Hos Mommer

20. juli 2015

The Wilsford Henge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: ,

Man har gennem et stykke tid vidst, at der mellem mine englænderes landsby og nabolandsbyen Marden har ligget et meget stort henge, som vi kender det fra Stonehenge, Avebury og Woodhenge. Ikke alle henges havde sten stillet op, som vi kender det fra Stonehenge. Som navnet antyder, havde Woodhenge træ og ikke sten.

P1070535

Vi gik derhen søndag. Udgravningen ligger bare et kvarters gang væk ad The Millenium Path, hvilket er et system af vandrestier, som regeringen op til årtusindskiftet beordrede etableret i hele England. The right to roam skulle genindføres, og det blev den. Det svarer lidt til den svenske allemandsret.
Stierne kan sagtens gå tværs igennem fx kornmarker. Når bonden pløjer den op om efteråret, bliver den hurtigt genetableret af ryttere og hundeejere.

P1070538

image

Og her er den så … det forreste er udgravningen af en romersk bosættelse; udgravningen af Wilsford Henge kan anes bagved, og af selve landsbyen kan man lige se et par hvide huse, så det ligger virkelig tæt på.
Marden Henge er enorm, Wilsford Henge noget mindre. De er naturligvis skabt af religiøse grunde, men hvorfor man har ment, at guderne ville blive tilfredse, hvis man gravede nogle kæmpestore grøfter ud med den tids uhyre primitive redskaber, er stadig en gåde for forskerne. Også for mig, for den sags skyld …

P1070552P1070553

Billedresultat for wilsford henge

I dag finder man disse henges via luftfotografering – det er også en gåde for mig, hvordan det er muligt, at disse grøfter, som ligger to meter eller mere under nutidig overflade, kan bevirke så stor en forskel i væksten på noget korn, som har rødder, der på ingen måde når ned til den gamle rituelle plads.
Dagen var i det hele taget fyldt med gåder … jeg har nemlig også meget svært ved at forstå, hvorfor nogen gider bruge så meget tid på at grave jord væk – det må være 99 % ‘spildt’ arbejde og 1 % succes. Ikke desto mindre er der mange hundrede arkæologistuderende, der synes det er alletiders tjans at få med at være en af dem, der får tildelt de seks uger, der graves hver sommer.
Der var en lille ildsjæl, der tog sig tid til at forklare os, hvad de havde fundet hvor. Hun VAR en ildsjæl, som formelig stod og hoppede på stedet af bare iver og fortælleglæde, og sådanne kan få selv sådan en som mig til at synes, at det er vældig spændende … hvad det jo rent faktisk også er, når alle konklusionerne er fundet og det hårde arbejde er overstået.
På de to billeder herover kan man ane nogle buer på den lodrette side af hullet. De sagde arkælologerne en hel masse, som vi fik forklaret, og som jeg skal skåne jer for. De har kun t.o.m. på lørdag, inden de skal dække det hele til igen, hvorfor al gang med trillebørene gudhjælpemig foregik i løb! Så brænder man godt nok for sagen.Marden Henge (1)

Sidste billede er The Marden Henge, der som nævnt er kæmpestor – cirka 10 gange så stor som Stonehenge. Der er virkelig gravet kolossale mængder jord væk!
Man er ikke bange for at blive bestormet af turister. Disse henges er vist kun interessante for historisk og arkæologisk interesserede personer – det bliver aldrig en turistfælde og en kultting som Stonehenge, fordi stenene mangler.
The Guardian beskriver det meget humoristisk: “Famously – to its comparatively few devotees and visitors, that is – it is the biggest henge in Britain that isn’t there, surrounding one of the biggest artificial hills in Britain, which isn’t there either.” Anden artikel her.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Fin tur takket dem, der “orker” at grave. Da jeg læste i dit link om at grave efter noget, der ikke var der mere, kom jeg til at tænke på din svigersøn og isbjerget, der VAR der – men som man ikke kunne se ifølge ham.
    Google lige “Den aften da Børglum Kloster ikke var der.” Læs Knud Sørensens beskrivelse af hændelsen (den omtalte Knud Holst fra Løkken er far til forfatter Hanne Vibeke Holst). Måske du skulle fortælle om det til din svigersøn.
    Hver gang, vi var i nærheden af Børglum Kloster om aftenen, kunne vi ikke nære os – men klostret var der dog altid – egentligt lidt skuffende …

    Kommentar af Elsebeth — 20. juli 2015 @ 18:07

    • Uha, for en historie, men man oplever nogle gange, at der er mere mellem himmel og jord … og når man gør det, ved man simpelthen ikke, hvad ma skal mene om det – og tvivler meget sig selv.
      Jeg kan godt forstå, at I blev skuffede over, at det altid var der 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 19:18

  2. Stikker lige hovedet indenfor og opklarer dit mysterie med luft-arkæologi… når der har været træ i jorden som stolper og pæle ændre jordens næringsværdi sig der hvor pælene engang var og disse pletter kan ses i ændring i afgrøders farve.. optræder de med en regelmæssighed eller i sære linjer så gætter arkæologerne på at de er menneskeskabt… og de kan altså ses alle disse mange år senere.

