Hos Mommer

15. september 2015

Danmark er ryddet for svampe

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:44
Tags: , ,

Jeg er medlem af en svampegruppe på FB, men jeg overvejer at melde mig ud igen, inden jeg bliver syg af misundelse … man kan ikke åbne FB, uden det toner frem med det ene svampefund efter det andet. Det vælter ud af min skærm med de lækreste tragtkantareller, trompetsvampe, kantareller (eller kanteraller, som mange tror det staves), Karl Johan- og andre rørhatte.
Der er også mange billeder af noget, der ikke kan bruges til noget; svampe, som nybegyndere sender mere eller mindre slørede billeder ind af i håbet om at få svar på, hvorvidt de kan spises. En havde smidt et billede af nogle temmelig orange skørhatte; hun var vældig stolt og helt sikker på, at hun havde fundet Karl Johan … denne herlige svamp, der dog har rør og ikke lameller, og som absolut ikke er spor orange. Der var et par lettere chokerede gruppemedlemmer, der foreslog damen at lære sig selv bare det allermest basale om svampe, inden hun kaster sig ud i yderligere eksperimenter.
En anden var sikker på at have fundet champignon, hvilket det bestemt ikke var. Faktisk lignede det mest en hvid fluesvamp …
Jeg forstår simpelthen ikke, at man tør forlade sig på den form for bestemmelse, inden man indtager svampene som føde. Jeg var ude flere gange med en ekspert – og vel at mærke ikke den slags ofte selvbestaltede og tvivlsomme ‘eksperter’, som medierne benytter sig af i tide og utide – inden jeg begyndte at tilberede det jeg fandt i skovene.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke køber en god svampeguide, inden man stiller rent ud sagt tåbelige spørgsmål i gruppen – for slet ikke at begynde at hive svampe i kurven, som man ikke aner, hvad er. Jeg har ellers bildt Inge ind, at man ikke kan forveksle kantareller med noget andet, men det må jeg indrømme, at nogle få medlemmer i den gruppe præsterer. Det skal du ikke tage dig noget af, Inge; 99,99 % af Danmarks befolkning forveksler ikke kantareller med noget andet, og du har jo bevist, at du godt kan kende dem.
Men Danmark må være ryddet for svampe af enhver art. Vi har været på hele tre forskellige steder i dag uden at finde noget af interesse. Selvfølgelig fik vi skovturene ud af det, men når man går efter svampe, er det IKKE sjovt ikke at finde andet end nogle løgbruskhat og to punktstokkede indigorørhatte. Jeg ville gerne vide, hvor de går hen, alle de, der finder de skønne svampe rundt omkring, men det er der nok ingen, der vil fortælle mig.

Sort sol af viber (2)

Så er det godt, at Den Stråtæktes beliggenhed kan kompensere lidt for tristessen ved at præsentere os for en slags sort sol i form af viber.
Flere hundrede viber ad gangen, som fløj frem og tilbage, op og ned; nogle gange lignede det lidt en stæreflok, når de bevægede sig som én organisme, andre gange var det lidt mere kaotisk at se på.

Sort sol af viber (4)

Det lød helt forårsagtigt med de mange vibeskrig. Vejret var da også fint og forårsagtigt hele formiddagen; nu er det buldersort og det lyner og tordner.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Hvad folk dog siger – mange sønderjyder siger underligt nok ‘viberere, kasterere, skelrose og nougaT’.
    Jeg har heller ikke fundet svampe i år!

    Kommentar af Elsebeth — 15. september 2015 @ 19:16

    • Har du heller ikke?! Det er altså alle de andre, der har snuppet dem, er det …
      Det er skam ikke kun sønderjyder, der siger sådan – måske med undtagelse af det første ord, men de tre andre har jeg hørt mange udtale, som du skriver her. Sågar ‘skelerose’.

