Hos Mommer

29. september 2015

Hvorfor er der ikke nogen til mig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: , , ,

ALLE andre slæber svampe med hjem i kilovis. Bare ikke mig. I dag har vi igen forsøgt os i nabolaget, men der var aldrig en svamp – ikke engang af dem, vi ikke spiser – det er simpelthen for tørt, tror jeg, og jeg nægter pure at få over mine læber, at vi mangler vand.
Det må nemlig gerne vente til efter weekenden, fordi jeg helst ser et lige så flot vejr som nu til den årlige strikkefestival, som jeg med forventningsfuld glæde drager afsted til på fredag.

En tidlig morgen i september 2015 (1)

Nå. Har vi ingen svampe, må vi glæde os over, at vi har så meget andet. Fantastiske morgener, for eksempel. I morges kaldte John på mig, fordi han syntes jeg skulle se de smukke farver på himlen, den svage morgendis over fjorden og fuglene i silhouet, når de vågner.

En tidlig morgen i september 2015 (5)

Jeg har lige læst noget, jeg har hævdet i over 35 år, men er der ikke noget om, at en profet aldrig er agtet i sit fædreland? Lige siden jeg blev ansat, hvor jeg var ansat i 35 år og derigennem lærte en ting eller to om allergi, har jeg hævdet, at det er dumt at rede sin seng om morgenen. Jeg har altid bare lagt dynen i fodenden med undersiden op, og der ligger den, til vi går i seng igen – undtagen når vi skal vise hus frem.

“Er du opdraget med at forlade dit hjem om morgenen med en nydelig og pænt redt seng, så drop det. Det giver nemlig husstøvmider ekstra gode betingelser.”
Jamen det er jo det, jeg siger! Artiklen fortsætter:
”Mange af os er opdraget med, at sengen skal være redt og dækket med et fint sengetæppe, når vi tager af stedet på arbejde om morgenen. Men det er faktisk en ualmindelig dårlig idé. Og det er en endnu dårligere idé at dække dyner og pude til med et tungt sengetæppe.
Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider.
Billedresultat for dermatophagoidesHusstøvmider trives bedst ved en relativ luftfugtighed på 55-75 procent og en temperatur på 17-32 grader. Din seng er derfor en perfekt opholdsplads for husstøvmider.”

Hvis man nogensinde har set billede af en husstøvmide, vil man garanteret ikke synes, det er jordens mest sexede sengekammerat, uanset hvor harmløs den er for de fleste. I de første år jeg var ansat, modtog vi støv fra senge for at se, hvor mange husstøvmider der var i dem, samtidig med at vi testede om sengeejerne var allergiske over for miderne. I nogle senge var der et horribelt stort antal, og vi laboranter spøgte med, at vi var nødt til at lære de adresser udenad, så ikke vi risikerede at rende ind i en fyr med en milliard mider i sengen …
Den almindeligst forekommende husstøvmide i Europa er Dermatophagoides pteronyssinus og i USA Dermatophagoides farinae.
Det tog mig lige et par dage at lære at sige de navne, men det var ret blæret at kunne fyre sådan et navn fejlfrit af. Syntes jeg dengang …

En tidlig morgen i september 2015 (6)

Reklamer

18 kommentarer

  1. Smukke billeder – undtagen dem af støvmiderne. Jeg er allergisk overfor støvmider, så jeg ved godt, hvor vigtigt det er, at sengen ikke redes straks, man er stået op, men jeg reder den altså efter en times tid eller to, men sengetæppe er der ikke noget der hedder her i huset.

    Kommentar af Randi — 29. september 2015 @ 16:15

    • Ja, det har du lært på den hårde måde, så. Ikke så rart …

      Kommentar af Ellen — 29. september 2015 @ 17:13

  2. For f..søren nogle skønne natur billeder… Det er ren nydelse!
    Miderne scroller jeg hurtigt forbi… det er ikke skønheden, der trykker der!
    Mht. sengeredningspolitik har vi altid gjort det samme… luft til sengen, så den er frisk til næste nat! Det sengetæppe, vi fik i bryllupsgave, kom kun frem ved annonceret besøg…
    Heldigvis har vi ikke problemer med allergi…

    Kommentar af AnneHoltegård — 29. september 2015 @ 18:54

    • Og det er endnu smukkere i virkeligheden, Anne. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det før, men jeg ELsker at bo her 🙂
      Fornuftig sengeredningspolitik! Det kan jo være, at det er en medvirkende årsag til, at I ikke har udviiklet allergi.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2015 @ 19:04

  3. Det er meget længe siden, jeg læste det om miderne for første gang, og selv før den tid redte jeg ikke min seng om morgenen, før jeg gik på arbejde, simpelthen fordi jeg syntes, det var ulækkert – uden at ane det fjerneste om mider. Jeg er sikker på, at de fleste har samme fornemmelse, som så ofte er blevet kvalt af konventionen, der skyldes misforstået husmoderlig ordensbestræbelse.

