Hos Mommer

3. august 2015

Kajakker i blæsevejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: ,

I går eftermiddags fik Tim den ide at leje kajakker til ham selv og Aubrey for resten af ugen. Som sædvanlig er der ikke langt fra tanke til handling hos den mand, så inden vi fik set os om, havde han fundet en udlejer på Jungshoved, som han fik en aftale med om at hente en stor og en lille kajak her til formiddag.

P1070674P1070675

Aubie var helt solgt, da han så den lille børnekajak, så den var hans. Tim og Lars gik rundt og så på forskellige og sidstnævnte blev snart klar over, at Tim ikke var helt grøn rent kajakmæssigt.
Da de til sidst var blevet enige om både kajak og pagaj (meget vigtigt! Jeg troede en pagaj var en pagaj, men nejnej), tog vi den lille kajak på bilen og den store blev kørt ned til Maderne med Lars bag rattet i den lille jeep. Aubies øjne lyste som stjerner, da han fik lov at sidde på bagsædet – uden sikkerhedsseler! (Det her fortæller I altså ikke til nogen!)
Der var ikke ret langt; Lars lovede at køre langsomt og forsigtigt, og Aubie holdt godt fast i bøjlerne. Havde det været mørkt, havde de ikke behøvet lygter, så meget lyste hans øjne.

P1070680

Turen over fjorden hjem til Den Stråtækte var for lang for Aubie, så vi kørte hjem og ventede på Tim. Lars mente, at det ville tage omkring tre timer – to, hvis han var god. Vi tog den derfor med ro og legede først lidt ved stranden, inden vi kørte hjem. Vi ville ikke vente på ham med frokosten, men vi havde kun lige sat os til rette, da Aubie pegede og sagde “Dér er Daddy!” Vi andre kunne godt se en kajakroer, men ikke, om det var Tim eller en anden, så vi hentede kikkerten – men drengen havde søreme ret; det var Tim, som havde gjort turen på kun en time! Respekt, siger jeg bare. Han er godt nok sej.

P1070678

Efter frokost havde vinden desværre taget en del til, men prøves skulle kajakken partout, så den blev slæbt ned til vandet, og knægten kom i båden.
Det blæste for meget – der var stort set ingen fribord i den lille kajak, og børn har ikke ‘skørt’ på, så hvis der slog en bølge ind over, ville der komme vand i kajakken. Det blev derfor kun til en meget kort tur, og desværre ser det ud til, at vi må vente til på onsdag, hvor vinden går i stik vest, hvilket med stor sandsynlighed vil hjælpe en del på situationen set fra Den Stråtæktes beliggenheds side.

P1070680P1070686

I stedet tog vi til stranden. Igen. Men holddaop, en vind. Ikke særlig stærk, hvis man er vestjyde, men det var rigeligt, hvis man er mormor og morfar fra Præstøfjorden, så vi trak i vindjakkerne og satte os mageligt til rette, lidt tilbagetrukket, og strikkede – en af os – mens ungerne var i vandet og legede lidt i sandet.

P1070690

Vi følte os ikke kun lidt, men virkelig meget som bedsteforældre, som vi sad der i de medbragte stole og, i mangel af havblik, bildte os ind i stedet at have det store overblik.

Advertisements

28 kommentarer

  1. Takk 🙂

    Kommentar af Mormor — 3. august 2015 @ 21:45

    • Selv tak … men for hvad? Billederne? 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. august 2015 @ 21:53

      • Og smilet du fikk frem på fjeset mitt 🙂

        Kommentar af Mormor — 3. august 2015 @ 22:25

        • Åhh 🙂

          Kommentar af Ellen — 3. august 2015 @ 23:17

  2. Danske farvande er heldigvis velegnede til kajakroning. Andre steder kan der være overraskelser: http://www.joke-portal.com/kayak_attack.jpg 😉

    Kommentar af Søren — 3. august 2015 @ 23:24

    • Jeg må ikke kigge, Søren: “Forbidden You don’t have permission to access /kayak_attack.jpg on this server. Additionally, a 404 Not Found error was encountered while trying to use an ErrorDocument to handle the request.

