Hos Mommer

1. juni 2015

Støv for alle pengene – eller det skal være skidt før det bliver godt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags:

Så kom han, Troels Tækker. Han hedder i virkeligheden Rich og ikke Tækker, men da han er tækker, er det jo oplagt at kalde ham sådan – vi kan nemlig godt lide bogstavrim.
Der er seks meter, der af helt uforståelige årsager ikke blev tækket, da resten af taget blev tækket, så de skulle ordnes, plus at der skal mønnes og nye kragetræer sættes op. Og nye lægter på de seks meter, viste det sig, men sådan er det jo … Troels var forberedt på, at det nok ville være sådan.
HOLDdaop, hvor det støver, når gammelt strå rives ned. Jeg vidste det jo godt, men havde alligevel ikke fantasi til at forestille mig hvor meget det drejede sig om, da det kom til stykket.

P1060702

John lånte Troels’ lange rive og fik revet mosset ned på det stykke, der ikke skulle tækkes. Det pyntede svært på det. Næsten hele stykket … han nåede ikke helt hen til vinduet, for det skal helst rives mens det er vådt. Det skulle blive regn i morgen tidlig, så der når han nok resten.
Nu fik jeg endelig en forklaring på, hvorfor der kun er mos på den side, der vender mod sydøst og ikke på nogen af de andre. Det var helt forkert i min logik, for jeg mente at vide, at mos elsker skygge og fugt, så jeg kunne slet ikke få det til at passe sammen.
Sagkundskaben kunne fortælle mig, at det er fordi denne side (minus de seks meter) er tækket for godt 20 år siden, mens alle de andre er tækket for højest 10 år siden, så det er alene pga. alderen, at der er mos på sydsiden. Det skal nok komme mod nord, men det kan godt tage nogle år endnu. Det må meget gerne vente for min skyld, men John taler om at investere i en lang rive, så han selv kan holde mosset væk.
Jeg blev lidt bekymret for alle roserne, da Troels begyndte at smide strå ned i store mængder, men der var kun en enkelt, der led overlast … han havde også lovet mig at passe godt på dem, og jeg havde på ingen måde lyst til at stå nede under stilladset for at beskytte mine roser.

P1060705

Jeg er ret glad for, at tilbuddet er inklusive oprydning!

Billedet minder mig om, at jeg skal bede John om at flytte den dims til at hænge blomsterkrukken i. Den har hele tiden siddet der, så jeg har bare genbrugt, men den hænger et fjollet sted – det vil se pænere ud, hvis den kommer op et af de to steder, hvor der er større afstand mellem vinduerne.

Reklamer

28 kommentarer

  1. Blir bra 🙂
    Særlig når du får flyttet blomsterdingsen

    Kommentar af Mormor — 1. juni 2015 @ 18:45

    • Hehe, ja, det gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 19:30

  2. Puha, for en omgang… Der er forhåbentlig ikke allergikere i flokken! Stråtag rummer ufattelige mængder støv og skidt, småkravl og fuglereder…. Men det ser jo godt ud når der er kommet nyt tag op. Jeg kunne se det på Strandgården, for hver tur til Tind!
    Hvad er det for en lille sød mus, du har fået som “logo”?

    Kommentar af Anne Holtegård — 1. juni 2015 @ 19:18

    • Næh, vi er ikke allergikere – og fuglereder tror jeg ikke, der var, men støv, støv og atter støv!
      Den er fra et indlæg 16. maj, den hedder LilleMusse og bor i stendiget lige ved fuglefodringspladsen.

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 19:33

  3. Der sker noget hele tiden hos jer, man kunne måske sige, at det støver stadig så man nemt kan få støv på hjernen 🙂 Så har vi vist brugt alle filmtitlerne.

    Kommentar af Lene — 1. juni 2015 @ 19:39

    • Ja … det irriterede mig faktisk også lidt, at det var titlen på den tredje og sidste film, der var den mest passende 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 19:48

  4. Jeg har også lagt mærke til Musse i dit logo. Han/hun passer fint der.

    Der er (næsten) ikke noget som et nytækket tag, heller ikke selv om det “bare” er seks meter. Det bliver så flot, når I bliver færdige. Jeg led af samme vrangforestilling med hensyn til mos. Før dit indlæg ville jeg have påstået, at mos trivedes bedst mod nord. Men sådan kan man så blive klogere.

    Kommentar af Stegemüller — 1. juni 2015 @ 20:07

    • Tak … LilleMusse er så fin, synes jeg. Det er vigtigt med ‘Lille’ til fornavn, fordi der er en by på Lolland, der hedder Lille Musse.
      Det var jo netop ikke en vrangforestilling med mos mod nord – prøv at læse igen, hvad jeg skrev 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 20:29

  5. Pyha, godt du er tækkelig.

    Kommentar af Eric — 1. juni 2015 @ 20:15

    • Altid, Eric, altid. Når der er andre end John og mig selv til stede 😉

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 20:29

  6. AagePK har skrevet at man kan anbringe en kobberledning (massiv kobbertråd) øverst på rygningen eller lige under rytterne, så vil mosset ikke gro. Hvis det er rigtigt, bør mange tækkemænd kunne bekræfte det! 🙂 Jeg er nødt til at bede om hjælp til mit tag, jeg tør ikke gå på det mere fordi jeg er så stiv i lemmerne.

    Kommentar af Donald — 1. juni 2015 @ 20:20

    • Det vil jeg spørge Troels Tækker om. Det undrer mig bare lidt, hvorfor man som tækker ikke så bare som ‘default’ lægger den kobberledning for at undgå mos, hvis påstanden passer.
      Godt, at du holder dig væk fra taget – det er livsfarligt i vores alder, især hvis man i forvejen føler sig usikker på, om man kan klare det.

