Hos Mommer

21. juni 2015

Jeg føler mig som en 130-årig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:54
Tags: , , , ,

P1060987Vi var til 130-års fødselsdag i går, og i dag har jeg det som om jeg er 130 år gammel. Det bliver altså sværere og sværere at komme meget sent i seng. Eller rettere: Det er såmænd nemt nok, men det bliver sværere og sværere at blive hurtigt frisk igen, og det oven i købet uden at have indtaget de voldsomme mængder alkoholiske drikke … den ene skulle køre og den anden holdt sig solidarisk ædru – men jeg kunne ikke have kørt bil …
Det var en god fest, som startede med, at vi havde et fantastisk vejr til sejlturen over Øresund til Ven – strålende sol og ikke alt for meget blæsevejr.
Bagefter en uhyre lækker middag på Bakkehuset overfor Vedbæk havn. Det kunne ikke være bedre, noget af det.
Bortset lige fra trætheden i dag … der er godt nok langt hjem fra Vedbæk til Præstø! Skt. Hansaften skal vi op til min søster – der er endnu længere …

P1070027

Sidst på middagen var der et fantastisk lys ned over havnen, og vi blev alle temmelig fascinerede over en tyk regnbue, der så næsten lodret ud.
Det er i øvrigt sommersolhverv i dag – fra nu af går det allerede den anden vej, hvilket det gør hvert eneste år, inden sommeren rigtig er kommet i gang. Især i år føles det som ekstra alt for tidligt, fordi det har været så pivkoldt i meget lang tid. Foreløbig er sommeren faldet på en lørdag for vores vedkommende, men jeg håber, at der kommer et par sommerdage mere, inden vi ramler ind i efteråret.

P1070011P1070014

Ven bød på to nye bekendtskaber for os: præstekrave og strandkål. Begge kendte jeg kun af navn, men med det udseende kunne det ikke være andet end en præstekrave – den samme logiske konklusion gjaldt for strandkålen. Vi plukkede den ikke; det ville have set en anelse provokerende ud, blev vi enige om, og jeg ved faktisk ikke engang, om man må … men der voksede meget af det på det sted.
Ven var smuk og dejlig, så vi talte om at tage cyklerne med en anden gang og bruge en dag på at køre øen rundt – ikke at det tager en hel dag; kun 1½ time iflg. det lille kort, vi fik udleveret, men derfor kan man jo sagtens sætte en hel dag af til det – øen har en smuk natur og et særdeles hyggeligt miljø, og der kan spildes masser af (hygge)tid på frokosten og et par kaffepauser undervejs, hvis man indlægger det i programmet.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Sikke et lys du har fanget på havnen. Håber du er ved at føle dig som din alder igen 🙂

    Kommentar af Lene — 21. juni 2015 @ 19:03

    • Det hjælper på det – men jeg skal ikke sent i seng 😉

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 19:22

  2. Vi havde også et særprægede lys i Jylland. Ikke helt som på dit billede, men et udpræget gyldent lys, der gjorde, at alle grønne farver blev meget lysende grønne. Jeg opgav at fotografere. Alle ville alligevel sige, at jeg havde fotoshoppet farverne for meget. Vi havde også en fuldstændig og meget flot regnbue til den modsatte side af det gyldne lys. Den kunne ikke være i mit kamera, men jeg tog et par billeder af dele af den.

    Kommentar af ekirsten — 21. juni 2015 @ 19:35

    • Det er pudsigt, at der kan være sådan noget lys nogle aftener og andre aftener er det bare ‘almindeligt’ at se på. Og også pudsigt, at det var specielt over så stor en del af landet.

