Hos Mommer

18. juli 2015

Succes!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:57
Tags: ,

Vejret artede sig. Børnene artede sig (det havde vi nu også forventet) og havde en skøn dag. Det havde vi også. Det havde alle vist – alt forløb fuldstændig efter bogen. Tror jeg. For egentlig kender jeg overhovedet ikke bogen, men det forløb, som jeg forventer, der ville stå i sådan en bog.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende eller hvor jeg skal begynde, for der er så meget at fortælle – jeg er bange for, at det hele ikke kan være i ét indlæg – der er mange, mange billeder at vise, både fra de sidste forberedelser, som næsten foregik i løb for at få alt klar til kl. 14, og fra resten af eftermiddagen.

P1070426The trophiesP1070435

Tipierne blev sat op, hvis børnene skulle få lyst til at lege indianere. Den skarpe iagttager vil måske bemærke, at stoffet er mage til the bunting.
C syede på et tidspunkt disse tipier og solgte dem, men hun stoppede med det, inden stoflageret var opbrugt; derfor de mange rester til vimplerne.
De victorianske kageopsatser og tallerkener blev udlånt til lejligheden af en, der har en antikvitetsforretning i Pewsey. Damen sagde, at de var meget værdifulde, hvilket selvfølgelig resulterede i, at vi dårligt turde bruge dem, men heldigvis holdt de alle sammen.

P1070442P1070440

I køkkenet blev der brygget fem liter kaffe og fem liter te. Blomster, donerede lodtrækningspræmier, kager, frugt og grønsager løb ind i en lind strøm. Der kom en million kager. Cirka. Billedet blev taget, inden alle kagebidragsydere var ankommet. Nogle kager var mere dekorative end andre, men alle var meget lækre – man skulle jo nødig risikere at stå tilbage for de andre …
Der blev blandet Pimm’s No. 1 i en dertil indrettet hvid ‘spand’, som kan anes yderst til højre. Pimm’s fortyndes med limonade, som serveres med frugtfyld og et par mynteblade i glasset – så er det vist (også) så engelsk som det kan blive.

P1070483

De havde fået samme lune og meget lidt præsteagtige præst, som døbte Anna og Aubrey sidste år, til at komme og annoncere nogle af vinderne og afgøre diverse væddeløb – ingen tør anklage en præst for at snyde eller være partisk, så det var nok et klogt valg.

P1070446P1070487

Herover repræsentanterne for Best Vegetable/Fruit. Vinderen blev bakken nederst til venstre.

Best Flower Arrangement

Alle deltagerne i Best Flower Arrangement var desværre meget vanskelige at fotografere, fordi de stod op ad den kridhvide teltside, hvor solen stod ind på. Jeg valgte derfor at lave en collage af dem i forsøget på at give i det mindste et lille indtryk af, hvor smukke buketterne var.
Alle navne var skjulte, og dommeren kendte ingen (andre end Charlotte) i landsbyen, så det var virkelig upartisk – bortset fra, at C viste sin buket og sagde, at den ikke måtte vinde. Heller ikke svigermors, som C vidste var lavet af købeblomster. Det er snyd, synes C; hun ønsker at opmuntre folk til, at de kun skal fremvise hjemmedyrkede produkter. Selv svigermors ellers så loyale mand havde sagt: “Just make sure that she doesn’t win!”

P1070465

Charlotte havde købt en megafon i dagens anledning, og Tim befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet, hver gang han fik lov til at bruge den – herover er han ved at annoncere, at de fire pokaler vil blive uddelt klokken 15:30.
Jeg talte 56 gæster, men tallet er forbundet med en vis usikkerhed. Det er, uanset usikkerheden, et fint og tilfredsstillende resultat i en landsby med små 70 indbyggere.

Best Bloom trophy

Aubies vinderbuketHerover er Charlotte ved at få Alan til at overrække pokalen til vinderen af Best Bloom. Aubrey vandt Children’s Best Flower Arrangement – og hvor var han stolt! Han havde virkelig tænkt over, hvad der skulle i hans lille buket, så han fortjente den, den lille fyr.

Kristine spurgte til hatte ved sådan et arrangement. De glimrede ved deres fravær – der var kun et par stråhatte eller fire, og det var pga. solen og ikke for at se smart ud. Vil jeg tro … påklædningen var i det hele taget generelt meget afslappet – smart casual, som der ville have stået, hvis man havde valgt at angive the dresscode for dagen.
Mere senere – der er meget at fortælle endnu.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Oh, hvor skønt. Det hele! Ja, fortæl noget mere 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 18. juli 2015 @ 23:46

    • Jeg følte mig meget autentisk engelsk i går 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:23

  2. Hvor ser det sjovt, hyggeligt og meget, meget engelsk ud. De har da ramt plet! Og med så stor opbakning fra landsbyens beboere, så må de næsten fortsætte traditionen. Jeg glæder mig til at se og høre mere – bl.a. om Aubreys rotte er splattet eller skudt ud i det ukendte …

    Kommentar af fiberfryd — 19. juli 2015 @ 07:29

    • Det var meget engelsk og meget hyggeligt. Og faktisk også ret sjovt – den engelske humor fornægtede sig bestemt ikke, men er svær at beskrive i glimt.

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:24

      • Efter et år i England (dengang, for længe siden, da London swingede), så er jeg helt solgt til engelsk humor. Tør, understated og allestedsnærværende; meget charmerende 😉

        Kommentar af fiberfryd — 19. juli 2015 @ 16:44

        • Helt enig!

          Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 17:42

  3. Venter med spenning 🙂

    Kommentar af Mormor — 19. juli 2015 @ 08:10

    • 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:24

  4. Sikke en dag, I må ha’ haft – hvor ser det hyggeligt ud! Alle sejl sat til – det fortjente da virkelig også at blive en succes. Glæder mig til næste afsnit 🙂

    Kommentar af Randi — 19. juli 2015 @ 08:14

    • Alle sejl blev sat til, ja, men det var umagen værd 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:25

  5. Det er simpelthen så spændende læsning. Glæder mig til fortsættelsen.

    Kommentar af Kisser — 19. juli 2015 @ 08:44

    • Det var i hvert fald sjovt at få lov til at opleve 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:25

  6. Så bliver det vist ikke mere britisk… i forhold til mine forestillinger om landsbysammenhold.
    Dejlige stemningsbilleder… og lækre kager!!! Tillykke til Aubrey med hans buket.
    Venter spændt på rottens skæbne….

    Kommentar af AnneHoltegård — 19. juli 2015 @ 11:01

    • Det var simpelthen det ultimativt britiske 🙂
      Aubie var SÅ stolt!

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 11:26

  7. Hvor lyder det bare herligt. Jeg elsker den slags arrangementer og opsøger dem så tit jeg kan 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 19. juli 2015 @ 17:42

    • Det var også herligt – trods det store arbejde 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2015 @ 17:43

  8. Jeg synes, at den gule runde bede ser spændende ud. En krydsning mellem bladbede og rødbede?

    Kommentar af Farmer — 20. juli 2015 @ 05:45

    • Hmmm … Ja, mon ikke? Vedkommende tog den med sig igen – C fik ellers alle grønsagerne, men ikke lige denne.

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 19:00

  9. Den slags succeser er værd at samle på. Jeg tænker det er meget meget engelsk med sådan en dag for hele landsbyen.

    Kommentar af Inge — 20. juli 2015 @ 09:45

    • De er nemlig værd at samle på, og det er så engelsk, som det kan blive 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. juli 2015 @ 19:01


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.