Hos Mommer

21. juli 2015

Tre uger væk fra Den Stråtækte betyder …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:49
Tags:

Hjemme igen i Den Stråtækte efter præcis tre ugers fravær … så længe har vi ikke været væk hjemmefra siden 2010, da man jo normalt kun har tre ugers ferie og gerne lige vil nå at lande, inden man skal på arbejde igen, så det skulle være noget helt specielt for at overskride de 20 dage.
Vi skal på sin vis også på arbejde nu, for tre ugers fravær har betydet, at vi kom hjem til en have og især et drivhus, der er særdeles frodigt … også med en del af det, man ikke nødvendigvis ønsker skal være frodigt. Den ene tomatplante var blevet til en skov, agurken var gået endnu mere agurk, selvom Søren siger, at han har taget godt fra, melonen har fem frugter og vinen har klaret resten af jungleindtrykket.

Eurotunnellen

Hjemturen gik fuldstændig gnidningsløst. De kilometerlange lastbilkøer på englandssiden af kanaltunnellen var blevet afviklet totalt siden onsdag aften, hvor man igen åbnede for godstrafikken. Det er et K Æ M P E stort anlæg. Man fortæller sin booking code og kører ind på anlægget. Man kører og kører og kører. Kommer langt om længe til, hvor man skal holde og vente på at blive ledt videre. “Lane number nine”. Vi parkerer i bane ni og skal iflg. skiltet vente 25 minutter til, inden vi får lov at køre ombord. Når man får lov til det, kører man igen et pænt langt stykke, inden man når så langt, som ovenstående billede viser. I midten ses en holdende shuttle, som man kører ind i bagfra og derefter frem inde i for at fylde toget op.

EurotunnellenEurotunnellen

Fire, højest fem biler i hver afdeling, som under overfarten (underfarten?) bliver lukket med brandtætte døre, så går der ild i et eller andet, går det kun ud over den ene afdeling.
Det hele er meget effektivt og turen under Den Engelske Kanal tager kun 25 minutter. Til gengæld koster en billigbillet omkring 100 pund, så vi kigger nok på færgerne til Dover via Calais eller Dunkerque næste gang. Billigbillet betyder, at man har booket til en bestemt afgang. En flexbillet koster over 240 pund, hvilket er lige i overkanten, synes jeg. Man kan ikke komme med uden at have forhåndsbooket.

Publunch på Seven Stars

I Harskamp ventede Asterix/Albert igen med en herlig middag til os. Og igen betalte vi kun 85 € for en god seng, en trestjernet tre-retters aftenmenu og en lækker og rigelig morgenmad, så ham kan vi kun anbefale. Hans hjemmeside findes kun på hollandsk, men han taler glimrende engelsk, hvorfor man sagtens kan skrive til ham på dette sprog. Det passer med næsten præcis halvvejen over til vores englændere, både tids- og afstandsmæssigt, så vi er meget glade for, at vi fandt ham. (Husk at bestille aftensmad samtidig med værelsesreservationen.)
Vi havde godt kørevejr hele vejen og kom hjem til en fantastisk aften i Den Stråtækte. John pakkede bilen ud, mens jeg kastede mig over at deadheade roserne (hvorfor har vi ikke så godt og enkelt et ord for at klippe visne blomsterhoveder af?) langs huset.

Den gyldne time

Det har været (atter) en supergod ferie. Nu er det hverdag i 1½ uge, inden englænderne kommer for at være med til at fejre Johns runde fødselsdag. Så tager vi ‘hævn’ for vores bidrag til Flower Showet ved at sætte dem i arbejde med forberedelserne til festen. Det bliver dog langt fra så omfattende, så de slipper faktisk billigt …

Reklamer

20 kommentarer

  1. Hvor godt at høre, at I kom godt hjem. Man kan købe et klippekort på ti ture til Eurotunnel, og de skal bruges inden for et år. På den måde kommer en enkelttur ned på 43 £ – det er det, jeg benytter mig af. Hvis man vælger afgange med omtanke, bliver det ved lavprisen, men man kan betale et tillægsbeløb og komme med i myldretiden. Men det passer fint til vores afgange at tage med de “billige”… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 21. juli 2015 @ 22:20