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 20:43

  3. Hvem der havde en ven på Ven. Smukt.

    Kommentar af Eric — 21. juni 2015 @ 19:42

    • Man behøver heldigvis ikke svenske, venske venner for at kunne tage til Ven 😉

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 20:44

  4. Det der med at undvære sin nattesøvn uden at være helt smadret næste dag, det er vist noget, der hører ungdommen til. I torsdags, da der var folketingsvalg, sad jeg oppe til klokken var over halv tre, fordi jeg absolut ville se det hele. Det hævnede sig, da det var tid til at stå op godt og vel tre timer senere. Jeg var ikke meget værd, må jeg indrømme, og gik det meste af dagen og glædede mig til sengetid 🙂

    Kommentar af Randi — 21. juni 2015 @ 20:10

    • Arhh, Randi, ikke unge, bare ‘yngre’, ikke? Det gik da også meget godt, da jeg var i 30’erne og i 40’erne 😉
      Tre timer?! Jeg fik mere og var halvdød alligevel …

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 20:46

  5. Det er et fantastisk flot lys, du har fanget over havnen. Ven er skøn, og jeg har faktisk været der på cykel med mine tyske venner. Vi lejede bare cyklerne derovre; de var fine nok.

    Kommentar af Stegemüller — 21. juni 2015 @ 20:18

    • De så meget fine ud, Vens cykler, men vi vil helst have vores elcykler med 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 20:46

  6. Det er et helt fortryllende billede fra Vedbæk havn.
    Præstekraven har jeg aldrig set, men her kan der vist ikke være tvivl 😉
    Jeg håber, du har fundet din rigtige alder 😉

    Kommentar af Betty — 21. juni 2015 @ 20:42

    • Tak … og du er så enig i, at en fugl med det udseende kun kan være en præstekrave 🙂
      Jo tak, jeg tror, jeg har ramt min alder så nogenlunde igen, men jeg går ikke sent i seng 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 20:47

  7. Hehe.. det er utroligt som nogle timers nattesøvn kan ødelægge dagen derpå.. 🙂
    Ven er en fin lille ø, og en dag derovre på cykel, så har I i den grad set hvad der er at se.

    Kommentar af Inge — 21. juni 2015 @ 21:09

    • Ha, sådan kan det selvfølgelig også udtrykkes 🙂
      Det tror jeg på, Inge, men så er det da gjort grundigt …

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 21:21

  8. Det var vist en rigtig god fødselsdagsfejring. Ven er så absolut en tur værd. Både på gåben og cykel. Jeg så slet ikke ud ad vinduerne i går aftes åbenbart, for sådan en regnbue ville man ikke kunne overse.
    Det med den sene sengetid kan jeg kun give dig ret i – jeg ved ikke, hvordan det går i morgen på arbejdet, først med folketingsvalget i torsdags, sommerfest i fredags med barbesøg bagefter og så lørdag, hvor jeg var forplejningsmester til husbondens 100 km-tur, som indbefattede at være klar med “morgenmad” her i huset kl. ca. 4.00 med efterfølgende oprydning. Tempoet i dag har været adstadigt og hygsomt 🙂

    Kommentar af conny — 21. juni 2015 @ 21:24

    • Pyyyh, Conny … jeg tror jeg ville prøve at huske nogle tændstikker til at holde øjnene åbne med i morgen 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. juni 2015 @ 21:27

  9. Næh, med alderen er evnen til at lege natteravn (uden svære bivirkninger) aftaget betragteligt.
    Ven er en dejlig og overskuelig lille ø. Husk nu endelig, at de har et whiskybrænderi – Spirit of Hven (http://www.backafallsbyn.se) – og en af Nordens bedste whiskybarer; oven i købet med mulighed for overnatning i vakleafstand derfra. Når øen er så lille, er der rig mulighed for at starte barbesøget tidligt, i håb om at I kan holde dagsformen dagen derpå 😉

    Kommentar af fiberfryd — 22. juni 2015 @ 00:54

    • Ja, det må du sandelig nok sige.
      Det opdagede vi godt nok ikke, det med whiskybrænderiet 🙂 Jeg fulgte dit link og så, at de også har en restaurant, så der er muligheder …
      Men sikke de kan vrøvle på engelsk: “Backafallsbyn is located on an island where the tradition, mainly feed on farms.” Det giver ingen mening, selv jeg tror jeg kan gætte hvad de mener 😀

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2015 @ 09:08

      • Åh, dit ‘sproglige falkeøje’ slår selvfølgelig til igen 😉
        Det er nok en god ide med lidt mad inden whiskyen. Jeg tror faktisk vi spiste på restauranten, men jeg kan ærligt talt ikke helt huske det. Det har åbenbart ikke været helt fantastisk (men nok heller ikke elendigt).

