyldebærsuppe med æbler, frugtgrød, klatkager og pandekager. Min yndlingskødret var boller i karry med ris; det var fast fødselsdagsret. Indmad derimod lærte jeg aldrig at elske, men vi fik vist alle de truede retter med jævne mellemrum.
    Tak fordi du ‘lovliggjorde’ min sengeredning, der ligner din til forveksling. Jeg har altid tænkt, at nattens fugt skulle have lov at dampe af 😉

    Kommentar af fiberfryd — 30. september 2015 @ 19:07

    • Og så kom der lige endnu flere gamle retter på banen. Pengene var også små for mine forældre, men fordi de boede på en gård, manglede vi aldrig kød, og fik derfor nok ikke så tit grød som så mange andre. Jeg har altid elsket alle former for indmad, men det er virkelig noget, der kan dele vandene.
      Du har altid tænkt gode tanker, Ditte 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 19:47

  6. Jeg boede i min barndom to år på Bornholm (i forhistorisk tid fra 1978 til 1980) og der lærte jeg at sætte pris på skrubber stegt på panden og vendt i rasp. Selv om jeg ikke er så meget for fisk (fik det for meget fordi det var billigt), så kan jeg alligevel godt falde for en skrubbe, hvis den ellers er ordentligt frisk.

    PS: tak for et indlæg der vakte minder, bl.a. om alt det jeg ikke kan lide heriblandt gule ærter og brunkål.

    Kommentar af Stegemüller — 30. september 2015 @ 19:10

    • Skrubber er god mad – vi fik det tit i mit barndomshjem, da de var væsentligt billigere end rødspætter.
      Velbekomme – barndomsminder er jo næsten altid gode – selv når de inkluderer det, vi ikke kunne lide 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 19:48

  7. Undskyld men er der forskel på autentisk hønsekødssuppe og “chicken broth” i dag, bortset fra at det ene burde laves på udtjent sej æglægger (høne) og det andet på poulard/kylling, men den førstnævnte nærmest er uopdrivelig i almindelig handel og vandel, så hjemmelavet hønsekødssuppe vil vel oftest være baseret på et yngre (og mindre) eksemplar af racen. Er det (hjemmelavede) kød- og melboller, der udgør forskellen?
    Forloren hare med røget spæk om muligt ellers bacon nød jeg hos min mormor. Hos min farmor var en yndlingsret hamburgerryg (vel at mærke den lagesaltede og røgede) med forsommerens primeurs. Fra mit barndomshjem er det den ugentlige biksemad, hvorved div. (kød)rester kunne udgøre en hovedret; “blendet køleskab”, hvor div. halvglemte/kedelige rå og tilberedte grøntsager blev omdannet til en pureret suppe ved tilsætning af afkog af div. knogler/skrog og ikke mindst stegte sild, jeg tilberedte/nød og fortsat nyder.
    Bon appetit

    Kommentar af Kristine — 30. september 2015 @ 19:11

    • Ups jeg glemte øllebrød. Det var og er GODT.

      Kommentar af Kristine — 30. september 2015 @ 19:15

      • Autentisk hønsekødssuppe er, når den er lavet fra grunden med fjerkræet i, hvad enten det er en forholdsvis ung kylling eller en gammel høne. Uautentisk er, når den er lavet på en bouillonterning, som flere af mine kolleger så skammeligt gjorde.
        Jeg husker også barndommens hamburgerrygge, når de kom tilbage fra ‘røgmanden’ sammen med spegepølserne og spækket. Uhmmm.
        Tak for yderligere supplering af gamle danske retter.
        Øllebrød har jeg aldrig kunnet lide. Kun ‘norsk øllebrød’, som jeg ikke kan huske opskriften på. Grønkålsuppe og stegte sild havde jeg det også svært med, men heldigvis accepterede min mor, at der var et par ting, vi ikke kunne lide – “sådan har alle det, og det er helt i orden”. Jeg spiste det da også. Undtagen grønkålsuppen – det kunne jeg simpelthen ikke få ned.

        Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 20:18

  8. Havde glemt en del af dem, men de dukkede op, mens jeg læste kommentarerne. Så pandekager, risklatter, risengrød, hyldebærsuppe med kammerjunkere, suppe med melboller og kødboller er alle retter, jeg også laver i dag. Derudover farsretter i alle afskygninger (kødsovs med spagetti – ikke noget pasta bolognese her ;-), vi griner fordi vi alle stadig er vilde med farsretter. Lærerhjem med mange børn og ikke så mange penge = fars er billigt og så hakkebøf om søndagen 🙂 Sagovælling, kærnemælkssuppe, citronfromage, frugtgrød var en del af min barndom (sparer på kødet ved at få en forret eller en dessert) En sjælden gang fik vi koteletter og flæskestegen var til juleaften. Kylling har vi nok også fået, men hvor andre svømmer hen i minder om sommerkyllingen, så husker jeg mere sommeren for snobrød og pølser 🙂 Igen mere snobrød med godt med ketchup og margarine i end pølser(det var billigere)
    Vi fik også kåldolmere, jeg elskede dem (farsret!) men jeg har aldrig lavet dem selv, syntes det lød for besværligt 🙂

    Kommentar af Lene — 30. september 2015 @ 20:15

    • Det er altså herligt, som I har fået sat minderne i gang – tak for også at komme med dine 🙂
      Jeg lavede mad helt for mig selv ved at pakke kartofler i stanniol og smide dem på et bål, jeg tændte på mit hemmelige sted i den miniskov, der hørte til gården. Det kom jeg lige til at tænke på, fordi du nævnte snobrød.
      Kåldolmere er faktisk lidt besværlige at lave, men det er arbejdet værd, synes jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 20:31

  9. Spaghettifad – rigeligt til både 4 og 6 personer.
    500 gram hakket oksekød – 4 løg hakkes – 2 til 4 gulerødder rives groft – 500 gram spagetti – 2 små dåser koncentreret tomatpure – 2 til 3 dåser flåede tomater.
    I en stor gryde knækkes båndspagettien til mere mundrette stykker og koges i ca. 10 minutter med lidt olie og salt i vandet. Vandet hældes fra, når spaghettigen er færdig.
    I en anden stor gryde brunes det hakkede oksekød lidt af gangen, så det ikke kun koger og kødet kommes op i en skål.
    Så gyldnes de hakkede løg i margarine sammen med de revne gulerødder med lidt salt og en knivspids peber. Det brunede oksekød kommes i gryden med løg og gulerødder og saft fra de flåede tomater + evt. rødvin ellers vand hældes ved, så det dækker. Dette småkoger i 10 minutter.
    Spaghettigen kommes derefter i gryden til kødet m/de hakkede løg og revne gulerødder. Tomatpure og 2 dåser flåede tomater tilsættes og det hele småkoger lidt mens der røres forsigtigt i gryden.
    Parmasanost og tomatketchup sættes på bordet. (Flutes kan evt. spises til.) 🙂

    Kommentar af Søren — 30. september 2015 @ 20:22

    • Tak for opskrift, Søren. Er det en af dine barndomsretter? Det er vist en variant af spaghetti med kødsovs, tror jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 20:33

      • Opskriften er min mors – de revne gulerødder giver en lækker smag og den revne parmasanost som tilbehør er lækker, men det er jo en smagssag 🙂

        Kommentar af Søren — 30. september 2015 @ 20:54

        • Guleødder (og blegselleri, i øvrigt) er godt i kødsovse og parmesanost er et must 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 21:02

  10. Jeg holdt meget af min mors supper, både hønsekødssuppe, oksekødssuppe og grønkålssuppe, men jeg laver det aldrig selv. I mit barndomshjem spiste vi boller i selleri, det har jeg heller aldrig selv lavet, og mon ikke det er en ret, der er gledet ud?