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 09:55

  3. Sikken en god ide at få – og flot klaret af Tim på kun en time! Jeg forstår godt Aubie, når han siger at han vil bo i Danmark. Det er jo en lang række af fornøjelser i sommervejret, alt sammen godt garneret med yndlingselementet, vand 😉

    Kommentar af fiberfryd — 4. august 2015 @ 08:06

    • Ja, han er god til det der 🙂
      Det talte vi også om – han har med stor sandsynlighed slet ikke tænkt på, at en hverdag i DK også indebærer skolegang.

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 09:57

  4. Jeg kan afsløre, at I også ligner et sæt bedsteforældre, af den allerbedste slags, som I sidder og troner. Skønt. Vi nyder livet på Bornholm – i det fineste vejr

    Kommentar af Frøken Z — 4. august 2015 @ 11:05

    • Jamen tak – du er nu sød, Helle 🙂
      Jeg har set, hvor meget I nyder det på solskinsøen – skønt!

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 11:29

  5. Sikke sej han er:) Det nederste billede er fantastisk:)

    Kommentar af MS — 4. august 2015 @ 14:54

    • Høhø 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 20:25

  6. Øh, er det ikke kajakker, der er lejet? 😉

    Kommentar af Kristine — 4. august 2015 @ 18:48

    • Øhhh … jo … ??? Nævner jeg ordet for tit eller hvad?

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 20:26

      • Næh, bare hvorfor overskriften “Kanoer i blæsevejr”, når der er tale om leje af kajakker.

        Kommentar af Kristine — 4. august 2015 @ 21:03

        • Arh, for hulen! Hvorfor er det altid dig, der skal opdage den slags? Det havde jeg overhovedet ikke set 😳
          Jeg skal tænke mig godt om, nemlig, for Tim siger canoes om dem alle, så jeg skal huske at oversætte rigtigt. Og så smutter det i overskriften. Damn.
          Men tak, det bliver rettet nu.

          Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 21:18

          • Jeg kender forskellen på kano og kajak og deres normale anvendelsesområder, så det undrede mig, at kano skulle anvendes i Præstøfjord og at rive en sprogpedant i næsen er ganske underholdende/skærper min egen sproglige bevidsthed 😇.
            God vind fremover 😜

            Kommentar af Kristine — 4. august 2015 @ 21:43

            • Jeg ville have haft det på præcis samme måde … altså mht. at rive sprogpedanter i næsen 😉
              Tak …

              Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 21:57

              • Mon det var Tims intention at leje kanoer? Eller mangler der en rettelse (i første linje)! 😂

                Kommentar af Kristine — 4. august 2015 @ 22:08

                • For f….. da også 🙂 Tak. Hvorfor er det så fuldstændig umuligt at læse korrektur på sig selv?

                  Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 22:11

                  • Man kan vist kun læse korrektur på sig selv, hvis man har en tatovering, ellers læser man korrektur på sit eget! 🔍👀

                    Kommentar af Kristine — 4. august 2015 @ 22:29

                    • Nu stopper du altså!

                      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 22:31

  7. Håber der bliver vejr så Aubie også kan få sejllysten styret 🙂 Og I er jo også bedsteforældre, så selvfølgelig skal I også te jer som sådan 🙂

    Kommentar af Lene — 4. august 2015 @ 18:59

    • Vinden skulle lægge sig i morgen, så vi håber, håber …
      Det er naturligvis rigtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 20:27

  8. Blæser det virkelig så meget hos jer. Ja, selvfølgelig, når du siger det 😉 Her nyder vi solen og sommeren. Det var godt Aubie i det mindste kom i kajakken og fik sig en lille tur, ellers ville skuffelsen for ham næsten være ubærlig.

    Kommentar af Pigen fra landet — 4. august 2015 @ 21:08

    • Det blæser kun 6 m/sek, men det skaber for store bølger til så lille en kajak. Vi har dem heldigvis til og med fredag, så vi håber, han når at få lysten styret.

      Kommentar af Ellen — 4. august 2015 @ 21:20

  9. Jeg kan se, vi bliver nødt til at anskaffe os et par stole til at medbringe, når vi skal være bedsteforældre 😀 Det er da det mest fantastiske billede af jer længe.

    Kommentar af conny — 11. august 2015 @ 15:11

    • Hahaha – det kan du da ikke mene? 😀
      Men ja, det er godt at have sammenklappelige stole … MED kopholdere …

      Kommentar af Ellen — 11. august 2015 @ 15:19


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.