Hos Mommer

29. august 2015

Hvad er det modsatte af et udfarende liv?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:27
Tags: ,

Hvad er det modsatte af et udfarende liv? For det er jo ikke et indfarende … John vil dog nok påstå, at jeg sommetider er ret opfarende.
Kors, hvor er vi dog inaktive. Eller … det er vi vel ikke, for vi får da cyklet de dage, hvor regnen ikke står ned i stænger. Vi har også været i haven et par timer i dag. Og der er gjort rent i hele huset, så inaktive, nej, det er vi ikke, men vi får ikke rigtig oplevet noget; det er virkelig agurketid både i livet, i drivhuset og her på bloggen.
Vi har ikke den samme lyst til at fare afsted i tide og utide og se en masse, som da vi boede i rækkehuset; vi vil hellere blive i Den Stråtækte og nyde livet, huset og udsigten.
Du godeste, hvor jeg føler mig gammel, når jeg kan skrive – og mene – sådan noget … mig som altid er gået ind for, at vi skal UD, UD, UD – vi skal ikke bare sidde her og gro fast, vi skal opleve noget, vi skal ikke spilde tiden, vi skal …

Ved Offerlunden

Og hvad sker der? Dagens højdepunkt var Offerlunden på Feddet, hvor der er en yderst hyggelig lille plet, hvor man kan sidde og nyde, hvad man end måtte have medbragt. For vores vedkommende var det kun vand, men det bliver nok kaffe eller en frokost næste gang, vi cykler herud.
Bænken står næsten i vandkanten, hvorfra man med enten meget god vilje eller en god zoom kan kigge hjem til Den Stråtækte, som ligger og trykker sig mellem huse, der ser meget større ud, men faktisk slet ikke er det. Det lyder underligt, men ikke desto mindre sandt. Det er os lige præcis i midten.På Feddet (1)

Der er også sket noget andet med mig … hvor jeg før i tiden stornød mit eget selskab, når John havde aften- eller nattevagter, synes jeg i dag slet ikke, at det er dejligt at være alene hjemme. Det skal på ingen måde forveksles med at være bange for det, bare at jeg har det bedst, når jeg er sammen med John.
Og det, selv om vi er sammen 24/7! Hvad er det dog med mig? I går tog han til Køge og var væk i bare tre timer, men jeg savnede ham gudhjælpemig!
Hvor er individualisten Ellen blevet af? Forsvandt hun med lønmodtageren Ellen?
Det er selvfølgelig ikke en dødssynd, John synes det er både sødt og sjovt og har det i øvrigt på samme måde, men det er da underligt, at jeg ikke engang kan nyde tre timer med mig selv. Vi går ikke og holder i hånd hele tiden, naturligvis, men bare det at vide, at han er her … jeg tør overhovedet ikke tænke den tanke, at jeg en dag skulle blive enke – problemet er, at John heller ikke bryder sig spor om tanken om at blive enkemand. Jeg ved ikke helt, hvordan vi til sin tid får løst dette, for kollektivt selvmord er nok også udelukket.
Nå. Der er forhåbentlig en del år endnu, inden det bliver aktuelt, men alene det, at tanken overhovedet kan dukke op, er lidt skræmmende …

Reklamer

36 kommentarer

  1. Hvor er I søde at “lytte til”/læse om: Tænk at have været gift i sikkert mange år, og så savne hinanden ved tre timers fravær. Jamen det er da lige sådan, det skal være i et godt ægteskab. Visheden om at den anden er der et eller andet sted gør en glad og tryg. Tanken om engang at blive enke eller enkemand må være forfærdelig, når man har det som jer.

    Kommentar af Stegemüller — 29. august 2015 @ 19:27

    • Det kommer godt nok også lidt bag på mig, at det er sådan 🙂
      Det er en skrækkelig tanke, som jeg virkelig må forsøge at lægge fra mig!

      Kommentar af Ellen — 29. august 2015 @ 20:33

  2. Sikke dog et dejligt livsbekræftende indlæg, som oser af jeres kærlighed til hinanden og glæde ved livet. Det er da godt, at ingen af jer ønsker er liv uden den anden, for hvis det ikke var tilfældet, så ville situationen være trist for mindst den ene af jer. At I pt. er “symbiotiske” er vel ikke så underligt, da I siden jeres farvel til arbejdsmarkedet har været udsat for din alvorlige sygdom, Pernilles død og hus-køb/salg og flytning, hvilke alle hver især kan benævnes som omvæltende.
    At du synes, at du er blevet (for) sat, fordi du ikke oplever noget uden for postnummeret i disse dage, burde ikke bekymre dig, for det er naturligt at vegetere lidt af og til, især med det program I har haft siden flytning, og hvorfor er I flyttet, hvis det ikke er for at nyde det nye nære (og især i denne dejlige sensommer), når det nu er første gang?
    Selv har jeg – initieret af dit indlæg om havtorn – taget initiativ til en tur i det grønne med en god bekendt i dag, hvor resultatet – udover dejlige timer i sol og varme – blev rigeligt af både havtorn og brombær, nok mirabeller og lidt peberrod samt en fin buket blomster. Blomsterne skal videre om lidt til en indlagt på hospital.
    Mvh. og god søndag

