Hos Mommer

18. september 2015

En anderledes kirke og en internetforlænger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:55
Tags: , , ,

Vi skulle til Næstved i dag, og John valgte at tage den forholdsvis nye omfartsvej for at se, om det kan betale sig at køre den vej, når vi skal i storcentret.
Det kan det for det første, og for det andet så vi en landsbykirke, der ikke helt lignede standardmodellen for danske landsbykirker.
Den lå et godt stykke væk, og den kunne kun ses ganske kort fra omfartsvejen, men vi fik pudsigt nok øje på den begge to på en gang og blev enige om at finde den på vejen tilbage og kigge lidt nærmere på den.

Rønnebæk kirke

imageKirken er bygget ad flere omgange, hvor tårnet er det sidst opførte i 1779, som det ses. Den ældste del er fra 1050.
Vi fandt det også usædvanligt, at vinduerne var så store og sad i så lav en højde fra jorden. Man kunne kigge lige ind på alteret, hvis man fik lyst … så var man faktisk tættere på det, end hvis man sad på den forreste kirkebænk.
Vi gik lidt rundt på kirkegården og mødte graveren, som gik og passede sit arbejde.
Han ville hjertens gerne snakke, og på vores spørgsmål om hvorfor tårnet var placeret hvor det var, lød svaret, at det ganske enkelt var fordi jorden skrånede for meget der, hvor det normalt skulle have været stået.
Der gemte sig hverken underlige historier bagved eller har gamle sagn knyttet til det – det var af rent praktiske årsager.
Graveren kunne så også fortælle, at kirken står foran at skulle have nyt tag, for man regner ikke med, at det vil kunne klare en Bodil til.
Vi fik meget mere at vide; jeg tror han var glad for en lejlighed til at holde en velfortjent pause. Det var en af de mest velplejede kirkegårde, jeg har set.
Han havde kun haft jobbet i 1½ år, men hvad han ikke vidste om kirken, var vist ikke værd at vide.
Endnu lidt af en ildsjæl. De findes overalt og i alle mulige ‘forklædninger’, men jeg nyder hver gang jeg møder en. De har altid noget spændende at byde ind med.

imageOg vi fik købt vores internetforlænger, som jeg har danskdøbt vores nye range extender
Vores bredbånd lever fint op til forventningerne og leverer de lovede 50/50, selv med flere enheder og et tv logget på.
Inde i stuen. Af en eller anden grund er det meget langsomt i soveværelset lige ved siden af, samt ude i køkkenet.
Routeren til det mobile bredbånd fra 3 stod i vinduet lige over, hvor Fibias router nu er sat på væggen, og det kunne sagtens trække både til køkken og soveværelse, mens bredbåndet kun leverer sølle 0,6 begge steder.
Det underligste er, at det rækker op til vores terrasse 30 meter væk uden de store problemer, men det kan altså ikke finde ind i soveværelset. Den direkte internetvej til terrassen er ind i soveværelset og ud igen gennem den anden væg.
Vi fatter ikke en brik … Elgiganten havde heller ingen forklaring, men de mente, at dimsen her ville kunne afhjælpe problemet.
Det kunne den også. Nu har vi hastigheder på 25-30 mbit/s de steder i huset, hvor der før var under 1.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Ville du have noget imod at røbe, hvad kirken hedder/hvor den ligger?
    Havde graveren også en forklaring på vinduernes placering?

    Kommentar af Rasmine — 18. september 2015 @ 20:15

    • Det er Rønnebæk kirke, som du vil kunne finde på Google maps. Hvis man muser hen over billedet, ses navnet også.
      Næh … selv om vi (han) snakkede meget, så glemte vi helt at spørge til de vinduer.

      Kommentar af Ellen — 18. september 2015 @ 21:06

  2. Det var vel aldrig gået i dag at finde en så praktisk løsning på et kirketårnsproblem. Fint billede af kirken. Og godt at der nu er fart på internettet overalt.

    Kommentar af Jørgen — 18. september 2015 @ 21:09

    • Nej, men i dag ville man nok have haft en simpel løsning på problemet, så tårnet kunne blive retmæssigt placeret, mon ikke?
      Ja, det var rart med lidt fart på i andre rum end stuen.

      Kommentar af Ellen — 18. september 2015 @ 21:42

  3. Mon ikke at graveren har syntes, det var skønt at få lov til at fortælle om arbejdspladsen(sådan undgår jeg at tage stilling til hans/sin arbejdsplads, men er det ikke sin?) og jeg synes det er herligt at I stopper op og spørger 🙂 jeg anede ikke at der fandtes sådan en internetforlænger. Hos os hjalp det i sommerhuset at få en stærkere router.