    Kommentar af Randi — 30. september 2015 @ 22:30

    • Suppe er da herlig vintermad, og så laver man jo meget ad gangen, så der er til flere dage 🙂
      Jeg laver boller i selleri en sjælden gang – det smager dejligt.

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:11

  11. Jeg fik alle de ærkedanske retter – undtagen fyldte porrer! – ved min barndoms spisebord, men jeg fik jo altid salat bagefter, og ikke sjældent en frugtskål til dessert, ellers var det sødsuppe eller kærnemælkssuppe 🙂 Det mest almindelige var stegt lever, kogt torsk og derefter kom brunkål og så videre.

    Kommentar af Donald — 30. september 2015 @ 23:51

    • Man kom nu farsen udenom porrerne 😉 Din mor har været forud for sin tid, hvis du har fået salat så tit!

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:13

  12. Vi har ikke været rundt om vildtretterne. I et jægerhjem i min barndom var vildtet en betydende faktor for økonomien.
    Haresteg!!!
    Noget af det fineste kød. Langtidsstegt og naturligvis med pillede kartofler og flødesovs. Syltede asier som tilbehør. Mælken, kartoflerne og asierne havde vi jo selv.

    -Så bliver det, i min erindring, ikke mere efterårsagtigt og blæsende udenfor. Karlen kommer lidt halvvåd ind fra roemarken. Brændekomfuret godt varmt efter stegningen.
    Vi havde godt nok gaskomfur; men skulle der laves ordentlig langtidsstegning blev det gamle komfur og den store jerngryde anvendt.

    Om 4½ time går harejagten ind. Mon der skal hare på bordet i week-enden? Det er næsten for varmt til den ret lige pt.

    Vi fik dengang altid 2 retter og naturligvis varm mad kl. 12.
    Ikke den nutidige uskik med at indtage det store måltid få timer før sengetid. Jeg tror denne uskik med varm mad om aftenen bærer en stor del af skylden for overvægt hos mange. Der er ikke tid til forbrænding og derfor lægges energien på lager.
    Efter 1½ times middagssøvn var enerien ikke lagt i fedtdepot endnu, men klar til afbrænding. Lige klar til et par timer i marken og så ind til aftenmalkningen.

    Kommentar af Farmer — 1. oktober 2015 @ 02:48

    • Vildtretterne er helt glemt, ja. Harer, fasaner og duer var det, der kom på vores bord – aldrig råvildt. Du har ret: Jeg husker haresteg som noget af det allerbedste. Når man én gang har fået det, synes man, at ‘forloren hare’ skulle have været døbt noget andet.
      Vi fik også to retter kl. 12, men det gik mor bort fra, da jeg kom i skole – det var simpelthen ikke foreneligt med skolesøgende børn, syntes hun – forståeligt nok – men jeg har ofte som voksen tænkt på, at det faktisk var meget sundere at tage hovedmåltidet midt på dagen, som du også siger.

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:18

  13. Ha, dér fik du da lige trykket på nogle knapper efter alle kommentarerne at dømme 🙂 I min barndom var maden præget af for meget gris og for få krydderier, og de grødretter, som jeg egentlig ret godt kunne lide, nægter Gemalen (hvis mor ikke kunne lave spiselig grød) på det bestemteste at indtage, så der er ikke taget barndomsretter med ind i voksenlivet. Mht. husblas er jeg lige så traumatiseret som Anne H – og af samme grund, så det er bare no go her i huset. Endelig tror jeg ikke, at jeg nogen sinde har smagt farserede porrer, kåldolmere, brunkål, arme riddere eller pærevælling. Der må bestemt være gået et eller andet galt undervejs. Måske var det, at min mor var opvokset på Frederiksberg og derfor ikke havde fået de traditionelle landboretter ind med barndomsmaden?