    Kommentar af Kristine — 29. august 2015 @ 19:53

    • Ja, det ville sandelig være trist, hvis den ene af os ønskede at blive alene snarest muligt 😉
      Jeg har engang læst en opgørelse over stressfaktorer, hvor netop disse tre ting scorer højt, selv om flytning dog overgås af skilsmisse. Jeg kan ikke huske dem alle eller den nøjagtige rækkefølge, men jeg kom til at tænke på dem, da du listede, hvad vi rent faktisk har været igennem de seneste to år.
      Du har ret: Hvorfor skulle vi flytte, hvis ikke det var for at glæde sig over det nye sted?
      Alt i alt er det nok meget naturligt, som du skriver – det er bare ikke den Ellen, jeg kendte fra før, men det gør nok ikke spor 😉
      Har du fundet peberrod i naturen?
      God fornøjelse med den videre forarbejdning af dagens høst og god søndag til dig også.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2015 @ 20:40

      • Peberrod: Ja til natur vil jeg mene, hvis forhenværende fælled/militærareal er natur, som nu ligger uberørt hen bortset fra stier og slåede rabatter.
        Tak for opmuntringen. Foreløbig ligger de studsede og vaskede havtornegrene på frys. Mørdejen lægges, mens nogle af brombærrene safter i rørsukker, citronskal og – saft, lidt chili og lakridsrod for at blive til fyld i muffins (sammen med mørk chokolade) og tærte (med marcipan og vanillecreme) og kogt til marmelade til “brombærsnitter”, så der kan bages i morgen. Resten af brombærrene skal nydes naturel i yoghurt med musli de næste morgener. Mirabellerne er blevet til kompot, der skal bruges til trifli sammen med makroner, pastisse, vanillecreme og flødeskum.

        Kommentar af Kristine — 29. august 2015 @ 23:50

        • Okay, så forstår jeg bedre det med peberroden.
          Der bliver da bagt og forberedt i den helt store stil – det var vist ikke helt malplaceret med mit “god arbejdslyst” 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 09:12

  3. Jeg bliver helt glad på jeres vegne og lidt lettet på egne vegne, fordi jeg tit har tænkt, hold nu op som vi oplever lidt i forhold til Ellen og John. Godt at I også kan nyde jeres smukke sted, som I har knoklet med.

    Kommentar af Lene — 29. august 2015 @ 20:27

    • Hehe, det er også en ny side af Ellen at elske at være hjemme … jeg skal lige lære at kende mig selv igen, tror jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2015 @ 20:41

  4. Det som Lene sagde 😉 Selvfølgelig tankevækkende, men hvor er det dog bare skønt, at I fulgte drømmen og købte den stråtækte. At kunne stortrives på egen matrikel er da en superdelegerede ting 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. august 2015 @ 21:14

    • Øh ja, superdejlig skulle der stå. (Autokorrekur min bare …).

      Kommentar af Fruen i Midten — 29. august 2015 @ 21:15

      • Ja, autokorrektur har fanden skabt, og at den skulle vælge superdelegerede frem for superdejlig er da temmelig fjollet.
        JA, det er så skønt, at vi gjorde, hvad vi gjorde. Det mest tankevækkende er faktisk, at vi ikke havde fundet Den Stråtækte, hvis ikke jeg havde fået kræft …

        Kommentar af Ellen — 29. august 2015 @ 22:56

        • Og sådan er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget 🙂

          Kommentar af Fruen i Midten — 30. august 2015 @ 14:12

          • Aldeles enig!

            Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 22:47

  5. Dejligt atlæse I nyder hinanden. Manden og jeg har lige siden vi mødtes for 13 år siden ikke brudt os om, ikke at være sammen. Vi var ikke engang 30 år dengang og vores venner syntes vi var fjollede. Det synes de stadig for vi nyder stadigvæk hinandens selskab, bare os. Vores børn elsker de dage, hvor vi bare er os derhjemme nogle gange i nattøj hele dagen. Vi elsker at bare være sammen. Vi elsker også at lave ting sammen men intet slår os alle der sidder samnen i sofaen og ser Mary Poppins 🙂

    Kommentar af Mette — 29. august 2015 @ 23:50

    • Fejl i min kommentar kan jeg desværre ikke gi’ autokorrektur skylden for lige i dag…. Kun fumlede fingre og træthed. Burde vist sove:)

      Kommentar af Mette — 29. august 2015 @ 23:54

      • Jeg håber du har sovet godt 🙂
        Det er så skønt at høre, at I elsker at være sammen som familie (og I to voksne i hinandens selskab). Det er alt for tit, at man hører, at alt muligt skal foregå med diverse aktiviteter, som regel af sportslig art. Det kan hurtigt blive for meget – det er så meget mere værd, det man foretager sig sammen; hvilket vi også dyrkede meget mere end sport, da vores børn var mindre. Og de stunder bliver husket, kan jeg se og høre på Charlotte nu. Så ved man, at man har gjort det godt nok 🙂 I giver jeres børn så uendelig meget med jeres tætte samvær.

        Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 09:18

  6. Tiderne skifter.
    En af vore gode bekendtes farmor, født 1898, skrev dagbog det meste af livet; ikke hver dag, men sådan lidt som blogs: Når der var noget på hjerte.
    Jeg fik engang lov at læse 1917-årgangen.
    En af dette års store udfarende begivenheder var en frisøndags cykeltur 10 km sydpå til en af farmoderens slægtninge, hvor der blev drukket kaffe.

    Der er da ikke noget indadvendt i at nyde det store i det små.
    Der er en del symbolik i billedet med jeres hus. Det mindste er det største.

    Og det med at blive den tilbageværende del af et parforhold. Jeg kan med årene stadig bedre forstå, hvorfor nogle ældre blot “sætter sig hen og dør” når modparten dør fra dem.

    Kommentar af Farmer — 30. august 2015 @ 06:04

    • Så er det sat i perspektiv! Set i det lys er John og jeg umådelig udfarende i sammenligning.
      Der er nemlig intet galt i at have en lidt mere stille periode – jeg er bare lidt forbavset over mig selv.
      Åh ja, det forstår jeg også godt. Jeg tror/håber ikke, at det vil blive sådan for os, at den anden rent mentalt ikke rigtig formår at fortsætte, men jeg tror det i høj grad kommer an på alderen, når det sker. Hvor selvhjulpen man er. Eller ikke er …

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 09:22

  7. Alt har sin tid… Tid for det udfarende. Tid til det indlevende. Er du/I ikke bare moderne og lever mindfuldt? Spøg til side… med alt det, der er sket de sidste år, er det vel ikke underligt at sindet lige tager en slapper og bare nyder livet? At du/I mærker hinanden mere intenst. Ikke sammenvoksede med samlevende, i ordets bedste betydning.
    De gode dage skal nydes! God søndag til jer.

    Kommentar af AnneHoltegård — 30. august 2015 @ 09:52

    • Åh, det er da det det er: mindfulness 😉
      Nej, det er måske ikke så underligt. Det er bare det, at jeg altid har set en smule ned på netop de ‘sammenvoksede’ ægtefolk; dem der ikke kan foretage sig noget som helst uden den anden – men the times they are a-changin’, som både Dylan og Farmer siger 🙂
      Det skal de og det bliver de! Tak, i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 11:55

  8. Du har det på alle måder godt, der hvor du er, både fysisk og psykisk.. Det er dejlig t at læse.. 🙂

    Kommentar af Inge — 30. august 2015 @ 11:33

    • Det er nemlig rigtigt – det er en dejlig fornemmelse 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 11:55

  9. Jamen hvor er det dog et dejligt (og kærligt) indlæg!
    Hvor du/I tidligere havde behov for oplevelser uden for huset, bor I nu på et skønt sted, hvor bare det at være der, pusle med hus/have og cykle rundt i nærområdet er oplevelser nok i sig selv. Jeg kan godt nikke genkendende til det, for år tilbage kunne jeg ikke få nok af at rejse, jeg havde stor udlængsel og mange drømme om rejser. Om det skyldes alderen, det er jeg ikke helt klar over, men jeg har det fint med mine cykelture, haven samt af og til at være med Frank. Alderen eller et tegn på, at vi hviler i os selv?

