Hos Mommer

5. august 2015

Endelig lykkedes det …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: ,

Det var godt vi fik det uvejr i går – vi fik 20 mm vand, hvilket haven og især den nye plæne sætter stor pris på, luften blev renset, og i dag vågnede vi op til det fineste solskin og en pænt stille fjord.
Straks efter morgenmaden gik vi alle derfor ned til kajakkerne, så Aubie endelig kunne få sig en ordentlig tur på fjorden sammen med sin far.
Der havde forvildet sig en dræbersnegl ned i Aubies kajak; herunder får han øje på den og giver udtryk for inderlig væmmelse, men jeg er i træning, hvad disse snegle angår, så ud kom den med min hjælp.

IMG_3624

Bølgerne var til at overse, så de tog en 1½-times tur, som knægten var yderst tilfreds med, kunne man se på ham, da de kom ind igen. Kajakken havde passet perfekt til ham. Det er en af fordelene ved at leje: De er for dyre at købe, så de hele tiden passer præcis til ham, så den derhjemme er egentlig for stor og dermed lidt for svær for ham at styre. Det er ikke farligt, for i den store kan han ikke lige tippe rundt, som han ville kunne i denne, så der er fordele og ulemper ved begge dele.

P1070702

I aftes havde vi det kraftigste regnvejr, som vi endnu har oplevet i Den Stråtækte. Når vi kiggede ud gennem vinduerne, var det som at opholde sig på indersiden af et vandfald, og ude på badeværelset begyndte afløbene at tale til os. Eller rettere at gurgle til os, både fra brusenichen og fra toilettet. Der kom ikke vand op, men vi holdt nøje øje. Toilettet så ud som en kogende mudderpøl; der kom store luftbobler op, som brast med dybe boble- eller gurglelyde – hvis jeg havde været alene hjemme, havde jeg nok været en anelse nervøs … det lugtede dog heldigvis ikke, hvad der så end kom op fra de ukendte dybder, og det hele fungerede normalt, da regnen stoppede efter en halv times tid, men i de 10 minutter, hvor der virkelig kom vand, bød huset så sandelig på nye lyde.

_MG_3632

I dag er Johns sidste dag i tresserne … det har han det lidt underligt med. Jeg er sikker på, at det nok skal gå alt sammen, men hans ansigt har altså ikke et lige så tilfreds udtryk som det på vores lille Aubie her …

P1070709

Reklamer

25 kommentarer

  1. Han venner seg nok til det, John 🙂

    Kommentar af Mormor — 5. august 2015 @ 17:14

    • Det vil jeg da håbe for ham 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 18:09

  2. Måske skal I være glade for, at afløbet i fyrrummet ikke er forbundet med kloaknettet, så ikke: ⚡️☔️=>🆘. 😉
    Den knægt er da lige til at spise. Jeg forstår godt din forgabelse. Hvad laver søsteren, mens “drengene” er på havet?
    Havde John det heller ikke godt med at fylde 40, 50 og 60. Hvis ja, så mind ham om det og at livet også har været værd at leve i 40′-, 50′- og 60’erne for ham, selvom årtier er blevet rundet.

    Kommentar af Kristine — 5. august 2015 @ 18:13

    • Ja, måske … det var en lille smule skræmmende, i hvert fald …
      Han er nemlig lige til at spise, men det er da lidt dejligt, at andre end mommer og andre nærmeste også kan se det 😉
      Søsteren har lært en ny kabale af mommer i dag, men ellers kan hun godt lide at læse, når hun ikke har nogen at lege med.
      John havde det fint nok med de andre runde fødselsdage, som han egentlig ikke tænkte så meget over, men han synes, at en 70-årig mand er en gammel mand, nok også fordi han mere nu end tidligere for alvor kan begynde at mærke, hvordan alderen er begyndt at trykke.

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 19:35

      • Jeg tillader mig at spørge sprogpedanten om brugen af verbet overse var bevidst, da det både kan betyde at ignorere og at overskue? 😋
        Hvis alderen trykker fysisk, hvilket jeg fornemmer, at John synes, så er der farbar vej forude for forbedring af de gængse gebrokkeligheder, hvis der er vilje og støtte, men der skal (over)vilje til: Motion, styrketræning og fornuftig kost/vægttab, hvilket vi vel alle ved og har svært ved at holde os for øje i hverdagen, hvor livsperspektivet ikke fylder.
        Ved lejlighed ville det nok være en god ide at undersøge kommunens kloakeringsplaner (budget), da voldsomme regnskyl nok ikke er en saga blot, så I har mulighed for at tage private forholdsregler, hvis kommunens planer ikke tager højde for dette.