    Kommentar af Fruen i Midten — 1. oktober 2015 @ 09:13

    • Ja, det må man da lige sige 🙂
      Jeg er sikker på, at du har ret i, at grunden til dit anderledes barndomskøkken skal findes i din mors opvækst – og selv om jeg tror, at retterne også fandtes i storbyerne, så blev mange af dem nok regnet lidt for fattigmad, måske?
      Krydderier var sjovt nok ikke almindeligt at bruge, da vi (og vores forældre) var børn. Gad vide om det har været en reaktion på dengang, man brugte mange for at skjule, at kødet havde fået en tanke?

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:23

  14. Herligt indlæg. Tænderne løber nærmest i vand ved tanken om alle de gode gammeldags retter som her berettes om. Jeg synes nu ikke vi har fastholdt ret mange af barndommen retter, hvilket er en skam. Pærevælling er jo fantastisk.
    Jeg har gået på kostskole i gymnasiet. Her fik vi også den ret der har inspireret dig til teksten, men den blev kaldt “Død mus i slåbrok”.

    Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2015 @ 09:31

    • Jeg glemte fløjlsgrød, som jeg vældig godt kunne lide.

      Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2015 @ 09:31

      • Hahaha – “Død mus i slåbrok” – jeg kom til at smile højt … hvor er det typisk gymnasieelever at finde på den slags. Jeg er bange for, at retten også vil hedde sådan i det nielsenske hjem fremover – den gik rent ind her 🙂
        Nu ved jeg ikke, hvem der står for madlavningen hos jer, men hvis det er dig, bestemmer du jo selv, og hvis det er din kone, må du lige bestikke hende lidt til at få genopfrisket nogle af dem, for ja: der er mange gode og velsmagende indimellem. Plus det modsatte, men dem springer vi over med god samvittighed …

        Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:46

        • Hvor gik du på kostskole?

          Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:47

          • Haslev. Det var lidt besværligt at komme dertil. Først på cykel til Fakse Ladeplads og så med bus til Haslev. Så faktisk flyttede jeg tidligt fra Vemmetofte.

            Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2015 @ 16:30

            • Først tænkte jeg på, hvorfor du ikke tog til Køge Gymnasium, men det startede jo ikke før i 1964, så vidt jeg husker – jeg startede der i 1969.
              Vi havde rigtig mange elever fra Stevns, for rejsen blev nok lidt nemmere, fordi man kunne tage Grisen direkte til Køge.

              Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 18:00

  15. Hjemmelavet smager ‘den døde mus i slåbrok’ vældigt godt, men da jeg var i lære, serverede min far den hver eneste fredag aften, indkøbt i en delikatesseforretning, og det blev man jo ærlig talt lidt træt af……:-)

    Kommentar af Madonna — 1. oktober 2015 @ 10:40

    • Puhaja, det kan jeg godt forstå – og så hver eneste fredag. Hvis jeg fik den samme ret hver uge, ville jeg blive træt af den, uanset hvor godt det var 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 11:28

  16. Hjemme hos os var vi vilde med al slags kål, også hvidkålsrouletter med masser af kogt hvidkål, muskatsovs og rugbrød til. Min mor bandt bomuldssnor om hver enkelt og endte med en fin sløjfe. Min lillebror kaldte retten ‘pakker og papir’!
    Her er min version: Snittet hvidkål i bunden af gryden; når kålen koger, flytter jeg lidt rundt på den og lægger en frikadellefars ned i et hul i midten. Når alt er kogt, hældes suppen fra og muskatsovsen laves (endelig uden piskefløde!). Rugbrød spises til. Nemmere kan det ikke være – og smagen er den samme! Her i Sønderjylland bruner de rouletterne og serverer dem med kartofler og hvis sovs til – ikke noget ‘papir’ her – de har altid gået hårdt til kødet! Jeg er vokset op med lidt kød og masser af grøntsager, som min mor var ekspert i at koge, ikke noget kogt i smadder der … Den tradition har jeg fulgt lige siden; husker dog, at der skal noget mere kød på bordet, når min svigersøn og mit ældste barnebarn er på ferie hos mig. De går lige så hårdt til kødet som sønderjyderne!
    Hvad med boller i selleri, boller i brun sød-og-sur-sovs og blomkålsgratin med gulerødder. Det sidste er en af min søns yndlingsretter.

