Hos Mommer

10. juni 2015

Naturum Kristianstad – og andet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: , , ,

I dag kørte vi til besøgscentret Naturum Kristianstad for at se, hvad det er for noget – og blev faktisk en smule skuffede. Det er da fint nok at have sådan et sted i umiddelbar forlængelse af byen, men vi havde nok begge forventet, at der var lidt mere at kigge på. Det er såmænd også fint nok, at indgangen er gratis, men hvis lidt entrepenge kunne bevirke, at der fx var lidt flere udstillinger og lignende, ville det måske blive lidt mere interessant.

Naturum Kristianstad (1)

Man kan se over både by og land, men der er ikke meget at se …

Ved Sibbhult

Så vil jeg næsten hellere se på de fine stenbroer, der findes så mange af – i dag fandt jeg en ny (for mig altså) ved Sibbhult.
Tror i øvrigt, at jeg skal til at samle på -hulter igen; i den seneste tid er jeg stødt på flere ret så pudseløjerlige eksemplarer.

Kønne blomster støder jeg også på. Selv en vejbred er fin, når den blomstrer.
Den blå til venstre er en læge-oksetunge. Skulle være god mod melankoli, hvilket jeg dog ikke lige har behov for at blive behandlet for, trods skuffelsen ved Naturum, men rødderne kan anvendes til tøjfarvning. Det gælder vel så også garnfarvning, og stik imod den umiddelbare logik farver den rødt.

Naturum Kristianstad (6)Naturum Kristianstad (7)

Og nu til lidt oprejsning, da mit indlæg i går tilsyneladende nærmest var spækket med fejl af enhver art.
Der var en, der i går i en kommentar sagde, at mitter/knoter stikker med en snabel, ganske som myg. Jeg valgte at tro på vedkommende, men undrede mig dog alligevel, da jeg altid har hørt, at de små sataner bider, hvorfor jeg selvfølgelig måtte undersøge det nærmere i dag – og kan altså kun finde optegnelser om, at de bider. På engelsk hedder de biting midges, hvilket ville være et ulogisk navn, hvis de stak. Ydermere er det en flue- og ikke en myggeart, så lige pludselig passer det hele vist fint sammen. (Kilder: bl.a. her og her … “Culicoides biting midges (Diptera: Ceratopogonidae) are among the smallest blood-sucking flies”).

Jeg kunne fint sidde ude på terrassen her til eftermiddag i en halvanden times tid med mit strikketøj og en kopkaf. Der var en fin brise, så der var ikke en knot i miles omkreds – i øvrigt er det normalt ved solop- og -nedgang, de er mest generende.
På med en faktor 15 og så ellers fremvisning af hvide ben. Faktisk var de ikke engang hvide. De var blåhvide. Ligblå, nærmest. Skræmmende grimme.
Jeg går ikke op i at blive mulatbrun om sommeren, for så godt tåler jeg slet ikke solen, men ligbå er måske lige en tand for uattraktivt.

Advertisements

21 kommentarer

  1. Lykke til med benbruning 🙂

    Kommentar af Mormor — 10. juni 2015 @ 17:46

    • Tak, Mormor 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 18:48

  2. Ja ligblå er vel lige over grænsen, trods alt. Jeg var lige på apoteket forleden dag, og på disken lå en statistik, hvor Danmark førte i antallet af tilfælde af modermærkekræft pr. 1000 indbyggere. Jeg spurgte farmaceuten, hvad det skyldtes, og hun var ikke i tvivl: Overdreven soldyrkning og for lidt solcreme. Det er da en besked, der er til at forstå. Jeg er ellers ivrig soldyrker, men vil nu prøve at holde mig lidt tilbage.

    Kommentar af Stegemüller — 10. juni 2015 @ 18:15

    • Man skal altid passe godt på sig selv, men nogle tåler selvfølgelig solen bedre end andre.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 18:50

  3. Mine ben kom første gang i år i solen i den forgange weekend og i det skarpe sollys var de blåmarmorede og skummetmælksfarvede, men efter et par timer dagligt i 3-4 dage, så er det blågustne veget til fordel for en mere neutral kulør.
    Prøvede I Opteryx, da I besøgte Naturum? Hvis ikke, så slå slæverne forbi en anden gang. Selv synes jeg, at arkitekturen er spændende og nyder folkelivet ved friluftsbassinet en sommerdag, hvor alle aldersklasser tager sig en “fika” og nogle dypper sig i Helgeåen, men ellers er Naturums force, at man har et vidt udsyn til fuglelivet især i foråret (og for et par vintre siden var jeg heldig at se en odder på isen) og de guidede ture, der tilbydes, men smag og behag er jo heldigvis forskellig.
    Mvh. og god fornøjelse med benfarven.