    • Ja, så begynder prisen at ligne noget fornuftigt, kan jeg godt se, men vi er jo højest derovre én gang om året i bil; resten er med fly, så det vil ikke virke for os.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 22:33

  2. Velkommen hjem – i junglen 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. juli 2015 @ 22:23

    • Tak, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 22:33

  3. Det er længe at være væk hjemmefra, synes jeg. Vores længste tur var de 16 dage i USA. Men I havde jo mange planer, så det blev en afvekslende tur.
    Mht. at komme til England var der engang færger fra Hamburg – men de er måske lige så nedlagte som dem fra Esbjerg.

    Kommentar af conny — 21. juli 2015 @ 22:36

    • Det er nu slet ikke så tosset at være væk så længe … vores USA-tur i 2010 varede også præcis 21 dage 🙂
      Vi har engang sejlet til Newcastle fra Hamburg, med den rute er ganske rigtigt også nedlagt.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 22:51

  4. Så kom i hjem til mere arbejde 😉 Hvor dejligt, at englænderne kommer og hjælper jer. Det er godt at kunne udveksle hjælpsomhed.
    Det har været spændende at følge med i Flower Show.

    Kommentar af Betty — 21. juli 2015 @ 22:39

    • Ja – sådan er det jo, når der er både varme og vand nok 🙂
      Vi er også glade for, at de kommer – på mange måder glade …

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 22:52

  5. Juneleventyr etter andre eventyr.Jo jo. det skal du ha, det skjer stdig noe 🙂

    Kommentar af Mormor — 21. juli 2015 @ 22:40

    • Det gør ikke spor, at der hele tiden sker noget 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 22:53

  6. Velkommen hjem til havearbejde.. 🙂

    Kommentar af Inge — 22. juli 2015 @ 07:58

    • Tak … for et år siden ville jeg ikke have vidst, at jeg ville synes det var dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2015 @ 08:05

  7. Velkommen hjem – og god arbejdslyst 🙂 Hvordan mon der ser ud i Sverige?

    Kommentar af Kisser — 22. juli 2015 @ 08:43

    • Tak og tak. Der er heldigvis ikke så meget, der kan komme til at ligne et vildnins inde på vores grund i Sverige, og de krukker, jeg har plantet til, er nok omkommet i varmen – men vi kommer ikke derop før mandag, så vi må vente i spænding 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2015 @ 11:00

  8. Velkommen hjem og tak for de mange fine poster derovre fra, de har været spændende at læse.

    Det er godt, du holder af havearbejde, når I kommer hjem til et vildnis. Det har nu også været fint vejr (for haver), ikke for varmt ca. 20-23 grader, ikke for meget sol, enkelte dage med lidt regn, så der er ikke noget at sige til, at det er groet godt til.

    Kommentar af Stegemüller — 22. juli 2015 @ 10:34

    • Tak og velbekomme
      Ja, det må man sige har været ideelle forhold for haver, men vi skal nok få bund i det igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2015 @ 11:01

  9. Velkommen hjem. Der er jo arbejde til jer uanset, hvor I opholder jer….
    Nu er jeg begyndt nedtællingen til London med Gitte… Godt inspireret af dine dejlige beretninger fra England.

    Kommentar af AnneHoltegård — 22. juli 2015 @ 14:49

    • Tak … skal I nu til London igen? Det er nu også en skøn by 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2015 @ 14:55

  10. I har da rigtig storhygget jer. Dejligt, at I nu har tiden til at nyde det i fulde drag. Tak for underholdende beskrivelser ed landsbyhyggeos – kulturelt destillat.

    Kommentar af Eric — 22. juli 2015 @ 17:39

    • Det har vi, Eric, og jeg behøver sikkert ikke at fortælle dig, at du godt kan glæde dig til efterlønslivet? 🙂
      Velbekomme – dejligt, at du kunne lide ‘destillatet’.

      Kommentar af Ellen — 22. juli 2015 @ 18:01


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.