    Kommentar af Annette (Holland) — 30. august 2015 @ 14:00

    • Ja, det er jo sådan, det er – åbenbart … og det er efter min overbevisning både et tegn på alder og at hvile i sig selv. Og den anden 😉
      Jeg vil dog sige, at vi slet ikke er færdige med at rejse, men det med også at ønske at være væk i alle weekender, det er slut.

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 22:36

  10. Så forstår jeg det bedre!
    Tror jeg.
    Jeg har ofte spekuleret på hvad der var galt med os (som heller ikke ret godt kan undvære hinanden), siden vi så langtfra når at se og opleve så meget som jer. Har nærmest haft lidt mindreværdskomplekser…
    Forklaringen er nok den helt enkle at vi ikke er ret udfarende. Vi æææælsker at gå og småhygge herhjemme, og så engang imellem fare lidt omkring.
    Tanken om at én af os en dag bliver alene er ikke fremmed her. Vi har ingen løsning, for ingen af os kan forestille sig den dag. Klarer simpelt hen tanken ved at finde en pænt stor busk at stikke hovedet i!!!!

    Min moster er i dette forår blevet alene efter 70 års venskab/ægteskab/fagligt partnerskab. De har altid boet og arbejdet sammen. Jeg har SÅ ondt af hende!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 30. august 2015 @ 19:07

    • Det er jo ikke galt med nogen – i hvert fald ikke hvis man lever, som man helst vil leve! Vi er heller slet ikke færdige med at rejse, men vi (jeg …) har ikke det samme behov for at skulle noget hele tiden, fordi man (jeg …) i bund og grund var dødtræt af det sted, vi kaldte vores hjem 🙂
      Vi stikker også hovedet i en busk – tanken om at blive alene er utænkelig, uoverskuelig og uoverkommelig.
      70 år! Det må være forfærdeligt at blive alene. Heldigvis – kan man vel godt tillade sig at sige – kan hun vel næppe have så mange aleneår i udsigt, men jeg vil tro, at hver eneste dag må være lang for hende, fordi hun savner så voldsomt.

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 22:41

      • Kvinderne i min mors familie bliver generelt monstergamle, så der er nok (forhåbentlig) mange gode år til hende endnu.
        Min mor blev 94, den næste søster i rækken er lige blevet 94 og både hun og den nybagte enke er væsentlig mere friske end min mor var i den alder…
        Min mormor og hendes søster blev også langt over 90.

        Kommentar af Den Gamle Krage — 31. august 2015 @ 09:14

        • Gode gener I har, må man sige – men hvis hun har været partner med en i 70 år, må hun da også være omkring de 90? Eller hvad? Var det (også) en barndomskammerat?

          Kommentar af Ellen — 31. august 2015 @ 09:21

  11. Hov, hold lige en halv, kære Ellen. Jeg synes egentlig, du/I har været aldeles udfarende i år (uden at kunne huske detaljer, så mener jeg da at ha’ læst om Holland, England, Italien, Norge og en masse Sverige – var der også noget tysk…). Så nyd du bare den stråtækte og dine cykelture og saml kræfter til næste runde 🙂

    Kommentar af Mette L — 30. august 2015 @ 21:22

    • Johh, du har da helt ret i, at vi har rejst meget i år – du har oven i købet udeladt både Frankrig og Island … 😉
      Vi er bestemt heller ikke færdige med at rejse, men vi har ikke det samme behov for ‘altid’ at være væk hjemmefra, så vi nyder tiden imellem vores rejser på en helt anden måde, end vi gjorde før.

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 22:44

  12. Hvor er det da sødt! Jeg kan så glæde dig med, at du ikke er alene. Vi har det lidt på samme måde (det meste af tiden i hvert fald) – og det er måske godt det samme, hvis man skal dele pladsen i en autocamper i længere perioder ad gangen… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 30. august 2015 @ 22:28

    • Hvor er det dejligt at høre, at også ‘langtidsgifte’ kan have det sådan – for det meste … 😉 – og ja: Det er ret godt, når man skal leve så tæt sammen.
      På den anden side havde I nok ikke kastet jer ud i det, hvis I havde levet som hund og kat 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. august 2015 @ 22:46

  13. Spændende indlæg. Mon ikke det modsatte af udfarende er forandring!

    Kommentar af Jørgen — 1. september 2015 @ 08:09

    • I dette tilfælde kan det vist godt siges, selv om det normalt er synonymer 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. september 2015 @ 09:22

  14. Dejligt indlæg og skønne kommentarer.

    Kommentar af conny — 16. september 2015 @ 21:00

    • Tak – og ja, det er det, der er så dejligt ved at blogge: alle de gode kommentarer.

      Kommentar af Ellen — 16. september 2015 @ 21:44


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.