    Spændende koncept med “right to roam” i øvrigt… selvom de enkelte bønder måske bander lidt. Men hvad, bare “roamerne” tager deres affald med sig sker der vel ikke så meget ved det.

    Kommentar af overleveren — 20. juli 2015 @ 18:14

    • Tak , så blev jeg igen lidt klogere … tænk, at man kan se disse spor så mange århundreder efter.
      Det er et glimrende koncept, og stierne er altid aldeles affaldsfri!

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 19:19

  3. Voldsomt spændende indlæg – både med arkæologi og “the right to roam”. Jeg kunne næsten mærke historiens vingesus. Det er vildt spændende at finde spor efter mennesker, der levede deres liv for så længe siden. Jeg føler mig mere knyttet til fortiden, når dette sker, og jeg hører til dem, der mener, at det er vigtigt at forske i fortiden for at forstå både nutiden og fremtiden.

    Kommentar af conny — 20. juli 2015 @ 18:49

    • Det er bestemt meget spændende, men en del af processen for at nå frem til kendsgerningerne .. eller teorierne … er nok en anelse kedelig i mine øjne. Jeg vil hellere læse resultaterne. Men jeg er helt enig i, at fortiden skal kendes for at forstå nutiden.

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 19:22

  4. Det er altså spændende, og jeg forstår sådan set godt dem, der graver; det må jo være så fantastisk midt i det store arbejde at finde noget, der faktisk “er noget”. Selv ville jeg dog aldrig have tålmodighed til det. Så har jeg det mere som dig, at jeg hellere vil læse om de fantastisk resultater.

    Kommentar af Stegemüller — 20. juli 2015 @ 21:02

    • Ja, det må være fedt at ramme et eller andet, men jeg synes de graver meget for at finde lidt. Respekt, dog, fordi de gør det.

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 21:32

  5. Jeg ville også synes, at det var alle tders tjans. Tænk, hvis man fandt noget særligt! Og hvis ikke, ville det helt sikkert være en oplevelse bare at være med blandt ildsjælene. Kan du for resten huske Tony Robinson og The Time Team? De programmer gad jeg godt se igen.

    Kommentar af Rasmine — 20. juli 2015 @ 21:03

    • Du kunne godt være blevet arkæolog, så 🙂
      Der er vist en serie programmer, jeg er gået fuldstændig glip af, kan jeg se.

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 21:34

      • Faktisk overvejede jeg engang at læse arkæologi, men fornuften fik overtaget,
        Har du aldrig hørt om Time Team-programmerne, eller har du bare aldrig set dem? Som det vist fremgår, handlede de om arkæologi – på steder, hvor der aldrig før havde været arkæologer i gang, men hvor teamet havde en anelse om, at man kunne finde noget.

        Kommentar af Rasmine — 20. juli 2015 @ 23:36

        • Jeg har ikke engang hørt om den programserie …

          Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 06:55

  6. Ha, der er ikke gået en arkæolog tabt i dig 😉 Jeg gad godt prøve at være med til en sådan udgravning. Netop pga. luftfotografierne ved arkæologerne jo, at de med stor sandsynlighed finder ‘noget’. Dog må sådan en tjans være sjovest i godt vejr.

    Kommentar af Fruen i Midten — 20. juli 2015 @ 21:50

    • Næh, det kan man vist roligt sige, men der er vist også rigeligt om buddet uden min indblanding 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 06:59

  7. Jeg har, som Rasmine, også flirtet med tanken om at blive arkæolog (blandt meget andet; alt for mange interesser …) Så barn nærstuderede jeg Politikens bog (i den stribede ‘Jeg gør et eller andet’ serie) om arkæologi med stor interesse, så jeg forstår godt entusiasmen. Fint lille eksempel på den tidligere omtalte britiske humor i klippet fra The Guardian forøvrigt 😉

    Kommentar af fiberfryd — 21. juli 2015 @ 07:20

    • Hvor er I dog mange, der har haft ønske om at blive arkæolog 🙂
      Ja, ikke? Det er så hyggeligt med den humor.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 21:51

  8. Jeg ejer ikke den tålmodighed der vist skal til for at være arkæolog, og jeg gider ved gud ikke grave den ene dag efter den anden.. 😉 tænker det er udmærket jeg fandt mig en anden levevej. 🙂

    Kommentar af Inge — 21. juli 2015 @ 11:59

    • Enig. Verden har bestemt ikke mistet to suveræne arkæologer i os to 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 21:52

  9. Det må være et begrænset udvalg af tv knaler der er skyld i at du ikke kender Time Team. Underholdning med indhold! Jeg ser dem, med stor fornøjelse, på History Channel.
    Men det var vist på Svensk TV, jeg så en spændende udsendelse om Stonehenge og området omkring, hvor man graver og forsker… og har fundet træhenges og grøfteanlæg i stor skala. Jeg var overrasket over, hvor store anlæg de har lavet med flintøkser og graveredskaber!

    Kommentar af AnneHoltegård — 21. juli 2015 @ 15:36

    • Vi havde History Channel i Havdrup, men vi så den aldrig. En fejl, åbenbart …
      Ja! Det talte vi med arkæologerne om – man kan slet ikke forestille sig, hvor lang tid det må have taget at grave alt det jord væk.

      Kommentar af Ellen — 21. juli 2015 @ 21:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.