    Kommentar af Kristine — 10. juni 2015 @ 18:34

    • Hehe, jeg er åbenbart ikke den eneste med den skrækkelige farve ben – du er bare nået længere end jeg.
      Æhhh, nej, det gjorde vi ikke, så vi må nok give det en chance til. Arkitekturen er ganske rigtig spændende, og for fuglenes vedkommende er det nok et temmelig ugunstigt tidspunkt lige nu.
      Jeg kunne godt tænke mig en af de ‘safariture’ de reklamerer med – i det hele taget får man jo altid mere ud af guidede ture.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 18:55

  4. Det er lige godt en nuance værre end mine vinterhvide eksemplarer! Og så har solen svigtet de sidste dage, så den smule brunelse, de fik forleden, er vist fordampet igen!
    Smuk udsigt i Kristianstad! Om end broen er mere malerisk. Lige så blomsterne. Jeg fik en vejbred i den sidste indkørselsbuket fra Erik. Græsser er fascinerende og varierede.

    Kommentar af Anne Holtegård — 10. juni 2015 @ 20:18

    • Måske var det bare lyset i dag, men slemt var det!
      I har vist meget forskelligt i den indkørsel 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 20:39

  5. Ja. lykke til med den forsigtige bruning. Jeg hopper nu ikke på det hold. Hvis mine ben ved et tilfælde skulle snige sig til at forandre farve, må de selv om det, for jeg har ikke i sinde at gøre noget som helst – men jeg synes nu ikke, de ligefrem er ligblå, hvordan det så går til. Måske er jeg bare lidt mindre kritisk end andre.

    Kommentar af Rasmine — 10. juni 2015 @ 20:25

    • Og måske var det lyset i dag, der fik dem til at se ekstra hvide ud. Jeg er bestemt heller ikke den store soldyrker, men her i forsommeren går det lige – især med et strikketøj i hænderne. Jeg gider ikke bare sidde og lade mig bage.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 20:40

  6. Med de ben er det måske bedre at tage til Hvide Sande end Kristianstad. Stenbroer kan man ikke få nok af – og heller dine blomsterfotos.

    Kommentar af Jørgen — 10. juni 2015 @ 20:35

    • Jeg gemmer bare benene, når jeg er i byen 🙂
      Tak – igen – for billedroser, og ja, gamle stenbroer er altid smukke.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2015 @ 20:41

  7. Uh ja, de der vinterhvide ben altså! Mine er ikke blevet luftet endnu, og jo længere tid, der går, jo værre bliver det. Ikke fordi de bliver mere hvide, for det kan vist ikke lade sig gøre, men fordi andre opnår en mindre sk(r)æmmende farve, og så ser mine jo pludselig relativt hvidere ud. På søndag kommer Gemalen indianerbrun hjem fra Portugal, og så vil jeg føle mig endnu mere maddike-farvet. Det er ikke fair!

    Nydelig lille stenbro 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. juni 2015 @ 09:04

    • Det er virkelig ikke fair – John bliver også superbrun bare ved at høre en god vejrudsigt, og vi andre må kæmpe i ugevis, mens vi bruger den ene tube solcreme efter den anden …
      Ja, ikke? Den slags stenbro kan vi godt lide 😉

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2015 @ 09:12

  8. ligblå? Nej, det er s…. for tidligt 🙂

    Kommentar af kisser — 11. juni 2015 @ 11:48

    • Ja, men så længe det kun er benene … og det kun ligner … 😉

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2015 @ 19:30

  9. Lig er s’gu da ikke blå, de er gullige!
    Jeg følger i øvrigt ganske godt trop i benbeskrivelserne. Mine ses vist bedst gennem solbriller, så beskueren ikke risikerer at få svejseøjne :-D.
    Og de bliver ikke pænere i dag, jeg har totalformummet mig mens jeg bekæmper brændenældekrat med buskrydderen.
    Men så lyser benene heller ikke op. Måske en fordel….

    Kommentar af Den Gamle Krage — 11. juni 2015 @ 14:51

    • Er de det? Jeg har ikke set så mange af slagsen og har måske ikke lagt tilstrækkeligt mærke til farven på dem, jeg har set …
      Svejseøjne, hehe 🙂
      Uhhh, brændenælder i stor stil er ikke sjovt, når de skal bekæmpes. God fornøjelse!

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2015 @ 19:33

  10. Der er en fin tur at gå rundt langs vandet gennem parken og over en gammel jernbanebro og tilbage til Naturummet.. 🙂
    Mine ben er også blevet sluppet ud af de lange rør de sidste par dage, det hjælper gevaldigt på farven, at de ER ude i luften.. 🙂

    Kommentar af Inge — 11. juni 2015 @ 21:24

    • Det tror jeg bestemt, at det er, og det får også en chance til 🙂
      Du får bare altid så flotte, brune ben – man kan jo blive helt misundelig …

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2015 @ 21:31


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.