        Kommentar af Kristine — 5. august 2015 @ 20:21

        • Jeg var skam helt bevidst om brugen af overse 😉 – mente til at overskue både i bogstavelig og overført betydning.
          Jeg synes faktisk, at John stort set er i så fin en form, som man kan forvente af en 70-årig – det er egne forventninger, der ikke bliver indfriet …
          Kommunekloakeringen fejler vist ikke noget her i området – det er Den Stråtækte, der i givet fald er noget galt med. Men kunne systemet bære regnen i går, tror jeg det kan bære alt.

          Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 20:31

          • Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være Det Stråtæktes “mangel”, der er årsagen til brunt og gurglende/boblende spildevand i toilettet, da I ikke tidligere har observeret dette fænomen (og regnvand fra jeres matrikel føres (evt. via dræn og brønd) til kloaknettet uden forbindelse med jeres spildevandsafløb).
            Mon ikke det brune, boblende og gurglende forårsages af tilbageløb/manglende afløbsmulighed til kloak, som skyldes, at kloaknettet ikke er dimensioneret til uproblematisk at kunne modtage spildevand (forbrugt vand fra vandværk) og så store mængder regnvand (5-10 mm.) der ifølge DMI faldt I jeres område i går både målt på døgnbasis og inden for et interval på 30 min., hvilket antyder, at døgnets nedbør kom nogenlunde indenfor 30 min., hvilket ikke er et usandsynligt scenarie fremover og heller ikke 20 mm. meget lokalt. Brunt pga. toiletaffald, boblende fordi luften mellem vandlås og kloak presses tilbage/op, når vandstanden i kloakken har nået mere end sit maximum og stiger tilsvarende i tilløb og gurglen, når der igen “pludseligt” er tilløb til kloakken (måske = at rensningsanlægget har udledt urenset spildevand til overløbsbassin).
            Hvis jeg var jer, så ville jeg give ovenstående en tanke, når festivitas, familiebesøg mm. er slut, da forebyggelse langt er at foretrække end ødelagte ting, ubeboeligt hjem osv., hvilket jeg via pårørende har haft på nært hold i 2010 og -11. Inventar inficeret af kloakvand er kassabelt med mindre det kan desinficeres, opbrydning af gulve pga. skimmelsvamp, genhusning og forsikringens erstatning er mangelfuld, medmindre I har forsikret indbo til nyværdi (og hvem har – råd til – det). Undskyld hvis jeg maner fanden unødigt på væggen, men tilbageløb fra kloaknettet kan forebygges nemmere og billigere end oprydning efter oversvømmelse af kloakvand.

            Kommentar af Kristine — 5. august 2015 @ 23:49

            • Jeg kan godt se, at det skrevne kan forstås som om, at der kom noget andet og mere end luft op fra kloaksystemet, men det gjorde der rent faktisk ikke; der boblede kun ikke-lugtende luft op, så vi er ikke bekymrede. Det mente kloakmanden der var her, heller ikke, at vi behøvede at være.

              Kommentar af Ellen — 6. august 2015 @ 09:54

              • Dejligt for jer, at jeg “overfortolkede” mudderpøl, boblen og gurglen, men jeres luftbobler skyldes altså tilbageløb (og at jeres tilløb til samlebrønd/kloaknettet er tæt). De manglende lugtgener af luftboblerne skyldes “bare” at det altoverskyggende har været regnvand, der har fyldt samlebrønden/kloaknettet, så mulige afgasninger er skyllet med ud til rensningsanlægget og det relative korte forløb, så afgasning ikke har været af betydning. Nok for nu. Nyd fødselsdag og vejret, som jo klart viser, at 70 er værd at fejre.

                Kommentar af kristine — 6. august 2015 @ 18:18

  3. Hm… jeg synes jeg hører de samme toner fra Erik! ” Jeg kan da ikke forstå, at jeg bliver 70 næste gang!” Oppe i hovedet er vi stadig 50 og undrer os hver gang, der er noget, vi ikke lige kan, som den gang!!!
    Kan lige forestille mig de højlydte mishagsytringer over “dræberen”! Vel ude på vand ser de ret proff ud, de to. Dejligt med sådan en mandetur.

