Hos Mommer

28. juli 2015

Godt man ikke har ferie …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: , ,

Godt man ikke har ferie, for det ville have temmelig ærgerligt med det vejr – som Søren nu har haft i over halvdelen af sin ferie. Han skulle ikke noget i sine 14 dages ferie, så han er med i Sverige i de par dage, vi desværre kun har tid til at være her denne gang.

Da vi kom i går, var regnmåleren løbet over. Krukkepanterne trivedes fint; dem havde jeg ellers troet var bukket under for hedebølgen, men det var ikke sket. I nat og det meste af formiddagen regnede det igen, og lige for lidt siden kunne jeg tømme yderligere 20 mm af regnmåleren. Det har været koldt, 14,5°, og så mørkt, at vi har måttet tænde lys inden døre. Brændeovnen er der naturligvis ild i.

Løbesod førLøbesod efter

Afbrænding i regnvejr (1)Det var derfor oplagt at kaste sig ud i at få ordnet nichen, hvor det store, gamle ildsted engang har været. Den løbesod har irriteret mig længe, men der er bare ikke noget maling, der kan dække det. Inden der er gået to minutter, er det sort igen.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Stenene til venstre gav John tre lag vandglas, inden de blev malet, og alligevel gik der ikke lang tid, før der var trukket noget gult etellerandet ud og fik det til at se grimt ud. Det kunne vi også male igen og igen, uden det kunne ses.
Lige indtil man har været i England, hvor man kan købe noget, der virker …
Det er jo en sand fornøjelse, dette her – og det var kun grunderen. Næste gang vi kommer, skal det hele have en gang halvblank maling, så bliver det simpelthen så flot, så flot.

Vores søde nabo er vist en stædig rad: Nu havde han besluttet at brænde affaldstræ af i dag, og så holdt han fast i det, selv om regnen stod ned i kaskader. Billedet er taget gennem vores stuevindue; der er 100 meter over til hans bål, og det regner meget – så bliver sådan et billede ikke bedre end det viste. Gad vide, hvordan han holdt liv i det bål? Det røg naturligvis meget, men vi så skam også store flammer.

I skrivende stund er solen dukket frem; temperaturen er steget 4 grader, så der er håb for resten af dagen. Det skal ikke være tørvejr i mange fem minutter, før der er et vældigt liv i de to meter høje tidsler lige uden for vores grund.

Klit-hvepsesvirreflue?Engrandøje og ???

Den første ligner mest en klit-hvepsesvirreflue (billedgoogle er min ven), men det lyder ikke logisk, at de skulle kunne findes midt i en svensk skov. Der sad en artsfælle og spiste i al fredsommelighed ved siden af en engrandøje (som jeg takket være Dovregubben til gengæld er ret sikker på).

P1070624

Den herover aner jeg ikke hvad er og vil meget gerne have et bud. Den ligger størrelsesmæssigt mellem en bi og en humlebi, men det er en flue. Hvilken?

Pragtnymfe

Pragtnymfen havde forvildet sig ind på vores græsplæne – den har jeg ellers kun set i umiddelbar nærhed af åer eller vandløb.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Ej, hvor er den flot, den fyr på det sidste billede. Jeg kan godt forstå, den hedder noget med pragt. Sikke farver. Du har virkelig fået et godt billede af den. Jeg tror, den lige ovenover er en humleflue. Der findes forskellige varianter af humlefluen.

    Kommentar af Betty — 28. juli 2015 @ 23:30

    • En humleflue! Tak. Den ligner godt nok ikke helt, når jeg billedgoogler, men det kan jo være, fordi det er en svensk variant 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2015 @ 09:12

  2. Ja, godt vi ikke har ferie. Sikket vejr 😦 Det ser godt nok meget effektivt ud, jeres engelske fluidum. Hvorfor kan man ikke købe det i DK og Sverige – er det totalt miljøforkert, giftigt og no go? Eller har skandinaverne bare ikke fået øjnene op for, hvor irriterende løbesod er?

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. juli 2015 @ 09:21

    • Det er baseret på shellak, og man kan nok også købe noget tilsvarende her – vores maler brugte et eller andet til noget gammel sod på skorstenen. Det var effektivt, men rasende dyrt, sagde han. Derfor har vi slet ikke undersøgt noget herhjemme, men skyndte os bare at købe det i UK, når nu det var både rimeligt i pris og efter sigende effektivt.

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2015 @ 09:41

  3. Det gode og varme vejr kommer i næste uge, det har jeg jo sagt hele sommeren.. PS: Jeg starter ferie på mandag. 🙂

    Kommentar af Inge — 29. juli 2015 @ 11:08

    • Åh … jeg kunne jo bare have spurgt dig, så 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2015 @ 11:44

  4. Det er imponerende smukt, tænk hvor er det godt at I fandt den løsning på løbesod. Jeg har set løbesod på et hvidt loft engang (vi havde købt en bungalow fra trediverne og skiftede oliefyr! mindre spildvarme i skorsten => løbesod) Frygteligt!

    Kommentar af Donald — 29. juli 2015 @ 11:16

    • Løbesod er noget rædsomt og meget stædigt stads, som det er svært at få bugt med, men vi fandt så vores løsning i England. Hvad gjorde I?

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2015 @ 11:45

      • Først fik vi installeret en isokern indre skorsten, som effektivt sørgede for at røgen ikke blev for kold (altså at der ikke dannedes ny løbesod) så tørrede det andet og som du siger skulle vi derefter bruge en speciel grunder og male flere gange over.

        Kommentar af Donald — 30. juli 2015 @ 12:16

        • Som jeg sagde: besværligt 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. juli 2015 @ 15:13

  5. Kunne det tænkes at den flotte flue er en hvidbåndet humlesvirreflue, Volucella pellucens, jvf. http://www.fugleognatur.dk/gallery.asp?mode=ShowLarge&ID=404327 og http://www.fugleognatur.dk/gallery.asp?mode=ShowLarge&ID=406065?

    Kommentar af Jørgen — 29. juli 2015 @ 19:43

    • Du skulle godkendes? Beklager … har ikke lige gennemskuet hvorfor.
      Det kunne det da vist sagtens være. Tak for svar – som jo heldigvis bekræftede, hvad Betty mente.

      Kommentar af Ellen — 29. juli 2015 @ 20:32

      • Der skal sikkert en godkendelse til når der er to links i en kommentar. Det kunne jo være spam.

        Kommentar af Jørgen — 30. juli 2015 @ 07:06

        • Nåja … det kriterium har jeg oven i købet selv givet … jeg havde overset det lille ‘og’ mellem dine to links.

          Kommentar af Ellen — 30. juli 2015 @ 08:33

  6. Jeg kunne ellers have kommet med et tip til løbesod, der involverede brug af kokager, men det andet var nok bedre… ti hi…

    Kommentar af Mia Folkmann — 29. juli 2015 @ 23:39

    • Det gamle råd har jeg læst, men jeg foretrækker i dette tilfælde et mere moderne hjælpemiddel 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juli 2015 @ 08:35


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.