      Kommentar af Ellen — 15. september 2015 @ 19:45

  2. Ja lidt surt at gå i skoven efter svampe og så ikke finde nogen. Det må ellers være så herligt at have forstand på svampe og kunne skelne brugbare fra farlige. Jeg kan lige kende en kantarel – jeg tror faktisk, det er dig der har lært mig det – men videre rækker mine evner ikke, og jeg skal ikke have noget af at eksperimentere.

    Jeg er medlem af en FB-gruppe om IT-problemer af alle slags. Der stilles også af og til nogle lidt dumme spørgsmål; men vi har den holdning, at der skal være plads til alle. Jeg stiller skam også selv spørgsmål, der kan rubriceres som dumme af andre.

    Kommentar af Stegemüller — 15. september 2015 @ 20:00

    • Det kan være ret fatalt at eksperimentere, så det er klogt at lade være.
      Der er skam også plads til alle i svampegruppen, men der er mig bekendt ingen af medlemmerne, der læser med her, så de ser sikkert ikke min bemærkning om de dumme spørgsmål … 😉

      Kommentar af Ellen — 15. september 2015 @ 21:29

  3. Svampene bliver ikke fundet her. Der er ingen. Ikke en gang fluesvampe, som man ellers dårligt kunne sparke sig frem for sidste efterår. Det er jo blevet totalt trendy at fouragere, så det er vel derfor, at der melder sig nybegyndere ind i sådan en svampegruppe? Ja, lige her er den trend så ikke slået igennem endnu. Her ligger både hasselnødder og mirabeller på fortovene … I arvede vist vejret fra os. Her stod det ned i tove midt på eftermiddagen, mens det buldrede og bragede. Nu er det stjerneklart 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. september 2015 @ 21:52

    • Det er nemlig blevet alt for moderne at hente føden i naturen, desværre.
      En anden gang må I da gerne beholde vejret for jer selv – især når det er dårligt 😉

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:30

  4. Mht. oplysning om svampesteder, så er du ikke selv særligt konkret oplysende (langs grusveje, i åben granskov i cykelafstand! 😜), men jeg giver dig gerne et par overordnede ideer til, hvordan du kan finde svampehabitater. Se http://www.sjællandssvampe.dk og se under arrangementer og/eller svampeår, hvor du ser på tidligere år, hvilket kan give dig oplysning om, hvor og hvornår div. svampe er fundet og mulighed for at deltage (og melde sig ind). Selv har jeg fundet spiselig rørhat mm. – for nogle år siden – i skoven nord for Vallø Slotspark.
    God jagt

    Kommentar af Kristine — 15. september 2015 @ 22:04

    • Der er vel ingen, der vil oplyse om de gode steder 🙂
      Jeg har skam været medlem af den forening i en hel del år efterhånden; det er deres turledere, der har lært mig næsten alt, hvad jeg ved om svampe. De ved også, hvor der erfaringsmæssigt vil være nogen, men jeg har været med på to af deres ture, hvor der praktisk taget intet blev fundet, så der er aldrig garanti – heller ikke for eksperterne. Det er jo så forskelligt, hvor betingelserne ‘lige nu’ er ideelle for svampene.
      Jeg har studeret programmet for dette efterår, men de mest spændende af turene indtil nu havde vi ikke mulighed for at deltage i. Så kiggede jeg som altid på, hvor de går hen, men det er jo altid de samme steder, stort set, og jeg var på et af dem i går, uden resultat. Men jeg har ikke givet op endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:43

  5. Jeg har svampeskræk, ikke for at spise dem, det gør jeg glad og gerne, men at finde dem i naturen og tro på at de kan spises, det tør jeg ikke. Så jeg er behørigt imponeret over, at I kan 🙂 Jeg kunne selvfølgelig også sætte mig og læse om svampe i naturen, men så langt er jeg ikke kommet.

    Kommentar af Margrethe — 15. september 2015 @ 22:43

    • Sådan har de fleste det nok, men der kommer vist flere og flere til, der gerne vil lære svampene at kende.
      Den bedste måde at begynde på er at følges med en kender – bøger er bedst som supplement hertil.

