Hos Mommer

6. juni 2015

… det er den danske sommer …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

I går havde de lovet op til 27°, men det passer mig fint, at vi langt fra nåede derop. Faktisk forblev det halvkøligt og ditto gråt det meste af dagen, men i dag er det blevet lunt i vejret – for første gang i år er der højere temperatur ude end inde. Så er det sommer.
Det gode ved et stråtækt hus er, at det aldrig bliver uudholdelig varmt om sommeren, men at der til stadighed er en behagelig indendørstemperatur.
21° nåede vi op på udenfor. Solen skinner en del, men ikke hele tiden. Eneste ulempe er, at det blæser lige rigeligt nok, så cykelturen sprang vi over.
I stedet skyndte jeg mig at hive sengetøjet af og få det vasket, for nu kunne det endelig komme ud, da Troels er færdig med at støve.

Sommer sommer sommer

Det her er indbegrebet af dansk sommer for mig: Nyvasket sengetøj, der fylder haven med vellugt i skarp konkurrence med blomsterne og krydderurterne, og som blafrer i sommervinden.
Det bliver sådan en aften, hvor jeg har lyst til at gå i seng kl. 20 bare for at komme ind og ligge og snuse til sengetøjet.

PomeranshøgeurtPomeranshøgeurt

Igen i dag har jeg lært noget nyt; nemlig hvad det er for en lille, i grunden ret undselig, men alligevel skrigorange blomst, der titter frem overalt ude, hvor Finns modelbane kørte. Fordi den kom i så spredt fægtning, var jeg ved at fjerne den i den tro, at det var ukrudt, men det var da godt, jeg lod den stå. 
Nogle gange er det svært, grænsende til umuligt, at google sig frem til et svar, som da jeg skulle finde ud af Acer campestrens identitet. I dag fik jeg svaret på under et minut bare ved at billedgoogle orange blomst.
Og den lysende orange blomst er en pomerans-høgeurt. Har aldrig hørt om den før …

Reklamer

25 kommentarer

  1. Nu blev jeg nysgerrig. Pomerans – jeg ved ikke, hvorfor, men jeg kan slet ikke stå for det ord. Jeg tænkte, at planten måske kunne anvendes i madlavning eller som krydderurt, men det kan jeg ikke sådan lige finde noget om. Gad vidst om den mælkehvide saft, som der står, at alle plantens dele indeholder, har en eller anden anvendelse …
    Fortæl endelig, hvis du finder ud af noget af det!

    Kommentar af Rasmine — 6. juni 2015 @ 16:32

    • Jeg tror bare, det er et navn … jeg blev også nysgerrig, men kunne heller ikke finde en forklaring, selv om man skulle tro, der må findes en.

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 16:40

  2. Mit indlæringspotentiale er stort, når det kommer til botanik. Jeg troede først, at du havde ramt “h” i stedet for “g,” da du skrev “høgeurt”. For min skyld må sommeren nu gerne tage nogle grader på og holde igen med blæsten, det kommer nok.

    Kommentar af Eric — 6. juni 2015 @ 17:26

    • Jeg fik faktisk også først skrevet ‘gøgeurt’ af gammel vane, men den var jo altså god nok med h’et.
      Bliver du slet ikke nysgerrig, når du støder på vækster, du ikke kender navnet på? Det gør jeg hver gang.
      Et parogtyve grader er så fint, så fint, men ikke nogen blæst, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 17:56

      • Ellen, så skulle jeg være nysgerrig hele tiden 😉 Det er jeg så også, men om andre ting.

        Kommentar af Eric — 6. juni 2015 @ 18:13

        • Okay – forståeligt nok. Mine interesseområder har også ændret sig efter at være jobstoppet 🙂

          Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 19:21

  3. På norsk blir den kalt djevelens malepensel 🙂 har noen i en krok i hagen

    Kommentar af Mormor — 6. juni 2015 @ 17:38

    • Fint navn – bedre end det danske – mere malerisk, høhø 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 17:56

  4. Åh ja sådan er rigtig sommer.
    Din bemærkning om at snuse til sengetøjet kl. 20 er bare så sød.

    Kommentar af Stegemüller — 6. juni 2015 @ 20:35

    • Hehe, synes du? Men tak …

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 21:04

  5. ADVARSEL! De skulle hedde pestilens-høgeurt – de er værre end skvalderkål, tidsler og mælkebøtter … I min store have er de kommet ind mange steder med fugleklatter, og de spreder sig ved frø og underjordiske løbere. De er det værste ukrudt, (som bekendt ikke forgår så let!).

    Kommentar af Elsebeth — 6. juni 2015 @ 20:44

    • Jamen dog … og jeg er så glad for dem, fordi det er sådan nogle glade farveklatter rundt omkring. Men det bliver jeg åbenbart ikke ved med at være!

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 21:07

  6. Her i Nordjylland tordnede og styrtregnede det i formiddags, så solen har vi først nydt i eftermiddags. Suk, hvor jeg dog gerne vil have et udendørs tørrestativ, men hønsehus, hundegård og ny smuk flisebelægning foran huset har vi fået, men en vis person er vil-døv, når jeg taler om en overdækket tørreplads på gårdspladsen 😉

    Kommentar af Lene — 6. juni 2015 @ 20:53

    • De har sommetider en meget belejlig selektiv hørelse, de mænd – men som du ser, er mit tørrestativ heller ikke overdækket. Hvis det regner, kommer tøjet på et tørrestativ i min systue. Til sådan et paraplytørrestativ kan du sikkert godt få ham til at hamre et eller andet rør i jorden, så det kan stå, hvor du vil have det, mon ikke?

      Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 21:11

      • Muligvis, det har jeg haft før, men nu har jeg forelsket mig i ideen om et overdækket sted 😉 Og datteren har fået hjemmelavede møbler, sønnen har ligeså, hønsehus og hundegård til gemalen, så nu prøver jeg om det lykkes, ellers så overgiver jeg mig til paraplytørrestativet 😉

        Kommentar af Lene — 6. juni 2015 @ 21:23

        • Det forstår jeg godt – det må også være det bedste med et overdækket sted, men nogle gange er man desværre nødt til at nøjes med det næstbedste 😉

          Kommentar af Ellen — 6. juni 2015 @ 21:35

  7. Sol sommer blæst og vasketøj… Jo, det er sommer i dag! Eller det blev det op af dagen herovre…
    Det er da en skøn lille blomst, fantastisk lysende farve midt i det grønne. Det må være pomeransorange! Den kan skam købes som staude i vores lokale planteskole; “40 cm høj staude. Orange blomster juli – august. Sol/halvskygge. Antal pr. m2.: 6. Trives i alm. havejord. Er nøjsom breder sig villigt med udløbere og frø.” 32,95kr!

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. juni 2015 @ 22:26

    • Pomeransorange … den hedder åbenbart ikke noget med høgeurt i det midtjyske? Men det er uden tvivl den samme plante …

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2015 @ 09:15

  8. Den almindelige høgeurt er gul, så mon ikke den kaldes ‘pomerans’ på grund af farven? Jeg ville også kategorisere den som ukrudt, men du har ret i at den er køn og der findes åbenbart også en haveudgave. Lufttørret vasketøj er vidunderligt, mmmm…..
    Her er lørdagen gået med at male det store stuevinduesparti indvendigt, pyha, men hold da op, hvor det pyntede. Heldigvis var Linnea medhjælper, og med den friske brise vi heldigvis havde, gav oliemalingen ikke alt for store lugtgener i huset.

    Kommentar af fiberfryd — 7. juni 2015 @ 08:40

    • Det kan vist kun skyldes farven. Mormnor fra Norge siger den hedder djevelens malepensen deroppe, og jeg har lige set følgende: “Devils Paintbrush”. Djævlen optræder i navnet fordi planten betragtes som besværligt ukrudt” – det sidste i overensstemmelse med Elsebeths erfaringer. Jeg synes stadig den er en smuk lille sag 🙂
      Puhaja – man kan kun male med oliemaling for åbne vinduer, men det er skønt, når man er færdig, og det hele er blevet så fint.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2015 @ 09:19

  9. Kender blomsten, men ved ærlig talt ikke hvor jeg har set den. Langt vigtigere er fornøjelsen ved sommerlufttørret sengetøj i modsætning til tørrerumblertørret. Sengetøj bør egentlig altid tørres ude.
    Hvis d var blevet i nabobyen, er det sandsynligt at du ville have bemærket skiltet i Roskilde, nej ikke det med indsyning af dyr ved dyreskuet, det er ændret til indsyn. Næh, en eller anden har på et stort skilt skrevet “Får vent kø”. En anden har sat tape over de to første ord, men man kan læse dem alligevel.

    Kommentar af Jørgen — 7. juni 2015 @ 14:01

    • Sengetøj bør helt sikkert altid tørres ude, og det bliver det da i også i videst muligt omfang for vores vedkommende – vinter er jo ingen hindring; kun regnvejr.
      Det skilt havde jeg helt sikkert lagt mærke til – men det var nu lidt sjovere, da det var utilsigtet morsomt, som med “Indsyning af dyr”.

      Kommentar af Ellen — 7. juni 2015 @ 14:55

  10. Dejligt sommerbillede med vasketøj på tørresnor. Blæsten var lige tilpas til at tørre vasketøj. Jeg håber dog, den blæst snart holder op.
    Tænk, at den er en ukrudtsblomst, den fine orange. Men bare du synes, den er fin.

    Kommentar af Betty — 8. juni 2015 @ 07:27

  11. Mange tak for billedet. Nu ved jeg, hvad de hedder efter 10 år i en sandet kolonihave i Hirtshals. Jeg har spurgt mange. Når de kommer, slår jeg udenom dem. De burde være mere udbredte og måske også, man skal have lov til ikke at slå sin plæne, når de og 4-5 andre mere velkendte ukrudter blomstrer. Pomerans er en sukret frugt og i netop den farve og lidt i stil med brugen af sukat.

    En trøst til Elsebeth. Joh, de breder sig, men de er også lette at begrænse. Min værste var at sprede gyldenrisfrø ud fra en kold-kompostbunke i hele urtehaven.

    Fin Mommer side.

    Kommentar af jens holm — 22. juni 2015 @ 04:24

    • Tak, Jens, og velkommen til 🙂
      Helt enig: Noget ukrudt er pænere end andet, og selv om pomerans-høgeurt skulle være ukrudt, får det også lov at stå hos mig. Hvilket jeg sagtens kan sige, for vi har dem ikke i plænen, og de er rigtig pæne, hvor de står. Dens nøjsomhed passer fint med din sandede kolonihave.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2015 @ 09:04


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.