    Kommentar af Rasmine — 29. september 2015 @ 20:21

    • Det er godt, at du har haft den fornemmelse, men om der er mange, der har haft den, ved jeg ikke. Det kan sagtens være sådan, men det skal nok være rigtigt, at mange lider af ‘ordensbestræbelse’ (herligt ord!). Og hvorfor i alverden det? Der er formentlig og forhåbentlig ikke en sjæl, der ser de der uredte senge, mens man er på arbejde.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2015 @ 21:24

  4. Smukke, smukke billeder, lige bortset fra dem af miderne. Hvor bor I dog vidunderligt, det under jeg jer virkelig her på jeres jobstop-dage.

    Kommentar af Stegemüller — 29. september 2015 @ 21:06

    • Tak – men tænk, kan du ikke lide miderne? 😉
      Ja, vi bor næsten surrealistisk dejligt, synes vi selv, og vi påskønner det hver eneste dag 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2015 @ 21:26

  5. Jamen, hvor er det skønne udsigter, I har. Flotte billeder.
    Jeg havde helt glemt, hvor ulækre de mider er. Godt at få det repeteret. Også den med at slå dynen op om dagen 😉

    Kommentar af Betty — 29. september 2015 @ 22:21

    • Åh, det er bare så smukt, Betty. Vi bliver vist aldrig trætte af at kigge ud på den evigt vekslende fjord.
      Ja – glem endelig alt om god opdragelse og lad være med at rede sengen 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2015 @ 22:29

  6. Smukt, smukt, smukt
    – og så lige nogle mider – men de gav da stof til eftertanke, for jeg har håbet på, at det var nok at lufte godt ud inden sengeredningen. Jeg tror da lige, jeg skal nærlæse artiklen og så overveje mine morgenrutiner!

    Kommentar af conny — 30. september 2015 @ 08:14

    • Næh, den gode sengevarme er der sikkert endnu, efter du har luftet ud, og selv om de er uskadelige, hvis man ikke er allergisk overfor dem, er tanken om at dele seng med mange af dem ikke særlig rar.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 09:25

  7. Miljøstyrelsen har denne hjemmeside: http://www.bekaemp.dk/
    som fortæller om skadedyrsbekæmpelse 🙂

    Kommentar af Søren — 30. september 2015 @ 10:47

    • Tak, Søren, men husstøvmiderne er desværre ikke omfattet af de mange gode råd – de skal bekæmpes på anden vis 🙂
      Det er dog rart at kunne se, hvordan man får ordnet nogle af de andre ‘bæster’.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 11:01

  8. Det er da tarveligt, at der ikke er svampe til dig, men – øhm – har du ikke allerede et pænt lager? Her i huset er der heller aldrig nogen, der når at rede senge på den gammeldags maner. I bedste fald bliver dynerne slået pænt op. Og så er det jo rart at vide, at det også er meget bedre 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 30. september 2015 @ 11:24

    • Nej, jeg har hverken fundet tragtkantareller, pig- eller trompetsvampe, som alle tre i mine øjne er bedre end kantareller 😦
      Jamen er det ikke et skønt koncept: At kunne have dårlig samvittighed med god samvittighed?

      Kommentar af Ellen — 30. september 2015 @ 13:18

  9. Der er vel ingen svampe fordi du ikke har gået de rigtige steder endnu. Bedre held næste gang.
    Og tak for bemærkningerne om miderne.

    Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2015 @ 09:26

    • Jotak – men jeg er nu gået de steder, hvor svampene plejer at være … jeg tror stadig på den med, at det er for tørt 😉
      Velbekomme – rart at vide, at man ikke behøver at rede seng, ikke?

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2015 @ 09:30


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.