Hos Mommer

13. august 2015

Alle skovene har det godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

Alle mine svenske skove har det godt.
Da vi ankom, havde det lige været en regnskov. Krukkerne havde det fint; var frodige og rigtblomstrende efter de 16 dage, de har måttet klare sig selv.
Bregneskovene – både den plantede ved garagen og den naturlige med ørnebregnerne lige på den anden side af elhegnet – er nu på deres maksimale størrelser.

August 2015

Tidselskoven synger på sidste vers. Der er stadig et hav af fluer, bier og biller, men stort set ingen sommerfugle.
Latyrusskoven – en meget lille skov – tiltrak til gengæld masser af citronsommerfugle – ét sted sad der seks på én blomsterklase. Jeg nåede at fotoindfange fire på en gang.
Fire sommerfugle med ét klikSvampeskoven har det også udmærket. Både de spiselige og dem, vi helst ikke vil spise. Her en amindelig blækhat, tror jeg. Den spiser vi ikke – vi spiser kun parykblækhatte.
Solbærskoven får lov at være i fred. Jeg bryder mig ikke om solbær og kunne lige nu godt bruge Ditte eller måske en anden, som gad have alle solbærrene, for der er faktisk en del. Bare kom an, hvis det skulle være – vi er her til i morgen tidlig …
Mynteskoven vokser og vokser. Det gør ikke spor; plænen er stor nok til at huse en endog meget stor mynteskov. Sus (en af Die drei Mädchen) er en glad aftager af min myntegele, men jeg glemte at spørge, om hun har spist hele min 2014-produktion, som var forholdsvis stor. Må hellere tage 100 gram med hjem for en sikkerheds skyld.
Hundepersilleskoven (tror jeg nok det er – det ligner hverken vild gulerod eller ditto kørvel) er ved at være bekæmpet på grunden, men skvalderkålskoven lever endnu visse steder – bl.a. i nærheden af solbærbuskene, men kun på bagsiden, som vender ind mod statsskoven, så det er i orden med mig. Gider ikke gøre noget ved dem der, da det kun er solbærplukkere, der nogensinde vil opdage, at der er skvalderkål.
Lige nu ville både John og jeg forfærdelig gerne afsted til Karl Johan-skoven, men skorstensfejeren er endnu ikke kommet. Han er måske gået en tur i det fantastiske svenske sommervejr? Jeg håber så bare, at turen går mod torpet, så han snart dukker op!

Reklamer

20 kommentarer

  1. Feieren kom vel, slik at du kunne i skogen.
    Frodig i dine skoger.
    Klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 13. august 2015 @ 17:06

    • Nej! Jeg har skrevet en lidt vred mail til ham – og vi har været i skoven nu – den med svampene 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 18:45

  2. Jeg vil krydse fingre for, at skorstensfejeren ikke har taget fejl af datoen! Skovene står fint, men hvordan har trillegræsplænen det egentlig efter stresstesten forleden?

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. august 2015 @ 17:54

    • Forgæves kryds, desværre – han kom ikke, den bøf, og mor her (og John) var lidt mere end en anelse sur.
      Græsset har det så godt, at det har slået fine rødder, er grønt og frodigt og vokser, som var det betalt for det 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 18:47

  3. Grrr…Jeg ville også blive arrig, sådan en aftale skal bare holdes.
    Alle dine (jeres) små skove tager sig ganske nydeligt ud. På min sommerfuglebusk er der heller ikke sommerfugle i hobetal, som de sidste par år.Kun nogle få stykker meget spredt. hvor de normalt sidder ganske tæt.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. august 2015 @ 19:46

    • JA! Det er SÅ irriterende, når man tror, man har en aftale. Jeg lagde flere beskeder, men der skete aldrig noget.
      Gad vide, om den kolde forsommer har haft en negativ indflydelse på sommerfugleantallet?

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 20:28

  4. Herligt med alle skovene i skoven.. 🙂

    Kommentar af Inge — 14. august 2015 @ 06:35

    • Dejligt – altid noget at nyde 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 09:09

  5. Det lader til at skovejerne har det fortræffeligt. Jeg tror desværre, at dine solbær får lov at stå i fred for mig i år :-/ Nu sætter jeg nye buske i min have, så jeg slipper for at gå tiggergang hos vennerne 😉 Skvalderkålsskoven bliver herefter overset. Fandt i mange Karl Johan?
    Bare I nu ikke har fejet benene væk under den stakkels skorstensfejer. Han har forhåbentlig en god grund til at have svigtet jer!
    – og ja, jeg ved det; jeg har ALTID en god undskyldning for andres fejl og mangler 😉

    Kommentar af fiberfryd — 14. august 2015 @ 07:15

    • Det varer nok et par år, inden de nye buske giver noget af betydning, så i mellemtiden skal du være så velkommen her 🙂
      Vi fandt en enkelt KJ – det må være for tidligt endnu på vores egn.
      Du er nu også et af de sødeste mennesker, jeg kender, Ditte, men uanset grunden kan han vel melde afbud! Han vidste udmærket, at vi var kommet fra Danmark pga. aftalen med ham, så jeg synes jeg har god grund til at være vred.

      Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 09:12

      • Jamen du har jo ret, Ellen, der ER grund til at være knotten, når nu I har taget turen helt derop. Jeg tror nu også, at jeg ville være en smule syrlig i betrækket …

        Kommentar af fiberfryd — 15. august 2015 @ 08:06

        • Godt at høre, at der er grænser selv for din tolerance 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. august 2015 @ 09:29

  6. Håber skorstensfejeren er dukket op i dag, for som jeg husker det, ville du egentlig helst have været hjemme onsdag nat i stedet for i Sverige. God fredag til jer og alle jeres skove 🙂

    Kommentar af Lene — 14. august 2015 @ 09:11

    • Han kom ikke, og jeg er vred! Jeg ville nemlig ganske rigtigt helst have været hjemme, fordi vi der har frit udsyn til den nordøstlige Perseus-himmel 🙂
      Nu kører vi hjem, og så kan han forhåbentlig snart tage sig sammen til at svare på den mail, jeg sendte ham i aftes.
      Tak, og god fredag til jer også 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 09:16

  7. De der sommerfugle nederst ligner dog forbløffende et blad!
    Her er der også en “mynteskov”, som jeg egentlig meget godt kan lide, men jeg synes det er svært at inddæmme den.

    Kommentar af Donald — 14. august 2015 @ 10:33

    • Ja, de kan godt ligne blade.
      Mynte er svær at styre, men hvis man har det som en ø i græsplænen, kan man bare slå det, så størrelsen passer – så dufter der også så dejligt af mynte, når man slår græs 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 14:34

      • OK – det skal jeg huske! Når jeg hiver eller klipper merian, så dufter det også så godt! 🙂

        Kommentar af Donald — 14. august 2015 @ 19:09

        • Ja, ikke? Det er så skønt og middelhavsagtigt 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 19:33

  8. Sikke en rigdom du har omkring dig. Smukke og spiselige og nydelsesfulde.
    Håber skorstensfejeren har været på job hos jer!

    Kommentar af AnneHoltegård — 14. august 2015 @ 18:31

    • Vi føler os i hvert fald meget privilegerede at have så dejligt et sted at komme til, når vi har lyst – selv om det har mistet en lille smule af tiltrækningen efter erhvervelsen af Den Stråtækte.
      Nej, han har ikke … grrrrr.

      Kommentar af Ellen — 14. august 2015 @ 19:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.