    Kommentar af Lene — 18. september 2015 @ 23:41

    • Jo det er sin. ‘Hans’ ville have været en andens arbejdsplads – du skal bare spørge dig selv, om det er egen eller andres. Tænk blot på forskellen på “han kyssede sin kone” og “han kyssede hans kone”. Det sidste kan der komme en masse ballade ud af 😉
      En range extender forlænger rækkevidden af den eksisterende hastighed; den kan ikke trække mere ned, end der er i forvejen, så I gjorde det rigtige ved at anskaffe jer en stærkere router.
      Det var dog et frygtelig belærende svar til dig i dag …

      Kommentar af Ellen — 19. september 2015 @ 09:14

  4. Vi har også forlænger på internettet, og har nogle af de samme problemer med nogle af rummene. Det er værst med mobiltelefonerne, de virker simpelthen ikke stabilt indendøre. Derfor har vi stadig vores fastnettelefon (men IKKE hos TDC. Så glade er vi trods alt ikke for at slippe skillinger).
    Måske er det byggematerialerne. Vi har lidt mistanke til nogle af betonvæggene og så til at der er noget med nogle jernstolper i konstruktionen.
    Som regel virker det nu godt nok.

    Kommentar af Den Gamle Krage — 19. september 2015 @ 00:07

    • Irriterende, når mobiltelefonien ikke virker, men jeg forstår udmærket, at I ikke vil have TDC.
      Vi har også talt om, at det kan være et eller andet inde i væggene, men hvorfor pokker kan det så finde ind OG ud af soveværelset, men ikke ind? Det er simpelthen så underligt!

      Kommentar af Ellen — 19. september 2015 @ 09:17

  5. God og lavpraktisk forklaring på tårnets placering. Ildsjæle er altid spændende, men det kan også være svært at slippe fri, når først de kører for fuld udblæsning. Når elektroniske dimser er utilstrækkelige, er der næsten altid en anden dims, som kan løse problemet. Måske er det derfor, man med tiden får så mange dimser.

    Kommentar af Eric — 19. september 2015 @ 07:14

    • Hehe, ja, den slags render man jo ind i sommetider, men de fleste er bare inspirerende at høre på.
      Erics multidimsteori – den kan du publicere i ing.dk 😉

      Kommentar af Ellen — 19. september 2015 @ 09:20

  6. Som Ellen nævner, konstruktionerne i væggene? Det er ikke alt det er lige gennemtrængeligt…
    Godt I fandt en nem løsning og nu suser rundt i Cyberspace!
    Flot kirke. Det er så berigende at møde mennesker og få del i deres viden… Der går utroligt mange dejlige snakkeogfortællefolk rundt ude i det ganske danske land.

    Kommentar af AnneHoltegård — 19. september 2015 @ 08:47

    • Ja, sikkert; det har vi også talt om, men som jeg skrev til Ellen, så er det yderst mærkeligt, at det kan finde ind OG ud af soveværelset, men ikke ind!
      Der går nemlig mange rundt, der så gerne vil dele ud af deres viden; det gælder bare om at finde dem 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. september 2015 @ 09:22

  7. Det er dog en meget speciel og fin kirke. I må køre forbi igen, træffe den samme graver og så spørge om det med vinduerne, for det er da meget specielt. 11 – 1200-tals kirker er som regel spændende at kigge på (men gad vide om ikke de fleste er fra de år? – det har jeg ikke forstand på, jeg ved bare, at min egen kirke er fra 1100-tallet). Skøn argumentation for tårnets placering.

    Tillykke med internetforlængeren. Man skal da bare have fuld hastighed uanset hvor man er.

    Kommentar af Stegemüller — 19. september 2015 @ 09:50

    • Det irriterer mig også, at jeg glemte at spørge om de vinduer.
      Jeg tror også de fleste kirker er fra deromkring, men jeg holder mest af landsbykirkerne 🙂
      Tak – det var rart at få lidt speed på.

      Kommentar af Ellen — 19. september 2015 @ 11:26

  8. Spændende kirke; skønt, at I kunne få så god besked.

    Kommentar af conny — 20. september 2015 @ 09:53

    • Ja, det var fint 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. september 2015 @ 14:12

  9. Du har ret. Det er dejligt at møde mennesker der brænder for sit arbejde. Og fantastisk fin er kirken da også 🙂

    Kommentar af udvandreren — 20. september 2015 @ 11:55

    • Altid dejligt, og ja, den pirrede i hvert fald vores nysgerrighed 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. september 2015 @ 14:13


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.