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 20:33

  7. Åhhh ja det er et frygtelig svineri at fjerne gammelt stråtag, jeg har været med til at rive sådan et tag af hos mine gamle naboer på Bjerget, du godeste hvor var vi sorte.

    Kommentar af Inge — 1. juni 2015 @ 21:19

    • Ja, for pokker – så er man ret glad for, at brusebadet er opfundet 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 21:42

  8. Jeg er foedt og opvokset i et 30 meter langt hus med straatag og den ene side blev taekket, da jeg var barn. Jeg kan endnu dufte straaene og maerke den tunge stoev i luften. Vi havde en gammel farbror i familien, som var ‘taekmand’ og jeg kunne bare staa i timevis og kigge paa han taekkede; jeg var isaer optaget af den kaempe naal de brugte til at sy straaene paa med – den ville jeg gerne have fingrene i. 🙂

    God fornoejelse med projektet, tag tonsevis af billeder og vis endelig frem. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 2. juni 2015 @ 00:28

    • Det lyder som et af de bedre barndomsminder, og hvis du kom og duftede til vores tag lige nu, ville du sikkert blive ført direkte tilbage til den 🙂
      Jeg fulgte lidt med, da Charlotte og Tim fik tækket deres kæmpetag – en spændende proces, og det er altid interessant at studere en håndværker, der kan sit fag!
      Projektet er ikke så stort her, da det jo kun er de seks meter, det drejer sig om – og så mønningen.

      Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 08:44

  9. Ja, det er værre svineri at rykke et stråtag ned, men det bliver så fint når det er klar. Og ja, det hjælper osse på det at få mosset revet ned, men lidt af det idylliske ved et stråtag ryger med ned. Men det er måske bare min holdning.

    Men et stråtækt hus med blottet tagkonstruktion – det ser altså ret spinkelt og faldefærdigt ud. Det er ufatteligt at det holder.

    Kommentar af overleveren — 2. juni 2015 @ 06:29

    • Et nytækket tag er vildt flot, men her vil det desværre nok bare se lappet ud, da det jo kun er de seks meter, der skal tækkes.
      Mosset er vi ikke helt enige om – jeg synes bestemt ikke, det er pænt – det får taget til at se så forsømt og vedligeholdstrængende ud 🙂
      Man så tydeligt på lægterne, at man dengang i 1780 bare brugte, hvad man nu engang havde – der var jo ingen, der kunne se det bagefter …

      Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 08:46

      • Det er vildt flot, men taber lidt på sjæl og historie.. tænker nok bare i billeder her…

        Kommentar af overleveren — 2. juni 2015 @ 08:49

        • Kan godt se hvad du mener, men jeg kan stadig ikke lide mos …

          Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 09:13

  10. Åh ja, I er garanteret ved at blive væk i støv. Måske er det meget godt, at det ikke just er højsommer, så I i det mindste kan holde døre og vinduer lukkede. Lægterne, er det de vandrette eller de lodrette (ja, de ligger jo ikke lodret, men hvad siger man så?) dele af trækonstruktionen? Jeg vil give Overleveren ret i, at det ser noget miserabelt ud, men det kan givetvis ikke være anderledes, når man piller et gammel stråtag ned. Hvor gammelt er det egentlig?

    Kommentar af Fruen i Midten — 2. juni 2015 @ 08:49

    • Jeg forsikrer dig for, at alt blev lukket hermetisk!
      Lægterne er de vandrette – de lodrette (A-formede) hedder spær.
      Nej, det kan vist ikke være anderledes, og vi skal overhovedet ikke være bekymrede, siger Troels – det skal nok holde … de seks meter, vi får udskiftet, er omkring 50 år gammelt.

      Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 09:17

      • Er der ikke også noget, der hedder strøer – og hvad er det så? 50 år lyder gammelt. Men det er det måske slet ikke. Hvad er gennemsnitslevetiden for stråtag? Ih, det er jo egentlig ret spændende. Du må vride ham Tækker Troels for information, så er der sikkert stof til mange blogindlæg 🙂 Hvad siger han fx om mosset; det er ikke særlig sundt for taget, vel?

        Kommentar af Fruen i Midten — 2. juni 2015 @ 09:56

        • Nu er jeg så langt fra ekspert, men strøer lægger man gulve på. Om det er den eneste forskel, skal jeg ikke kunne sige …
          50 år er en pænt høj alder for stråtag, og det skulle jo så også skiftes, men er det lagt ordentligt, burde det have 40 år i sig. Med danske rør. I England holder de ikke nær så længe, somme tider helt ned til kun 10 år.
          Mosset er mere grimt, end det er usundt, men laget må vist ikke blive for tykt. Det er dog bedre at lade det sidde end at være alt for ihærdig med at fjerne det, da man nemt kommer til at ‘såre’ taget. (Jeg har allerede lært en del 😉 )

          Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 10:14

          • Tag eller gulv – same-same – når man ved så lidt som jeg 😉 Hvorfor nu kun 10 år i England? Så må C&T jo skulle skifte tag uhyggelig tit!

            Kommentar af Fruen i Midten — 2. juni 2015 @ 10:49

            • Fordi det er en anden slags rør, som ikke er nær så holdbare som de danske. De spurgte, om de måtte købe danske rør og sætte i, men fordi huset er fredet, skulle det laves i de originale materialer. Det vil komme til at koste dem et par ekstra tækninger med tiden, desværre.

              Kommentar af Ellen — 2. juni 2015 @ 12:38

  11. Så forstår man at stråtag skal vedligeholdes – med en lang rive, der kan fjerne mos.

    Kommentar af Jørgen — 4. juni 2015 @ 21:25

    • Ja, man lærer noget hver dag. Heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2015 @ 21:51


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.