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. august 2015 @ 18:40

    • Åh ja, de var jo lige gamle, de to (er vi to også det? Det kan jeg ikke engang huske …)
      Det er nemlig det, som jeg også skrev til Kristine herover: Der bliver flere og flere ting, der bliver lidt mere vanskelige at udføre.
      De er go’e, de to, og de hygger sig noget så gevaldigt i deres egen lille mandeverden.

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 19:41

  4. Hvor er det et herligt billede af Aubie, som John har skudt. Dit er også godt, men Aubies tilfredshed er ikke til at skjule på det billede. Hjertelig tillykke med og til John, jeg er sikker på at han nok skal komme godt ind i det nye årti 🙂

    Kommentar af Lene — 5. august 2015 @ 19:21

    • Johns billede er simpelthen bare kanongodt – helt enig!
      Tak, Lene – og ja, han skal nok komme godt ind i det nye årti, men jeg må indrømme, at jeg fint forstår hans tanker lige nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 19:43

  5. I tilfælde af at jeg skulle komme til at glemme det i morgen (skal til cykelløb i Vejle), må jeg hellere – på egne og fruens vegne – ønske morgendagens fødselsdagsbarn et stort og hjerteligt tillykke med dagen 🙂 og ønske at han må få en herlig dag i skønt solskin sammen med hele familien 😀

    Kommentar af Per Teilmann — 5. august 2015 @ 19:23

    • Tak, Per og frue – jeg har videregivet jeres hilsen og skulle hilse og sige tak fra fødselsdagsbarnet 🙂
      Pøjpøj med cykelløbet – I får da vist et herligt vejr til det.

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 19:45

  6. Mesterfoto af en tilfreds Aubie.

    Kommentar af Kisser — 5. august 2015 @ 19:47

    • Ja, det er et mesterfoto – og jeg har lige fortalt John, hvad du skrev 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 19:51

  7. Tillykke med manden din i morgen:) Jeg bliver 40 i oktober og det er underligt, når jeg føler mig som en 25årige;) Ligner også en…… or not!! Flotte billeder:)

    Kommentar af MS — 5. august 2015 @ 20:47

    • Tak skal du have, Mette 🙂 Jeg vil ikke sige tillykke til dig endnu – vi får sikkert mere at høre om din runde på et tidspunkt.
      Jeg kan godt huske 40 … den sidste, der ikke gjorde ondt – mine bedste år var mellem 35 og 45. Ikke, at alle andre er dårlige, men det var de bedste 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 21:22

  8. Det billede af Aubie er da helt ubetaleligt!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 5. august 2015 @ 21:31

    • Fuldstændig enig 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 22:53

  9. Stort tillykke med John i morgen. Vil du hilse ham fra mig?

    Kommentar af Frøken Z — 5. august 2015 @ 22:24

    • Tusind tak, Helle – jeg har hilst og skal hilse igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. august 2015 @ 22:53

  10. Stort (foreløbigt) tillykke med gemalen!
    Der er tidspunkter, hvor vi må se vores manglende udødelighed i øjnene og de runde fødselsdage er et af dem. Heldigvis lægger hverdagen igen sit milde slør over vore øjne, så det varer nok ikke så længe, før det er overstået 😉
    Det er så dejligt at have gode fotografer i familien 🙂 Johns foto af den charmerende, kønne knægt er fantastisk; det var godt, at de fik det perfekte kajakvejr.
    Jeg glæder mig over, at huset bestod skybrudsprøven, trods de noget larmende protester.

    Kommentar af fiberfryd — 6. august 2015 @ 07:11

    • Tak, Ditte – ja, man reflekterer gerne lidt mere end på de runde fødselsdage end på de ni andre indimellem, og jeg er sikker på, at det (heller) ikke bliver så slemt denne gang. Nu tager vi i BonBon-land – det får ham nok til at føle sig lidt yngre 😉
      Det er ganske enkelt et kanongodt billede, han lige fik snuppet der.
      Jeg tolker det også som, at huset bestod prøven 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. august 2015 @ 09:59


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.