    Kommentar af Elsebeth — 1. oktober 2015 @ 18:10

    • Det er nemmere og smager sikkert af det samme, men jeg kan nu godt lide de fine pakker, så dem bliver jeg ved med at lave 🙂
      Går sønderjyder så hårdt til kødet? Det gjorde vi også på Østsjælland, men det har nok noget at gøre med, at kød ikke var en mangelvare på en gård.
      Boller i selleri er godt – det laver jeg indimellem – sursød sovs kender jeg kun til hønsekød og så er den hvid, og blomkålsgratin er kun med blomkål. For mig. Men mad er som bekendt meget egnsbestemt, selv i vores lille land.

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 21:23

  17. Vi har fået den første pærevælling i år. Jeg laver stadig mange af de rigtige gamle retter her. Hjemmekogt hønse- og oksekødsuppe, hvidkålsrouletter, hele hjerter med svesker eller persille, Øllebrød, mælkeærter, brunkål. helstegte nyrer, gule ærter. Det meste kommer dog ikke på bordet flere gange om året, men en enkelt gang. Måske går der også år imellem, men pærevælling får vi flere gange på en vinter, ligesom hyldebærsuppe med melboller. Jeg kan lide de fleste mælkeretter eller forretter, men sødsuppe med æbler og svesker, vil jeg meget nøde spise og arme riddere har jeg aldrig smagt, og ønsker det heller ikke.
    Personligt er jeg helt vild med kødboller i selleri.

    Kommentar af Pigen fra landet — 1. oktober 2015 @ 19:19

    • Det er nok ikke så underligt, at vi to kender stort set de samme retter – vi har jo de samme rødder, og jeg er slet ikke forbavset over, at du også har taget mange af retterne med dig. I mors sødsuppe var der hverken æbler eller svesker, men rosiner – men det spiser du heller ikke, husker jeg 😉 Det var så heller ikke min livret, og jeg har ikke lavet det nogensinde.
      Boller i selleri er nemlig godt, men pærevælling er helt afgjort kun Charlottes yndling …

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 21:28

  18. Hvidkålsrouletterne vækker også minder hos mig – både som rouletter og som kødrand, hvor der også kunne være hvidkål udenom (men stadig inden i randfadet). Hvidkål er først blevet et hit hos mig i mit voksne liv, skal jeg så tilføje. Og helst uden den brunede smag, jeg afskyede som barn.
    “Rigtig” suppe med kød- og melboller plus ris. Som vist er kogte grødris blandet med rosiner, stoppet ned i en dyb tallerken til det er afkølet, vendt ud på et fad og så kogte gulerødder i tern udenom som pynt. Jeg ELSKER ris i suppen.
    (Kalve)frikassé med ærter og gulerødder – Det er især frikasséen, jeg var/er vild med. Og det er nok den sødlige smag.
    Uanset vores egen alder vil jeg nok altid kalde det mormormad.

    Kommentar af conny — 3. oktober 2015 @ 11:11

    • Det er igen lidt sjovt at se, som maden varierer med den landsdel, man kommer fra. Jeg har oplevet ris i suppe, men ikke her på Sjælland – og jeg afskyede det 🙂
      Og ja: kalvefrikassé – lækkert, og først nævnt nu af dig …
      Gad vide, hvad mormormad mon er, når dine og mine oldebørn bliver halv- eller helvoksne?

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2015 @ 16:14


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.