        Kommentar af fiberfryd — 23. juni 2015 @ 00:32

        • Den var da også slem 🙂
          Vi lover at starte med maden … hvis vi overhovedet skal smage whisky, hvilket jeg nok ikke tror 🙂

          Kommentar af Ellen — 23. juni 2015 @ 08:32

  10. Åh ja, det der natteroderi er jeg også for længst vokset fra 😉 I kunne forhåbentlig sove længe? Jeg plejer at kunne stå nogenlunde frisk op til nogenlunde normal tid, men går så fuldstændig død midt på eftermiddagen. Jeg har aldrig været på Ven (Hven?). Vi ville en gang, men opgav. Er der ikke noget med, at man skal afsætte en HEL dag til projektet?

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. juni 2015 @ 10:38

    • Vi sov til klokken 9, men var alligevel trætte.
      Ven er jo svensk, og eftersom de smed h’et væk i 1906, vælger jeg det også fra.
      Hvis du læser Inges kommentar, så er en hel dag vist mere end rigeligt, men skal man også have whiskybrænderiet med, sååå … – det afhænger selvfølgelig af, hvor meget man vil gøre ud af det, men lad os sige mellem en halv og en hel dag 😉

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2015 @ 10:48

  11. Ja Ven er en kær lille ø, og Bakkehuset er et godt sted at holde fester i. Vi har holdt store familiefester der mange gange, og jeg spiller bridge der onsdag aften, og nyder den vidunderlige udsigt over på havnen og udover Øresund.Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 22. juni 2015 @ 11:01

    • Åh ja – jeg burde jo næsten have kunnet regne ud, at du er kendt her 🙂
      Bakkehuset må have været en pragtfuld villa for nogen i fordums tider … for jeg går ud fra, at den har været i privateje engang.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2015 @ 11:12

      • Ja Bakkehuset har været privat eje førend Søllerød kommune overtog ejendommen til gavn og glæde for pensionister. Jeg har været der i eftermiddag og tjekkede lige, at der var ryddet ordentlig op. Det var der og der var masser af blomster på bordene – var det fra jeres selskab monstro? Kh marianne

        Kommentar af marianne bentzen — 22. juni 2015 @ 22:51

        • Ja, mon ikke blomsterne stammer fra i lørdags? Og det ville have forbavset mig, hvis ikke der havde været ryddet pænt op 🙂

          Kommentar af Ellen — 23. juni 2015 @ 08:30

  12. Strandkålen kender jeg ingenting til 😉 men præstekraven er en helt anden sag. Helt præcist er det en Stor Præstekrave … der findes nemlig også en “Lille” udgave.
    Det med alderen kender jeg helt bestemt ikke til 😉 ironi kan dog forekomme!

    Kommentar af Per Teilmann — 22. juni 2015 @ 19:27

    • Tak – nu var jeg jo nødt til lige at billedgoogle begge udgaver – man skal godt nok være noget af en ekspert for at kunne se forskel på den store og den lille!
      Hehe – hvor må det være dejligt at være så ung endnu – og jeg er skam slet ikke ironisk 😉

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2015 @ 19:33

  13. Uha, vi var til fest på halvøen Knold ved Fåborg.
    Det var også lige noget af en tur for vi gamle klokken 2 om natten. Smukt og festligt var det, men: Jeg er først ved igen at blive mig selv med egen døgnrytme og blog her til morgen.

    Jeg er i øvrigt enig med dig. Det ville ikke se godt ud at plukke hverken præstekrave eller strandkål dér midt på stranden blandt alle de mennesker.

    Jeg ser det ellers for mig på Noma-menuen: Forårspræstekrave i strandkål. Dertil nye kartofler med orm af egen avl.

    Kommentar af Farmer — 23. juni 2015 @ 06:49

    • Det har sine omkostninger at blive ældre, må vi bare konstatere.
      Hehe, jeg tror præstekraven ville have vist sig temmelig besværlig at ‘plukke’, men nomamenuen lyder ikke urealistisk … du glemte måske lige havskummet … 😉

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2015 @ 08:36


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.