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:44

  6. Jaja, Ellen, nu kan du smage din egen medicin 😉
    Hvor mange gange har jeg ikke siddet og ‘(kanta)rallet’, mens jeg antog en stadig grønnere nuance, fordi du fremviste enorme mængder af svenske Karl Johan og kantareller?
    I stedet må I kaste jer over andre af naturens milde gaver; der er helt sikkert meget andet spiseligt i den dejlige natur i omgiver jer med 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 16. september 2015 @ 01:08

    • Jajaja, Ditte 🙂
      Jeg har vist også fået høstet alt, hvad der er værd at høste i år – spisekammeret er næsten fuldt nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:45

  7. Forgæves svampejagt må være lidt som lystfiskeren, der ikke får bid. Du må til Sverige – der er garanteret masser 🙂

    Kommentar af Eric — 16. september 2015 @ 07:43

    • Særdeles god sammenligning!
      Der er også masser her – jeg kan bare ikke finde dem! Så har en fundet 17 kilo KJ på tre timer og en anden har fundet 13 kilo på to timer – det er jo ikke til at holde ud 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:47

  8. Vi var med Emil til fodbold i mandags, der var oceaner af svampe i banerne. Mange friske faste støvbolde og endnu flere der lignede champignon, men jeg aner selvfølgelig ikke om de var spiselige.
    Hvis jeg kan kende en kantarel, så kan alle.. 🙂

    Kommentar af Inge — 16. september 2015 @ 09:07

    • Champignon skal man også være forsigtig med, da der er mindre behagelige forvekslingsmuligheder, men jeg ville da gerne have set dem … jeg har engang fundet champignon i tonsvis. Ret fedt … 🙂
      Nej, Inge, jeg forsikrer dig for, at ikke alle kan kende en kantarel!

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:48

  9. Vi kan begge bedst lide kantareller og det er det eneste Erik samler ind… Han var i Klosterheden i weekenden og kom hjem med en pæn kurvfuld… du får en foto på bloggen! De er ny dles ristet og lagt fryseren, dels eksperimenteret med at sylte og står i to glas og lokker. Vi(Læs: han) er meget spændt på resultatet…
    Vi har også en sund respekt for eksperimenter med svampe…. så bogen en med på tur og bruges …

    Kommentar af AnneHoltegård — 16. september 2015 @ 09:33

    • Smag og behag er forskellig, og kantareller er bestemt også gode, men de er helt nede på min femteplads efter Karl Johan, trompetsvampe, tragtkantareller og pigsvampe i nævnte rangfølge. Jeg finder bare altid flest kantareller, og i Sverige har jeg aldrig fundet pigsvampe eller trompetditto.
      Man skal søreme også have en sund respekt – at undlade det kan være dødeligt. Det er faktisk vigtigere at kende de giftige end de spiselige – så kan man da højest få en smagsløs oplevelse ud af det …

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 09:53

  10. Fine billeder. Mon ikke det med svampene og Facebookgruppen faktisk er meget mere interessant end du forestiller dig. Mon det du beskriver har at gøre med forventningen om at man kan blive reddet uden at gøre en indsats selv? Mon det ikke er et bud på tidens overfaldiskhed?
    Har bemærket at din gamle brugs skriver delikatessen’s et eller andet. Jeg troede ellers det var lært med afskaffelsen af apostrofbageren.

    Kommentar af Jørgen — 17. september 2015 @ 15:12

    • Tror du virkelig? Det er da skræmmende – den form for overfladiskhed kan jo i givet fald være med livet som indsats.
      Har de nu også afskaffet apostroffen i bagerens? Da jeg rejste fra byen, havde de kun afskaffet det i ‘Slagterens’ – hvorfor det kan undre mig så meget mere, at de har beholdt den i ‘delikatessens’. De to har da trods alt et samarbejde, hvad man ikke må formode, de har med bageren …

      Kommentar af Ellen — 17. september 2015 @ 15:36


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.